Lyset blændede hende næsten, som vinden susede igennem hendes hår og nærmest pustede liv tilbage i kroppen af hende. Kira var stadig ret usikker på hvordan hun skulle tolke denne følelse, men da lyset forsvandt fra hendes blik og de grønne øjne kunne fokusere, var hun klar over hvad der foregik. Hun sad på den snefyldte jord foran en masse blomster. En masse forfrosne blomster, hvor der dog alligevel lå nogle friske imellem den store bunke. Kira blinkede et par gange, mens hendes øjne vandrede fra alle de nye udtryk foran hende, indtil hendes øjne ramte teksten. Enhver anden ville nok havde panikket ved at se sit eget navn graveret ind i en gravsten, men Kira vidste godt hun var død. Hun vidste at det sidste af hende var blevet begravet ved dette gravsted. Disse rester var dog nu forsvundet og genskabt på ny som skikkelsen som sad i det kolde sne.

Hvor længe havde hun været væk? I forhold til de friske blomster, og mængden af samme kunne der ikke være gået alvorlig lang tid. Kira vidste dog godt hvorfor hun var kommet tilbage igen. Hun var her for at hjælpe, som Kira altid havde gjort. Men lige nu, som hun rejste sig fra det våde sne og strakte de hvide vinger, var hendes fokus på en ting og kun en ting. At finde Hargin. Se ham igen, høre hans stemme og få lov at vide han var okay. Det var alt, der lige nu havde betydning for hende. Opholdet for lysets krigere, var det første sted hun havde i sinde at lede.

Kira opdagede ikke engang hvor mange blikke hun fik og hun ville heller ikke være helt sikker på hvad det var de fokuserede på. Det faktum at hun ingen overtøj havde på, andet end den hvide kjole. Eller om det var de hvide vinger, som stak ud af hendes ryg. Engle var ikke ligefrem en daglig ting at se, selvom det var hovedstaden. Kira var nået frem til hovedkvarteret, og selvom vagterne havde været forvirret, vidste de godt hvem hun var. Hendes far havde trods alt en stor titel stadig, og det faktum at det var en engel der stod foran dem, dertil var det jo ikke ligefrem dronningen hun ville tale med. "Er der nogen? Jeg be'r.. hjælp mig.." Hun havde småløbet rundt i nærmest hele bygningen og ingen fundet hun kendte. Hun stod nu op af muren og kaldte ud. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.

Constantin var midt i en serie af hårde træningsmoduler, med sit velkendte, balancerede spyd, da han hørte det. En kriger kom ud til ham, lettere forvildet, mens han lignede én, der ikke helt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Constantin stoppede sin træning, gik hen til manden og lagde en hånd på hans skulder.
"Du ser forvirret ud. Hvad er problemet?" Spurgte han venligt, til hvilket krigeren kom ud med det hele. En kvinde - en engel, kommet tilbage fra de døde, her, ved paladset, rundforvirret. Han hævede et øjenbryn, men lod krigeren lede sig til det sted hvor hun stod og kaldte rundt. Han nåede inden for høredistance, bedst som kvinden bad om hjælp og han skyndte sig at gå hen mod hende.
Han var klædt afslappet, for han havde lige stået uden for i sneen og trænet. En tunika uden ærmer prydede hans overkrop og generelt havde han en krigers udstråling, med sine stridshandsker og sine kraftige støvler. Men hans ansigt udstrålede slet ikke det samme. Han havde et venligt og varmt smil om læberne, da han stoppede ved hende.

"Jeg vil gerne hjælpe Dem, my lady. Skønt det ikke ligefrem er hver dag mine øjne ser en engel," hilste han, med en knyttet hånd på brystet og et let, nonchalant buk for kvinden, før han blev mere afslappet.
"Men hvad kan jeg hjælpe Dem med og.. Ah, de er dén kvinde! Åh, mine manérer! Mit navn er Constantin Solomon, og jeg går ud fra, at De er her for en meget god grund. Jeg spilder Deres tid, jeg beklager meget," Han vidste udmærket, hvordan man skulle tale til de noble. Han var nok en ridder og af ganske høj rang, men han var stadig bondefødt.

Kira løftede sit hovedet med det samme som hun hørte en stemme tale til hende. De grønne øjne fangede hurtigt hans og så ganske roligt på ham som han talte. Alt i alt så han meget venlig ud og afslappet. Dertil tilhørte han lyset og dem vidste hun at hun ville kunne stole på. Hun havde i hvert fald aldrig tvivlet dem. Hun smilede venligt til ham over hans ord. Kira skulle vende sig til at blive tiltalt for værende engel. Det var ikke helt selv gået op for hende endnu. Hun nejede for ham, som han bukkede. "Mange tak, Sir."

Kira fik et forvirret ansigtsudtryk. Dén kvinde? hva.. oh ja, hun var stadig datter af bidadari familien. Noget hendes familie ellers aldrig lod hende glemme, selvom hun aldrig gemte sig bag titlen. "Kirana Bididari.. Jeg leder efter Hargin.. Hargin Ragnarson? De ved vel ikke hvor jeg kan finde ham." desperationen var nærmest at mærke i hendes stemme. Hendes øjne så på den ældre ridder og hun følte næsten at hun skulle nege igen. Mest fordi hun vidste hvor meget lysets krigere og riddere arbejdede for at beskytte hovedstaden. "Hva.. hvad mente de med dén kvinde?" kom der bagefter fra hende, mens det forvirrede ansigtsudtryk var tilbage.

Som hun åbnede op for ham og forklarede sit problem, huskede Constantin tilbage på den ældre dværg, som han anså lige så meget som familie, som alle andre på paladset. Han fik et lettere melankolsk udtryk i ansigtet og sænkede sit blik. Død var aldrig noget, der faldt ham let at tale om, og han havde den dybeste medlidenhed for Hargin. Desværre var dværgen for stædig til at tale ud om sine problemer og havde taget væk for knap to dage siden. Han ville have lagt en hånd på pigens skulder, men han huskede igen sig selv på deres fødselsret og stoppede ved overvejelsen. I stedet stod han rank og valgte, at give hende forklaringen roligt og distanceret. Mest af alt for, ikke at virke for sær i hendes øjne. "Hargin Ragnarsson er ikke i hovedstaden. Han drog af sted til Dragorn to dage siden," informerede han hende, før hun stillede ham et spørgsmål der gjorde ham rimelig akavet.

"Jeg.. Ehm.. Kender Hargin, personligt. Han havde brug for noget tid alene efter.. At De døde. Det var det jeg mente. De var den kvinde der... Blev dræbt," Han forklarede hende det meget akavet, før han mildnedes lidt op. Han ville ikke gøre hende komplet panikslagen. Og måske kunne han endda hjælpe hende! Dragorn lå et godt stykke herfra, men på drageryg ville det ikke tage meget mere end en halv dag at rejse dertil. Men frøkenen var ung og hendes familie ville sikkert gerne vide, at hun var i live.
"Hvis De ønsker det, kan jeg dog godt hjælpe Dem til Dragorn. Med mindre det er et problem med.. Hm.. Deres familie? Jeg ønsker at Hargin skal være glad igen, og De virker virkelig bekymret for ham. Jeg vil kun hjælpe." Det kunne være, at det kunne lykkes? Hvem vidste.

Modet nærmest faldte drastisk i Kiras øjne som hun hørte at Hargin ikke længere var i hovedstaden. Der kunne gå lang tid inden han vendte tilbage, hvis han da gjorde det. Desuden havde Kira inden anelse om hvordan hun skulle komme til Dragorn, og var faktisk heller ikke helt sikker på hvor det lå hende. Hun sukkede diskret og kiggede ned i stengulvet, eftertænksomt noget tid.

Kira nikkede forstående og havde imponerende nok ikke problemer med at blive mindet om igen og igen om at hun rent faktisk var død. Hun var rimelig rolig omkring det, selvom hun ikke ligefrem var glad for at blive mindet om selve episoden. Den havde efterladt sine ar i hendes sind. Constantins næste ord fik dog Kiras grønne øjne til at lyse op igen. Han vidste hvor det var! "Jeg har ikke talt med min familie." som hun sagde det indså hun, at hun faktisk kun havde gået efter at finde en person, og hendes familie slet ikke anede at deres eneste datter var i live. Det var ikke fordi kira var ligeglad med dem! tvært imod, men hun vidste også at chokket over at havde mistet hende og få hende igen, ville forårsage at de nok ville spærre hende inde det næste lange stykke tid, hvis de fik chancen. noget Kira ikke ahvde planer om at lade dem gøre. "Tager jeg tilbage til mine forældre, mister jeg alle chancer for at finde Hargin. De mener det godt, men de forstår ikke hvad han betyder for mig. Men det håber jeg at De gør, Sir." hun var meget bekymret for hvordan Hargin havde det, og at vide at han havde haft brug for at distancere sig, hjalp ikke til at berolige hende. "Hvordan kommer jeg til Dragorn, og hvor lang tid vil det tage?"

Constantin hævede forvirret et øjenbryn da Kirana forklarede, at hun ikke havde talt med sin familie endnu. Det faldt ham ikke helt ind som helt normal opførsel, men hvad vidste han? Han kendte hende alligevel ikke, så han ville ikke til at gætte og ende med et forkert svar på, hvor irrationelt alt dette virkede. Heldigvis fik han svar på hendes opførsel, idet hun forklarede sig nærmere, til hvilket han nikkede, ikke lige så overrasket som han troede, han ville være. Selvfølgelig. Hargin havde virket totalt ved siden af sig selv da han var kommet tilbage efter dén tur, så naturligvis havde der været et eller andet imellem dem, hvilket han ikke kunne være andet end glad for, altså på Hargins vejne. Dværgen var ved at blive gammel, og intet ville varme en kollegas hjerte mere, end at Hargin kunne få sig en familie og være lykkelig.

Det gik pludselig op for ham, at han havde stået og spekuleret et stykke tid og han nåede kun lige at høre hendes spørgsmål om Dragorn. "Det vil tage en del tid, hvis De vælger, at tage derhen alene på gåfod eller hesteryg," forklarede han hende, lettere fraværende, mens han overvejede hvor dumt det ville være, at tage handling nu. Det endte med, at han sked hul i det, for han ønskede at Hargin skulle være glad. Og denne kvinde virkede ikke til, at ville give op lige foreløbig. Så hellere tage med hende, end lade hende gå alene ude i den farlige verden og så være skyld i alskens ting. "Men det behøves De ikke. Jeg er også bekymret for Hargin, og vil gerne hjælpe Dem til Dragorn, hvis De altså ikke har noget imod at sidde på en drage i et par timer," han sagde dette lidt mere lavt. Han ville helst ikke have, at alle vidste, hvad han ville til at gøre.

Kira så roligt på ham, og afventede at han forstod hvad hun mente med sine ord. Hun ville rigtig gerne tilbage og tale med sine familie. Vise dem at hun var okay, at alt var fint, men hun var trukket i en hel anden retning. Så snart hun havde fundet Hargin, sikret sig at han var okay, vidste hun at hun måtte tage tilbage til sin familie og højst sandsynligt se i øjnene at de ville forsøge at spærre hende inde på livstid. For at beskytte hende. Men det ville hun simpelthen ikke kunne klare nu.

Kira blinkede lidt og bemærkede hendes vinger strække sig en lille smule og hun kiggede diskret til siden. Nej, det var nok ikke den klogeste ide i verden at gøre brug af dem hele vejen dertil. Hun havde endnu ikke helt styr over hvordan de virkede. "Det er ligemeget hvor lang tid det tager, bare jeg når frem." forklarede hun hurtigt og begyndte at overveje hvordan hun skulle bære sig ad. Hvordan i al verden skulle hun få fat i en hest? Oh ja, det kunne være hun kunne låne en nede fra staldene. Hvis hun var virkelig heldig.
Hun så en kende anelse overrasket ud ved Constantins ord. Drage. Hun havde hørt om dem, og set dem på afstand, men hun nåede aldrig at møde Hargins drage, da hun var i live.. eller.. ja i live. "Jeg skal nok lige vende mig til tanken, men det vil ikke genere mig at sidde på en drage. Tror jeg.. Jeg har ikke prøvet det før." svarede hun lavt tilbage. Hun havde forstået hvorfor han ikke talte voldsomt højt og hun havde ikke tænkt sig at ændre på det. "hvor længe har De kendt Hargin?"

Constantin smilede let, da hun forklarede hvordan hun nok skulle vænne sig til at sidde på en drage, men samtidig forklarede, at hun aldrig havde prøvet det før. Han var sikker på, at Hargin måske ville have givet hende en tur på sin, og det ville han heller aldrig se et problem i. Hargins drage var rolig og tålmodig. Rohgrandir? Lidt en anden sag. Constantins drage var den vilde, hidsige af slagsen, og han håbede virkelig inderligt på, at det godt kunne gå an, at have Kirana med. "Stol på mig, når jeg siger, at det er meget, meget mærkeligt at sidde på én," svarede han med et skævt smil, før hun pludselig ændrede emne tilbage på Hargin igen. Nu måtte han virkelig tænke. Han kunne ikke helt huske, hvor længe. Han vidste hvor længe han selv havde været i hæren, men ikke om Hargin havde været der dengang.

"Hmm.. Jeg har selv været en del af Lysets hær i 14 år. Jeg ved, at Hargin også har været her længe, men jeg kan ikke huske om jeg mødte ham første gang jeg dukkede op her... Mange år i hvert fald. Han er en henrivende kriger og jeg kender ingen anden der er lige så hyggelig, at tage på kro med," da det gik op for ham, at han talte om ting, hun nok ikke måtte tale så meget om, rømmede han sig let. "Eller... Ja," det endte med pinlig stilhed fra hans side af, mens han overvejede, hvordan hun ville reagere på det.

En svag latter forlod Kiras mund, som derefter formede sig til et smil. Hun troede bestemt ikke at det var en normal fornemmelse at flyve på en drage. Generelt at flyve havde ikke rigtig strejfet hende før. Hun havde været vant til, og ganske tilfreds med at være et ganske normalt menneske. Selvfølgelig skulle man se bort fra de telepatiske og telekinesiske evner, men ellers helt ganske normal uden de vildeste færdigheder. Nu havde hun trods alt færdigheden at kunne flyve. Hvor godt det så gik, det havde hun ikke i sinde at udforske i øjeblikket.

Kira grinede let. "De behøver ikke at pakke noget ind. Jeg kender ham, også godt nok til at vide at han elsker mjød, specielt dværgebrygget, og kroen er et sted han holder af. Meget. Men jeg tror aldrig det vil opnå helt samme plads hos ham som selskab. Jeg har været næsten alle steder i hovedstaden med Hargin, og ikke et sted, kendte de ham ikke ved fornavn." hun tænkte lidt tilbage og smilede over situationen som hun huskede alle de folk der hilste konstant når de var ude. Intet under at folk også hurtigt genkendte hende. "Men.. noget siger mig at De ikke helt vil tale for højt om at flyve nogle steder. Eller tager jeg fejl?"