Dybt inde og under de store sne dækkede bjerge, lå Dragorns store smedjer. Et prægtigt syn for folk som ikke havde set dem før, og til tider også for dværgene selv. De gigantiske smedjer strak sig fra gulv til det store loft og ilden var aldrig slukket, for her arbejdes både dag og nat, for som de fleste ved så var smedhåndværket dværgenes speciale og det var der hovedindkomsten kom fra.
Varmen i den utrolige smedje var nærmest ulidelig for folk som ikke var vant til at komme herinde, og derfor var de arbejdende dværge også meget let påklædte, så de ikke ville gå til i løbet af dagen.

Mange dværge gik dagligt og hamrede på forskellige ting som de var ved at fuldføre og når tingene var færdigarbejdet blev det lagt ind i Dragorns store våbenlager hvor væggene var prydet med de fineste armor, våben, skjolde og nærmest alt hvad hjertet begærer. I midten af det store lokale stod smedenes store mester, Dimrond. Dimrond var som alle de andre let påklædt, med løse bukser, barmave og så et stort forklæde, og til sidst rundt om det store forklæde havde han sit store bælte hvorfra hammer, bidetang og andre redskaber hang fra.

Dimrond stod altid ved den samme plads og var altid i gang med enten at give sin viden fra sig, ved at hjælpe de yngre dværge ellers så stod han selv og arbejde på de fineste ting. I dag var det en stor stridsøkses blad som han var ved at hamre og færdiggøre.

Guinevere havde haft brug for at komme væk fra sine normale forpligtelser. Hun havde ofte hjulpet nede i dværgerigets store smedje, men hun var ikke ligefrem uddannet indenfor fæltet. Men alligevel stod den kvindelige dværg og hamrede løs på en klippeblok for at finde hvad den gemte på.
Hun var iklædt en løs overdel der var umådelig beskidt, og havde tydeligt været brugt til sådanne arbejde før denne dag. Det sorte hår var sat op i en hestehale og hele hendes krop og ansigt var blevet beskidt og svedent af at arbejde i det varme miljø.

I det tykke bælte hun havde om livet, sad der diverse nødvendige værktøjer. Efter at havde stået og hamret en lang rum tid, og fået udvindet stykker af det nødvendige materialer, gik hun tilbage mod ovnene mens vognen blev trukket derhen imod.

Da hun ankom dertil hvor det mere fine arbejde foregik, gik hendes blik rundt. Det tog ikke lang tid før hendes øjne ramte smedemesteren, som stod og arbejdede på en stor stridsøkse. Hun havde altid beundret deres evner til at gøre råmetaler til de fineste våben. noget hun nok aldrig lærte selv. Ikke med alt det andet hun ellers skulle foretage sig. Guin stod en rum tid og betragtede hans arbejde.

Arbejdet i minen var hårdt og krævede sin mand at stå dernede en hel dag afgangen, eller længere. Dimrond tørrede sin pande med sin håndryg og blev kun mere beskidt, end han var før at sveden havde overfaldt hans pande. Han tog sin store tang og så utilfreds på hans arbejde med øksehovedet, og smed det derefter ind den varme ovn og lod den ligge der et kort stykke tid, så den kunne blive varmet op. Han hev den ud af ilden og hamrede et par gange på den, store slag med en af de store hamre, så de fejl han var utilfredse med blev rettet op og så blev hovedet smidt i baljen med det iskolde vand. Dampen steg hurtigt og højt op i luften da det varme metal ramte det kolde vand.

Han løftede øksehovedet op fra vandet og studerede det længe. Det var ved at tage den form som han gerne ville have at den skulle. Han fik fat på en af de hårdt arbejdende arbejds dværge og sendte ham ud efter et stor skæfte, så han kunne færdiggøre våbnet.

Det var ikke tit at man så kvinder ved de store smedjer og ovne, men Guinevere var ikke et sjældent syn hernede i og med at hun hjalp til hvor hun kunne, og når mestrene kunne få hjælp fra et klogt hoved, gav de ikke afslag på det. I og med at hun var barnebarn til Thanen, så var alle klar over hvem vi havde med at gøre. Han løftede hovedet fra den store ambolt som han arbejdede ved og lod sit blik falde på den unge pige, som kiggede på hans arbejde. Han smilte til hende og løftede hånden i en hilsen. Han var glad for at hun fandt tid til at kigge herned og skabe noget med hendes hænder. Med den tid hun bruger hernede, så lærer hun hurtigt, tænkte han for sig selv.

Guinevere smilede varmt til Dimrond og vinkede tilbage til ham som hun gik tættere på, for at se hvad han arbejdede på. "Goddaag Mester, hvordan slår arbejdet til?" spurgte hun med et smil, som hun løftede en stor spand med små stumper af afslået metal op på et arbejdsbord ikke langt væk fra den store armbolt. Det var på de her tidspunkter at Guineveres evner var behjælpelige på et helt andet plan. Hun var med til at sørge for langt mindre spild ved at tage stumperne og sætte sammen igen, på en måde hvor opvarmning var helt unødvendig.

Evnen kunne hun også bruge til at pynte våben med. noget hun langt fra havde gjort perfekt, men en ide hun elskede at lege med. Hun havde bare ikke rigtig haft muligheden for det endnu, desværre. Men hun var naturligvis også altid travlt optaget med pligter, smedjen eller sit arbejde ude blandt krystallandets andre beboere. Guin sad sjældent stille!
Hun begyndte at tage stumperne op i hænderne, som så ud til at smelte i hånden på hende, mens hun lagde dem ned i en form der gjorde det nemmere at arbejde videre med senere. det var som at kigge på kviksølv, bare i lidt mere mat tilstand, som hun arbejdede med det. Men det var heller ikke noget hun kunne gøre med begrænsede mængder.

"Jeg har hørt rygter om, at De snakker om at tage ud i krystallandet og se Dem lidt omrking" påbegyndte Guinevere roligt en samtale, mens hun arbejdede videre med at flytte metallet. Hun kiggede op på ham kort med sine blå øjne og smilede let. Som altid var den høflige tone der, som hun var opvokset med, selvom hun i mange tilfælde havde fået at vide at den ikke var nødvendig. Den sad på rygraden efterhånden.

Dimrond fulgte hende med øjnene som hun kom tættere på. Han lagde hammeren fra sig og lagde den på ambolten, hvor efter han tørrede sin pande for sved med sin handske. ”Goddag min unge ven” sagde han smilende, ”Det går bestemt frem ad, der er meget at se til lige for tiden. Jeg ved dog ikke om jeg er tilfreds med denne”. Han fulgte hendes da hun begyndte at samle spildmetallet. Han satte stor pris på al den hjælp som hun og de andre dværge kom med, og i og med at hun kunne bruge hendes magi til at mindske spildet her i Dragorn, var bare fantastisk.

Han studerede hendes magi og hvordan hun behandlede metallet, da hun begyndte at smelte metallet. ”Du er blevet god til at styre din evne og din måde at behandle metallet på. Jeg tænkte at du kunne øve dig på den nye økse”. Han rakte øksehovedet frem mod hende, ”Jeg er helt sikker på at du på en måde kan få ændret dens udseende på den måde De ønsker. Pryd den med runer eller sågar guld”. Hun er lærerig og denne øvelse vil gøre hende bedre, tænkte han i mens at smilte til hende og satte sig ned på en bænk som stod ved siden af, til tider hvor der var brug for et lille hvil.

Han kløede sig i skægget og tænkte over hans svar. ”Nu er jeg jo ved at være en halv gammel dværg og jeg har allerede set meget af landet og rejst nærmest riget rundt, men jeg er bestemt ikke færdig med at rejse. Rygtet om drager er også nået til Dragorn og jeg er sikker på at De også har hørt om disse vilde skabninger. Siden rygtet om dragerne er dukket op er længslen for at komme ud og udforske og finde dem blev større og større for hver dag der går. Men jeg har jo også arbejdet her”.

Guinevere smilede til ham og så lidt bedre an på hans arbejde. "Ikke Deres bedste arbejde, men jeg vil være ærlig at sige, at et hvert våben lavet af Dem, er det bedste våben man kan få." svarede hun ham sandfærdigt på vej over mod bordet. Hun mente hvert et ord, og alle vidste at Guinevere var noget af det mest ærlige. Hun sagde aldrig noget hun ikke stod ved. Det var nemlig at sende mixede signaler og være utroværdig. Noget som den unge dværg aldrig kunne drømme om at være.

Guinevere kiggede op fra sit arbejde og lyste op i et helt nyt ansigt, som skinnede af glæde, fascination og kreativitet, som Dimrond tilbød hende at øve sig på øksen. "Det.. Det ville være mig en ære Mester. Jeg skal gøre mit bedste." hendes smil var ikke til at tage fejl af, men hun havde også altid været glad for at lære og udføre arbejde. Doven var hun skam ikke. overangageret kunne hun dog godt være engang imellem!

Guinevere ventede med at arbejde med øksen til den blev hende ragt og at hun havde fuld koncentration til det. Lige nu, var det Dimrond der havde hendes opmærksomhed, som hun lyttede til hans fortælling. Hendes øjne flakkede dog lidt, ved nævnelsen af drager om at hun sikkert kendte til dem. Om hun gjorde. "Jeg kender dem godt. Slap næsten ikke væk i live fra en. Men jeg forstår Deres fascination. Men jeg tror at der nok skal blive tid til at De kan få en velfortjent ferie og komme ud og finde dragerne. Det vil dog ikke kunne lade sig gøre at finde dem en god nok efterfølger, men det er Dragorns tab. De har lige så meget ret til at udforske og opsøge dine drømme, som alle andre dværge har."

Han satte pris sandheden og vidste at Guinevere aldrig ville fortælle andet end den rene sandhed. Det var ikke hans bedste arbejde, så hun havde helt ret i hendes ord. Det var en stor ros for Dirmond at få af vide at hans produkter var så meget værdsat, ”Jeg takker for de store rosende ord og giver Dem helt ret i at dette ikke er mit bedste arbejde, det kunne gøres bedre” Han kiggede på hende og så hvordan hendes øjne lyste op og hendes flotte smil bredte sig på hendes ansigt, da hun fik muligheden for at arbejde med en mesters arbejde ”Og det er også derfor at jeg ved at De vil gøre dit bedste. De er nød til at øve dig på dine evner, om De så bruger dem i kamp eller hernede i Dragorn. Så øv Dem på våbnet og bliv ved, indtil at De selv føler at våbnet er som det skal være og at De er tilfreds med resultatet og så kan De gemme det og hænge det op eller bruge det i kamp”

Dimrond elskede at fortælle, og ikke mindst lytte til andre når de fortalte deres historier om deres opdagelser eller andre ting som folk kunne have lyst til at snakke om. Han følte virkelig at Guin lyttede efter hans syn på sin arbejdsdag og hans længsel efter at komme ud og opdage og endnu en gang kunne han kun give hende ret i hendes ord. ”Jeg er sikker på at Thanen nok skal finde den rette efterfølger den dag jeg ikke kan fuldføre mit arbejde” Han undervurderende hans egen vigtighed i minen, men var sikker på at Thanen nok skulle finde en efterfølger. ”Jeg er glad for De slap fra dragens galskab. Så tæt har jeg heller ikke lyst til at komme på disse vilde skabninger, men de giver én fascinerende billeder oppe i hovedet når man hører historier om folk som har set dem flyve rundt mellem bjergene. Men selvfølgelig er det ikke kun drager som jeg er ude efter at se. Nej, jeg skal nok finde tid til at komme ud og udforske, opdage og vandre de steder som jeg endnu ikke har været, men den tid kommer. Fortæl mig, hvad er din næste mission i livet?” Han kiggede spørgende på hende, som mange andre dværge var han nysgerrig og som barnebarn af Thanen måtte Guin havde nok af se til. Han sendte hende endnu et smil, efter at spørgsmålet var blevet spurgt.

Det var altid en store ære at få tildelt sådan en opgave. Og derfor ville hun naturligvis også gøre sit bedste. En kvalitet som Dimrond vidste at Guinevere havde. Der var vist heller ikke mange som havde deres tvivl.
Hun lyttede til hans ord og slugte hver information til sig. Han havde naturligvis ret i hvert et ord han sagde! hun skulle øve sig meget mere! og hvis ikke det havde været for hendes mange opgaver udenfor dragorn havde hun også brugt langt mere tid på det. Men der var ingen undskyldning alligevel. "Jeg skal gøre mit allerbedste og håber ikke at jeg skuffer.. Ellers må jeg jo blive med at øve indtil det ser fornuftigt ud." svarede hun med et glimt i øjet.

Guinevere var tæt på at komme med en indvending og sige at ifølge hende ville der ikke være en rette efterfølger. Men hun genvandt styrken over sin egen tunge og nøjedes blot med at bukkede hovedet i et nik og smilede til ham. Guinevere vidste godt at det var hendes stædighed og glæde for den ældre dværg, der gjorde at hun ikke kunne forestille sig en anden til at overtage smedjen efter Dimrond. Selvfølgelig skulle han ud og udforske når det var hans ønske, men det ville kun være en vikar der kom til smedjen ifølge Guinevere.
Dragens brændende gab genspillede sig i Guineveres sind og et kort øjeblik mærkede hun dens flammende varme omkring sig igen, ligesom sidst. Dens varme var langt værre end den hede som var at føle i smedjen og et kort øjeblik lød hendes vejrtrækning lidt underlig, som havde hun sprunget et hjerteslag over.
"Selvfølgelig kommer det! Hvor meget jeg end elsker mit rige og alle dens dværge. Så har selv jeg brug for at se verden udenfor." Guinevere legede lidt med metallet og snurrede det i luften, inden hun lod det falde ned i formen, så hun kunne besvare Dimronds spørgsmål. "Det er tid til en tur ud til vores brødre i Andrath. Men, jeg har et lille håb om at jeg kan komme ud templerne i hovedstadens hellige by del. Der er en elver, som har gjort at jeg har flere spørgsmål end svar. Hende må jeg finde før eller siden."

Han vidste at hun altid ville gøre hendes bedste og Dimrond var sikker på at hun ikke ville skuffe. ”Det ved jeg du vil barn, og jeg er sikker på at du ikke vil skuffe, du håndtere dit metal rigtig godt. Jeg er sikker på at det kommer til at se fornuftigt ud inden du ved af det” sagde han til hende og smilte til hende. Han vil altid hjælpe de unge dværge som boede her i bjerget, men Guin var noget specielt og hun havde store talenter inde for mange områder.

Dimrond blev ved med at snakke og var glad for at Guin lyttede og slugte hvert et ord som han fortalte og det samme gjorde han når Guin fortalte om sine oplevelser. Han kunne godt se i hendes ansigt at hun ikke var glad for at en anden en skulle overtage denne plads for ham, eller bare at have en vikar til at tage over i nogle måneder og inderst inde så forstod Dimrond hende godt.
Dimrond stirrede på hvordan Guin legede med den varme metal, inden metallet faldt ned i formen og formede sig.
”Aah, Andrath” Han rørte sig lidt i skægget og kløede, inden han forsatte ”Det er også ved at være længe siden at jeg har sat mine ben der. Ah, templerne i hovedstaden. Jeg har godt nok været i hovedstaden ved flere lejligheder nu, men aldrig har jeg været nede i templerne, men alle spørgsmål skal før eller siden have svar, det er sandt.”

Guinevere håbede det samme. Dimrond havde langt mere tiltro til hendes evner, end hun selv havde. I hvert fald indtil videre. Hun var stadig usikker på den, selvom hun efterhånden havde brugt den utrolig mange gange. Både til at forsvare sig selv, eller til direkte angreb. Men at lave direkte redskaber med evnen, den var ny.

"Jeg tager snart afsted med nogle meddværge. De er velkommen til at tage med." Guin smilede varmt til ham inden hendes øjne vendte tilbage til de små metalstykker. Nok kunne hun gøre det nemt, men det krævede også lidt opmærksomhed fra hendes side af engang imellem.
"Jeg nåede heller ikke ned forbi sidst.. jeg tilbragte lidt for megen tid i helbredelseshuset efter drageangrebet. Dertil mente Magnar at jeg skulle hjem i noget af en fart! Bebrejder ham dog ikke." Guins bror havde alle dage været bekymret for hende, og hun for ham. Det var en del af at være tvillinger. "Men jeg mødte denne elverkvinde til forårsfesten.. Hun havde for det første været til stede ved min fødsel.. og hun så næsten yngre ud end mig.. men der var bare et eller andet ved hende.. noget jeg ikke syntes helt at få svar på.. Jeg. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det." kom der lidt forvirret fra Guin der bed sig i læben. Hun havde svært ved rigtig at sætte ord på hvad det havde været.

Dimrond fik smidt lidt metal over åben ild og arbejdede på at få det smeltet. Han kigge op på Guin og lyttede mens hun talte. En tur ud i landet sammen med Guin og de andre meddværge, ville bestemt ikke gøre noget og det kunne han nemt blive overtalt til, især fordi at han snakkede så godt med den unge dame og de havde nogle gode samtaler, så hun ville bestemt være godt rejse selskab.

Han tænkte lidt over hendes tilbud, ”Det er bestemt sødt af dem at spørge mig, det er et tilbud som jeg gerne siger ja tak til. Det ville være rart” Han smilte varmt tilbage til hende og var inderst inde meget glad for tilbuddet. ”Jeg kan forstå din brors bekymring og efter sådan et drage angreb er det klart at du bruger lang tid i helbredelses huset, det er vigtigt at passe på sig selv og komme til krafter” Han kiggede ned på den smeltede metal og fjernede den og heldte den ned i en støbe form. ”Hmm” .. ”Det lyder underligt med elver kvinden, men sandt er det at nogle af dem har været med til mange fødsler, så at hun har hjulpet din mor med at få dig til verdenen er måske ikke forkert, men det er klart at dit unge sind skaber en masse spørgsmål omkring denne kvinde.”

Det var ikke unormalt at Guin rejste. Men det var sjældent hun tog afsted alene, hvilket Dimrond nok godt var klar over. Der ville altid være nogen med hende. Minimum to plejede hendes far at trumfe igennem, selvom Guin da havde været ude på egen hånd. Lidt uartig kunne hun ikke løbe fra at hun havde været. Der ville nok være omkring 8 rejsene i alt denne gang, da mange skulle besøge familie og ellers arbejde andets steds. Så en jævn gruppe.

Guinevere smilede varmt tilbage, som hun tørte sine hænder af i et stykke stof. Hun havde intet imod at være beskridt, men når det begyndte at havde en indvirkning i hendes arbejde, var det med at få det af.
Guin nikkede "Det ved jeg. Jeg kan bare godt havde en tendens til at blive lidt for overmodig. og dumdristig." svarede hun som hun tog øksen til sig, og satte sig til rette på en arbejdsstol. Hun skulle lige danne sig et overblik først.
"Ikke så meget det med min fødsel. Det kan jeg jo ikke huske. Men hun sagde at hun tit havde været forbi. Jeg var ikke klar over at vi havde voldsomt meget at gøre med elverfolket. Hun sagde hun kom fra templerne, så teknisk set var det vel heller ikke på elvernes vejne hun var her." det lød som en blanding af at hun snakkede med sig selv og med Dimrond. Hun havde lidt svært ved at finde hoved og hale i det.

Eikspeditionen med Guin og andre dværge var lige efter Dimronds hoved, og selvom han var noget ældre end hende så var han mere end glad for at kunne komme med. Selvom han ikke var den ældste dværg og på ingen måder var ved at være så meget oppe i alderen, så var det nok sikrest for ham at tage med andre. Om det så kun var de to eller 8, det er underordnet. Han kiggede og smilede til hende, ”Denne gang er Deres vej, min vej”

Dimrond kiggede og lyttede intenst på Guin, og tænkte over det hun fortalte med elverne, for det var ikke meget dværgene og elverne havde haft med hinanden at gøre igennem tiderne, men det kunne sikkert tænkes at elveren havde forladt elverby og nu var i templerne, efter som at det var på deres vegne at hun havde været her. ”Jeg forstår din forvirring, barn. Det er selvfølgelig ikke nemt at finde rundt i når en person af en race, som vi igennem historien ikke har haft så meget at gøre med, fortæller at hun tit har været forbi, uden at fortælle i hvilken anledning, men det er klart at De skal opsøge denne elver” Han smilede igen til hende og forsatte kort arbejdet med den varme metal. Han tog en skind dunk frem og hev proppen af og tog en ordentlig slurk,det var nødvendigt i varmen, han rakte den ud til Guin, ”Er du tørstig?” Spurgte han hende.

Guinevere smilede og nikkede. Ikke fordi hun ville hindre Dimrond i at følge end anden rute hvis han følte det, men at vide han ville blive der, var også en rar betryggende følelse. Nok var Guin ikke bange af sig og kastede sig tit ud i farlige ting, men det var rart at havde en hvis råd, hun vidste hun ville følge. Eller i hvert fald tage op til stor overvejelse inden hun traf et valg. Måske kunne hun afholde sig fra at komme til skade denne gang.

Guinevere kørte sin hånd gennem det tykke sorte hår og sukkede let opgivende, selvom der stadg var et smil på hendes læer. "Jeg fik ikke tid til at spørge hende til festen, desværre. Men jeg frygter også at jeg ingen svar får. Jeg er ærlig talt ikke engang sikker på hvad mine spørgsmål er." Guin vidste bare at hun måtte finde hende før eller siden. Måske var det noget med templerne at gøre? Hun slog tankerne hen og kiggede tilbage på sit arbejde igen.

Guinevere vendte sit blik mod Dimrond og smilede taknemmeligt inden hun ragte hånden frem og tog imod skind dunken. "Ja.. Tak." svarede hun, inden hun tog en stor slurk og lænede sig lidt tilbage i sin stol med lukkede øjne, som hun mærkede væsken bane sig vej ned i hendes mave. Man havde virkelig brug for vand i disse varme smedjer. Hun ragte skind dunken tilbage, og mærkede allerede igen hvordan sveden begyndte så småt at give sig til kende på hendes pande igen. "Har vi egentlig hørt noget mere til lysets krigere? Jeg husker noget med en aftale de ville lave med os, angående nogle våben, eller gik den i et med sig selv igen?" spurgte hun ind til, selvom hendes blik var på øksen som hun konscentrerede sig let om at forme med hænderne. I hvert fald forsøge at ændre lidt hist og her, selvom det var umådelig svært. Hun trængte virkelig til at træne den evne.