Solens stråler var først lige ved at gå igennem det nederste af skovens gevækster, faktisk var dagen knapt begyndt, men allerede nu var der liv i Elverly.
De tavse, men synlige vagter, de lige så tavse men, langt mere usynlige spejdere, elvere der arbejdede på at få tændt op i deres smedjer, samt de tidligt kommende købmænd der kom med deres varer til Elverlys leder, samt den stille simren i de større køkkener.
Alt var fred og gammen i Elverly.
Et afslappet smil gled over en rødblond elvers læber, som hans fødder med tavse og fjedrene skridt, begav sig igennem skovbunden, op i de mange trapper og broer. Han var klædt i tøj der passede ind med omgivelserne som de var på denne årstid. Mørkegrønne og brunlige farver. Selv øre smykket, der dækkede over set spaltede øre, var blevet skiftet ud med en i en kobberfarve, der passede bedre med træernes grene. Bag på ryggen havde han en mindre oppakning. Nok til hvad han havde behov for hvis han skulle være for sig selv, selvom der var kommet lidt ekstra med i bagagen denne gang, da han skulle have sin student på slæb.
Og det var lige akkurat foran dennes hytte at han stoppede op, tog tasken af og satte den udenfor synsvidde fra døren, rettede kort på den mosgrønne kappe, inden han, langt mindre let og galant, bankede på døren. Hvis han ikke tog meget fejl ville Renaél nok stadig ligge og snue.
Langsomt forsvandt smilet som han satte ansigtet i de rette og mere seriøse folder.
Dette var trods alt alvorligt. En overlevelsestur, og med garanti en af den yngres allerførste, hvilket nærmest var skandaløst. Han havde snakket med Taurn Edhel omkring det og fået hendes tilladelse til at tage den fedladne knøs med ud på en overlevelsestur i skoven. De sidste par uger var blevet brugt på at forberede knægten såvel som de mere private planlægninger når han ikke arbejde, med rute, eventuelle farer, fødekilder og vand.

Renaél havde alt andet end set frem til overlevelsesturen med den ældre læremester. Faktisk havde han gjort sit bedste til at skubbe det så langt ud af hovedet, som det nu engang var muligt, når man hele tiden blev mindet om det med de konstante planlægninger.
Selvom de fleste elvere snildt kunne begå sig i Lindeskovens dyb i nærmest kun det tøj, de stod i, var det en anden sag for Renaél. Han holdt af de behagelige omgivelser, hans træhytte tilbød, og denne nemme adgang til mad, drikke og behagelig søvn.

Sidstnævnte var netop det, han tog sig til denne morgen. Begravet i silkebløde dyner og puder, lå elveren og snuede, imens solens stråler så småt var begyndt at kaste sit lys igennem hyttens lille vindue.
Den behagelige søvn blev imidlertid afbrudt af en banken på døren, som fik den unge elver til at tumle ud af sengen. Er det allerede nu? Hvilket ugudeligt tidspunkt...
Døren blev åbnet på klem, og Renaéls søvnige ansigt med de lyse lokker strittende i alle retninger, kunne ses i døråbningen. Han blinkede et par gange med øjnene og skyndte sig at få en lidt mere respektfuld mine på ved synet af den ældre læremester.
"Jeg er klar om et øjeblik!" Stemmen var endnu lidt hæs af søvn, og han smækkede hastigt døren i for at iføre sig sine rejseklæder: brune bukser, bluse, læderstøvler og en skovgrøn kappe.

Da døren blev åbnet igen, stod den nu lidt mere vågne Renaél klar til afgang. Hans ansigtsudtryk afslørede dog stadig en vis søvninghed, samt modvillighed overfor turen, der skulle til at begynde.

Synet af den døsige unge elver fik blot Rhovandír til at løfte et spørgende øjenbryn af den anden inden denne hastigt forsvandt ind bag døren igen. Knægten burde da efterhånden have lært at når Rhovandír mente tidligt var det tidligt, og dette tidspunkt var faktisk senere end deres normale træning var, i og med at den rødblonde havde haft nogle få små detaljer der skulle ordnes inden han troppede op for den yngre.

Mentalt tog han tid på hvor lang tid det nu engang tog den blonde at blive færdig, og nikkede anerkendende idet han kom tilbage ud, endda i fuld beklædning.
" Du er blevet hurtigere til at komme i tøjet.. Husk nu dine dolke, du får brug for dem." Lød kommentaren, det var trods alt et positivt fremskridt som han lod den anden vide, et fremskridt der kun kunne betyde at de mange ugers træning i det mindste var ved at give resultater det ene sted.
Han bøjede sig ned og hev rygsækken frem igen, rækkende den ud imod Renaél da denne var kommet ud og havde lukket døren bag sig.
" Her, vores opbakning. Jeg ser gerne at du går med den da det kan hjælpe til at styrke din rygmuskulatur. ''
Opbakningen var ikke den tungeste, men det skulle vitterligt ikke overraske Rhovandír hvis der lød brokken fra den blonde.
Tavst vinkede han den anden med sig, som de begyndte at begå sig ned imod skovbunden hvor de snart ville følge en sti, en meget gammel sti der knapt var synligt, end ikke for de skarpe elverøjne, og hvis man ikke vidste bedre ville man tro at det bare var et dyrespor fra en hjort eller lignende, så lidt blev lige denne sti anvendt, selvom Rhovandír kendte den lige så godt som baglommen i hans bukser hvor noget snørre lå og rodede.