Solen var så småt ved at gå ned idet det gik op for Irimon at han endnu ikke havde fundet et sted at tilbringe natten. Han kiggede under læderfrakken for at sikre sin pung stadig var der. Rygtet siges at der skulle være mange lommetyve på spil i dette område.
Planen var simpel nok i sig selv idet den bestod af at finde en kro at sove på - hvorfor sove i det fri når man har massevis af krystaller og guld at betale med.

Irimon er ikke specielt kendt i området og ser sig forvirret omkring. Han får øje på en lille gut med skinnende blå øjne og to knive hængende på ryggen. Besynderligt at se en så bleg dreng blandt alle de andre solbrune mennesker. Akavet blikke mødes og Irimon føler straks et potentiale for en god handel eller rettere - et arbejde der skal udføres.

Irimon får øje på en lille kro i en af gyderne ud til hovedgaden bag drengen og signalerer på en fjovet måde at han skal følge efter.

Trace stod med ryggen imod muren og betragtede folk vandre forbi. Han søgte et offer, en person med en tilstrækkelig pengepung og en lige så utilstrækkelig opmærksomhed. En hvis hånd ikke hvilede på pungen og hvis blik søgte andetsted end den lille blåøjede knægt. Folk der besat disse var dog svære at finde. Havde folk penge vidste de at de skulle passe på dem, passede de ikke på dem havde de ikke penge, og hvad de havde var næppe værd at stikke hånden i lommen efter. Derfor stod han der stadig, med blikket vendt fremad, mens hans hjerne sugede information ud af folk der passerede forbi.
2 ravstykker, 1 jade. Ikke besværet værd
7 jader, hånden på lommen. For risikabelt.
4 ravstykker. fattigrøv.

Hans egne lommer var dog ikke noget at prale af. Det havde været længe siden folk havde kaldt efter hans tjenester og flere af hans forbindelser var blevet taget af byvagterne. Fik han ikke snart et kald måtte han hive op af sit lager. Han trak en utilfreds mime som han analyserede en ung kvinde, hvis krop var det eneste han fandt interessant.
Han følte pludselig et blik ramme ham og de isblå øjne skød op og mødte en mand, der stod uden for hans kontrol, men Trace behøvede ikke sin magi for at vide hvad den mand var. Han var rig.
På gaden havde han lært mange ting. Hvordan man undgik en byvagt. Hvem der havde penge og hvem der gik med kneblen. Det lå altsammen i detaljerne, som måden de gik på, måden de nonchalant betragtede deres omgivelser som deres egen ejendel, som havde de retten til alt de så og blot ikke orkede at kommandere det rundt. Sådan en mand så Trace foran sig og manden så ham.
Det sidste var det mest besynderlige Trace havde oplevet idag. En mand af den status søgte næppe en af hans, en tidligere slave, gadebarn og tyv, men alligevel så denne fremmede ham, og som han passerede forbi fulgte Trace efter i tavshed, men et smil havde bredt sig over hans læber. Manden var ikke bare rig. Han var rig nok til at bringe et utal af krystaller og guldstykker med sig heromkring. Eller også var han ufattelig dum. Lige meget hvilken af disse to der var tale om, så det ud til at Trace held havde vendt. Der var penge på vej.

I gyden kunne man se indgange til folks hytter og skure som de nu boede i. Svagt lys kom fra de bittesmå vinduer ud til gaden fra brændende starinlys. Gyden her var ikke af den rige afdeling ihvertfald og lugten blev i takt som de kom længere ind i gyden endnu værre end den allerede var. Som Irimon kom et godt stykke ned af gyden og brostenene så småt blev til mudderpøle med græstotte hist og her stoppede han op. Der var ingen i nærheden af gyden ud over en hund lænket fast med en jernkæde til en stenblok. Han vendte sig om og blikket af drengen, der havde fulgt efter, mødtes.

"Mit navn er Irimon." Han holdte en kort pause, tog en dyb indånding hvorefter tænderne kom til syne med et skummelt smil der bredte sig over kinderne.

"Du ligner en hvor det er pengene der tæller. En der kan udføre et stykke arbejde uden at blive hindret af en flok idiot-vagter og tåbelige lejemordere. Det er simpelt og betaler sig... rigtig godt." blev der sagt svagt - men kraftigt.

Det skumle smil blev endnu bredere imens Irimon tog sin pung frem fra en lomme på indersiden af læderjakken og rystede den. Lyden af ædelsten der raslede bredte sig i den halvmørke gyde som solen næsten var gået helt ned.
Lejemordere kan nemt findes. Men dem der har lidt at tænke med er nu til at foretrække. Det er ikke første gang at Irimon har købt sig til lejemordere for at gøre beskidte ting for ham og hvis man vil have de dygtige af dem, må man vise tillid og vilje.

Trace gav et let buk for sig, han var ikke fornem eller adelig af nogen art, men selv han kunne udføre de basale skuespil, som hoffet altid spillede for hinanden. Det var trodsalt ikke første gang han havde stået tæt på en mand af status, normalt var de dog ikke klar over det.
Bukket var kort og ikke dybt nok til at Trace mistede overblikket over den fremmede, der kaldte sig Irimon. Ikke at han behøvede sit syn for at se ham.

"De har et glimrende øje for folk må jeg sige" Han rettede sig op og gengav smilet der havde spillet over Irimons læber. Det var et godt smil. Et smil der besad viden og forståelse, den slags man kun brugte når man følte man havde kontrol over situationen og kunne spille verden rundt som man lystede. Nok havde Trace ingen penge at tale om, men han havde talent og evner. To ting der med tiden var blevet en sjældenhed i hovedstaden. Folk med talent og evner havde det med at blive overmodige og få sig selv slået ihjel af andre med større talent eller bedre evner.
"Og jeg er ikke typen der sætter unødvendige spørgsmålstegn, så længe der ligger lidt ekstra i pungen når arbejdet er udført."

Pengene var hvad han ønskede. Så kunne han skifte til en ny lejlighed. Et sted, hvor folk ikke forsøgte at gøre hans liv kort og hvor lugten af pis blev fortyndet af parfume. Et sted der ikke var her.
"Men dette er ikke et sted at snakke forretning, for mange sultne munde og folk mange penge i din pung."
Han gjorde et nik imod døren bag Irimon. Bag den var et lille rum, ikke meget større end de kunne sidde derinde ved et bord. Det var et rum for netop den slags handel. Et rum Trace havde brugt før og som gjorde han ofte holdt til udenfor netop denne gyde. Det var et let sted at bringe folk hen der søgte hans hjælp. Han var dog ikke vant til fremmede gjorde den slags, men mon hans rygte havde spredt sig. En skræmmende og dog tilfredsstillende tanke. Det betød mere arbejde, men også en større risiko. Hørte flere om ham, var der større risiko for at byvagterne kom på sporet. Manden her var han dog tryg ved. Han var ubevæbnet og magien flød tyndt, enten var manden ikke magisk eller også havde han ikke brugt sine evner længe. Begge muligheder var betryggende.

Det var ikke et hvilket som helst stykke arbejde der skulle udføres. Irimon havde for længe siden lagt planen. Irimon nikkede godkendende til den unge herre. Irimon fortæller:

"Det hele startede egentlig med at jeg skulle foretage mig en henrivende handel langt ude i intetheden, tæt på det halve svin. Kroen, hvis du kender den? Derude mødtes jeg med en dværg der skulle have solgt nogle gyldne perler til en ekstraordinær pris. Jeg dukkede op på stedet og blev overfaldet af tre tyve. Jeg endte så med at gå på kroen hvor jeg stødte på en person, som jeg ønsker skal føle smerte. Hun efterlod mig til tyvene endnu en gang, som også dukkede op på kroen og bankede mig synder og sammen." Irimon holdte en kort pause og stirrede ned i et starinlys han tændte mens han fortalte.

"Hendes navn er Leonora. Jeg har planlagt at hun angiveligt skulle dukke op lidt uden for Medianen i en forladt hytte. Det er der du kommer ind i billedet. Når hun er mindst opmærksom, skærer du hendes hals over. Vi har ikke meget tid, så jeg må vide om du er med på planen. Eller foretrækker du andre måder at nedlægge på?" Irimon slikkede på sin finger, kneb øjnene sammen og slukkede det belysende starinlys. og fortsatte med en dybere stemme:

"Hun har en god pung på sig, men hvis du kan udføre dette uden mimer, vil du få lidt ekstra ud over det der er i min pung." Irimon trak læderpungen ud fra inderlommen og hældte indholdet ud på bordet man knapt kunne se. Man kunne hurtigt se at der lå 2 diamander og 9 safirer og 6 jader og en enkelt smaragd. Endnu et smil bredte sig over Irimons læber i mørket mens han roligt rullede rundt med et par safirer i hånden. Lyden af værdifulde sten der klemtes sammen bredte sig ud i det stille rum.

Det falske selvhøjtidelige smil var ikke længere at se på Trace, dette var nu forhandling og der var ingen grund til at prøve at vildlede hans partner. Grunden var ganske fin, men havde ingen synderlig betydning for den lille mand, der dog tålmodigt lyttede til rigmanden. At afbryde ham ville være fornærmende og denne aftale lød bedre og bedre, den var simpel, men af en indbringende natur. Ikke en opgave han normalt fik sendt sin vej, men hans pung var tom og det kunne man næppe sige om den der nu lå på bordet.
Trace gav et let nik inden han rakte ud og puttede pengene tilbage i pungen inden han trak den ind i skjul under sin frakke.

"Alt jeg skal bruge er en beskrivelse af hende, lokalisation af hytten samt hendes nuværende bopæl. Har jeg dette er opgaven klaret og ingen vil kunne koble dig til uheldet."
Trace talte roligt mens han kort gennemgik sit eget udstyr. To lange knive ved hoften, hans springknive under ærmerne. 3 kasteknive på hvert ben, samt kortsværdet hæftet over ryggen under jakken. Hvis han tog forbi hans værelse inden kunne han hive et par ekstra sværd med og så var han klar til at tage til landevejen.

"Jeg ved ikke om du er interesseret i mine metoder eller er velkendt med dem, men det vil nok falde os begge bedst hvis du ved så lidt om hvad der skal ske som muligt."
Trace brød sig ikke om at afslørre sine metoder. Folk vidste han arbejdede hurtigt og uset. Det var alt han ønskede de skulle vide så det var alt de vidste. Normalt.
Der var folk der havde set hans tempo, folk der havde undret sig over hans instinkter. Den slags folk der opdager de små detaljer. Trace brød sig ikke om dem og netop derfor prøvede han nu at fiske efter navnet på en af disse. En lille fortalelse, der kunne lede den lille mand i den rigtige retning. En bonus så at sige. De blå øjne skinnede let i det svage lys fra det barrikaderede vindue.

Han havde følelsen af at aftalen var på plads, så han begav sig i kast med at beskrive området og Leonora nøje.
Imens han beskrev pigebarnet hev han et laset stykke papir der ved nærmere eftersyn afspejlede et kort over Medanien. Han stregede hurtigt hen over og kort tid efter kunne man tydeligt se hytten lokaliseret på kortet.

"Hytten her tilhører en gammel ven der for længst har givet afkast på livet, så der skulle ikke være nogen ubehagelige overraskelser. Jeg har ting at tage mig til, så hvis du er i tvivl om noget kan du møde mig på en mindre krostue omkring markedspladsen kaldet 'Hornets Kald'. Men tiden er knap, hun kan være taget afsted allerede."

Irimon lod det slidte stykke papir ligge på bordet og rejste sig i hast mens han bevægede sig ud af lokalet. I det Irimon går ud hvisker han:

"Jeg vil komme til hytten når det bliver fuldmåne, jeg vil tro om 6 dage. Vær' færdig til da."

Irimon lukkede døren efter sig, og bevægede sig ud på gaden igen mod sit krostueværelse.