Nætterne var de samme. Der var præcis de samme ujævnheder i grotten hver eneste gang han slog sine øjne halvt op. Fugten var noget af det eneste, der varierede.
Skikkelsen havde ligget de fleste af nætterne sammenkrøllet. Han havde ligget i fosterstilling, selvom det ikke havde været nemt, med den store gorillakrop. Et grin, havde sluppet ham. Et grin, som kun stammer fra en galning.


For et par dage siden, havde en dreng med et smalt ansigt og en spids næse, våget at træde ind i grotten, for at finde ud af, hvad der skete på issletten. Han havde hørt dette grin, og var blevet nysgerrig. Drengen havde været vandt til at bestige dette enorme bjerg, og typisk fandt han intet der var anderledes fra de forrige dage.
Med støvler der var lavet af ruskind, en lang pelsfrakke fra en bjørn og en hue og vanter der lignede at være fra en sæl, opdagede drengen en stor sammenkrøllet skikkelse inde i mørket. Kun et mindre bål, uden brænde, var der liv i - tilsyneladende.
En bunke af svampe samt rester derfra, kunne ses i en cirkel omkring skikkelsen. Drengen stod stille, han lyttede. Stemmen var en mands. En hvisken kom fra ham, ord som var svære at tyde. Han tøvede et øjeblik. Han var forsigtig, han kunne mærke, at noget var galt. Noget var helt helt galt. Stemningen var underlig, men nysgerrigheden var større og sad nærmere drengens hjerte end frygten den selv.
Jo tættere drengen gik, med langsomme skridt, jo tydeligere blev ordene.

"Død... død... en død mand er aldrig død så længe han lever..." Ordene gik igen. Og igen. Hviskende. De lød så svagt, som de overhovedet kunne.
Drengen bøjede sig over den fremmede og skimtede svageligt hans ansigt.
Ansigtet var fyldt med blod. Blod som så ud til at stamme fra ham selv og de mange skræmmer.

De hvide øjne spillede op, da han så, hvem skikkelsen egentlig var. Samson!
En hurtig vejrtrækning kom der efterfulgt af et chok.
En hånd klemtes sig om drengens hals. Samson havde slået sine øjne op, og havde set drengen og reageret som var han en trussel.
Sekunderne talte hurtigt, og inden længe var drengens krop livløs.
Den ru hånd slap taget, og drengens krop faldt nedover hans.

Han hev efter vejret, næsten ikke i stand til at kunne flytte på sig selv....


Dagene efter drengens ankomst, så atter ud til at blive ens. Dag efter dag, havde drengen forsvundet mere og mere ind. Blodet lå blandet sammen med alle svampene. Knogler fra kun en dreng, lå tæt på Samson. Han beundrede dem. Beundrede hvordan knoglerne havde været i stand til at vokse sig større, holde det saftige kød og blod til sig under den tynde hud, som han havde haft sat tænderne i.

Han var dækket ind i blod fra mund til næse og op af kinderne. Hænderne var et stort blodbad, og der var ingen synlig hud før man havde kigget op af hans arme.
Menneskekødet havde gjort ham godt. Han kunne mærke hvordan styrken atter var ved at tiltage. Svampene havde også svundet ind, og han vidste, at nu var det ved at være tid. Tid til, at melde sin tilbagekomst.

Han lukkede sine øjne og gjorde, ligesom han havde plejet. Han koncentrerede sig. Hun var højst sandsynligt længere væk fra ham nu, end nogen sinde. Det krævede styrke.
Han trak vejret dybt og holdt tilbage. Med lukkede øjne, forsøgte han at falde ind i Taras tankespind.

"Taaaa-raaaaa-aah...." Stemmen var hviskende, dyb og svag. Stemmen, som de fleste ville få kuldegysninger af at høre, specielt når det kom fra en der var død.

Elverens fine ansigt begravedes i det blålige smukke stof, det var koldt mod hendes hud og selvom det var længe siden at kjolen havde været båret og var blevet varmet af menneskehud, hang minderne endnu i stoffet som tung røg. Kjolen gled nedover elverens nøgle tynde skikkelse, inden hun hævede ansigtet og stirrede mod det store spejl, så lo hun, en dyb hæs latter, skikkelsen der stirrede tilbage var ikke elveren selv det var en smuk blond skikkelse med krøllet hår. Tarasika selv havde aldrig selv mødt hende, men hun have kendt hende siden hun havde trådt ind i Morgoths palæ. Hendes sjæl hang ved hver eneste genstand mentalisten havde haft i hænderne og af og til fik hun følelsen af, at hun havde kendt Horisont meget bedre end Morgoth nogensinde ville komme til.
"Oh, har det været en hård dag, min elskede?
De store brune øjne stirrede ud i intetheden, inden det maniske smil bredte sig over det ellers kønne ansigt, mens det gamle minde udspillede sig for elverens blik, ganske vidst var hun alene i det mørke uoplyste rum og alligevel betragtede de hvide stikkende øjne dæmonen besad elveren, som var hun en helt anden. 'Ikke spor, ikke spor.
Den rødhårede elver lo igen, et grin der ville få den mindste tvivl om elverens vanvid til at fordampe som tåge for solen.
I en hurtig bevægelse trak hun kjolen over hovedet, som efterfølgende landede i en rodet bunke på jorden. Så løb hun, nøgen, med det lange røde hår om en brusende sky efter hende gennem palæet. intet lys var tændt, de eneste væsner i hele Krystallandet der anede hvor hun var var Morgoth, af samme årsag holdt hun sig ganske diskret på palæet.
Løbende skridt på trappen tunge nok til at en væsentlig større eksistens kunne have lavet dem, gav genlyd i hallen, inden elveren smed sig på et tæppe der skærmede den benede krop fra marmorgulvet, hun åndede ind, endnu et minde. Hun lo igen, tænk at hybriden var så sukkersød.
"Taaaa-raaaaa-aah...."
Det gav et sæt i elveren, hun slog øjnene op og den maniske latter døde omgående ud, de brune øjne stirrede tomt op i det mørke loft, hun var stivnet, som forstenet. Så smilede hun.
"Samson... Samson..." Den spinkle ellers bløde stemme var hæs, smilet blev bredere, hun lo igen inden hun stoppede omgående, blikket blev hårdt, vredt. "SAMSON!" En råbende snerren var alt der var tilbage, elverens ansigt forvred sig i komplet afsky, inden hun i hidsige bevægelser rejste sig og fandt sig selv ganske alene i det store palæ. Med et skrig brød de store brune vinger gennem ryggen på elveren, inden hun stormede mod dørene i palæet og flåede dem op, vejret udenfor rasede altid i norden, men det lod ikke til at stoppe den rødhhårede elver, der greb et stykke stof på vejen som afdækkede et gammelt møbel for støv i det forladte palæ, inden hun satte af fra jorden og fløj.
På trods af, at det lige så godt kunne være hendes gale sind der lokkede hende op i de kolde sletter, tøvede hun ikke, hun havde et præcist mål, hun vidste hvor hun skulle hen og hun stoppede ikke før hun landede i en forladt koldt grotte. De nøgne fødder trippede taktfast imod de iskolde sten, mens den ene hånd knugede sig om det hvide stykke stof, det eneste der dækkede den spinkle krop på trods af uvejeret. Hun stoppede med et ryk, hun sagde ikke noget, men stirrede, stirrede mod den store skikkelse i enden af grotten.

" En død mand er aldrig død så længe han lever..." Stemmen havde fået flere kræfter, men ordene blev stadig sagt lavt.

Hans øjne var halvt åbne. Øjnene rullede rundt i øjenhullerne, da han nu kunne fornemme en andens tilværelse. En tilbageholdt lav latter kunne høres fra hans strube.

"Tara... Er det dig?" Stemmen var ikke til at tage fejl af. Samson rakte ud efter en hånd, som var afskåret fra den krop, som den nu ellers havde siddet sammen med. Der stank afskyeligt.

"Kom nærmere.."

Han havde et fast greb om hånden, og bed kort efter i dens pegefinger. Han tyggede kort, og kunne forholdsvist hurtigt spytte neglen væk, sammen med en mindre knogle.
Drengens tøj, havde han taget til sig. I hvert fald bjørneskindet, som drengen havde brugt som frakke. Det blev flittigt brugt som et varmt tæppe.

Samson rullede rundt, og lå nu med ryggen mod grottens kolde gulv. Han drejede langsomt hovedet mod grottens åbning, og så nu den ellers velkendte skikkelse stående i åbningen. Han kunne fornemme de lange blonde hår, den slanke skikkelse, de honningbrune øjne... Og dog, var det så længe siden at han havde set hende sidst.

Han kunne have valgt at sige så meget mere, men han vidste ikke hvor han skulle starte eller slutte. En slutning kom højst sandsynligt alligevel ikke lige med det samme.
De hvide øjne så svage ud, men han var ved sin fulde fatning - eller sådan næsten i hvert fald. Hans krop havde bare ikke kræfter. Hun kunne dræbe ham, hvis det var det hun ville. Derfor, var det ikke hvem som helst, som skulle finde ham netop nu. Han stolede på hende. Hende mere end alle andre. Hende mere end nogen andre han havde mødt i sit usle liv.

Elveren stirrede gennem grotten, urokkelig som en stenstøtte, lugten af lig var så længe om at ramme hende, at hun faktisk ikke kunne bestemme hvor den kom fra, da det endeligt gik op for hende. Det hvide stof klistrede til den spinkle figur, under lagnet kunne man fornemme både hofteknoglen og ribbenene der ragede ud, kvindelige former var der stort set ingen tilbage af. Alligevel så hun pludselig mere livlig ud end hun havde gjort længe. Igen løb den hæse latter gennem halsen, øjnene afsøgte grotten, inden hun utroligt langsomt gik gennem grotten, hun havde dårligt opfattet, at hendes hud var blevet bleg og hendes tær næsten blålige grundet kulden.
"Samson?"
Stemmen var hæs, næsten som havde hun grædt og alligvel var der liv i den som de færreste havde oplevet meget længe. Så løb hun, til hun nåede skikkelsen og kastede sig ned ved han side, inden hun omfavnede ham, han stank, det var så slemt, at det stak i næsen, det sitrede kort i elverens krop, inden hun rejste sig op ved Samsons side, hvad der forgik var udover hendes fatteevne, måske hallucinerede hun? hun var ligeglad, selv hvis det var hendes sindssyge der havde taget komplet over følte hun sig pludselig mere tryg end hun havde gjort utroligt længe. Så var det næsten som hun fik stød, de brune øjne lynede, inden hun hamrede en knytnæve mod hans bryst, selvom det var decideret ynkeligt og næven bare gav en hul dump lyd mod den kraftige brystkasse grundet elverens ikke-eksisterende fysiske kræfter, var der ingen tvivl om, at det var vrede der lå bag.
"Hvad fanden bilder du dig ind?" Stemmen var en hvæsen udover alle grænser, som et truet dyr "Hvorfor ville du udsætte mig for det? Er du klar over hvad jeg har gået igennem dit latterlige bløddyr.. Jeg hader dig!" elveren rasede hun fór op og lod blikket glide gennem hulen.
"Uggggrh! alt det, for at du kunne sidde hér og mæske dig i.... I Menneske!" Elverens ansigt forvred sig kort i afsky. Så lagde hun hovedet en smule bagover og åndede ind, så den halvrådne lugt stak hende i næsen. Alt vrede var pludseligt forduftet, erstattet af det maniske lille smil.
"Sig mig.. Hvordan gjorde du? Du var død!"

Et svagt smil bredte sig på hans læber, så snart han hørte sit eget navn, udtalt mellem elverens læber.
Han sagde intet, ventede blot på at hun skulle komme nærmere.
Tungt trak han vejret. Han var udmattet, skønt han absolut intet havde lavet.
Han lukkede øjnene en smule, ventede blot på at Tara kunne få sine ord på gled. Hun havde så meget i tankerne, han vidste det.

Han mærkede omsider varmen fra elveren, der havde omfavnet ham.. Og så kom vreden fra elveren.

Han åbnede øjnene, så snart hun havde slået ham mod brystkassen. Han smilte.. varmt, men samtidig virkede det også utroligt irriterende overfor Taras reaktion. Han gav hende plads.. Han orkede jo heller ikke mere end det. Han gad rent faktisk ikke andet end det.
Han ventede på det rette øjeblik. Hun skulle lige blive færdig med alle sine spørgsmål, og så måtte han se, om han ville besvare dem.

Da hun atter var faldet til ro, prustede han lidt og satte sine håndflader ned mod det kolde gulv og trak sig selv længere op af grottevæggen.
Han åndede nærmest forpustet ud, og slappede atter af efter et kort stykke tid.

"Der er desværre ikke lige blevet ryddet op. Har trods alt ingen slaver her." Begyndte han svagt, men fattet.

"Først og fremmest, Tara. Jeg ved, at du af alle i banden har været i størst fare lige siden jeg meldte min død ude foran Borgens porte. Samtidig, var du også mit bedste led.." Hans blik så søgende ud i mørket foran den lille ilds skær, som endnu brændte svagt for at holde lidt varme til stedet.
Søgende efter ord dog.

"Forstår du.. hvis du havde vidst at jeg ikke var død, var det hele til fare. Du vidste, hvordan Kravenoh ville have mig dræbt.. Jeg vidste hvad fremtiden ville bringe, hvad synet ville være. Phoenix gav mig forudsigelsen. Jeg skulle dø, hvis ikke der blev gjort noget.." Samson så atter mod Tara igen.

"Jeg iscenesatte min egen død, men det var ikke min egen krop, selvom alt så sådan ud."

"Du spørger sikkert dig selv om, hvorfor du ikke vidste besked, når du er mentalist?" Han ventede ikke på svar. Han strakte hånden ud efter en af svampene der lå ham nærmest og holdt det op foran ildens få gløder.


"Kender du denne? Metakrystalsvampen?" Hans hånd begyndte at ryste. Han slap den.

"Den suger alt ud af dig. Al din energi og den tager til og med også alle dine sanser med sig. Du hverken spiser eller drikker, for du føler ingen tørst, inden sult. Først når dens virkning er ved at aftage. Kort sagt, holder den alle former for sporingsmagikere væk for et rums tid. Fin lille sag, og dog farlig."

Han vendte sit blik mod Tara. Han kunne mærke hendes kropsvarme meget svagt.

Det gippede i elveren, hun var en stor pærevælling af følelser, det var til at få kvalme af og den ramme lugt der hang i hulen og omkring den store mand hjalp ikke synderlige på sagen heller. Hidsigt gned hun kinderne, inden hun sparkede en legmesdel væk hun ikke længere kunne genkende, men ud fra knoglen at vurdere havde det nok engang været et lår.
Samsons begyndende forklaring fik hende til at vende sig mod ham, betragte ham roligt, til vreden igen bragede mod elveren som syv vilde have og hendes temperament blev åbnet for fuld lue.
"Jeg er ligeglad... Jeg er ligeglad Samson, du kunne have sagt det til mig, jeg ville ikke udgøre nogen som helst fare, og alligevel overlod du mig i kløerne på Denaro og Kravenoh... Det kan godt være at det ikke er gået op for dig men 50% af dem på borgen ønsker mig død og DU har været den eneste grund til at jeg ikke er det!"
Elveren tog et tigerspring mod den sorthårrede forhenværende bandeleder inden hun stak ham en syngende lussing der gav rungende genlyd mellem grottens vægge. Så forsvandt den igen, vreden, som gik det først op for elveren nu, hvor svag Samson egentlig var. Chokeret lagde hun hænderne over munden og skjulte en svag hiksen, inden tårer begyndte at trille nedover hendes kinder, ville han komme sig?
"Hvis, hvis krop var det?" Elveren gled ned i skrædderstilling overfor den store krop der sad og hang, hun hang også, det var hårdt at hidse sig sådan op. De brune øjne gled hurtigt op på svampen Samson holdt op, hun havde aldrig hørt om noget sådant, aldrig før hørt om dens effekter og aldrig før oplevet det. Måden hvorpå Samson var gledet ud af hendes bevidsthed var præcis som når lysets slukkedes og folk døde.
Elveren bed sig kort i læben ved synet af Samsons dirrende arm, han var ikke engang i stand til at holde på den lette svampevækst, ville det gå over?
"Kommer du dig?" Elveren trak lagenet tættere omkring sig og skubbede sig en kende tættete på bålet, hun var begyndt at fortryde fravalget af overtøj.
"Går det over?"

Smilet var stadig endnu malet over hans ansigt. Taras reaktioner svingede utroligt meget, men kunne han overhovedet bebrejde hende?
Hendes liv havde ingen tvivl været i fare, for hendes evner lå stærkt inde for mentalisterens verden, men rent fysisk? Nej, det var slet ikke værd at nævne.

"Har du savnet mig? Du har savnet mig!" Stemmen havde først lydt spørgende, men gik hen og var en smule hoverende.
Der gik kun et øjeblik, og han havde fået den syngende lussing lige på kinden. Hans ansigt blev vendt den modsatte vej i slaget. Slaget havde automatisk medført, at øjnene hurtigt havde lukket sig.

Med en hvæsende lyd hev han efter vejret. Forhåbentlig var det den sidste gang, at Tara så ham værende så svag. Det gik imod hans egen frie vilje, og dog var det sådan det skulle være.

Han ignorerede hendes spørgsmål. Han skulede dog til de sørgelige rester fra den dreng der havde været levende få dage forinden.
Der var noget andet der var vigtigere for ham lige nu.

"Tara.. Du bliver nødt til at vise mig bandens reaktioner, den aften.. Du skal gengive alt hvad du oplevede den aften, jeg skal bruge det!"
Det var tydeligt hvad han ville have. Scenen omkring bandens medlemmer som opfattede hvad der var sket med deres leder. Der kunne være guldkorn at hente, om ikke andet til hans egen leg senere.
Han lukkede øjnene og ventede på at han ville få en billed- samt lydhistorie forklaret for sig, inde bag øjenlågene.

Der kom en lille mislyd fra elveren, hun sukkede, det var hårdt at gennemgå det følelsesspekter hun lige havde været igennem. De brune øjne gled op på Samson, hun kunne slet ikke vurdere hans stand, han virkede til at være sig selv, men det lod til, at selv hun kunne kvæle ham med sine bare næver, med den tilstand.
"..."
Hans ord ramte hende hårdt, per refleks skulle hun til at benægte at have savnet ham, men så gik det op for hende, at hun faktisk havde savnet ham helt uhyggeligt meget, uden Samson var hun synet hen til en galning hvis eksistens udelukkende var et spørgsmål om tid inden den blev gjort ende på, af en af de mange fjender Tara havde raget til sig gennem tiden i RT.
"Hvad regner du med? Man kan da ikke savne andet end vedkommende der sørger for varme bade og mad på bordet!"
Hun sendte ham et lille skælmsk smil, der slet ikke hørte til hos elveren, hun ville aldrig indrømme at hun havde savnet hans person, aldrig nogensinde.
"B.. Bandens reaktioner? Virkelig Samson? Syntes du ikke du skylder mig nogle svar først?"
Tara satte trodsigt hænderne i siden, det kunne ikke passe, desuden anede hun ikke engang om Samson kunne tåle en sådan mental belastning nu, i værste fald kunne det ende med at få ham slået ihjel

Et usikkert smil bredte sig på Samsons læber. Uhyggeligt som en stor mand kunne være så svag. En lille bevægelse, og han ville nemt kunne blive forpustet. Hvis det ikke var fordi, at han havde accepteret sin nuværende skæbne, havde han nok forsøgt at dræbe sig selv i sin egne gale tilstand. Det havde været svært at acceptere, at han skulle være så svag. Alligevel var det lykkedes ham.

En ting var at være svag alene, det var en ting, man kunne acceptere - mere eller mindre. Men en anden ting var at være svag over for andre. I så fald, skulle det være en, som man kunne tillade sig at være det overfor. En person, som Tara, der var afhængig af, at han genvandt sin styrke.

Han brummede et par lyde fra struben, men det blev ikke til nogle ord. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, og dog gjorde lydende det klart, at han var utilfreds. Han skulle han forklare? Hvad var det egentlig, hun ville høre? Ville hun virkelig vide, hvad hun havde sig selv i vente?

"Tara.. om et par døgn, skal jeg tilbage til Borgen. Der vil jeg være stærk nok til at kunne bevæge mig igen. Men det hele skal ske om natten, og jeg må ikke blive set. Jeg kan ikke leve heroppe. Dette er kun starten af fremtiden, Tara." Det var sjældent at man havde hørt Samson tale så roligt som nu. Han virkede afklaret med alt. Som om, at han accepterede hvad verdenen havde imod ham lige nu.
Han lukkede sine øjne, og lod baghovedet falde tilbage og hvile op af stenvæggen bag ham. Han sukkede.

"Når først jeg er tilbage på Borgen, er den forhåbentlig tom. Kun Phoenix og Zidiac bliver tilkaldt af slaverne, men ellers, er det bare dig og mig. Du kommer til at skulle lægge Borgen i total mørke. Få alle bandemedlemmer væk fra stedet, hvis de ikke allerede har forladt stedet. Vi, kommer til at tilbringe os oppe i mit tårn, i mine gamle gemakker. Der vil være tidspunkter, episoder, som du nok ikke kommer til at kunne glemme. Jeg vil være stabil og ustabil i min tilstand i den periode.... "
Han åbnede øjnene, og skævede til Tara ganske svagt.

"Er du klar på den opgave, Tara?" Stemmen var gået hen og var blevet meget alvorlig, men dog var stemmen helt klar at høre på.

Tarasika stirrede bestemt på Samson, så nikkede hun kort anderkendende da han begyndte at forklare, det var vigtigt for hende, at hun ikke bare var en brik i hans næste plan, men at han også var villig til at dele tingene med hende. Hun var ikke længere bare et bandemedlem, for banden var der ikke længere, den var spredt for alle vinde og Samsons 'død' havde i allerhøjete grad vist disloyalitet af værste kaliber.
De spidse ører lyttede opmærksomt til Samsons ord, svaret på hendes første spørgsmål kom i hvert fald der, Samson ville komme sig, men hvor længe der ville gå inden han var ved sit fulde fem var et helt andet spørgsmål, hun nok skulle vente med at stille. Opgaven lød ikke just sikker, der kunne ske alt muligt, men med slaverne omkring dannede det naturligvis et vist sikkerhedsnet. Borgen var forladt, men at danne en bobbel omkring stedet der fik folk til at miste lysten til at udforske det gamle RT hovedkvarter var nu simpelt nok, ligesom med hjemsøgte steder var det bare at give folk en følelse af ubehag.
Et lille forskruet smil dannede sig på elverens læber. Hende, Samson og Phoenix i samme borg ville ende som det rene galehus, men det kunne vel ikke blive meget værre end det i forvejen var, kunne det?
Forsigtigt lagde elveren en spinkel hånd på Samsons kraftige brystkasse, så nikkede hun kort. "Selvfølgelig! Den slags siger jeg ikke nej til!"
Hun missede kort med øjnene, hun anede ikke hvad 'ustabil' ville medføre, men uanset kunne det ikke være værre end at være fanget i Morgoths palæ, efterladt i et tankespind fra døde og endnu levende personer.
"Hvornår rejser vi? Jeg er nødt til at spinde et mentalt billede omkring dig, når vi skal have dig gennem byen. Det går ikke at folk ser en klippe vade mod borgen, det vil skabe mistanke. Jeg bygger et billede, alt folk vil se er en spinkel elvertøs der hjælper sin tydeligt syge bror gennem byen. Men det er hårdt, jeg har brug for tid... Og næring!"

Samson betragtede Tara roligt. Der ville ikke gå lang tid før han ville få abstinenser på grund af de manglende svampe i kroppen. Han skar en grimasse, som mest af alt udstrålede ubehag, smerte og svaghed. Han kunne ikke gøre noget ved det.
Han skulede ud til de ensomme svamperester der lå omkring ham. Der var endnu nogle stykker der var hele.

Med en rystende hånd rakte han langsomt ud efter en af dem. Hånden rystede mere og mere, desto nærmere han kom den udsete svamp. Efter nogle sekunder, som syntes at være minutter, fik han fat i den.

Han trak den langsomt til sig. De hvide øjne spillede sig store, og trangen til dem blev kun større.

"Øørh" Et støn af klage og afhængighed var tydelig. Han ville bekæmpe imod. Hans trang ville kun blive større for hvert minut der gik.

Han så søgende rundt. Hysterisk søgende. Hans træthed og udmattethed stod et øjeblik på standby. Kroppen manglede sine stoffer, og den ville gøre alt for at få dem. Et panikslagent blik ramte på Tara. Et øjeblik kunne han ikke finde ord.
Han rakte hende svampen ganske langsomt, selvom han inderst inde gerne ville have dem. Han ville bare have det godt i kroppen. Langt væk fra alt magi og verdenens mange spekulationer.

"Destruer dem.." Hans stemme var nærmest en halvkvalt hvisken. Uhyggelig at høre fra en ellers stor og stærk, selvstændig mand som ham.
Han tabte svampen ned på Taras skød. Hånden greb nu fat i hendes håndled i stedet med et meget fast greb.

"Destruer dem NU!" En kamp mod sin egen krop, var en kamp man helst ville undgå. Sindet mod kroppen. Kroppen havde styringen over sindet i sidste ende, for sindet vil have, hvad kroppen behøver.

Hånden blev slap og slap taget fra Taras håndled.
Han lænede sig atter tilbage, udmattet og træt.

"Vi rejser.. om to dage.. Væk mig igen der.. Mad finder du.. derovre" Samson nikkede mod en stenbunke der lå længere væk fra ham. Han havde forberedt tingene til mindste detalje.
Bag stenbunken gemte der sig mad, der kunne holde sig på grund af kulden. Lammekødet havde holdt sig kold i disse egne. Her var også gemt et enkelt tæppe, samt meget få træpinde, som han nu havde skrabet til sig på sin vej hertil.
Han vidste, at Tara ville komme. Han vidste, at han havde brug for hende hos sig, så længe kroppen ville bekæmpe ham selv på denne måde. Han havde i hvert fald håbet på, at Tara havde tænkt sig at komme. Hans håb havde heldigvis ikke taget fejl.
Hans åndedræt blev langsomt. Hans hoved lå op mod grottevæggen. Øjnene lukkedes halvt, og man kunne nemt tage fejl om hans levetilstand. De hvide øjne var blanke.
Ilden som havde danset alene, blev mindre og mindre. Han kunne ikke holde det igang, så længe at han faldt mere og mere hen. Hvis Tara ville holde sig varm, skulle hun ofre noget træ for flammen, ellers ville det dø ud.

Tara stirrede åndsfraværende efter hvad Samson havde udset sig, hun vidste det allerede, men hans kamp var ulidelig, hun kunne næsten ikke holde ud at se ham kæmpe sådan for at bevæge sig. Tanken om at det var ham der skulle holde hende i live fremover var direkte kvalmefremkaldende. Alligevel kunne hun ikke se væk, hun var nødt til at se hvor slemt det stod til, hun vidste, at det ville blive afgørende på et tidspunkt.
De ramte hende, benhårdt, de hvide øjne fyldt med desperation og afhængighed, det var som et slag i maven, pusten blev taget fra hende et kort sekund hvor tiden stod stille, til hun mærkede den kraftige hånd i et dødsgreb omkring hendes spinkle håndled. Hun kæmpede ikke imod, eller trak hånden til sig, i stedet tænkte hun på, at det sikkert var den største mængde kræfter Samson havde brugt længe.
Så slap han. Tara var ikke to sekundter om at komme på benene, inden hun som en minerydder gennemgik hulen fra alt der kunne minde om svamp, inden de sørgelige rester røg ind i det udhungrede bål.
Så vendte hun sig mod den store klippe, der var ting hun skulle nå og ting hun skulle have fat i, men først kunne hun hjælpe ham.
Langsomt bøjede hun sig ned over den store skikkelse, forsigtigt tyssede hun på ham, mens den ene hånd strøg næsten kærligt over den sorte fedtede manke.
"Her, det vil gøre dig godt. Sov nu!"
Mentale impulser bølgede nedover Samson, gjorde ham træt og ville medføre en tung søvn, desuden ville det dulme hans mentale trang til svampene, de fysiske følger stofferne han havde indtaget havde, kunne hun ikke gøre noget ved, men måske, hvis han var heldig, ville han med hendes hjælp kunne sove fra det meste.
"Når du er sikkert tilbage på borgen, viser jeg dig bandens reaktioner på din død, det er ikke sikkert nu!"
Roligt samlede hun tæppet op Samson havde henvist hende til, så lagde hun det over den store leder og stoppede siderne ind under ham, som blev han puttet.

Elveren sukkede tungt, der var ikke langt ned til Tusmørkely og hun havde brug for vintertøj hvis hun skulle overleve i hulen, desuden havde bålet brug for træ og Samson brug for mere varme. Der var intet andet valg end at tage afsted. I en rolig bevægelse satte hun noget lammekød over bålet, med bålets lille eksistens ville det alligevel tage en evighed at få det stegt.
Så fløj hun.

...

Det var hen ad aftentid da elveren kom tilbage, lagenet hun havde haft omkring sig var skiftet ud med et par alt for store posebukser der tydeligvis havde tilhørt en stor mand og ligedes havde hun nu en tunika der nåede hende til knæene. Støvlerne var også for store, men så solide og varme ud og over skuldrene havde hun et solidt bjørneskind. Håret var flettet og hang diskret bag kappen, mens ansigtet var dækket af en hætte. I favnen var hun store stykker træ, der omgående blev smidt på bålet, inden elveren udmattet sank sammen foran flammerne der langsomt men sikkert indtog de nyerhvervede kevler.
Inden længe havde hun spist, lammet var branket på den ene side og næsten råt på den anden, da der ingen havde været til at vende det, men det generede hende ikke, med den omgangskreds hun besad skulle det ikke være råt kød der generede hende.
I en rolig bevægelse lænede hun sig bagover, hun var træt og udmattet helt ind til knoglerne, ryggen hvilede op ad den store sovende skikkelse og der gik ikke længe inden elveren døsede hen også.

Samson faldt i dyb søvn. Elverens søvndyssende mentale kræfter havde tvunget hans krop til at slappe af.

Han svævede henover Toropolis Isla. Derfra, hvor han var, kunne han se alt hvad der foregik. Lyset var smukkere end nogen sinde før, og det bølgede nærmest som nordlys henover himlen. Han var fascineret. Han rakte ud efter det, og prøvede at gribe det i sin egen hule hånd, men forgæves. Solen var lige gået ned, men det var stadig lyst.
Han kom i tanke om, at det ikke var almindeligt at svæve. Han faldt. Han ville op igen, men han faldt. Pludselig stod han oprejst nede på jorden. Han var i udkanten af Toropolis' skov og der var helt stille. Lyset ovenover ham var forsvundet. Alt syntes mørkt.
Han hørte hamselv trække vejret tungt en enkelt gang. Træerne syntes tættere end aldrig før.
Det puslede i buskadset. Åndeløst så han den vej, hvor han syntes at have hørt det fra. Der var intet.
Lettet åndede han ud, det måtte have spillet ham et puds.

Kun et par sekunder senere, hørte han klove. Brutus var kommet ud fra det buskads som før havde været livlig. Han så sig forskrækket over skulderen, og tyren bragede frem med hornene forrest.
I sekundet indså den store mand, at han ikke længere havde kontrollen over sit eget dyr.

"Nej, Brutus, NEJ!" For sent.. Slaget mod træet. Han lukkede øjnene i sammenstøddet. Han kneb dem sammen som aldrig før, bedene for sit liv.
De hvide øjne kiggede panikslagent frem, troede at det hele var overstået og at Brutus var under kontrol igen.
Et nyt ansigt mødte ham. Et ansigt som han aldrig havde stået overfor på denne måde: ham selv.
Ordforladt stirrede han ind i sine egne hvide øjne. Det hoverende smil var tydeligt. Øjnene var gale i sindet, og havde bestemt ikke tænkt sig at skåne ham. Han kunne ikke tale. Ikke bede for sit eget liv. Han kunne blot sidde og se til, mens han mærkede alle kroppens skavanker blive suget til sig.

"En død mand er aldrig død så længe han lever.." hans egen stemme skar igennem og stikkende ham selv i hovedet efterfølgende. Samson, som stod overfor ham, var et skræmmende syn for ham selv. Og dog, følte han, at det var hans pligt at være i den position som han var nu. Han havde opgivet taget på livet...


Med et sæt vågnede Samson op. Han havde lænet sig frem og øjnene så forvildet omkring sig. Bålet blussede voldsomt op foran ham og dansede helt op til grottens loft, som var omkring 4 meter høj.

"Aah.. AARGH!" Mareridtet havde taget sit klamme tag om hans krop. Panikken havde spredt sig. Hjertet hamrede afsted som en anden galoperende vred tyr, der ikke havde i sinde om at stoppe.

Hvor længe havde han sovet? Han så til siden og fik øje på Tara. Han kiggede ned af sig selv, så tæppet der var svøbt omkring ham, som et andet klamt tag til hans krop. Med en hurtig bevægelse, havde han flået det væk, og var allerede i fuld gang med at kæmpe sig selv på benene.
Styrken var kommet tilbage. Ikke den hele, men han var i stand til at bevæge sig. Trangen til svampene var der ikke længere. Alt tydede på, at der var gået et par dage siden han sidst havde set ind i Taras brune øjne.

Elverens søvn havde næsten været lige så tung som Samson, hun havde dog kun sovet begrænset, inden hun havde stået op og rearrangeret bålet, sørget for at få mad og vand, set til Samson, inden hun sov videre.
Hele tiden havde hun holdt øje med hulens åbning, hun talte timerne og minutterne, Samson skulle vækkes om et par dage, hun hade taget det meget bogstaveligt, hun vidste at han havde brug for hvile og hvade brug for at få de sidste stoffer ud af kroppen. Hun kendte ikke til plantevæksten, derfor havde hun også givet det god tid. Hun havde jævnligt tjekket hans temperatur for at sikre sig, at han ikke frøs ihjel. Havde han været kold havde hun givet ham et tæppe mere på og omvendt for varm havde hun fjernet et.
Det gav et mægtigt sæt i elveren da den store mand pludseligt fór op, som var fanden selv i hælene på ham. Tara havde selv ligget og småslumret, men søvnen blev hun revet ud af utroligt brat, så stirrede hun på ham. Han så væsentligt bedre ud end da hun havde fundet ham. Det gjorde hun også selv. PÅ trods af at elveren var tyndere end nogensinde havde hun endeligt fået lidt farve i kinderne og en gnist i øjnene, som havde hun fået blod på tanden til livet igen.
"Samson?" Stemmen var spørgende, men varm og blød som honning, hun betragtede ham på afstand, hun anede ikke om han var kommet helt til hægterne på trods af det væsentligt forbedrede udseende.
"Hvordan har du det?"
Hun missede med øjnene, hun var selv nervøs for svaret, hun ønskede for alt i verdenen bare Samson tilbage i fuld vigør og frisk som den leder han plejede at være.

Han tog sig til hovedet, da han var kommet på benene. Han følte en svag sitren i dem i et øjeblik. Det var alligevel noget tid siden, han havde kunnet gå ordentligt.
En flad hånd mødtes med grottens fugtige væg, for at få støtte et øjeblik.
Hjertebanken begyndte så småt at aftage, da han indså, at det hele bare havde været en drøm.

Han kunne mærke et raseri der var indespærret inde bag hans facade. Han havde lyst til at brøle så højt han overhovedet kunne, bare for at lade det slippe fri.
Blikket faldt over mod Tara. Vejrtrækningen var endnu hurtig, efter oplevelsen i sovende tilstand.

"Det var ikke noget.." Begyndte Samson og forsøgte at tænke klart. Dagen var kommet. Han skulle forlade denne grotte og vende hjem til Borgens velkendte rammer.

"Er du klar til at tage afsted, Tara? Vi kan ikke vente meget længere. Utålmodigheden var tydelig. Og dog var det nok ikke så underligt, da han havde været der i over en måned. Måske en halvanden? Han havde dårligt nok selv styr på det, men i hvert fald syntes det om så forfærdelig lang tid siden, at han sidst havde været inde på Borgen, eller uden for den for den sags skyld.

Elveren stirrede endnu mod den store skikkelse, hun var både lettet og yderst nervøs for at se ham sådan, hun ville bare vide, at han blev sig selv, at han ville komme til kræfter på et givent tidspunkt. Af samme årsag tog det næsten pusten fra hende at se ham støtte sig op ad en væg, det ville gøre ham godt at komme hjem, det ville gøre hende godt. Selvom borgen var blevet hærget efter Samsons 'død' var nogle af ruinerne endnu ganske funktionelle, især Samsons gemakker fremstod ganske fine og uberørte.
Hun kunne se på ham, at noget ikke var som det skulle være, alligevel ventede hun med at spørge, tøvende, til at han havde genvundet balancen.
"Det er ikke ikke-noget, jeg ved det Samson, du glemmer vidst at jeg kender sindet bedre end de fleste. Anse mig ikke for at være dum på trods af, at jeg er loyal!"
Tara rynkede kort på næsen, stanken i grotten var kun blevet værre, heldigvis bemærkede hun den kun nu hvis hun koncentrerede sig om den. Hun sukkede, hun hvade haft tid til at tænke på den best besparende og letteste måde at komme til borgen i den tid Samson havde sovet, men hun anede ikke om han ville være specielt glad for det.
"Jeg er mere end klar, jeg skal have det varmeste bad jeg nogensinde har fået når vi kommer hjem! Men..." Tara skævede kort mod hulens åbning, hun vidste hvad der ventede ude foran de kolde vægge og hun havde på fornemmelse, at Samson nok ikke ville være hende synderligt taknemmelig, ikke lige med det samme i hvert fald.
"Jeg har hidkaldt Storm, han vil kunne bære os begge til Topalis Isla uden problemer, og ingen af os behøver at anstrenge os mere end nødvendigt... Men jeg ved ikke hvordan du har det med at flyve, flyver vi i skydækket vil ingen se os og så føltes det ikke så slemt. Han kan sætte os af i skoven, ingen må se min ørn i nærheden af borgen, det er for ricikabelt, og de sidste kilometer hjem er ikke så besværlige!"
Tara skar en grimasse, Samson var vant til at ride på Brutus, en stor ørn kunne vel ikke være den store forskel, Brutus var i hvert fald væsentligt mere frygtindgydende end det store fjerbeklædte lokum.

Han skulle mod Borgen, og det kunne ikke gå stærkt nok. Han tog sig til hovedet. Han kunne mærke at han var i bedring, men han var selvfølgelig endnu ikke i top form. Det kunne han dog også kun komme, hvis han kom tilbage til gemakkerne.

Han brummede lavmeldt, da Tara insisterede på, at det ikke var ikke-noget. Han havde ikke noget at sige yderligere til det. Han vidste godt, at Tara var en af de bedste læsere. Omvendt skulle der heller ikke meget til, før man kunne læse om en person havde det godt.
Samsons velvære bekymrede ikke ham selv. Han skulle nok komme ovenpå igen. Problemet var sådan set bare, at han gerne ville være frisk med det samme igen, og komme videre i sit livs kapitel.

Samson gav Tara et blik og et nik, der mest af alt accepterede hendes krav.
Samsons øjne blev et øjeblik større. Det gik hurtigt op for ham, at Storm, som var hendes forvoksede fugl, skulle bære ham og hende tilbage langt det meste af vejen.
Han skulle til at insistere. Han var ikke glad for at skulle flyve - at være så højt over jorden og med frit fald så tæt på sig. Alligevel måtte han bide sig i læben, velvidende om, at det nok var det mest fornuftige lige nu.
En lettere snerren slap ham, men han sagde intet. Han måtte for en gangs skyld, acceptere sin skæbne.

"Hvornår... hvornår er den forvoksede fugl her så?" Han fortsatte med at snerre. Han var ikke glad for den situation som han skulle ud i. Det var nok en slags ekstra tillidstest til Tara, når nu han tænkte over det.

Tara trak på skuldrene, hun kunne godt mærke at hendes bekymring ikke huede ham, det huede som sådan heller ikke hende at være så nervøs for hans ve og vel. Hun fejede en lok væk fra ansigtet, inden hun kastede et sidste blik rundt i hulen inden hun så nikkede til det store brød.'
"Han er her allerede, han passer bare ikke rigtigt ind i hulen, så han venter udenfor.!"
Et øjeblik overvejede hun at kommentere på hans mistillid, men holdte munden lukket, hun vidste, at det i forvejen havde været en stor mundfuld for Samson at han havde måtte lægge sit liv i hænderne på den spinkle elver.
I nogle besværede bevægelser gik elveren ud af hulen, det var hen ad aftentide, solen havde trukket lange orange og røde striber over himlen og snart ville det være helt mørkt. På en klippekant sad den store ørn, kløerne var boret langt ind i de blå isblokke og de vakse øjne stirrede omgående mod Tara så snart hun kom ud. Forsigtigt strøg hun den ene handskebeklædte hånd over den hvide fjerdragt, inden hun vendte sig mod Samson.
"Det er lettest hvis du sidder forrest, hav benene foran vingerne, det er nok det mest behagelige!"
Tara havde ganske vidst haft en sadel til kræet, men den lå sjovt nok tilbage på borgen et sted i en sikkert nedbrændt stald, opstigningen ville være det værste, man kunne let føle at man gled af på de glatte fjer, men en garvet rytter som Samson burde kunne sidde fast, desuden var fuglen udmærket klar over, at den skulle have en person med, der ikke selv var udstyret med vinger.
"Kom, lad os komme hjem!"

Samson havde accepteret sin skæbne. Han skulle op på den store fugl, som han ellers havde plejet at betragte på god afstand.
Den store muskuløse krop vraltede gennem grottehulen, dog ikke så stærk og sikker som i sine "gode dage". Det gik ikke så hurtigt, men han gik!
Det føltes som en evighed siden, at han sidst havde gået. Tankerne flød igennem hovedet, og havde allermest lyst til at forbande det hele lige nu. Han var sikker på, at det hele var sket, fordi han skulle afstaffes... Eller også fordi, at det var meningen at der skulle ske noget nyt. De to ting, kunne dog sagtens stadig hænge sammen. Fremtiden blev kun, hvad han selv gjorde den til.
Omsider nåede de grottens ende. Tara havde selvfølgelig haft ret. Fuglen var her allerede.

Han åbnede munden, som om at han skulle til at sige et eller andet, noget lignende "er der ikke andre veje?".
Mysteriet med at komme op på fuglen var stor. Han vidste ikke hvilket ben han skulle tage først, og da hans magi ikke ligefrem hjalp ham i denne kamp med at få styrke tilbage, kunne han heller ikke benytte sig af den.
Med flere fejlagtige forsøg på at få benet ordentlig op, fandt han endelig frem til en løsning. Det resulterede i et lille hop samtidigt, og han fik lige akkurat bagdelen med sig.
Han kom til at trække fuglen i fjerene i opstigningen, men det gik selvom fuglen klagede en anelse.

"Jeg..." Han så sig omkring fra dette helt nye perspektiv fra fuglen. Han så op mod himlen. Han var ikke stolt af at skulle flyve..

"Jeg er klar!"

Tara rømmede sig en smule da Samson gik forbi hende og hen til Storm, med et fuldkommen åndsfraværende blik i den stik anden retning af Samson prøvede hun at overbevise ham om, at hun ikke var vidne til hans ikke just fejlfrie forsøg på at komme op på ryggen af fuglen. Da det store kræ begyndte at brokke sig måtte hun alligevel vende sig. Det ene øje blev knebet let sammen, en enkelt fjer fra dyret faldt i bløde buede bevægelser mod den isbelagte jord, noget tydede desuden på, at ørnen slet ikke var tilfreds med Samsons tilstedeværelse, heldigvis havde Tara dog fuld kontrol over ham og da først Samson var kommet på plads lod det til at han affandt sig med den fremmede vægt.
"Så langt så godt."
Mumlede hun, inden hun selv gik mod dyret og sprang op. det var sært, hun var ikke vant til at sidde to mennesker på fuglen, men det skulle nok gå fint... håbede hun. Forsigtigt lagde hun armene så langt omkring Samson som hun kunne nå, inden hun klikkede et par gange med tungen der omgående fik ørnen til at sætte af med et mægtigt ryk og sætte farten mod himlen. Vejret var vådt og koldt, men på trods af det var hun positiv, hun kunne ikke vente med at komme ind på borgen og få tændt et ildsted, selvom det var sommer på Topalis isla var elveren så gennemkold, at det var det eneste hun rigtigt kunne tænke på.
"Det tager nok et døgns tid, hvis vi kan gøre det i ét ridt, det er op til dig!" Tara hævede stemmen, vinmodstanden var kraftig, men ikke umulig at kommunikere gennem