Theodore anså ikke sig selv som en troende mand, selvom han ærede Lysets Gudinde fra tid til anden med et besøg i hendes templer, en sjælden bøn eller som nu hvor han tændte et lys i templet til hendes ære. Selvom han ikke så hende som sin gud eller interesserede sig specielt meget for fred og frihed for alle i landet lå det i hans opdragelse og vaner at respektere den største gudinde i landet. Og det var nu engang nemmere at følge strømmen og lave de samme ritualer som alle andre.
Han stod stille ved alteret og betragtede flammen blandt de mange tændte bønnelys. Det var næsten hypnotiserende. Omkring ham lød der stille bønner, sagte snak og puslen fra folk der lydløst gik omkring eller ordnede pligter i katedralen.

Hvorfor hun skulle have pligter i templet når nu solen skinnede fra en skyfri himmel, fattede Celyon ikke.
Hun så hellere sig selv udenfor, i gang med at skabe ravage eller klatre træer, få sin energi brugt. I stedet havde hun fået af vide at hun skulle ofre til Lysets gudinde, og fylde op med nye lys, samt fjerne de nedbrændte.
Det sidste kvarters tid havde hun fint siddet på en skammel og forsøgt at koncentrere sig om en form for bøn. Der aldrig kom. Istedet var hun begyndt at lege med sin telekinese, og havde fået en af de mindre statuetter der var nær lysene til at bevæge sig, tippene frem og tilbage. Dog ikke med større kraft end at hun vidste at hun havde kontrol over den, hvis det skulle glippe, vidste hun at den nok ville ende på gulvet, og hun ville ende med ballade.

Tavs bad hun gudinden om lov til at komme udenfor og nyde det gode vejr, selvfølgelig uden at få noget svar tilbage.
En mindre sukken hørtes fra den unge halvdæmon idet hun endelig rejste sig op fra sin plads, tog en træspand hun havde haft med sig, op fra gulvet og sjoskede hen imod lysene.
De pastelagtige øjne skævede over imod folkene der støt kom og forlod igen, få hviskede i krogene mens andre igen bare var turister. En elvermand fangede hendes blik idet han gik hen og tændte et lys, få meter fra hende. Hun tiltede hovedet let, alt imens halen, der som atid var skjult under templets klosters novicers uniform, slog let rundt, mens hun kløede sig på næsen og stillede spanden på gulvet med et mindre 'dump'.
Det var en sjov farve hår han havde, det var ikke tit man så den slags i hovedstaden, de fleste var blonde, brune eller sorthårede af hvad hun havde set. Men elvermandens var langt mere interessent, akkurat som hendes eget hår, der i nuværende stund var i en simpel, men hastigt sammensat fletning.
Måske hun kunne få lidt mere liv i templet her på en eller anden måde uden at abbedissen eller tempelfolket lagde mærke til hende.
Hun listede sig diskret nærmere elvermanden imens hun lod som om at hun forsøgte at få en stump nedsmeltet vokslys, fri fra stagen.

'' Hvad beder De for..+ ''
Lød det dæmpet fra hende.

Theodore blev hevet ud af sine tanker af et spørgsmål han først blev opmærksom på, da han per automatik gentog det inde i hans hoved og opfattede at det måtte være til ham. Han drejede hovedet og så på en pige han ikke havde lagt mærke til, da han kom ind. Han vurderede hende hurtigt. Hun så tilforladelig ud i sin klosteruniform, selvom hårfarven fortalte ham at hun med stor sandsynlighed ikke var af en race han brød jeg om. Kun på grund af hendes forhold til Gudinden valgte han at ignorere den kendsgerning og lade tvivlen komme hende til gode. En novice, andet var hun vel for ung til at være, måtte besidde gode karakteregenskaber og sunde værdier.
Han så kort på lyset igen inden han skiftede fokus på hende. Hvad havde han bedt for? Intet. Det havde været en tom og monotom bevægelse for hans forældres skyld.
"Mine forældre... Jeg beder for at de får et langt og lykkeligt liv." Dog ikke så langt og lykkeligt at de aldrig ville lade grevskabet gå videre til næste generation. "Det samme for mine søskende." De skulle heller ikke glemmes, nu hvor han rent faktisk blev nød til at forholde sig til sin "bøn." Måtte de blive glade på hans vegne, når han arvede deres forældre. Et fredfyldt smil gled uhindret over ham, ved tanken som hans familie.
Han rankede sig og betragtede den lille pige. Hun måtte sikkert kede sig. Som far kendte han alt til børns modvilje mod at forholde sig i ro. Han forstod aldrig hvorfor det var så svært for dem. For ham havde det været let at være stille og rolig. "Intet spændende må jeg indrømme..."

Hun rokkede let med vokstumpen, alt imens hun mest af alt fokuserede på ham og hans ansigtsudtryk. Endnu engang vippede hendes hale let under uniformen. Faktisk var det temmelig upraktisk for hende at skulle have den skjult sådan, men det var en af betingelserne for at hun måtte være i templets kloster. Så måtte hun bare skvatte rundt hvis det skulle komme til styrtløb et eller andet sted hen.
For hans forældre+ Levede de stadig+ Det havde hun ikke villet tro, han lignede en i tyverne, en alder hvori Celyon af ukendte årsager mente at man var for gammel til at have forældre.
En let nikken forlod hende mens hun hev stumpen fri og smed den ned i spanden, kun for at skære en grimasse ved den høje dumpe lyd det gav, som fik et par nysgerrige øjne til at glo over imod hende inden de gik tilbage til deres sysler.
'' Jeg håber da på deres ve og vel.. Er de syge+ Eller er det bare generelt+ ''
Hendes stemme forblev lav, velvidende at hun ville få ballade hvis hun talte så højt som hun mest af alt følte for. Dette var trods alt ikke en gård men et sted som fok gik hen når de havde bønner og ofringer til gudingen.
Hun pillede kort ved de to emblemer der hang på hendes uniform, visende at hun hørte til i Chances kloster, og dermed stadig var en del af dem der var under Lysets Gudinde. Ikke at guder på noget punkt havde sagt hende spor, hvis de eksisterede så måtte de da virkelig være dovne, eller gode til at gemme sig, for hun havde aldrig set nogen gud eller gudinde. Det virkede bare fjollet at bede bønner og ofre til en kold statue.

''Har De mange søskende+ ''

Hun lænede sig nysgerrige imod ham. Nogen folk havde en hel hær mens andre var enebarn. Hun selv var forældreløs, men havde da stadig sin søster og bror med sig i klosteret, og en anden bror der luskede rundt et sted i Krystallandet. Han sagde hende og ikke spor, da hun aldrig havde mødt fyren og dermed kun kendte ham ved navn.

'' Hvor kommer De fra+ Elverly+ ''

Dette var hvisket i et lettere gebrokkent elvisk. Hun var ikke så ferm til det syngende sprog, men brugte da en del tid af hendes fritid på at studere det, når hun da ikke var ude at bruge energien når vejret var godt. Nogle ord kunne hun da, men det var sjældent hun fik mulighed for at udøve dem på en der rent faktisk var elver. Mon han ville hade hende for at bruge ham som forsøgeperson+
Hun tog om endnu en stump, mens et lille, ubevidst, smil forlod hende.

Theodore følte som altid en svag irritation når fremmede bombarderede ham med spørgsmål. Hvad kom hans privatliv dem ved? Han havde en ide om at alle hans svar kun ville lede til flere spørgsmål der igen ville skabe flere spørgsmål. Hvilket skrækkeligt scenarie. Han var jo netop komme herind fordi her var så stille og han kunne have sine tanker i fred. For hende skyld slog han over på elvisk, nu hvor hun forsøgte at slå hans sprog ihjel. Det skar i hans øre, men hendes forsøg fortalte ham at hun var vidensbegærlig og den egenskab skulle man hjælpe på vej. Han sænkede tempoet en anelse for hendes skyld og sørgede for at holde passende pauser mellem hvert ord, uden at trække det i langdrag.
"De har det begge fint. Det skulle det gerne blive ved med... Jeg har et par stykker, både brødre og søstre... Jeg er født i Elverly, mine forældre bor der stadig, men jeg er flyttet op til Issletten." Han kunne allerede høre de efterfølgende spøgsmål "Hvorfor er du flyttet der op? Hvornår? Hvorfor?" Han besluttede sig for at komme hende i forkøbet.
"Mit erhverv kræver at jeg er i nærheden og Elverly er simpelthen for langt væk..." Han lød en anelse trist ved den konstatering, men sandheden var at han foretrak at der var en time til den nærmeste lille by og stort set ingen naboer. Det hele var uberørt natur.
Han slog over på fællessproget. "Forstod du det hele?

Det var nærmest en mindre sejr for hende da han slog over i elvisk. Man kunne studere sprog lige så meget man ville, i store tykke bøger, men intet var som at høre det fra en der var født og opvokset med det.
Hendes smil blev bredere.
Hvad han sagde forsøgte hun langsomt at gengive i sit hoved og huske de rigtige oversættelser. Det var ikke den helt direkte oversættelse, men hun forstod hvad han sagde ved at ligge fokus på de vigtige ting han havde sagt.
Brødre og søstre, nogle stykker lød det til.
Født og opvokset i Elverly, men flyttet til...Issletten..+ Hun løftede et øjenbryn kort, det lød sært at en skovelver velvilligt ville flytte til det kolde nord.

Hun var, ganske som forventet, allerede ved at åbne munden til at fyre flere spørgsmål af, men han kom hende i forkøbet, hvilket lod hende en smule paf.

'' Deres hva+ ... Arbejde..+ '' Hun kendte ikke det elviske ord for erhverv, men hun kendte til ordet for arbejde.
En nikken forlod hende idet han slog over i fællessproget.

'' Jeg forstod det meste... Men hvad betyder 'erhverv'.. '' Hun gentog ordet som det havde lydt i elvisk, ikke helt sikker på om det hun selv havde oversat, eller hvordan hun udtalte det, var rigtigt eller ej.
'' Har De selv familie+ ''

Hun blinkede kort før hun kom i tanke om at man bestemt ikke bare talte sådan til fremmede uden selv at fortælle hvad man hed, det var direkte flabet og hvis abedisserne fandt ud af det ville hun højest sandsynligt skulle ende med at sidde på sin flade og skrive bønner resten af aftenen.
Igen slog hun over i det elviske sprog.

'' Tilgiv mig. Jeg har været uhøflig.. Mit navn er Celyon.. Og jeg er novice i Chances tempel's kloster, men arbejder også i Lysets Gudindes tempel... Som De kan se. ''
Hun sænkede hovedet, faktisk en smule flov over sig selv. Og bad til at han ikke ville gå direkte hen til en af de arbejdende i templet og udlevere hende.

Med en lærers tålmodighed granskede han hende, mens hun fik oversat det elviske. "Mit job." indskød han hurtigt til hendes spørgsmål på fællessproget og slog igen over på elvisk for at fortsætte samtalen.
"Det har jeg skam." Han havde sine søskende som betød mere for ham end nogen anden, men det var ikke det hun spurgte om.
"Jeg er gift med en smuk kvinde og sammen har vi børn."
Hendes navn havde ikke interesseret ham og han ville sikkert glemme det så snart han forlod templet. Det der tiltalte ham var hendes nysgerrighed og ønsket om at lære hans sprog. Og hendes loyalitet med Lysets Gudinde. En egenskab han værdsatte, om end han ikke delte den.
"Det er en glæde Celyon. At tjene Gudinden er betydningsfuldt for verdenen. Jeg er Theodore la Bastille. Jeg sørger for at krystallerne fra Krystallandet kommer ud til restenen af landet." Der var ikke skyggen af chance for at han ville omtale et barn i den høflig 'De'-form, med mindre de var børn af adelige som ham selv.
"Er det et personligt kald fra Gudinden?"

Det at hun forholdsvis havde forstået ordet gjorde hende en smule stolt af sig selv, imens hun ivrigt lyttede som han forsatte i det elviske sprog. Tilsyneladende havde hun glemt alt om sine pligter i denne stund.
Så han havde børn+ Hun overvejede hvor gamle de måtte være, men gad ikke spørge yderligere ind til det.

Betydningsfuldt+ Endnu et ord der var hende ikke helt kendt i det elviske sprog. Hun tyggede lidt på ordet, inden hun mentalt gemte den væk så hun kunne tjekke den i den støvede bog hun havde liggende nær sin hovedpude i det værelse hun delte med 5 andre novicer.
Endnu engang lyste hendes ansigt op i et ivrigt smil.
''Glæden er på min side Theodore.. Eller foretrækker De at jeg kalder Dem Bastille+ Eller skal jeg bare lade være at kalde Dem noget overhovedet+. Så De er virkelig et stort skud+ Deres navn, jeg mener.. ''
Hun var egentligt ligeglad med om han tiltalte hende på nogen måde, hun vidste at hun med sin baggrund ikke kunne ræve at folk ville gøre det, og selv hvis hun kunne ville hun ikke, hun fandt det distancerende at kalde folk De og Dem og andre høflige tiltaleformer.

Hun rystede tøvende på hovedet af hans spørgsmål.
'' Ikke rigtigt. Min mor overlod mine søskende og jeg i Gudindens præsters varetægt, før hun selv forsvandt. Jeg tror hun er død, eller ville hun have hentet os for længst, det er jeg sikker på. Min far kender jeg ikke.. ''
Dermed indrømmede hun også sin afkomst, som en simpel horeunge, selvom den blåhårede nu igen ikke var så simpel en skabning som man ville tro. Faktisk var hun temmeligt indviklet og en af de mest energiske novicer der var, hun vidste dog at hun måtte holde sig i ave for at blive ved sine søskende og beskyttelsen templet og klosteret ydede for dem alle tre.
'' Vi fik lov til at blive i Chances kloster og blive oplært der. Vi ville nok også have været døde hvis ikke de havde taget os til sig.. Men hvad pokker. ''
Hun trak på kuldrene inden hun hev endnu et par voksklumper fri og lagde dem ned til den første i spanden. Ingen grund til at skabe mere af den slags larm.
Desuden tvivlede hun stærkt på at en adelig som Theodore overhovedet havde nogen interesse i simple forældreløse horeunger som hende.

Han var vant til at blive tiltalt med titel af greve eller lord. Efternavn hvis alt andet gik galt. På hans udseende var det til at regne ud hvad for samfundsklasseklasse han tilhørte. Det var ikke med Theodore velvilje at hun kaldte ham ved navn. Bag det glatte ansigt var en vrængen af utilfredshed, Og dog. Den lille joke hun sluttede af med virkede til hendes fordel. Fordi hun ikke var ældre og fordi hun var novice ville han være generøs for hende.
"Lad gå. Theodore er fint, denne gang." Hun skulle ikke tro at de var på venskabelig fod og han ville ikke have at det skulle sprede sig ude i byen, hvis de skulle støde på hinanden en anden gang og hun fortsatte med at kalde ham ved fornavn. Det skulle ikke sprede sig.
"Det vil jeg ikke sige jeg er.... Mine forældre er greve og grevinde la Bastille i Elverly. Men det der gør dem vigtige er at de er ærlige og ærefulde." At snakke om sit ophav fylde ham altid med både stolthed og bitterhed. Stolthed over at være "mere" end andre. At tilhøre en priviligeret elite med magt. Bitterheden bestod i at han stadig ikke kunne kalde sig greve med sikkerhed. I årtier havde han ventet på at titlen skulle gå videre, men endnu var det ikke kommet på tale. Brugte han titlen inden den var ham givet og kom det hans forældre for øre, kunne de finde på at straffe ham ved at lade en af hans søskende arve.

Han nikkede kort og bekæmpede en kamp for ikke at trække sig et skridt tilbage fra bastarten, der hverken havde mor eller far. Et uønsket beskidt barn. Forhåbentlig smittede hun ham ikke med noget. Det sidste han ville var at tage hendes sygdomme med hjem til sine egne børn. Det eneste der afslørede hans afsky for hende var en stivhed i hans tomme ansigt, der forsvandt da han snakkede igen.
"Hvor mange søskende har du? Hvis hans donationer gik til at de kunne fodre uægte børn var han færdig med at give templet penge!

Hun nikkede, for en gangs skyld fuldt ud forstående for at han nok ikke ligefrem ville have at hun kaldte ham ved fornavn, de havde jo trods alt først lige mødt hinanden. Selv hendes mor havde i sin tid belært hende om at tiltale folk som de burde, hvis de nu engang havde titel, dog havde det ikke været noget hun havde yderligere udøvet i livet da det var yderst sjældent hun mødte folk der var mere end almindelige borgere og handelsfolk.

Hun tippede hovedet kort til hans fortælling om sit ophav.
''Så vil jeg da stadig mene at De er forholdsvist højt oppe i hierakiet.. Hvertfald i forhold til mig. ''
Et kort, og usædvanligt mildt smil der slet ikke syntes at passe ind i den unge halvdæmons ansigt, var at se, før hun igen begyndte at fokusere på sin opgave omkring voks og stearin klumperne. Hvor hun dog ville ønske at det var lovligt at bære våben, bare en lille kniv, inde i Gudindens tempel, men det var uhørt, altså måtte hun bruge finger og neglekræfter på at få klumperne fri a metallet.

Hun bemærkede godt hans pludseligt kølige holdning, men kommenterede det ikke. Javist var hun en bastard, men hun vidste da hvem hun var som person. Hvad gjorde det så hvad hendes forældre nu engang var.+
Et ubevidst lille fnys kom fra hende, idet øjeblik en klump kun blev brækket halvt af.
De dæmpet grønne øjne stirrede op imod den langt højere elver.
'' Tre, Hr.. Dog har jeg aldrig mødt min ældste bror, kender ham kun af navn, han stak af fra min mor i en yngre alder og af hvad hun fortalte mig engang kunne han ikke fordrage hende, selvom hun altid har tænkt på os unger før hende selv. Min anden bror er ved at uddanne sig som præst her i Gudindens tempel, og min søster... ''
Hun trak på skuldrene, havde ingen ide om hvilke planer hendes søster nu engang havde at gøre med livet, selvom de var tætte kendte hun hende ikke på det punkt. Hvad hende selv angik kunne hun kun vente længelsfuldt til hun blev myndig til at slippe ud af tempelklostrets greb.
Hun gloede imod ham, med en spinkel hånd placeret på sin hofte.

Han flyttede på fødderne og trak derfor, forhåbentlig ubemærket, et halvt skridt væk fra hende. Han lyttede opmærksomt og nikkede kort til hende mens hun fortalte om sin bastardfamilie. Moderen var vel en tøjte der ikke kunne holde sig til en mand. I det mindste havde hendes ene bror fundet noget fornuftigt at tage sig til, mens de andre sikkert kun var en besværlighed for samfundet.
"Din bror gør sikkert et strålende job. Ligesom dig." Han var ikke sikker på at hive lysestumper op af stagerne var et job. På den anden side skulle en jo gøre det og det kom ikke bag på ham at templet lod de yngre og dem uden titel om en så kedelig opgave.
Socialiserer I når arbejdet er forbi?