Foråret var så stille begyndt at tage sit indtog i Krystallandet, hvilket betød at flere af hovedstadens beboere også var begyndt at vrimle frem fra deres skjul i deres lune huse, størstedelen gjorde hovedrengøring, hvilket der også var blevet sat folk til at gøre i det palæ Ethel nu engang boede i med sin mand.
Hun havde endnu engang formået at stikke af væk fra hans side, og de vanvittige husholdningsting der burde blive taget en hånd om, efterladende dette til husholdersken. Hendes undskylning havde været at hun ville tilse den del af byen som drageangrebet havde destrueret, og se om hun i kraft af sin stilling ved Lyset, kunne hjælpe de stakkels hjemløse med at blive genhuset og få sammensat folk til at genopbygge muren som hjemmene.
Hun havde ikke selv været i hovedstaden da dragen havde angrebet men istedet været tvunget ud på et ophold på hendes mands landejendom, endnu en ud af mange ting som det blev krævet af hende at hun fulgte med i som grevinde.
Nyheden var kommet med kurér, men da de endelig var kommet til hovedstaden lod det til at dragen var blevet dreven på flugt, dog ikke uden de større ødelæggelser.

Ødelæggelser som hun nu selv ville tage ordentligt i øjesyn, da hun trods alt ikke havde set meget da hun ankom i ly af mørket et par dage tidligere.

Det var et skønt og lunt vejr, som hun iført Lysets uniform, red gennem gaderne på en forårsfrisk gråskimmel, der tydeligt havde været i stalden lidt for længe sådan som den trippede rundt og syntes at se spøgelser overalt. Hun lod sig dog ikke genere af dette som hun red afsted gennem hovedgaden. Istedet lyttede og betragtede hun opmærksomt sine omgivelser, om hun kunne opfange flere rygter end hvad hun selv havde hørt, andet end om den mindre gruppe folk der var skyld i at dragen ikke længere belejrede byen, og var til are for indbyggerne.

I samme bydel var Magnar Durak III lige netop ankommet. Han var ikke sikker på hvor længe der var gået siden drageangrebet, for de havde brugt det meste af natten på at komme hertil; Ham og fem andre dværge, et par stykker fra hans hær. De var iklædt god dværgerustning, men naturligvis var det intet i forhold til hvad Magnar bar. Hans tunika var rød med guldbroderi i ærmekanterne og han havde en kappe med pels der uden tvivl var fra en kulsort bjørn. Og så var hans skæg flettet og prydet af flere ringe i sølv, det selvsamme med tre af hans fingre. Han havde stålrustning på underarmene og en brystplade hvor knapperne til kappen sad fast.
I et bælte havde han en håndøkse af meget fin kvalitet. Udsøgt stål, kun som dværgene i Dragorn kunne lave det, med indgraverede runer i øksebladet og stålringe til at forhærde skaftet der ellers var af meget holdbar og velpoleret træ.

Hans rundskjold hang over den ene skulder, og det var egentlig ret simpelt og holdt neutralt. For ham var det fint nok med hans egen, autoritære udstråling. Han følte intet behov for, at skulle bevise hvem han var. Det burde hans fem meget veludrustede mænd kunne klare. Ellers havde han sin familiering på.
Og bedst som de gik ned ad de ruinerede gader ved bymuren, skete det uundgåelige; der var forvirring, mange mennesker og en hvis hest var forvirret og kuller. Og seks dværge, der gik lidt for tæt på, var nok til at den stejlede og næsten trampede arvingen til Dragorns rige ned. Havde det ikke været fordi én af hans mænd trak ham tilbage, så var det nok gået galt.
Den rene adrenalin fik tåge til at stå op omkring Magnars hånd. Han måtte fokusere hårdt på, at holde magien tilbage, mens han stirrede en kende hårdt på hesten. De kreaturer var også så mærkelige og.. Dumme! Chokket over næsten at blive trampet ned afholdt ham fra at sige noget.

Som Ethel nærmede sig de ruinerede gader fik hun sat farten ned på den forårskåde hingst. Dog havde det tilsyneladende ikke været hurtigt nok, idet en flok mennesker gik tæt forbi, lyden af murbrokker der væltede skræmte kort hesten nok til at den sprang til siden, men blev bremset fra at flygte med et fast greb i tøjlerne fra den lyshårede kvinde, hvilket resulterede i at hesten istedet valgte at stejle og hoppe lidt rundt, utilfredst med hendes handling.
Fjollede dyr.
Hun fornemmede godt at den nær stødte ind i noget, eller snarere nogen. Den farverige dværg var ikke ligefrem usynlig blandt folkene, heller ikke fra hesteryg. Efter hans udrustning at dømme, såvel som de mange mænd ved hans side måtte han være en af de højere stående.
Et kort glimt af hans familiering fik hende til at stoppe hesten helt op i dens bevægelser, som hun gled af ryggen på den, og landede på jorden, endnu engang holdende godt i tøjlerne, selvom den da virkede mindre kåd nu den ingen rytter havde.
Ethel var opdraget nok af sin far til at kunne genkende ringen, hvert fald svagt. Hun var faktisk ikke helt sikker på om hun havde mødt dværgen før. Måske til noget hofgøgl, måske til hendes bryllup. Der havde været så mange hun knapt kendte der var inviteret dengang af høflighedsfracer såvel som for at skaffe flere og bedre bånd og samarbejde for hende og hendes familie.
Ikke desto mindre bukkede hun undskyldende for den rigt prydede dværg.

'' Det må De meget undskylde. De kom vel ikke noget til hr.+ ''

Hun sendte ham et blik der var en blanding mellem undskyldning såvel som bekymring. Mens hendes hjerne stadig forsøgte at finde ud af hvor præcist hun havde set ringen før og om hun havde mødt denne dværg før.
En kort twitchen forlod hendes vinger, som hun ligeledes fik øje på den sære tåge ved hans hånd.

Mens kvinden steg af sin hest, kom Magnar lidt mere til sig selv. Adrenalinen lagde sig og hans nærmeste livvagt undersøgte ham let for skader, før han bare nikkede til dværgen. Han havde kun fået sit livs chok, ikke andet, og idet kvinden undskyldte for uheldet, bredtes et høfligt smil på dværgens læber og han rettede sig mere op, mens tågen omkring hans hånd forsvandt med et let gyldent glimt. Han så kort på sine folk, der egentlig stod lidt forberedte på lidt af hvert og holdt en hånd op for at få dem til at slappe af. Mange her, havde lige så let til chok som han selv havde og de var nok lidt oppe at ringe over at han næsten var blevet stampet ned.

"Det er helt i orden, jeg undgik hesten. Det er en vild én, kan jeg se,"

Sagde han imødekommende, mens han studerede hesten let med sit blik. I virkeligheden havde han overhovedet ingen forstand på heste. Han red normalt aldrig, og når han endelig gjorde, så var det på ponyer. Veltrænede ponyer, der var meget tålmodige.

"Jeg er Magnar Durak, den tredje af mit navn, af riget Dragorn. Hvem har jeg æren af, at modtage denne undskyldning af?"

Spurgte han nysgerrigt, som han skævede mod hendes vinger. Han genkendte hende ikke, men så igen, havde han ikke rigtig været oppe på jorden før, ikke til andet end kamp og strid i hvert fald. Om hun kendte Thanen af Dragorn var et helt andet spørgsmål.

Ethel betragtede opmærksomt ham såvel som hans folk, de var tydeligvis spændte, selvom det nok mere var af adrenalinen og forskrækkelsen end over noget andet.
Hun trak på skuldrene som hesten kom med en kort prusten, hvilket gav anledning til et lille smil fra hende. Hun havde oplevet krikker der var vildere, typisk fra Krystalpaladsets stalde, men de var også specielt fremavlet og udvalgte for deres fyrige temperament som det hørte sig til ved stridsheste.

'' Ja, han er lidt forårskåd. Staldknægten har vidst ikke sørget for at han fik nok motion gennem vinteren. ''

Hendes opmærksomhed gled igen fra hesten til dværgen, hun følte sig en smule akavet over deres forskellige højde, men var næsten sikker på at han ville tage det som en fornærmelse hvis hun bøjede ned i knæene så han ikke skulle glo så langt op for at opnå øjenkontakt.
Hun nikkede let som han præsenterede sig selv, inprentede sig hans navn i sit sind. Så han var af Dragorn..+ Det kunne forklare hvorfor hans ring virkede så bekendt.

'' Etheldred Auriol Dionsia, født Devereux, tilgift Quincey. ''

Præsenterede hun sig selv, med et venligt smil. Normalt ville hun neje ved en sådan præsentation, men da hun var i uniform valgte hun istedet at bukke galant, en bevægelse der var hende lige så indøvet som bordetikette og de fleste dansetrin. Det på trods af at hun havde en lettere utålmodig hest ved tøjlerne.