Det var gået hen og var blevet aften. Rafixul havde lavet noget i retning af ingen ting hele dagen, og var efterhånden blevet godt rastløs. Havde det ikke været fordi han for en time siden havde trænet, så var han nok gået amok på den næste uheldige sjæl der skulle slå sin vej for tæt forbi ham. Men Rafixul kunne stadig ikke helt finde ro. Måske fordi de var tæt på fuldmånen, den havde sine effekter på varulven, hvor lidt han end ville indrømme det, måske var det bare fordi han kedede sig bravt. Måske var fordi han havde brug for adspredelse. Adspredelse var der tilsyneladende ikke nok af lige for tiden, hvilket også havde været grunden til hans korte besøg til hovedstaden hvor han havde haft en meget interessant slåskamp med en nordkvinde, præcis efter hans egne standarder.

Men nu var han tilbage, og det kedsommelige liv der for enhver ville være sådan, dukkede op igen. Godt nok fik han da set masser af vold her i banden, men der var bare ikke nok kampe, og det var altså ikke alle der havde lyst til at træne med ham. Så nu var han tilbage i spisesalen, med en stor, stegt fasan foran sig, samt en stor flaske mjød.
For en gangs skyld havde han også tøj på overkroppen, men det bar tydeligt præg af, at han ikke behandlede det synderligt godt. En skjorte med en slagkofte uden over i læder, hvor der flere steder var lapninger. I det mindste var det dog ikke værre end den ringbrynje han havde liggende. Det eneste der virkede nogenlunde pænt ved varulven, var hans økse.
Det var en stor daneøkse, kun med ét blad, men meget tung. Træet var hårdt og jernbeslået og det var meget tydeligt, at den var lavet af en ret dygtig dværgesmed. Og lige nu, lå den på bordet foran nordmanden, der frådsede vildt i fasankødet, så han fik fedtede fingre og kødstykker i skægget. Der var også lidt kød rundt omkring ham på bordet, men han var pisse ligeglad. Hvis han skulle æde, så åd han!

Phoenix havde rent rundt med en mission de sidste par dage. Det havde faktisk været meget rart at give sig til noget andet, end blot at irritere folk og drille rundt. Faktisk var hun en rigtig pestilens når hun ønskede det. Men den seneste tid havde hun rendt rundt og ledt efter oplysninger for Samson. Lige præcis som hun havde fået besked på. Hun gik ind i den store spisesal, med et ønske om at finde noget mad. Hun havde ikke spist noget tid, mest fordi hun havde været travlt optaget med at komme i kontakt med en af de andre bandemedlemmer, og få sig et lille kig på, hvad der ville ske i hans fremtid. Dertil valgtede hun også at forsøge at fucke ham op. Nu når hun var i gang.

Phoenix gik ned af det hårde stengulv, med svingende hofter og et lettere flyvsk ansigtsudtryk. Hun bemærkede ikke de fleste af dem som allerede var i lokalet, før hun gik to skridt forbi Rafixul, og hun stoppede. Af en eller anden årsag havde han fanget hendes opmærksomhed. Måske fordi han så så griset ud og det faktum at hun egentlig også skulle føre en samtale med ham. Hun bakkede igen, så hun stod foran ham med hovedet på skrå og et drillende udtryk. ”Nøj, hvor trænger du virkelig til et bad, Rafixul!” konstaterede hun, som hun kiggede på ham, med et løftet øjenbryn. Hun var ikke særlig god til at holde sådanne kommentarer tilbage, og dertil var hun heller ikke ligefrem bange for nogen på borgen, selvom de igennem tiden havde givet hende rigeligt med mulighed for at få opbygget en sund frygt for alt i den store stenborg. Hun havde foldet armene hen foran sig og så på ham med et falsk strengt blik. Det resulterede i at hendes mave var let dækket af hendes arme, som normalvis var frit synlig af den korte trøje hun normalvis bar. Sammen med den korte nederdel. Faktisk havde hun normalvis ikke meget tøj på, men det var også sjældent hun frøs. Fordelen ved at være Nordkrystallianer, og opvokset i kold klima.

Rafixul var midt i et meget godt stykke kød, da den lille tøs, Phoenix, brød tavsheden i spisesalen, ved at dukke op og egentlig bare ville til at gå forbi, da hun valgte at stoppe op og kommentere på hans charmerende lugte, til hvilket han lo højlydt, så kød sprøjtede ud af kæften på ham, hvorefter han rejste sig brat, så bænken han sad på væltede. Han var egentlig ligeglad med den slags kommentarer, men han kunne godt lide, at være voldsom over for slaverne. Ikke fysisk, ikke når de var Samsons mere.. Private? Men så længe han ikke voldtog dem eller slog dem, så var det vel også i orden, at være lidt voldsom i humøret? Helt ærligt, var han egentlig ligeglad.

"Og du trænger til en mundvask i sennep! Det betyder ikke, at jeg tvinger dig til det, vel?" kommenterede han, mere roligt, end sin handling, før han tog flasken med mjød op og tog en slurk så stor at der blev spildt let ned ad hans tøj. Ja, han stank af sved, men det måtte hun sgu da være vant til! Samson lugtede fandme værre en gang i mellem! Da han var færdig, smækkede han flasken hårdt tilbage på bordet og stirrede på hende med sit intense, blå blik og et skævt smil. "Du siger jo kun jeg trænger til at bad, fordi du iiih så gerne vil gi' mig et! Hvorfor fanden laver du så ikke en balje og hopper i med mig?! Hm? Jeg ved du vil kunne li' hva' du får!" Med de ord slog han endnu en brølende latter op.

Phoenix reagerede overhovedet ikke på hans voldsomme opførsel, andet end at løfte hovedet, da han var en del højere end hende, og smile flabet til ham. Hun var van til voldsomhed. Både fra Samsons side, men også de andre medlemmer. Hun var ligeglad det meste af tiden, og fandt det generelt bare underholdende også. Det bragte lidt mere spænding ind i det nogle gange, alt for ensformige liv hun førte sig.
”Oh? Og hvad vil sennepen hjælpe mig? At jeg bliver mere sur og spydig i mine kommentarer af dit åh så yndige tøjvalg?” svarede hun lige så roligt tilbage, med en tydelig aura af flabethed og man kunne endda spore en lille smule morskab. For Phoenix virkede det hele bare som en leg, selvom hun egentlig var voksen. Hun var alligevel 20 år gammel, men mange gange blev hun anset for at være yngre.

Hun rystede dog blot på hovedet af ham, som han fortsatte sin uhumske opførsel og himlede med øjnene af ham. Jo, hun var van til lugten og at de alle sammen for det meste ikke værdsatte et bad særlig højt. Hun løftede et øjenbryn af ham, men fortsatte dog med at smile. Hun hoppede dog hurtigt op på bænken på den anden side, så de var ca lige høje som hun så ret provokerende på ham. ”Oh, så det mener du? Ikke smiger dig selv for meget min kære Rafixul! Men hvis det er hvad der skal til, for at jeg kan slippe for din stank, er jeg til at forhandle med.” svarede hun igen, med sine hænder i en ny placering, på sine hofter og på nippet til at række tunge af ham. Dog tænkte hun ikke over, at der var mulighed for at han ville holde hende op på det hun sagde. Det tænkte hun stort set aldrig over. Men hun var heller ikke så krævende med hvad der egentlig hændte hende. Det bragte variation og morskab. Så var det altid meget godt. "Dertil tvivler jeg på, at du kan give mig noget, som jeg kan bruge til noget." svarede hun med et skummelt smil og kiggede ind i de lysende blå øjne og ventede på hvad han havde at sige til den kommentar.

Rafixuls grimasse blev noget mere irriteret ved Phoenix' spydige kommentar. Han fattede ikke hvorfor hun absolut skulle argumentere med det irriterende ordvalg. Faktisk.. Så fattede han ikke helt hvad fanden hun mente.
"Årh, for helvede. Mit tøj er tøj, lige som dit er tøj! Hvis der er mjød og sved på mit, så er det sgu da skide lige meget!" snerrede han surt, mens tog et stykke kød op og flåede det fra hinanden med tænderne. Han var på det sidste begyndt at blive meget mere... Dyrisk i sin attitude. Det var også længe siden, at han sidst havde antaget sin anden skikkelse. Meget længe siden. Men det betød ikke, at han havde den store lyst til det nu.

Hans blik blev kun mere irriteret, da hun begyndte at tale om forhandlinger. Hvad skulle det nu til for?! Han knurrede let, dybt fra halsen, uden at lægge mærke til det selv, før han skubbede sin tallerken væk i en noget voldsom bevægelse og selv trådte op på bordet, så han igen var højere end hende. Og derudover også stod lidt tættere på hende. "Og hvorfor skulle jeg så til at bruge tid på, at tænke på, hvad du gerne vil ha' og ikke vil ha'? Du har jo lige sagt det selv. Du vil jo gerne vaske mig! SÅ GØR DET!" Det sidste sagde han noget mere højt end det andet. Han var kendt for at være højrystet, så det var egentlig ingen overraskelse, hvad han gjorde lige nu. Hvis nu man så bare så bort fra, at han måske stod lidt for tæt på hende.

Phoenix var ikke ligefrem uintelligent. Hun havde en dum opførsel, som kunne føre til at folk troede at der ikke var noget brugbart mellem hendes øre. Tværtimod var hun ganske klog. Hun valgte bare at lade hver med at bruge det til noget. ”Så sur du da kan blive. Føler du dig aldrig klistret og ulækker? Direkte klam, fordi du aldrig bliver vasket? Jeg tror faktisk der er ved at gro mug på dig.. selv dyr vasker sig engang imellem.” kom der fra hende, med en drilsk og provokerende attitude. Lidt i form af at hun kedede sig over at han var så snæversynet omkring sin egen hygiejne. Sådan var de fleste her. Men hun kunne tilsyneladende lide at prikke til bjørnen. Eller ulven, i dette tilfælde.

Phoenix bakkede ikke tilbage, når først hun havde sat sig for at være fandens stædig og provokerende, og det var lige præcis hvad hun havde tænkt sig at være i dette tilfælde. Helt automatisk løftede hun hovedet og kiggede op på Rafixul, som nu igen var højere end hende. Nogle af de andre i spisesalen var begyndt at kigge, men det var ikke unormal opførsel der foregik lige nu, og selvom varulven var højlydt, var det heller ikke spor nyt for nogen. Slet ikke for Phoenix der blot begyndte at grine af ham. ”Du har altid været så god til at smigre dig selv! Hvorfor skulle jeg havde lyst til at vaske din beskidte krop? Hvad ville jeg få ud af det?” spurgte hun med hovedet på skrå, og løftede derefter den ene hånd hvor hendes tommelfinger og pegefinger formede en cirkel, bedre kendt som et nul, mens hun fløjtede let. ”Ikke en skid! For du har det hele i munden! Du har intet at tilbyde mig, intet jeg vil vaske dig for. Har du vel?” Phoenix vidste ikke hvad dette ville føre til. Måske at han lampede hende en, måske at hun blev slæbt ud fra spisesalen, eller at han råbte hende højt tilbage i hovedet. Det var bare nogle få af mulighederne. Det var aldrig til at vide. Og Phoenix fik en rus af aldrig at vide helt med sikkerhed, hvad der ville hænde hende. Hun var meget speciel på det område. For ikke at sige, sindssyg.