Det var hans lille sideprojekt. Der skulle ske noget, især siden mørkets fald. Gareth Calibros havde et stort behov for, at lave lidt "sjov i gaderne". Og hvilken bedre måde at gøre dette på, end ved at infiltrere selveste hovedstaden? Han var ikke eftersøgt, og havde typisk hætte over hovedet når han gjorde arbejde for generalen og mørkets lord. Hvorfor ikke bare lige... Give det et lille forsøg? Det kunne være, han kunne få nogle nyheder ud af det.
Så Gareth havde taget sin uniform af og erstattet den med normalt tøj; En brun skjorte med en skulderplade i læder og et par sorte bukser med solide støvler.
Han havde et af sine meget gamle sværd med sig. Ikke et af de mørke hans arbejdsgivere havde givet ham, men det var stadig fantastisk godt balanceret. Og så havde han fundet et godt skjold og havde lige så fint valset ind i hovedstaden i dække som lejesvend. Ingen stillede spørgsmål til denne type.

Heller ikke da han kom til bymurene. Det var så længe siden, han sidst havde været i sin fødselsby. Selv byvagternes uniform havde ændret sig let. Det hele var anderledes, og så alligevel genkendte den sindssyge engel det meste. Han trådte ind i byen. Det var lidt før aftensmadstid, så han måtte hellere finde en kro. Eller det var i hvert fald hvad manden, der fulgte ham konstant, fortalte ham, gang på gang, på gang, indtil han sendte manden et dræberblik. Han gad dem ikke lige nu. I stedet styrede han ind på en kro, kaldet Det Halve Svin. Her kunne han lige så godt overnatte, som alle mulige andre steder. Måske opsnuse noget information fra de forskellige gæster.
Som han trådte ind, stoppede hans efterfølger op og skreg højlydt af ham, til hvilket han kort kneb øjnene i, men han rystede derefter på hovedet. Det kunne lige så vel være aromaen herinde; Den var ret tung.
Gareth gik hen til kroarbejderens bord og smækkede et par krystaller på bordet.

"Jeg vil gerne have et værelse. Og noget at spise. Og at drikke. Mjød? Nej.. Nej, vin!"

Forklarede han, først roligt, senere med en let snerrende undertone i stemmen. Ikke noget der ikke var normalt for typer som ham, og desuden havde han jo bedt pænt! Det var komplet underordnet hvad manden forklarede ham, om høflighed!

Hvad der havde bragt elveren til Det Halve Svin endnu engang var hende faktisk ganske uvist, af en eller anden årsag formåede hun bare at blive fanget der gang på gang og denne tilfældige dag var det en kombination af det bidende kolde vejr og en nagende sult, der havde drevet den rødhårede elver indenfor.
Elverne skubbede med en kende besvær døren op og trak omgående den store forblæste kappe af, inden den blev smidt henover en stumtjener der var absurd tom, sammenlignet med sidst hun havde befundet sig i kroen hvor der havde været kogende med mennesker.
Elveren kastede et kort blik rundt i kroen, inden hun gik op ved bardisken, hvor hun lænede sig indover bordpladen.

"Bare dagens ret til mig tak..."

sagde hun med en veltilfreds tone, inden hun skævede over til herren ved siden af hende, der ligeledes bestilte mad og vin. Så skævede hun igen over på servitricen og nikkede

"Og jatak, nu du er igang, kan du også række mig et glas vin!"

Diskret lod hun blikket afsøge herren ved hendes side, der var et eller andet ved ham hun ikke kunne sætte en finger på, det var næsten som om hun genkendte et eller andet ved ham, men alligevel var hun ikke længe om at fjerne blikket igen, folk brød sig sjældent om at blive beluret.

Kroarbejderen stirrede en smule på Gareth, før han stillede et glas vin op, til hvilket Gareth nikkede et par gange, veltilfreds, mens en elverkvinde trådte ind i kroen. Allerede nu var Gareths nerver let på højkant, for hun sendte nogle signaler, blot med hendes tilstedeværelse, som han faktisk ikke rigtig brød sig om. Og så skulle hun selvfølgelig stille sig ved siden af ham og bestille det samme som ham. Han stirrede lidt på hende, før hans blik faldt på kroarbejderen.

"Fik jeg sagt glas? Jeg mente naturligvis en flaske,"

Sagde han en smule irriteret, mens han lagde nogle flere krystaller op på bordet. Hans hånd rykkede sig hurtigt væk som noget mørkt begyndte at komme op fra bordet og han stirrede småhidsigt ned i mod "tingen", før han vendte sit blik mod kroarbejderen der stirrede lidt på ham.

"Hvad?"

Spurgte han, endnu mere irriteret end før, hvorefter han tog sin flaske og sit glas og gik ned til et bord, hvor han dumpede ned på stolen og tog sig lidt til hovedet. Manden fra før, havde nu sat sig på stolen ved siden af og begyndte at skræppe op om hvordan han ikke burde være her på kroen, og slappe af, men nærmere gå op på paladset og placere en kniv dybt i dronningens hjerte. Hans blik blev først meget blidt, men derefter vredt.

"For tidligt,"

Mumlede han lavt, før han tog en stor slurk af sit vinglas.

Tara tog ikke synderligt notits af herren ved siden af hende, han virkede indebrændt og vred, men det var ikke så unormalt igen for de fleste Krystallianere, faktisk var der overvældende mange der lod til at være i dårligt humør.
tara sendte et hurtigt blik henover baren, hvor den store mand gav en grynten fra sig, pludseligt var elveren ikke den bedst betalende kunde og med de smukke kvinder med flotte former der normalt prægede kroen anså han højst sandsynligt Tara som en lille kvist, en ting selv ikke hendes elviske skønhed kunne redde.
Alligevel blev en stor skål af hvad der mindede om gullasch og et enkelt glas vin skubbet henover disken og til gengæld blev nogle krystaller forsigtige skubbet den anden vej, inden elveren bevægede sig ned gennem den tomme krostue.

Kort inden hendes egentlige destination, et sted langt bag den skummelt udseende mand, fik hans udbrud hende dog til at give et så voldsom sæt fra sig, at den skoldhede suppe gled fra hendes hånd, direkte ned i skødet på den fremmede. elveren gjorde kort store øjne, inden hun måtte bide sig i læben og stillede vinen fra sig, så søgte de brune øjne panisk efter noget at tørre på med, hvilket blev et aflagt viskestykke, et bord væk, der kort efter landede, med suppens indhold, i hans skød.

"Undskyld! det er jeg virkelig ked af!"

Om stemmen var ganske reel eller dybt sarkastisk var nok ikke til at finde ud af for dem som ikke kendte Tara, elverenes naturlige arrogance havde nok påbudt hende at håne mennesket for at agere så utaktsomt som at råbe op i en kro, men sandheden var nok, at hun havde håbet på, at kunne slippe ud af kroen hurtigst muligt, hun var trods alt ikke materiale til kroslagsmål

Mens Gareth skulle til at række ud efter sit glas, endte en hel tallerkenfuld suppe lige ned i skødet på ham. Det skoldhede mads rammen hans ben og andre, mindre heldige dele, fik ham til at slå sin hånd hårdt ned i bordkantet, mens han holdt et udbrud tilbage. Han skulle lige til at begynde at råbe op, da kvinden undskyldte og fik et viskestykke kastet ned samme sted. Han skyndte sig at lægge en hånd på det mens han stirrede pinefuldt frem for sig og fik tørret det værste af. Så vendtes hans blik mod hende, som en ustyrlig vrede fór op i ham. Han havde godt anerkendt hendes undskyldning i starten, men lige nu havde han mest af alt lyst til at trække blankt og stikke sit sværd gennem maven på hende.

"Ja.. Det.. Må du nok sige!"

Startede han noget anstrengt ud, til det gik op for ham, at hun havde lydt lettere sarkastisk. Derved rejste han sig brat og søgte ud mod hendes sind med sit eget. Mente hun det virkelig seriøst? Eller var det her et forsøg på at håne ham for at være et menneske mens hun var en elver? Hans sind begyndte en langsomt pårørelse af hendes overfladetanker, men det virkede ikke til at hans lette forsøg var nok til at "komme ind".

"Hold din kæft, jeg skal snakke med elveren,"

Mumlede han ud til siden. Om det var til kroarbejderen der højt spurgte om han skulle hjælpe, eller om det var til manden fra Gareths eget hoved, var ikke til at vide, for han talte lavt og nævnte ikke rigtig nogle navne.

Tara vidste godt, at de færreste mænd ville bryde sig om at få hældt skolhed væske nedover deres kæreste eje, men det havde vitterligt ikke været med vilje, det sidste Tara kunne finde på i denne varden var da at lave fysiske udfald mod folk, for hun var udmærket pinligt klar over sin manglende råstyrke.
I stilhed betragtede hun hvordan herren prøvede at tørre det værste suppe af, til hans trøst duftede den i det mindste dejligt, det kunne have været noget meget værre, som... Valle? Eller... Øl?

Diskret rømmede hun sig og jorde kort mine til at vende rundt og forlade kroen, situationen påbød hende ikke just at blive og på trods af det helt igennem elendige vejr, var det nok for det bedste at hun forføjede sig så hurtigt som muligt fra det efterhånden akavede selskab, men pludseligt kunne hun mærke en gennemtrængende magi, som når et væsen bankede på en dør kunne hun mærke en let hamren imod det enorme mentale skjold hun rendte rundt med. I stedet for at forlade kroen vendte hun rundt, i en stiv bevægelse, inden de normale honningbrune bløde øjne, blev til et stenhårdt gennemborende blik, direkte imod mandens egne blå. Havde han ikke selv sat sit mentale forsvar op, ville det svare til at så en psykisk lussing.

"Hold dig ude af mit sind, dit fjols! Hvem tror du måske du er?"

Ironisk nok havde Tara intet problem med selv at vade ud og ind af folks sind som det passede hende, de færreste var ikke engang klar over, hvad hun var i stand til. Men så snart andre prøvede at give hende tilbage af egen skuffe, var det andet end i orden, der var ingen der skulle prøve at rode rundt i hendes hoved, ingen, og slet ikke en eller anden usling der mente at han havde fået bevilget privilegier bare fordi hun havde hældt suppe henover hans ædlere dele, der kunne han tro nej.
Elveren studsede kort henover hans sidste kommentar, hve fanden snakkede han til? Hun kunne umiddelbart ikke finde andre tilstedeværelser end deres og kroarbejderens, måske var han i virkeligheden, som hende, ikke helt rask i sindet.

Elverens langen ud efter hans sind, kom lidt som en overraskelse for Gareth, hvis øjne blev smallere med den psykiske lussing han fik. Han skyndte sig at sætte de beskyttende barrierer op med det samme, mens hans blik blev mere aggressivt. Hvor vovede hun! Han trådte tættere på hende.

"En mand. Et væsen, du bør holde dig på fornuftig afstand af, dødelige!"

Snerrede han i hendes sind, mens han tårnede sig over hende. Han var virkelig vred nu. Der skulle ikke meget til før hans temperament ville nå sit højdepunkt.
Men alt i mens han stirrede, begyndte manden at komme med flere tilråb om han virkelig bare burde gå ud af kroen og lade elver være elver. Han kunne snart ikke tage det mere!

"Hold så kæft, Thalos! Skrid med dig!"

Råbte han i hovedet på manden. For en gangs skyld lyttede han og forsvandt ud af den blå luft. Fatsvage Thalos, idioten der under krigen mod lyset havde fået en pil i fjæset. Så dumt, især fordi han og Gareth var kommet rimelig godt ud af det med hinanden.

"Det var bedre. Nå, var der noget du ville, elvertøs? Hm?"

Hans blik talte næsten vanvid som det lå vildt, fokuseret direkte på hendes.

Elveren stod stille, stiv og ubevægelig, selv da han trådte hende nærmere flyttede hun sig ikke en milimeter, blikket derimod blev mere og mere faretruende som han kom tættere på. På trods af at dæmonen ikke var meget højere end den rødhårede elver, virkede han enorm, grundet hendes spinkle bygning, dette lod dog ikke til at skræmme hende... ret meget.

Hah! Jeg er ikke bange for dig, du er så dødelig som alle andre!

Tara kneb øjnene en kende sammen og endte til sidst med at tage et enkelt skridt bagud, hvis hun ikke var hurtig nok kunne det godt ende med, at hun fik en klinge gennem maven og det var ikke noget hun var interesseret, heldigvis befordrede hendes enorme smidighed hende, at hun intet problem ville have med at stikke af i al hast over både stole og borde, det skulle på sin vis heller ikke være første gang.

Hand kommentar til luften bekftede hende blot i hendes mistanke, han var ragende vanvittig, mere end hende, det var helt sikkert, men nu var hendes eget problem også småt, hvis man spurgte elveren selv.

"Jeg tror bare det er på tide du forføjer dig, mand, din tilstedeværelse er ikke billiget, og jeg svarer ikke for følgerne hvis du ikke tager dig sammen og forsvinder omgående!"

Nok vare Tara ikke nogen udfordring på det fysiske plan, hun var ikke engang bevæbnet, men hun havde fuld tillid til sin evne, der havde endnu ikke været en mentalist der kunne hamle op med hende.

Gareths blik blev mere og mere vanvittigt, som hun ikke føjede sig for ham. Hendes besked tilbage til hans sind gjorde ham kun mere vred. Hvad fanden troede hun lige hun vidste?! Han var genfødt! Han KUNNE ikke dø! Det skulle aldrig nogensinde ske! Gareths vrede blik begyndte dog at mildnes, som et skævt smil dukkede op på hans læber.

"Det er hvad du gerne vil tro. Du er lige så uvidende som alle andre,"

Hans besked var ikke helt lige så hård som den første, men der var stadig en truende undertone i den. Hun skulle fandme ikke tro, hun kunne løbe om hjørner med ham! Så kunne hun satanedme godt tro om, kunne hun!

Hendes åbenlyse trussel fik ham til at le højlydt et kort øjeblik. En fuldstændig oprigtig latter. Troede hun virkelig? Nok var hun også en telepat, men han vidste, hvor mange labyrinter han havde inden i sit gale hoved. Hun ville fare vild derinde, og når hun så sig tabt, ville han gennembore hende, som en lille, spidsøret gris. Tanken fik ham til at le endnu mere.

"Jeg går ingen steder. Jeg er.. Bange for... At du selv må gå. Med mindre vi absolut SKAL lege? For det kan vi godt, jeg tror bare det ender med at bygarden får fat i os begge, og det tror jeg ikke du vil. Jeg har, personligt, ikke tid til bygarden,"

Som han gav den forklaring, vendte han hende ryggen og gik hen og satte sig på en ny stol, stadig holdende øje med, om hun ville gøre noget så fjollet som at angribe hende, både mentalt og fysisk.

Tara gav et afmålt fnys fra sig, en indædt vrede begyndte hurtigt at umle under den så rolige og afklarede overflade, han undervurderede hende, ligesom alle andre gjorde det, det var dumt og noget så arrogant, men det ville kun lede til hans fald.

"Det findes en grav til alle, selv til blinde og naive væsner som dig"

Tara strakte halsen en kende, en blød rosa farve dannede sig på de ellers hvide kinder, folk som ham gjorde hende rasende, normalt var Tarasika dygtig til at lade den slags glide af, hun kunne være ligeglad når folk spillede med musklerne, det ville ikke engang kræve en kraftanstrengelse af hende at få voksne mænd til at ligge og hulke på gulvet mens de undskyldte. Men ham her, han var anderledes, for han var også mentalist, i et vist omfang, et omfang Tara endnu ikke kendte.

"Hah, den eneste der ville få et problem med byvagterne var dig! Din arrogance kan så uendeligt let blive dit fald og det vil det, bare vent!"

Snappede hun bidsk i retning af ham, men måtte indrømme, at hun var lettet over, at han valgte at forføje sig, alligevel kunne hun ikke nære sig, hun sendte en sidste mental impuls imod ham, denne gang væsentligt mere koncentreret og intens, nu da hun vidste, at han ikke bare var en normal stivstikker, var han den anstrengelse værd. Fik hun ramlet igennem hans skjold ville det gøre ondt, hans sanser ville blive trukket i og krællet sammen, som når man spænder strengen på en lut for meget, til den til sidst giver efter og sender hårde impulser til alle sider, Tara var ikke let at have med at gøre, når hun først var vred.

For nu valgte Gareth at ignorere Taras hånen. Han vidste hvad han var, ikke hvad hun var, men han var 100% sikker på sin egen kunnen. Få målte sig med ham. Han var et stærkt individ, og han var blevet genfødt af en grund.

"Du burde undskylde. Du burde undskylde og godtage hendes tidligere undskyldning. Du burde ordne dette, som en rigtig mand. Som den mand du var, Gareth, min elskede,"

Det lød bag ham og Gareth vendte hurtigt sit blik mod Erica der bare stod der, og kiggede sørgmodigt hen på elveren. Han burde faktisk overveje det. Det var ham, der var faret op. Det var egentligt ham der havde startet hele dette problem. Og så havde han jo ikke noget problem med de, der ikke var lysets krigere.

Et koncentreret angreb fra hende, mentalt, fik ham kort på andre tanker, som han måtte nedkæmpe impulsen. Det var ikke så let, som man skulle tro, og han kunne faktisk ikke lade være med at være en kende overrasket og imponeret over hendes evner. Men han havde oplevet lignende før og var forberedt på den slags, så da han endelig havde nedkæmpet hendes impuls, virkede han mest af alt blot lettere koncentreret, mens han skævede mod konen.

"Jeg troede vi havde fået nok. Jeg har føjet mig og skulle egentlig til, at undskylde. Meeen.. Det ønsker du måske ikke?"

Det var en mærkelig drejning, tingene tog, men nogle gange. Meget få gange, skinnede den gamle Gareth igennem den skingrende gale Calibros, og så var det, at han blev.. Anderledes?