De to skikkelser gik gennem kælderen imod den mørke afdeling Denaro kaldte sit hjem. Bag dem lukkede murerne sig i en blokade af sand, der ville forhindre de fleste i at følge efter dem. Forrest gik Denaro. På fingeren bar han sin ring og i bæltet sit spyd. Han sagde intet som de gik, tankerne var på hvad der skulle ske. Bag ham fulgte Tara.
Ankomsten til ståldøren, der adskilte hans sovekammer og private celler fra resten af kælderen, signalerede at det var tid at tvinge ordene frem igen.
"Vi tager hår og blod først." Hans stemme var roligere end han følte sig. Over skulderen betragtede han hende kort. Han stolte ikke nok på hende til at lade hende arbejde først og han kunne alligevel ikke gøre hende noget med blod og hår uden at hun fik tid til at stoppe ham.

Han åbnede døren og gik direkte imod sit lille kammer, hvor han fandt en skarp kniv med et rent blad. Han rakte hende det lille våben med skaftet først. Hun ville næppe tillade ham at skære selv.
"Først hår."
Tilføjede han inden hen gik hen for at hende et glas han kunne fylde blodet i. Hertil valgte han en udhulet nål og en lille pose.
Han vinkede hende nærmere.
"Holdt armen frem, så ordner jeg blodet."
Hans blik rettede sig imod hende. Det var roligt og afslappet. Dette var en del han havde styr på. Han havde lært hvordan man trak blod uden at bringe smerte, ligesom han havde lært at bringe utrolige mængder smerte uden at trække blod. Samtidig skulle han holde væsken ren. Posen indhold var til at lukke såret igen. En klæbrig blanding af urter han havde købt i perioden han havde glemt. Han huskede dog funktionen og havde brugt den når han ønskede hans ofre skulle lide længere.

Det gav næsten et sæt i mentalisten da den store mur lukkede de to skikkelser inde sammen. Denaro var næppe mennesket Tara nød at spendere mest alenetid med, men hun vidste, at det ville være nødvendigt. Hver eneste lille sten blev studeret til fulde, hver ujævnhed i gulvet og hver eneste mulighed for at komme til skade, hun vidste nemlig, at hun ville få brug for det på vej ud. Hun ville ikke være træt, hun ville være udmattet til det yderste. Det var vigtigt, at hun kom tilbage med en mængde energi der tillod hende at krybe tilbage til sit kammer. Hun var én gang dejset om i Denaros tilstedeværelse det skulle næppe ske igen.
Hans ord kom ikke bag på hende, Denaro var desværre ikke dum og hun vidste at hun ikke kunne protestere uden at det ville virke underligt og mistænksomt.
Af samme grund tog hun tøvende imod kniven der blev rakt hende, hvad var hun igang med? Hun vidste, at det var med en stor risiko, at hun begav sig ud i deres aftale, men hun kunne ikke bakke ned nu, hun var så tæt på målet at hendes hænder dirrede.
Til sidst tog hun bestemt fat i det lange røde hår, inden hun valgte en lok ud, til hun vurderede der var rigeligt, såhun skar omkring tredive centimeter af det kobberfarvede hår. Elverenes overdrevne pyntesyge tillod hende dog at se efter, at man ikke kunne se hvor håret var skåret, inden hun med en alt for langsom bevægelse rakte totten imod Denaro.
Nu kom den værste del, hvordan havde han overhovedet tænkt sig at tage blodet? Med Taras latterligt lave smertetærskel kunne det ikke blive andet end ydmygende, men det så overraskende nok ud til, at Denaro havde fundet en løsning. Der gik lang tid, og mange halve minutter inden Elveren til sidst rakte Denaro den marmorhvide perfekte hud i en udstrakt bevægelse imod mennesket.
"Kun et par dråber, som aftalt!"
Hun var gravalvorlig, der var ingen spøgefuld elver tilstede, ikke længere, tapningen var noget der skulle overstås, så de kunne komme igang med hele formålet, nemlig en lille smuttur til Denaros aller inderste

Denaro tog imod håret og puttede det i glasset inden han rakte ud efter et nyt, denne gang mindre og aflangt. Et reagensglas. Han måtte væbne sig med tålmodighed før han endelig kunne tage imod Taras arm og et smil gled over hans læber.
"Kig væk hvis du bliver dårlig" Smilet var smøret og hoverende. Han undertrykte en latter og vidste hun næppe kunne få sig selv til at kigge bort nu. Af ren stædighed ville hun stirre på nålen eller ham under hele akten. Mængden svarede han dog ikke på. Det var svært at vurdere hvornår han havde trukket et par dråber, særlig med den udhulede nål. Selv hvis han var forsigtig kunne han let komme til at trække mere.

Han greb hendes arm over albuen og trykte til med tommelfingeren så han kunne mærke blodet strømme under hendes hud og så hvordan blodårerne langsomt trængte frem gennem huden og blev tydelige. Med den anden hånd førte han forsigtigt nålen imod hendes hud imens han ventede på at årerne var klar, før han gav den et skub og lod den briste igennem huden og ind i blodåren. Der skete dog intet. Blodet trængte ikke igennem nålen, i hvert fald ikke før han løftede sin tommelfinger og lod strømningen finde sted.
En dråbe var hurtigt igennem og han løftede fingeren helt fra hendes hud. Tre dråber fulgte hurtigt efter og han satte fingeren imod hendes arm igen for at lukke, men flere dråbt fulgte let efter og ned i glasset, der nåede at få dannet en bund før det stoppede med at dryppe og han kunne fjerne nålen fra hendes åre.
Uden at fjerne fingeren lod han nålen dumpe ned i glasset og satte låg på den inden den blev lagt ved siden af glasset med hår. Nu var det tid at få lukket hullet. En lille dråbe af blod gled fra hullet, men da posens indhold blev smurt over og han lod hendes arm gå, kunne han rette sig op og kaste et blik imod hendes ansigt.
"Nogle klager?"

Tara stirrede koncentreret imod Denaro idét hans hånd lukkede sig omkring den efterhånden alt for slanke arm, blikket flyttede sig ikke et sekund, hvad regnede han med? Hun skulle selvfølgelig følge med i alt hvad der skete, det var vigtigt, at hun følte sig i kontrol.
De lyse læber gled fra hinanden idet han gjorde klar til at stikke, en svag anstrengt lyd gled ubesværet ud, det gjorde ikke descideret ondt da han stak, det var et sært insisterende ubehag. Elveren skar en grimasse da hun fik øje på det løbende blod, et øjeblik følte hun, hvordan en del af hende selv forlod kroppen, det var ingenting fysisk, overhovedet, men følelsen af at hun løbende overdragede en ubestemmelig kontrol til Denaro var kvalmefremkaldende.
Det var først da den spidse genstand forlod hendes arm, at hun fjernede blikket, det blev ikke slået ned, men snare til siden. Hun havde det skidt. Af samme årsag næsten flåede hun sin arm til sig, med alle de ikke eksisterende kræfter hun havde, da Denaro var færdig. så vendte hun de brændende brune øjne direkte imod hans.
"Så!" Det var en kort konstantering, hun ville igang nu, hun ville have sin præmie!
"Du skal finde et sted at ligge ned, det er nok bedst, i en stilling du kan holde ud et stykke tid!"
Det var ærlig snak, det var den svære del ved mentalistarbejde, det var en helt anden verden i sindet, sådan en rejse kunne vare mellem ti minutter og flere døgn. Personligt satsede Tara dog ikke på det sidste, men hun havde været ved faget længe nok til at vide, at Denaros sag ikke var den letteste

Denaros smil forsvandt hurtigt. Nu var det hans tur til at give fra sig. Der var dog en ting han skulle have gjort først. Uden et ord drejede han sig bort fra Tara og greb de to flasken. Fra jorden skød sandet op og omslugte sig hans hænder inden det trak sig tilbage i jorden og flaskerne var væk. Han hånd gled gennem håret imens han guidede hans nyerhvervede magt dybt ned under jorden, så selv en jordelementalist ville få svært ved at bringe dem tilbage. De skulle ikke mistes!
Herefter vendte han sig tilbage imod Tara.
"Regner med at sengen er det bedste valg."
Han afventede ikke hendes svar, men gik i stedet hen og lagde sig på ryggen. Hjertet dunkede i brystet, men et par dybe indåndinger bragte det under kontrol. Dette var idiotisk! Og netop derfor kunne han ikke få sig selv til at stoppe det.
Som han lå på ryggen faldt blikket på loftet og der lød et kort knæk som dette rettede sig på plads. Normalt lå det klar til at falde sammen, hvis han afgav en bølge af magisk energi, men siden han ikke vidste hvad der ville ske, ville han nødigt vågne op med en knust krop, fordi hans sind reagerede voldsomt.
"Jeg er så klar som jeg kan blive" Han kløede sig mellem øjnene og prøvede at finde et punkt at fokusere imod. Hvordan ville det overhovedet fungere? Han mindedes ikke at have oplevet det før. Ville han overhovedet opdage der skete noget? Han var ikke længere blot nervøs, men også spændt.

Det gav et ugudeligt sæt i elveren da de to elementer forsvandt ned i dybet, hun stirrede langt efter dem, sultent. en del af hende havde allerede fortrudt hans del af aftalen. En kort bekymret mine gled henover det unaturligt smukke tatoverede ansigt, inden hun endnu engang måtte finde den hårde facade frem. Det passede sig ikke at bakke ud nu, nu var det nemlig hendes tur til at have overtaget, det var nu hendes præmie skulle overrækkes og den spænding hun alt for længe havde båret rundt på skulle løsnes.
"Ah ja, det er nok et meget fornuftigt bud!" Jeg håber du har spist og drukket tilstrækkeligt. Ordene kom ikke ud, det havde hun sagt, hvis det var et venskabeligt visit, dette var ikke tilfældet, hvis Denaro ville ende ud lige så afkræftet som hende selv efter det endte arbejde ville det passe hende mere end fint.
Tara bevægede sig kort rundt i lokalet, hun kredsede om den varme grød, men kun til han var klar, så tog hun ham i øjesyn. de brune øjne blev knebet sammen som hun betragtede ham fra sengens hovedgære. Der var mange måder at gøre tingene på, men Tara valgte den mest sikre. Den mest sikre for dem begge to vel at mærke. Var det små overfladiske visit det drejede sig om, var en genstand fra vedkommende eller en førhen sket berøring rigeligt til at bryde igennem, men Tara havde brug for indgangen til det inderste. Samtidig var hun nødt til at kontrollere, at det var hende der bestemte, så hun kunne kontrollere mængden af Denaros minder fra besøget når hun først var færdig.
Elveren tog et par skridt ned langs sengen, inden hun dumpede ned på sengekanten, lige omkring hans torso. Så sendte hun Denaro et stort smørret smil.
"Det bliver ikke så slemt, det er smertefrit!" Forsikrede hun ham, inden hun lænede sig unaturligt langsomt henover den rødhårede mand. De fine fingerspidser kærtegnede langsomt hans ansigt, inden de gled op i det mørkerøde hår hvor de hver især placerede sig på en nøje udvalgt sted. Så bøjede hun sig indover ham, til deres ansigter var få millimeter til hinanden, og det røde lange hår lagde sig som en tæt kappe omkring Denaros ansigt. Elveren tog en sidste dyb indånding, så hvilede hun tungt hendes pande imod Denaros og lod sig synke ind i det forstyrrede og syge sind hun så længe havde higet efter

Denaro lod øjnene glide i, som Tara trak nærmere for at forene deres sind. Følelsen af hendes røde lokker kildede hans kind og hals. Skønt hans mentale kræfter var ubetydelige overfor Taras, så slappede han alligevel af og løsnede sindet for at åbne op for elverens indgang. Hvis han samarbejdede var det måske mindre smertefuldt at få hevet sine glemte minder frem i lyset. Langsomt men sikkert flød hans sind fra bevidstheden og bag øjenlågene blev øjnene blanke.

__________________________________

Et mørke omsluttede sig Tara, som hun trådte ind i Denaros sind, men som hendes vilje bredte sig begyndte en verden af grå marmor at tage form omkring hende. Jorden var mat og glat at se på, men fødderne havde intet problem med at finde støtte. Foran hende rejste sig en port, større end nogen port i den beviste verden. Som var den hugget ud af et bjerg stod den foran hende, men ingen mur omsluttede den og hvis man ville kunne man vandre omkring den, men på grund af sten portens størrelse ville dette være en tidskrævende beskæftigelse. Dette var indgangen til Taras sind og uden hun behøvede gøre noget gled den op. En rumlen og bragen fulgte, som porten gled op, og en regn af småsten rev sig løs og regnede ned foran elveren.

Bag porten Var en sal, der fik Samsons borg til at ligne et dukkehus, og en blanding af mat sort og klar hvid marmor støbte gulvet i et ternet mønster, der syntes at trække hende frem imod centrum af rummet, som bevægede verdenen sig under hende for at lede hende på vej.
For enden af salen stod to troner. Den ene prægtig og hvid, som kun lysets dronning før havde udtrykt. Den anden sort og mat, men ikke destro mindre lige så prægtig som den hvide. Her sad to skikkelser. Eller den ene sad, den anden lå, for ved den hvide trone lå den spidede skikkelse af en engel klædt i hvidt. Med hovedet boret i jorden lå hun med sit hvide hår hængende foran ansigtet. Gennem ryggen sad våbenet der havde spidet hende. Denaros spyd.
På den anden trone sad en skikkelse Tara før havde stiftet bekendtskab med. Tenebris. Hans sorte form var dog afløst af en mere naturlig form. Han var en engel, sort som kul og med kort sort hår, der syntes at sluge mørket omkring sig. Som han ventede på hun trådte nærmere gned han noget mellem sine fingre. En ring. Ringen Tara havde bragt Denaro.
Som Tara blev bragt nærmere lod han et smil glide til hende og hånden løftede sig, som hilste han en gammel ven velkommen.

Det var let et lade sig glide ind i Denaros sind, lidt for let. Normalt når elveren gav sig i kast med midstridende sind, var det en indre og bitter kamp for at få nedlægge kaoset der bredte sig i et oprørt og modstridende hoved og fremtrylle noget håndterbart. I Denaros sind var det noget helt andet, et landskab havde allerede taget sted så elveren så ikke nogen grund til at besvære sig med at bygge en base hun kunne gå i krig fra. Tværtimod var det næsten som om der var en force, som inviterede hende. elveren tog roligt landskabet i øjesyn, det kunne sige alt omkring et menneske, hvilke omgivelser der blev mødt en.
Porten, derimod, kom faktisk overraskende bag på elveren, hun kneb øjnene sammen, det kunne ikke passe, at Denaro havde så meget styr på den mentale verden, at han kunne lave ting som den, slet ikke med stenene der raslede ned for fødderne af elveren. Hun kneb øjnene sammen inden hun trådte igennem.
Havde Denaro været mere ved sig selv ville han bemærke, at Tara i den mentale verden lignede sig selv, som hun så ud for flere år siden, før hun blev paranoid og tynd, håret var sat op i en typisk elvisk frisure med en umenneskelig masse fletninger og snørkler.
de honningfarvede øjne rettede sig direkte imod Tenebris, et øjeblik anede hun ikke om hun skulle grine eller græde, på den anden side var det vel hvad hun kunne forvente. Da elveren studerede den hvide skikkelse, var det uden følelser, her var hun herre, hun var mester og der var ikke meget der kunne komme bag på hende længere i sindets spil.
"Det var da noget af en velkomst, lidt dramatisk, syntes du ikke Tenebris?"
Tara fortsatte roligt sin gang til tronerne, hvor hun lod sig synke roligt ned på den hvide trone, ved siden af væsenet, hvor hun lænede sig godt tilbage og svang så det ene ben henover armlænet i en overdrevent afslappet udtryk.
"Det kunne man godt vende sig til!"

Et unaturligt smil gled over Tenebris læber. Intet ved Tenebris virkede naturligt. Måske så man det ikke ved første øjekast, men man følte det, og langsomt, som når man vågnede i et mørkt rum og øjnene skulle indstille sig på omgivelserne, ville man begynde at se det. Hans hår var ikke bare sort, det var mørkere end det, som om det havde suget både lys og liv ud af dets omgivelser og trukket en farve frem, der ikke eksisterede udenfor sindet. Hans øjne var ikke hvide omkrig iris, som man ville tro ved første øje kast, men sorte. En fejlvurdering man først ville indse i takt med at pupiller gik fra sort til rød, som havde den sorte farve trukket sig ud i øjet og efterladt en blodrød farve hvor det havde været.
På samme måde kunne man beskrive hans hud, der var mat grå, hans vinger, der slet ikke var til, men blot en mørk masse bag ham, der tog form som vinger. Alt i alt. Hvad man først ville se som en engel, var langt fra hvad der virkelig sad på tronen.

"Det er ikke ofte vi får gæster, så vi har gjort lidt rent." Han gjorde en let håndbevægelse imod rummet omkring dem. Benene blev let lagt over kors og han lod sig falde tilbage i sin trone imens han så Tara an. Smilet voksede sig bredere og brød for en stund grænsen for hvor bredt et smil burde være.
"Men du har vel ikke hilst på Laetus endnu?" Denne gang gik armbevægelsen imod skikkelsen foran Tara. Han lod hende tage et ekstra kig på den hvide engel imens han lod ringen glide på fingeren.
"Men plejer at være mere snaksaglig, men der går nok noget tid før hun vågner op igen."
Hvis man kiggede på Laetus kunne man se brystkassen hæve og sænke sig, til trods for spydet, men ellers var der ingen bevægelser at se hos den faldne engel. Det var dog kun et spørgsmål om tid før hun genvandt bevistheden og trak spydet ud af ryggen. Måske hun ville flyve imod Tenebris og fortsætte deres kamp fra tidligere.

"Men du er vel ikke kommet for at nyde synet af vores sal." Tebris lagde en hånd under hagen og albuen imod armlænet. Han betragtede Tara med en gennemborende blik. "Du vil ind hvor vi har låst af."
Der var intet smil at spore på Tenebris læber længere. Hans ansigt lå i alvorlige folder alt imens han syntes at vurdere enhver bevægelse Tara lavede, som overvejede han om hun havde fundet sig værdig.

Elverne lænede sig tilbage på tronen mens øjnene gled henover den enorme sal, inden hun unaturligt langsomt drejede hovedet imod Tenebris, hans forandring lod ikke til at røre elveren,nej, hun havde set meget mere end de fleste nogensinde ville komme til. Hun havde set alle landskaber, skabninger kun folk i deres dybeste bevidsthed kunne frembringe og hun havde stået på slagmarker der flød med ødelagte sjæle, væsener der var revet i tusind stykker. Tenebris var blot endnu et udyr.
Elveren blinkede ikke, men fastholdt roligt de uendelige pupiller af dæmonens, inden hun lænede sig en kende imod ham, så fortrak hendes ansigt sig i et skævt smil. "Jeg er smigret Tenebris. Tænk at du lægger så meget arbejde i at have mig et smut forbi!" Mentalisten lænede sig kort endnu tættere over imod dæmonen fra hendes trone, hvorfra hun iagttog uendeligheden i hans blik, så fugtede hun, ganske unødigt, læberne inden hendes egne honningbrune pupiller sank ind til det pureste ingenting, en dybte og en uendelighed intet normalt menneske kunne tænke sig. Så blinkede hun, så snart øjnene igen stirrede på dæmonen, var det normale varme blik vendt tilbage, sammen med et lille kækt smil, der udstrålede kontrol.
Så rejste hun sig fra tronen, inden hun lod blikket dale, til den faldne engel. Så tiltede hun hovedet til den ene side, ganske iagttagende.
"Nej, den fornøjelse har jeg været foruden. Det er heller ikke et behov jeg har, ikke nu. Jeg kommer for at hente hvad der er mit, retmæssigt. Nøglen har jeg personligt fået af den eneste ægte hersker her..."
Tara vendte sig langsomt imod Tenebris, ganske nøje uden at berøre hverken englen eller spydet der endnu var plantet i hendes kæmpende torso.
"Og nu vil jeg gerne lukkes ind!"

Tenebris slog ud med hånden og foran deres to troner dukkede en ståldør op, som porten stod den midt i rummet uden noget rum på den anden side. Rundt om døren hang dog en tyk kæde holdt sammen af en hængelås.
"Selvfølgelig, jeg har ingen intention om at stille mig i vejen" Et smil dansede over hans læber. Et smil der fortalte om tanker og planer bag de sorte lokker. Om søde ord og slangers gift.
"Men måske jeg kunne bistå dig i din søgen."
Han holdt pludselig, som havde han hele tiden gjort det, en hånd op for at signalere hun ikke behøvede afbryde ham før han havde talt færdig.
"Jeg kan dog ikke følge med dig derind, selv med ringen har jeg ikke den slags magt herinde, men jeg kan give dig en anden guide."
Endnu en håndbevægelse. Intet skete.
Tenebris afgav et dybt suk. Dette havde ikke helt været intentionen.
"Tråd blot frem"
Hans stemme var sød som honning, men selv nu kunne man høre giften flyde tykt i hans årer.

Bag dørn dukkede en skikkelse op. Ikke højere end et barn. Som det kom rundt om hjørnet tog skikkelsen form, som en bekendt, dog fremmed skikkelse. Et barn, næppe mere end 5, med hår rødt som blod og et nervøst ansigt kiggede på Tenebris, derefter på Tara og til sidst på Laetus. Nervøsiteten forsvandt langsomt fra hans ansigt, som Tenebris tog et mentalt greb i drengen. Grebet var ikke stærkt og det ville være Tara den mindste kunst at overtage det.
"Tænkte at værten selv ville være den bedste til at føre dig rundt og eventuelt besvare de spørgsmål du måtte have."
Denaros små blå øjne kiggede på Tara med en undren, mens tanker flød i hans sind. Hvem var hun? Hvad lavede hun her? Og hvorfor havde Tenebris hentet ham?

Den rødhårede skovelver betragtede roligt porten der rejste sig, så lyste glæden op i hendes blik, næsten som hos et lille barn der var blevet præsenteret for et bjerg af gaver og lige fået i vide, at det alt sammen var til hende.
Tenebris' kommentar hjalp blot smilet endnu mere på vej, indtil han forspurgte om han kunne komme.. med?
Smilet forsvandt som dug for solen og Taras ansigt krængede sig til noget der mest af alt så skeptisk ud, hvorfor ville han det? Havde Tenebris mon lige så lidt adgang til boksen som Tara selv? Han fortsatte, en guide? Hvad i alverden skulle hun med en guide? Det var unødvendigt! Hun kunne finde det hun skule uden problemer, hun åbnede munden og skulle til at skabe sig og læse Tenebris lektien, at det bestemt var unødvendigt, indtil hun fik øje på den lille dreng for foden af tronerne. Vreden og skepsisen forsvandt som dug for solen og blæev igen erstattet af det store smil.

"Jamen dog.. Er det virkelig...?"

Tara tog et enkelt langt svævende spring fra Laetus faldne krop ned til drengen og landede med latterlig perfektion lige foran føddene på ham, inde hun med en unødig mængde kræfter greb fat om hans ansigt og stirrede ham i øjnene.

"Er det virkelig lille Denaro?"

De honningbrune øjne blev vendt mod den mørke ånd, man kunne godt lave en manifestation af vedkommendes sind i en ung eller yngre alder, men det var forholdsvis krævende. Af frembringe en figur der var afskåret fra det voksne liv personen havde levet, ville ligeledes kunne besvare spørgsmål om vedkommende synspunkter på tingene i den manifesterede alder.
Tara lod kort sin psyke gribe ind og frigive den lille knægt fra Tenebris, hvorefter hun vendte sig imod den mørke tronende skikkelse.

"I så fald, må du have det godt så længe!"

Tara tiltede hovedet og drejede så rundt med ansigtet imod porten, kæden sank sammen omkring døren, den var ikke svær at låse op nu Denaro selv havde givet hende adgangen dertil.
Dernæst lænede hun sig en anelse frem, inden hun gav dørene et skub og med lille Denaros hånd fast plantet i hendes trådte hun igennem portene.

Den lille Denaro så forvirret på Tara. Hvem var hun? Hvad lavede hun her? Hvad lavede han dog her? Han kiggede sig rundt med en nysgerrighed, som kun et barn besad. Tenebris og Laetus genkendte han. De havde besøgt ham før, men inden han nåede at sige noget eller stille et spørgsmål trak Tara afsted med ham, og alt han nåede at se var Tenebris vinke vil ham, som han blev opslugt af sit ældre sind.
Som verden skød i et virvar af retninger og utallige farver brød frem og forsvandt igen, vendte lille Denaro sig imod Tara. "Hvad leder du efter?"
Han kløede sig let i nakken som billeder af ørkensand skød forbi omkring dem, afventende på at Tara eller Denaro skulle udvælge deres første mål. Ville hun søge et specifikt svar om Denaro, eller ville hun starte fra starten? Hvor end hun søgte imod, så havde hun nu en guide med sig. En del af sindet afskåret fra resten, fanget i sit eget hjem.

De var ude af rækkevide for Tenebris og hans modpart. Dette var et sted Tara kunne være i fred, og ønskede hun det ville hun nok være i stand til at fastlåse den lille Denaro i et fjernt minde.
Udenfor sindet var Denaros hovede tømt for tanker. Han var i trance og fornemmede hverken tiden gå eller Taras gang i hans indre. Selv hvis han fortrød nu ville han ikke være i stand til at blande sig.

Tara lod blikket glide rundt på de forandrende omgivelser, hun lukkede øjnene ganske kort og drog Denaros sind til sig med alle sanser. Hun lod hans inderste manifestere sig som en solid kontakt i hendes brystkasse, som en let knugen, inden hun åndede ud og slog øjnene op, inden de gled ned på den lille skikkelse ved hendes side.
Hun krængede kort overlæben op i en usædvanlig mine, hun havde aldrig brudt sig om børn virkelig, de var irriterende, uforstående og insisterende. Da landskabet stod stille slap hun knægtens hånd, hun besværede sig ikke med at bukke sig ned på hans niveau, for at kommunikere med ham behøvede de ikke være i øjenhøjde, han var blot et billede af Denaro engang, hun kunne ikke skade ham, med mindre hun ønskede det, og det ville ødelægge hele tricket.

"Jeg leder efter vendepunktet Denaro. Jeg leder efter stedet der ødelagde dig i første omgang.."

Tara skævede fra knægten og ud imod landskabet, det var ikke svært at føle, at denne del var godt bevogtet af Denaro selv, det var som at bevæge sig i vand, hårdt og sejt og ikke nok med det tærrede det på kræfterne, der var ikke tid at spilde.

"Først skal du vise mig Recu!"

Den lille Denaro kløede sig i nakken, mens han overvejende betragtede Tara. Han havde stadig ikke helt forståede hvad hun var for en. Hendes ører var også mærkelige. De var ligesom alt for spidse, slet ikke som hans egne. Ubevist gled hånden fra nakken om om til øret for at tjekke. Yup, hans var meget blødere.
"Så du vil helt tilbage?" Han lagde let hovedet på skrå imens blikket gled videre på hendes øjne. De havde et sjovt skær i dem, som så de mere end hvad der lå på overfladen. Et smil bredte sig over hans læber. Ikke det smil der normalt prægede den rødhårede dræber, men et uskyldigt barnligt smil, som betragtede han sommerfuglens farverige dans under den blå himmel.
"Helt tilbage til første gang jeg mødte Recu. Dagen hvor ofringen fandt sted"
Med et grin skød bølger af forandring gennem verdenen. Omkring dem lagde et fugtig kold luft sig, lyset blev kvalt så de stod indhyldet i mørket, mens en kold klippejord lagde sig under deres fødder og rejste sig omkring dem inden den samlede sig over dem. De var i en grotte, svagt oplyst af sjældne fakler af blodrød ild. Bag Denaro var en dør af sten. En kvindes smerteskrig lød fra den anden side. Når skrigene ophørte, for at tillade en vejrtrækning, kunne man skimte en svag hummen, der dog hurtigt blev overdøvet.

"Rezu burde komme om et øjeblik."
Denaro kiggede ned af grottens gang bag Tara mens han trippede en smule.
"Sammen med de andre"
Der gik et øjeblik før et smil skød over Denaros små læber og han gav sig til at pege frem. En gruppe af kutteklædte skikkelser kom løbende ned af gangen med tavse skridt. 7 hvis man talte efter. Højden skiftede meget, den mindste kunne næppe være højere end en 10-årig, mens den største skød over to meter op i luften. I faklernes lys kunne man se våben i deres hænder.
"Der er Rezu" Denaro pegede på den bagerste skikkelse. Næppe mere end 14-15 år.
"Debai løber foran ham."
En lidt ældre skikkelse blev nu udpeget inden Denaro trak til side, så de kunne løbe direkte til døren.
Den foreste af dem, en fuldvoksen skikkelse med langt hår, lagde hånden på stendøren, der sprang i luften med et brag. Straks skød de alle igennem åbningen med våbene trukne. Kampråb overdøvede straks kvindens smerteskrig.
Denaro fulgte efter dem gennem døren uden at se på Tara.

På den anden side var et stort rum, hvor to grupper af kutteklædte skikkelse var i fuld kamp. Sværd og en magi Tara let ville kunne genkende som mental magi, skød frem og tilbage. Rezu og hans kammerater havde haft overraskelsen på deres side, men de andre var flere.
I den fjerne ende af lokalet lå et stenalter. Her lå en kvinde, nøgen og midt i en fødsel. Omkring hende stod tre mænd i røde kåber. De messede, upåvirket af kampen omkring dem, en remse, for lav til at blive hørt, men højt nok til at skabe en summende lyd under kampens lyde.
Den lille Denaro fortrak en kort mime af ubehag da han kastede blikket herpå. Blod løb af alteret og ingen synes at hjælpe kvinden, hvis skrig var ved at dø ud.

Elveren skævede frem for sig, så nikkede hun, de brune øjne blev knebet let sammen. "Helt tilbage til begyndelsen!" mumlede hun kort, hun kæmpede ikke imod omgivelserne der ændrede sig, det kunne hun godt, hun viste det, men det var unødvendigt og det ville ødelægge hele planen.
"Hvilken ofring er der tale om Denaro?"
Elveren bevægede sig let, så hun fik bedre udsyn til hvad der skulle til at ske, det var underligt, det hele var væsentligt svære at afkode end det plejede at være.
Kampen lod ikke til at tynge Tara, på trods af, at det både hende og Denaro lavede nu kunne have yderste konsekvenser for dem begge, hvis et ikke blev gjort ordentligt, virkede hun knusende rolig.
"Hvad er det der forgår Denaro? Den eneste person jeg kender er Recu og det er fordi du har udpeget ham, husker du nok!"
Tara slog blikket hårdt ned på den lille dreng, mens hun gik mod huset hvor kampen forgik, det var minder, det var ingen slagmark for Tara der kunne gebærde sig i sindet så let som ingenting. For en uøvet mentalist ville det være det rene selvmord, det kunne godt være, at det der forgik var i sindet, men en mentalist uden viden for hvad der forgik, ville let kunne ende med at blive en grøntsag oven på sådan en omgang, når et minde var så dybt som dette kunne det let påvirke en på tusind forskellige måder.
Den rødhårede elver vinkede den lille Denaro med sig, ind i huset, hun skulle have et nærmere kig på hvad der forgik. Synet af den fødende kvinde fik hende kort til at krænge læben op, hun havde ikke ondt af kvinden, det ville være synd at sige, Taras følelsesspekter var så hullet og skadet, at det var en følelse hun kun ganske sjældent genkendte, men det mindede hende om hvor uappetittelig naturen egentlig kunne være.
"Så, hvad med kvinden? Hvad er motivet for angrebet?"
Tarasika gav et hovedkast mod alteret, så de lange lokker dansede og de spidse ører kom til syne, elveren passede ikke ind i omgivelserne, hun var for ren og pæn og det lange nyvaskede hår kunne næsten duftes. Forhåbentligt, skulle hun heller ikke være der meget længere.

Som Tara begyndte at stille spørgsmål stoppede omgivelserne med at bevæge sig. Mindet var sat i stå for at lade dem gå upåvirkede hen. Den lille Denaro løb op til alteret. Et barn var kommet frem, omkring det var de ældre trådt nærmere og ting blev ført frem. Den midterste bar et sort fjer i den ene hånd og et hvidt fjer i den anden.
Den lille Denaro pegede på barnet.
"Det er mig!"
Han smilte stort tilbage til Tara inden han klatrede op på alteret for bedre at kunne se. Han pegede derefter på de fem mænd omkring alteret.
"Debai kaldte dem de ældste, de leder klanen, men hverken Recu eller Debai brød sig særlig meget om dem."
Han pegede kort på kvinden, som skulle han til at sige noget, men trak så på skuldrene, som om han ikke rigtig vidste hvem hun var.
"Men de er ved at ofre mig" Hans blik blev fyldt med alvor og hans stemme tog en drejning, som reciterede han noget han havde hørt utallige gange før. "'Kun et spædbarn har et sind der kan modtage flere sjæle i sit indre'" Stemme skød tilbage til normal "Det er derfor folk slås"

Han et let afsæt sprang han ned fra bordet igen og løb hen ved siden af Tara.
"Debai sagde at folk ikke var enige om at man kunne ofre et barn, lige meget hvad grunden var, så de gjorde oprør og stjal mig før ritualet kunne slutte."

Begivenhederne omkring dem satte i bevægelse igen.
De gamle ved alteret fyldte luften omkring dem med magi og en tyk aura lagde sig omkring Denaro. Fra det sorte fjer skød en sort skikkelse frem og borede sig ind i Denaro, mens der fra det hvide skød en hvid skikkelse frem og gjorde det samme. Begge var svagt genkendelige med hvad Tara havde mødt tidligere i Denaros sind.
Med skikkelserne inde gjorde de klar til at lægge fjerene på babyens hovede, men en pil skød gennem luften og bragte ritualet til en afslutning. To skikkelser, der tidligere var blevet udpeget som Debai og Recu, sprang ind og huggede sværd imod de der førte ritualet inden de greb babyen og løb imod udgangen.
Igen stoppede tiden og scenen skiftede.

Tara og den lille Denaro fandt nu sig selv stående i en by dækket af sand. Over dem bagede solen og omkring dem var gaderne tomme, på nær tre skikkelser der sad i en døråbning. En med kort rødt hår.
"Debai sagde de aldrig kunne finde på at følge efter ud i ørkenen, men han fortalte aldrig hvorfor."
Denaro satte i løb og satte sig til rette på tønden ved siden af de tre skikkelser.
"Recu nægtede dog at snakke om dem."

Tara fulgte efter den lille dreng, de lange lokker flagrede dramatisk efter hende, ganske unødvendigt. De honningbrune øjne gled ned på kvinden og hun trak en mine, fødsler, usmageligt virkeligt, alligevel utroligt fascinerende hvad kvindekroppen var i stand til at præstere, der var jo en grund til, at nogle røg i svinget. Tara havde deltaget til et par stykker i Elverly, dengang hun boede der, men hendes funktioner havde typisk været at hente mere rent vand og te, hun kom af en familie af healere, det var deres opgave at bringe nye elverbørn til verdenen.
Hun skævede til den nyfødte, selvfølgelig var det Denaro, hvem ellers? Men nu gav det hele pludselig mening, selvfølgelig hans brødre. elveren gned sig over øjnene, det var næsten ikke til at rumme, alligevel bandt hun en rød tråd til alle de steder hun kom hen i Denaros sind, små tråde hun senere kunne trække i og efterfølgende bruge uden den store mængde energi, men at binde de første bånd var hårdt og udmattende, selv i den mentale verden.

"Ah, så du har været her hele tiden, hm? Men hvorfor er du den dominante Tenebris?"

Taras spørgsmål var ikke rettet mod den lille Denaro, hun vidste nu, at skikkelsen herskede lige så meget i hele Denaros sind, som Tara gjorde, en uhyggelig men utroligt pirrende tanke for den endnu unge elver.

"Hvorfor har Laetus ikke så meget at skulle have sagt?"

Elveren tænkte så det knagede, men hendes spørgsmål måtte vente, hun ville sikkert ikke finde svar her alligevel. Tara lukkede øjnene, hun åndede dybt ind mens omgivelserne ændrede sig, så slog hun øjnene op og skævede udover sandet, hun dirrede, det var hårdt, det var tungere end at bevæge sig i vand, men hun vidste, at det var hendes eneste chance for at tage den kontrol hun så inderligt ønskede over Denaro.

"Hvorfor? Hvad er det du vil vise mig her?"

Stemmen var afmålt og kort, hun skulle til detaljerne, hvis hun ville nå hele vejen rundt, inden hendes kræfter slap op.

Den lille Denaro så undrende på Tara, som hun syntes at snakke med sig selv. Hun kunne da ikke være helt normal, folk snakkede da ikke med sig selv. Det gjorde han da hvert fald ikke. Eller?
Han kløede sig i nakken, også et underligt spørgsmål at stille sig selv.
"Det var da dig der gav ham ringen så han fik magt" Denaro så undrende på Tara, som om han havde påpeget det mest åbenlyse i verdenen, alligevel forklarede han videre.
"Ringen var Tenebris artifakt inden de gamle forseglede ham, så det er kun naturligt at den giver ham styrke. Havde du givet Laetus ring i stedet, så havde hun styret forkammeret." Han stirrede lidt på hende. "Du er skør"
Det sidste var en kort konstatering inden han svag benene op og satte sig i dørkammen ved siden af de tre.

Den mindste skikkelse, Denaro, rejste sig op og med et suk begyndte sand at flyve op. Det dansede omkring de tre med et par lavmældte ord fra den ældste, fik den rødhårede til at forme et våben, et spyd, der straks forvandlede sig til et sværd, videre til et skjold. For hver forvandling kom et lavmældt ord fra den ældste, en kommando.
Den lille Denaro, Tara's vejviser, afgav et gab og tiden satte op. Solen passerede hurtigt henover himlen.
"Debai og Recu bragte mig herhen, så vi voksede op her, hvor mine kræfter frit kunne blive kontrolleret." Forklarede Denaro med et belærende blik på Tara. Han var begyndt at betvivle hendes intelligens.

Tiden slog ned til normal igen og de tre rejste sig, som var det tid at drage hjem. Et sæt gik gennem den rødhårede.
"De er på vej" Hans stemme var lav, næsten en hvisken, men alligevel stod den tydeligt i luften.
"Hurtigt, gem dig" Recu's stemme lød klart og Denaro lød i skjul i gyden.

10 fremmede dukkede op. Voksne, der let steg både Recu og Debai over hovedet, den største førte ordet.
"Så har i truffet en beslutning?" Et smøret smil gled over hans læber idet Recu og Debai vekslede et blik.
"Du sagde vi havde til i morgen" Det var Debai der tog ordet. "Eller er..."
Han blev afbrudt i sin sætning af en næve, der sendte ham i sandet.
"Alt andet end et rungende ja er forræderi imod byen" Smilet faldt sammen til et alvorligt blik idet flere af hans bandemedlemmer trak våben. Køller og knive.

Den mentale guide, Denaro, rejste sig op.
"Det er Ika, han er bygadernes boss, Debai og Recu bad om hans beskyttelse da de kom hertil, men de har ikke kunne betale for det." Forklarede han og gik ind i gyden til Denaro fra mindet, som han forlod gyden syntes stemmerne at falme hen til en summen, som var lyden kun eksisterende omkring ham.
"Så i stedet for penge har han bedt om mig, hvis han kan høste min affinitet for sand vil det være den mindste leg at beskytte byen fra fjender."

Bag ham tog scenariet pludselig aktion, Debai trak våben, men før han nåede at svinge det borede tre knive sig gennem hans bryst. Recu tog en kølle til hovedet før han nåede at se hvad der skete. Et skrig lød fra gyden, hvor de to Denaro var løbet ind, og en orkan af sand brød ud.
Et lyn skød fra bandelederen og reflekterede af sandet. For et øjeblik syntes lynet ikke at have gjort noget, men med et stoppede sandet i luften og man kunne se den lille Denaro stå rædselslagen mellem det flyvende sand inden det skød imod ham som jern til et magnet. Et lavt bump lød som den sandtildækkede skikkelse faldt til jorden.

Guiden fortrak en kort mime af ubehag.
"Jeg bryder mig ikke om lyn" mumlede han, mere for sig selv end nogen anden.

Tara så sig kort omkring, de røde bryn blev rynket sammen til en undrende mine "Ja..." hun skævede til brødrene, et deja vu skød gennem hende, hun strøg de røde lokker tilbage, selvom de ikke irriterede hende, var det så dyb en vane, at selv hendes mentale jeg, gjorde det. "Jeg har været her før!"
Elveren skævede til den lille Denaro, hvor kvik var han? Var han kvik nok til at trække hendes kræfter ud? Dette minde var noget hun havde i forvejen, ja, det var dybt, men det var ikke urørligt for hende, hun havde set denne del af Denaros minder, allerede da de sloges i ørkenen.
Brødrenes død lod ikke til at røre hende, alligevel skrev hun lige en mental note om, at Denaro ikke brød sig om lyn, det kunne blive praktisk senere hen og måske ganske nødvendigt, selvom Tara ingen herre var over det rasende element.
I en hurtig bevægelse greb hun ud efter Denaro, den lille guide, hun var ham overlegen her, han havde ingen mulighed for at undslippe hendes jerngreb, det var Taras domæne, han kunne sprælle og vride sig så meget han orkede, hun var uovervindelig.
"Giv mig hvad jeg vil have Denaro..." Snerrede hun bittert, det normalt kønne efteransigt forvred sig til noget langt mere dæmonisk, noget faretruende der ikke ville tøve med at ødelægge hvad hun fik fat i. Kæben blev lang som hos en slange, øjnene blev store, gule og gabende og kinderne hulede ind til tomme mørke huller, mens tænderne voksede sig lange og spidse. "Vis mig det essentielle og giv mig hvad jeg kom efter, jeg er den forkerte at løbe om hjørner med..." stemmen var ikke længere den bløde feminine røst, men en skurrende hæs snerren der kom fra brystet og ikke halsen. "Hvorfra kender du de dæmoniske skrifter og ritualmagien, hvad er du i stand til?"
For et voksent menneske ville elveren fremstå skræmmende, for et barn, ville hun nok være noget nær hans værste mareridt, dette var peanuts, det kunne blive meget værre, men hun havde ikke meget tid, hun var ved at løbe tør fra kræfter, havde situationen været normal, havde hun stoppet allerede nu, men hun forlod ikke Denaros sind uden svar, det var umuligt for hende.