Frygten skød over det lille ansigt, som han vred og sprællede for at slippe fri fra hendes greb. Hans skrig fyldte sindet, men han var ikke i stand til at påvirke sine omgivelser. End ikke løfte en sten kunne han her. Som Tara forandrede sig stivnede han og som hun talte skiltes hans læber i et smil.
"Så det var det du kom efter" Det var ikke længere en barnlig stemme der kom fra den unge skikkelse.
Den lille Denaro forsvandt fra Taras greb og en ældre mand dukkede op et par meter væk. Hans krop var gammel og hans skikkelse foroverbøjet, så han måtte støtte sig til en stok.
"Det undrede mig også hvad du ville med hans fortid, men dette giver mere mening elver."
Han gjorde et udslag med hånden og scenen skiftede omkring dem. De var nu langt fra byen, men stadig i ørkenen. Solen stod lavt på himlen og et rødt slør fyldte landskabet.

"Og spar på kræfterne. Jeg har ingen grund til at skjule noget for dig." Han klukkede som han vendte hende ryggen og kiggede imod byen, der var omringet af en høj mur af sten.
"Men et spørgsmål af gangen, vi skal jo ikke blande det sammen, der ikke hører til samme sted. Lad os starte med hans ritualer."
Byen virkede fredelig fra denne afstand, ingen lyde nåede hertil og der var intet at se bag de store mure.
"De kommer fra Tenebris og Laetus." Han kastede et blik over skulderen på hende, for at sikre sig at hun hørte efter. "Magien der flyder gennem ham kan ændre balancen i verdenen, men for hver ubalance han skaber, må han opveje denne ubalance med magi fra os. Laetus for det gode og Tenebris for det onde. Hvad dette kan opnå er svært at sige, men begrænsningen findes i hans forbindelse til disse engle eller mere reelt i de artifakter han bærer."

Fra byen skød en søjle af sand til vejrs og med knusende kræft drejede den tilbage imod jorden inden en ny skød op og flere fulgte hurtigt efter. Noget fandt sted derinde og Denaro var uden tvivl indblandet.
"De dæmonisker skrifter er et levn fra magien der bandt Tenebris og Laetus til hans krop. Min magi. Den blander gammel viden med hans underbevisthed og giver en grundlæggende viden om flere ting han ikke normalt ville kende. Det er også herfra han trækker meget af sin magiske kunstskaber og den reflektoriske brug af magi der fremkommer når han overraskes. Søgte han dybere ind i dette ville han kunne opnå kendskab til al min viden og kontrol over hans eget sind."
Sandet omkring byen begyndte nu at rejse sig og som bølger i stormvejr slog de imod byen med ødelæggende effekt. Muren faldt og huse blev knust, men ingen skrig lød højt nok til at nå Taras ører, ikke uden hun brugte sin magi.
"Var det alt?"
Et smil gled over den gamle mands læber. Nok var Tara langt mægtigere end ham, men hvad nyttede det hende i grunden? Han var intet andet end et levn af magi der bandt forbandelsen til Denaro. Han havde ingen magt, ingen egentlig effekt. Blev han dræbt ville han blot genopstå og smerte og frygt ville næppe være nogen forandring til den ellers evige tomhed der omgav ham. Nej han var med tiden blot blevet en del af baggrunden. Lige så meget som himlen bag byen, der nu lå i ruiner. Men manden vidste dette og derfor kunne han smile selv når han så sin overmand i øjnene.

Det kom ikke bag på tara at Denaros lille skikkelse pludseligt havde en helt anden røst, det var sindet, sindet var uforudsigeligt, havde folk nogen idé om hvad Tara havde set i hovederne på folk, ville ingen undre sig over den drejning elveren havde taget.
Langsomt rettede hun sig op, hendes ansigt havde taget normal form, det andet var helt unødvendigt. Så vendte hun sig mod den gamle mand og kneb øjnene let sammen.
"Du kan undre dig noget så meget, de fleste ting der skaber os er noget der er sket i barndommen, men det behøver jeg ikke at fortælle dig!"'
Tara gik roligt efter manden, han havde ret, men det var også allerede forsent, elveren var udmattet til det yderste, hun havde mest af alt lyst til at lade sig glide ud af det snoede og kringlede sind men nu var hun endelig nået frem til det hun kom efter.
Informationerne blev lageret ognoteret, hun havde ikke overskud til at tænke for meget over det. I stedet blev kræfterne brugt til at spinde endnu et net gennem Denaros sind og minder, tråde hun senere kunne benytte sig af og trække i, uden det ville koste hende meget energi.
Tara skælvede, da hun var færdig med den mentale forbindelse vendte hun de brune øjne mod manden så nikkede hun kort.
"Nej, jeg mangler at få i vide..." Elveren gik tættere på skikkelsen, øjnene blev knebet sammen til smalle sprækker mens hun indprintede hans udseende på hukommelsen "...Hvem er du?"
De sidste ord var en stille hvisken, hun betragtede kort manden, inden det mentale billede af Tara forsvandt, som en sandskulptur i for kraftig vind.

---

Tara slog øjnene op, alene den bevægelse gjorde umådeligt ondt, så gav hun et dybt smertepint støn fra sig, inden hun skubbede sig op fra den foroverbøjede stilling hun havde haft over Denaro. Han ville komme til sig selv nogenlunde samtidig med hende. Nu skulle hun væk. Sved perlede overalt på elverens krop, alt farve havde forladt den spinkle skikkelse og hver muskel i hendes krop sitrede af overanstrengelse. Så kom kvalmen, skulle hun kaste op? Det ville hun nok havde gjort, hvis hun havde spist for nylig, men det lille visit havde taget mere end blot timer, hvad tid på dagen var det?
elveren skævede kort mod den rødhårede, inden hun med noget besvær fik rejst sig fra sengen, nu skulle hun bare op øverst på borgen, helst hurtigst muligt, inden lejligheden bød sig til for mange spørgsmål

Den gamle mands læber strakte sig i et smil, som han mærkede hendes eksistens svinde hen for øjnene af ham. Det var ikke ofte han fik gæster, faktisk huskede hna ikke hvem der sidst have bevæget sig så dybt ind at han kunne materialisere sig. Nej dette var noget nyt, men hvem han var forblev en gåde. Kun et smil fik hun som svar på hendes sidste ord. Et gammelt smil, den slags der fortalte om glemt viden og oldtidsmagi. Den slags kun få levende stadig huskede. Måske svaret ville komme ved hendes næste besøg? Hvis hun da kom igen? Manden svandt tilbage i den lille krop af den unge Denaro. Det var lettere at vandre rundt i den rødhåredes hovede, når man lignede noget der hørte til.

Det føltes som var der kun gået et par sekunder siden Tara havde presset sin pande imod hans, men dog føltes hans krop stiv, som havde han lagt her i timevis. Ved siden af sengen stod Tam, hvordan hun var kommet ind vidste han ikke, men han var taknemmelig for hvad hun stod med i armen. Et fad med vand og suppe. Han følte sig sulten. Mærkeligt. Og træt.
Som han satte sig op gned han sine øjne. Hans hovede føltes ørt og en svimmelhed havde lagt sig over ham. Det var ikke ligefrem behageligt og han skrev sig bag øret at det ikke skulle ske i fremtiden.
"Jeg antager du fik hvad du kom efter"
Han smækkede benene ud over sengekanten og fik først nu lagt blikket på Tara. Hun virkede svag. Svagere end hun plejede. Dette ville næsten var et alt for godt øjeblik at tage hende på. Forsvarløs og afkræftet. Hvor længe mon der gik før hun blev som Tam?

Elveren vendte sig langsomt mod den rødhårede, en enkelt dråbe sved løb fra hårgrænsen og nedover hendes tinding. Hver fiber i hendes krop skreg og tiggede hende om at stå stille og ikke bevæge sig. Mørke render havde indfundet sig under de brune øjne der virkede sløve, alligevel var der en stædighed sjældent set hos levende væsner der gnistrede i dybet.
"Jeg fik hvad jeg kom efter, for nu."
Stemmen var ikke længere blød og varm, men hæs og skurrende, næsten som skulle man tro, at hun havde råbt og skreget sig hæs flere dage i træk. En pludselig stikken ramte Tara og fik hende til at krypme sig, hun havde ikke fået mandens navn, hun anede intet om ham udover at han havde emmet langt væk af rå visdom. Straks begyndte en plan at manifestere sig, hun havde bundet et solidt bånd til Denaros sind, hun kunne mærke det allerede nu, på trods af afkræftelsen, hun kunne fornemme hans tanker, hans bevidsthed vibrerede i hele lokalet. Havde hun været grundig nok, kunne hun indtræde i hans sind, uden fysisk kontakt, uden given adgang.
En let uro bredte sig i elveren, som han havde målt og vejet hende og fundet hende for svag, han havde ret, hun var ingen trussel nu, at knække nakken på hende ville være så let som at brække en tør kvist og hun var skræmmende bevidst om det. Af samme årsag var hun ikke længe om at vende sig mod udgangen, hun havde fået pusten tilbage, men benene dirrede foruroligende under hende.
"Vi ses snart Denaro, nok snare end du forventer!" Hun vendte sig ikke mod ham, men det ville være overraskende tydeligt, at et sagte spil spillede på de smalle blege læber.

Magien løb gennem hans krop, ulig hans fysiske tilstand, så føltes den frisk og veludhvilet som altid. Den var klar på at yde hans ordre og blot for at føle flowet lod han sand flyve op omkring ham, så de små kort dannede en aura i luften. Det ville ikke være noget problem at lade magien gribe hende og indespærre hende i en af de mange celler. På den anden side, så havde han noget meget bedre at bruge imod hende. Blikket faldt for et splitsekund imod gulvet, hvor hendes blod og hår lå gemt. Hvad skulle han dog bruge det til? Han måtte finde på noget sjovt, noget der kunne gøre op for alt det han endnu ikke havde gjort.
"Jamen jeg vil glæde mig til at se hvad du bringer mig for dit næste visit."
Han vendte siden til hende og tog fadet fra Tam inden han vinkede hende ind i cellen ved siden af.
Suppen var kold, hvor længe havde de dog været her? Havde hun ødelagt hans tidsfornemmelse? Eller var Samsons kokke blevet så dovne at de kun serverede kold mad? Endnu engang måtte han gnide trætheden ud af sine øjne og tvinge kvalmen væk. En mundfuld vand hjalp på kvalmen, trætheden hang dog omkring ham.

"Og hvis det ikke er for meget forlangt, så vil jeg gerne vide hvad du fandt derinde." Han rettede blikket imod hende og lagde suppeskeen fra sig. Han havde ikke været med inde. Han vidste intet om hvad hun havde lært, og han brød sig ikke om det. SKulle han have krævet at blive bragt med? Kunne han overhovedet komme med ind? ... Havde han overhovedet lyst? Han rystede tankerne væk. De var ikke nødvendige lige nu. Han greb skeen og skovlede et par kolde mundfulde indenbords, da han mærkede noget der overraskede ham. Sandmuren, han havde opført for at holde folk ude, mens Tara arbejdede, var faldet sammen. Havde han mistet kontrollen mens hun var inde, var det sådan Tam var kommet tilbage? Nu brød han sig endnu mindre om tanken ved at lade hende komme ind igne.

Tara vidste at hun havde fundet kilden i Denaros sind, men hun havde oven i købet fået noget bedre, noget der gav hendes meget mere kontrol over den rødhårede mand end hun nogensinde havde haft eller havde regnet med at ville få. En direkte adgang til at følge med i hans hoved, som materet glas der nu var skiftet ud med noget meget mere klart. Elveren snurede rundt på stedet, så kneb hun øjnene sammen mod ham med det mest bistre udtryk hendes afkræftede krop kunne præstere.
"Husk aftalen Denaro, du rører ikke mine lokker! Husk på, at du ikke længere er helt alene!"
Tara tappede to gange på sin tinding med to fingre, lette slag, der for elveren virkede som en enorm buldren. Hans udsagn kom ikke bag på hende, men det havde han ikke forhandlet på plads, det var bare ærgeligt, viden var som bekendt magt, og den havde Tara ikke umiddelbart tænkt sig at give slip på.
det ondskabsfulde udtryk ændrede sig hurtigt til noget langt mere listigt, noget der sladrede om, at elveren var ganske veltilfreds.
"Noget for noget Denaro. Jeg vil måske bytte noget information for endnu et visit!" Så slipper jeg også for at forhandle mig fra endnu et artifakt
Tara trak på skuldrene, hun var dårlig, det var på tide at smutte, inden Denaro fik nogle gode ideer. Problemet nu var bare, at hun ikke længere behøvede at være inden for hendes fysiske rækkevidde for at kunne gøre hende fortræd. Tanken skød som et lyn led ad ryggen på hende, men hun skubbede den væk. hun hævede hovedet, lukkede øjnene kort.
"Ah, to døgn på farten, intet under hvis du er sulten og tørstig!"
Så vendte hun sig omkring og forlod kælderen så hurtigt de dirrende ben kunne bære hende, et af tjenestefolkene måtte komme med noget mad og drikke til hendes kammer, de ordre måtte hun udstede på vejen til hendes eget værelse.