Det var hen ad skumringstide, sensommeren havde for alvor sat ind og blæste trodsigt en kølig vind indover det overophedede krystalland. Duften af bark og skovbund bredte sig langsomt i området, som den fugtige heksebryg bredte sig henover de sene timer.
Tara stoppede op mellem de mange tårnhøje grantræer, der forbød det meste af solens lys at komme helt ned i skovbunden. Då satte hun sig på hug ved en stille skovsø, inden hun plaskede lidt vand i ansigtet, drak lidt og fyldte derefter det tomme drikkeskind. Lilla og lyserøde farver bredte sig over den sene himmel, værd at beskue hvis man ulig Tara ikke havde travlt.
Hun rejste sig, det lange røde hår var snøret op i en høj hestehale og derefter flettet, den grønne rustning Denaro havde ødelagt med syre i ørkenen var erstattet af en meget lignende, men denne havde metaldele indsat og var på ydersiden dekoreret med guld. Den var let og tyngede hende ikke som en normal rustning gjorde, elverenes håndværk havde i allerhøjeste grad hjulpet hende en del af vejen.
De ravfarvede øjne spejdede opmærksomt igennem mørket, elveren var stadig bleg, men overraskende nok virkede hun til at være komplet i kontrol og for en gangs skyld udhvilet.
Det sidste skyldtes, at hun henover de sidste tre dage havde overnattet på en kro, og dermed havde lagt afstand til alle borgens tanker og minder.
En vibration fik elverens opmærksomhed rettet ind på hvad hun søgte; Kvinden med artifakterne.
Det havde taget hende flere dage at finde nogle af Denaros artifakter, men til sidst havde hun haft held med sig og fået pejlet sig ind på deres position, jo tættere på hun kom, desto lettere var deres destination at finde og til sidst havde Elveren fastslået, at ringene havde en bærer. En kvinde.
Tara satte i bevægelse, hun følte sig sikker og klar, målet var inden for rækkevidde, nu skulle hun bare nå frem

Brænd for fanden da! Brænd!

Endnu en gang blev de to sten slået sammen, men ingen gnister slog fra dem. Sur og med en opkommende hovedpine gjorde Jina mime til at kaste den ene sten ned af den skråning, så hun havde gjort lejr ud for. Hun havde dog fornuft nok til ikke at gøre det og brugte i stedet energien på at hakke stenene sammen endnu engang. Se det var straffen for ikke at få medbragt et ordenligt fyrtøj. Ud af øjenkrogen skulede hun til det ødelagte redskab, der netop tidligere havde holdt op med at virke.

Endnu engang slog hun den sammen, og blev næsten for overrasket over gnisten til at reagere. Hun fik dog fanget den og snart begyndte bålet at blusse op foran hende.
Med et suk lod hun sig falde tilbage på sit tæppe. Nu kunne hun godt falde i søvn, bare sådan her, halvt på jorden uden nogen ordenlig nakkestøtte. Og med en tom mave. Endnu engang måtte hun dog tvinge sig selv i at træde imod sin natur og hev i stedet et hvidt brød og en røget pølse frem. Halvt sovende, halvt vågen gnaskede hun sig gennem brødet og forsatte med kødet inden hun fraværende rakte gennem sin taske og hev en flaske vand ud gennem stoffet.

Disse rejser var et helvede. Hun vidste aldrig hvor hun skulle hen, hvor langt eller om der overhovedet ville være en vej tilgængelig. Alt hun vidste var at hun skulle gå ligeud efter lyset indtil hun mødte noget hun ikke kunne komme forbi, såsom et hav. Godt nok viste ringene en vej man kunne gå for at komme til målet, men der var aldrig nogen der havde fortalt ringene at tage den letteste vej. Og når afstanden var stor kunne de finde på de blive lidt upræcise og måske blot pege imod en tilfældig magisk forstyrrelse.
Halvvejs gennem pølsen mærkede hun mætheden melde sig og pakkede resterne ind i noget skind og lagde det tilbage i tasken, igen uden at åbne.
Blikket flakkede ud i mørket. Det var en stille nat på bjerget. Jina brød sig ikke om stille nætter. De havde altid lumle overraskelser gemt i sig.

Stilhed og elegance havde altid været nogle af elverenes kendemærker, og Tara praktiserede dem stort set med perfektion, hun havde ingen reel muskelstyrke, men hun havde teknik og smidighed og det hjalp hende nu. De honningfarvede pupiller lyste næsten op i mørket. Til sidst kunne hun se lyset, de fine ører havde på lang afstand opfattet det sørgelige forsøg på at få gang i bålet. Tålmodigt satte elveren sig på hug mens hun stirrede igennem mørket, ned på målet, det ville være lettest at lade hende falde i søvn, så kunne hun i virkeligheden bare hugge hovedet af i en lang buet bevægelse.
Et par kolde fingre løb ned over det ene tvillingesværd, Tara havde god erfaring med bue, men det virkede for hende upersonligt.
Elveren pustede langsomt ud, hun lænede sig lidt frem fra den stillesiddende position, så hun kunne få bedre øje på kvinden, en gren var i vejen, hun tog et par skridt tættere på.
Pludseligt ramte en tanke hende; Hun havde aldrig myrdet et andet menneske før. Tara havde jaget, og nedlagt bytte, hun havde taget livet fra folk psykisk, men hun havde aldrig frarøvet folk det mest basale hjerteslag og den ligegyldige vejrtrækning. Men hun var parat til det.
Til sidst, da elveren vurderede at kvinden havde ligget stille længe nok slog hun til, unaturligt langsomme og stille skridt blev taget imod kvinden, hver eneste gren i skovbunden blev der taget højde for og hver fugl i træerne der kunne larme ved en uvelkommen personlighed iblandt dem, var bevidst undgået.
Det mindede om den kravlen et rovdyr laver, når den sniger sig op på noget, samme intense blik.
Til sidst, ikke mere end få meter fra kvinden stoppede Tara op, endnu i skovens ly, så trak hun de to sværd, fordelte dem, ét i hver hånd. Hun vejede vægten af dem, selvom hun kendte dem bedre end nogle andre våben.
Så satte hun af, den første lyd elveren havde givet fra sig siden den skødesløse plasken i skovsøen var en læderstøvle der blev trygget imod blød skovbund, hun gav intet krigerisk brøl fra sig, det hele foregik i komplet stilhed, også mens hun svang de slanke sværd imod den sovende skikkelse.

Det var noget nært umuligt at falde i søvn uden en blød seng at ligge på. Hvorfor var det lige at hun skulle ud på disse ture når hun havde alt hvad hun behøvede i byen? Artifakterne skulle da nok få fundet deres vej dertil med tiden, så slap hun for at jage land og rige rundt efter dem. Hun kunne aldrig sove den første nat, hvert fald ikke før morgengry nærmede sig og denne dag måtte hun prise sig lykkelig, for et jag skød gennem hendes hovede. Hun flyttede sig ikke, men skærpede sine sanser. Hun var ikke alene. En fremmed nærmede sig. Godt nok var hendes speciale indenfor den mentale kunst at røre folk, men det efterlod hende ikke helt forsvarsløs, særligt når den fremmede ikke skjulte sin position.
Unden tæppet gjorde hun sig klar. Var det en bandit, der kom for at stjæle hvad hun havde med sig? En vampyr? De kunne vel også være herude? Måske noget værre?
Hendes tanker pumpede gennem hendes hovede, alt imens hun blev liggende stille, afventende.

Lyden af afsæt fik hende til at reagere. Tæppet blev kastet op i luften imod Tara og hun rullede selv en omgang for at komme op at stå. I sit hastværk røg balancen dog og sendte hende tilbage på røven med ansigt imod Tara. I faldet fik hun stødt sit haleben.
"Føj for Tenebris" Skød det ud af hende inden hun fra sin sidde position gjorde et halvt forsøg på at kaste sin taske i hovedet på Tara, blot så den fremmede ikke gjorde et nyt forsøg på at gøre hende til en nålepude.

Tara registrerede først for sent, at kvinden var klar over hendes tilstedeværelse, hun kneb øjnene sammen da målet rullede væk under hende. Alligevel fortsatte sværdene i en rank bue imod tæppet der stod op foran hende. Med en unaturlig lethed skar det slanke sværd sig igennem tæppet med en syngende lyd og Tara pegede stift det andet sværd imod Jina der nu lå på jorden foran hende.
Tasken blev afværget med et dask med den ene armskinne, der dog alligevel afslørrede, at hun måtte lægge flere kræfter i end størstedelen af menneskene skulle bruge på en flad taske.
Elveren stod stille, det ene sværd hang fra den ene hånd, ned langs siden og ned langs benet i en parade, mens det andet pegede stift imod Jinas strube.
Et let hug der skulle have været brugt til at stikke klingen igennem kvindens hals blev stoppet efter få centimeters bevægelse og Taras pupiller blev små i mørket.
Den endeløse stiren blev mere spids og fokuseret, hun havde hørt kvindens ord og pt. var det det eneste der holdt hende i live.

"Hvad sagde du?"

Stemmen var en hæs hvisken, elveren kneb øjnene sammen, men stod ellers stille som en stenstøtte.

"Fortæl mig hvad du ved om Tenebris!"

Taras ord formede sig til en dyrisk kommanderen, der var ikke et sekunds tvivl om, at elveren mente hvad hun sagde, en krigerisk aura lagde sig tungt om Tara, de færreste ville være i tvivl om, at hvis hun ikke fik informationen ville hun selv tage den. Det var et mentalt våben, et af de bedste hun havde.

Jinas blik skød fra det ene sværd til det andet og til sidst op på Tara. Hun bakkede sig halvt væk da hun rejste sig op fra jorden og børstede støv af bagdelen, dog uden at flytte blikket fra kvinden foran sig. Hvem var denne overflade amøbe dog? Og hvad mente hun med fortæl om Tenebris, alle kendte vel den lodne satan og hans magtgriske natur. Og dog. Med alt sin tid på overfladen burde Jina vel have indset hurtigere at familiens gamle vaner kun var familiens.

"Tenebris er et navn værd at bande til"
Svarede Jina muggent og spyttede foran Taras fødder for at klargøre der ikke var mere at sige i den sag.
"Men hvem fanden er du og har du nogen ide om hvem du står overfor? Bøj dig ellers vil din race snart møde sit endelige!"`
Jina rettede ryggen op og til trods for sin noget fortumlede opførsel for et øjeblik siden, fik hun næsten frembragt en attitude, der ville være en nobel mand værdig. Hun stod som hun følte, overlegent og som en kvinde der havde styr på hvad der foregik, til trods for hun lige var blevet revet ud af sengen i et mordforsøg. Når denne fremmede kvinde fandt ud af hvad hun havde med at gøre, så stak hun vel halen mellem benene eller bønfaldt hende om tilgivelse. I såfald skulle Jina da hvert fald overveje at skåne hendes race fra total udryddelse og kun gå efter hendes nære familie.

Til trods for hun havde en unaturlig tillid til sit eget ikke eksisterende omdømme, så var hun ikke helt dum. Selvfølgelig kunne der være folk, der ikke havde hørt om hende, så hendes fokus lå på sværdene. Et magisk fokus. Hun var klar på at træde igennem dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Et trin gennem klingerne og en hånd på panden, så ville kampen være slut. Eneste grund til hun ikke allerede havde gjort det, var for at lade kvinden indse sin fejl først.

Tara rørte sig ikke ud af flækken, hun stod unaturligt stille som havde hun en helt utrolig stamina, det var selvfølgelig ikke tilfældet, hun var bare fandens nysgerrig, hun havde inderligt ikke regnet med, at denne tøs vidste noget som helst om Tenebris, men det lod til at være hendes heldige dag.

"Enten er du døv, eller dum, eller begge dele. Det sidste ville ikke undre mig. Det ændre bare ikke på det faktum, at du ikke besvarede mit spørgsmål!"

Elverens blik blev borende, mere insisterende, hun kunne godt gå ind i hovedet på Jina på denne afstand, hun havde allerede været i kontakt med mere end en af hendes ejendele, det ville ikke være svært, men hvis hun kunne undgå det gjorde hun det helst.

"Hvad ved du om Tenebris?"

Tonefaldet havde ikke ændret sig det mindste, elveren ænsede dårligt spytklatten der landede for hendes fødder, hun havde vigtigere ting at koncentrere sig om. Lige indtil kvinden kom med en virkelig humoristisk udtalelse. For andre ville det nok ikke være sjovt, men Tara morede sig over det, især fordi at hun kunne se på Jina, at hun virkelig selv troede på det, men hvis hun var så farlig hun udgav sig for, så havde Tara ligget død på jorden allerede nu, sagen var bare, at det gjorde hun ikke.

"Åh virkelig? Truer du med at udrydde en race, som tusindvis har prøvet at udrydde før dig? En race med så meget mere snilde hvad angår våbenkyndighed, magi og visdom, at du dårligt er i stand til at fatte det?"

Tara så på Jina som om hun lige havde forvekslet en ko med en gris, et hånligt smil der var udviklet henover de sidste flere hundrede år spillede på Taras læber. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne eller ører, tænk at nogle mennesker virkeligt var så dumme, det var næsten ubærligt.

Halvt overrasket over Taras manglende respekt, og at hun ikke lod sagen om Tenebris falde hen når hun blev bedt om det, stirrede Jina på Tara. Hun ikke bare så på hende, men hun stirrede, som fattede hun ikke hvad denne kvinde havde gang i. Eller nærmere, hun fattede ikke at Tara ikke fattede hvad der skete. Hendes omdømme måtte åbenbart ikke have nået bjerget.
Jina sukkede. Kvinden havde en interesse for Tenebris, hvis det kom til en konfrontation, så måtte hun udnytte det. Jina var ikke en stor kriger, men hvis hun kunne aflede denne barbars opmærksomhed, bare for et øjeblik, så kunne hun sikkert komme igennem det uden skrammer. Liget kunne altid bare blive rullet ned af bjergskråningen, ingen ville kunne vide det var hende der gjorde det. Det ville jo ligne et uheld.

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig om Tenebris når du sikkert ikke engang kender til Laetus?"

Namedropping. Ikke at navnet var urealeteret, tværtimod, hvis hun havde hørt om Tenebris, ville Laetus være det næste naturlige mål. Det betød dog ikke meget, for med det samme ordene var undsluppet Jinas mund og var nået til elverens sind, så satte Jina af. Hun sprang direkte imod Tara, ikke noget med at prøve at finte til siden, eller andet fancy. Det var hun ikke trænet i. Nej hun sprang direkte frem i et stadie, hvor sværdene ville fare igennem hende uden at røre.
Hånden, der var fyldt med magisk kraft, blev slået frem imod Taras ansigt, for at sprede Jinas styrke som en gift i elverens sind og frembringe den mentale styrke, som flød i Jinas blod. Indtil videre havde kun klan-medlemmerne været i stand til at kæmpe imod hendes berøringer, og selv disse måtte normalt se sig slået.

Tara anede ikke hvad kvinden tænkte og hun var i og for sig også ligeglad, så længe hun fik hvad hun kom efter; artifakterne. De ravfarvede øjne afsøgte Jina, hvor ville et normalt menneske gemme dem? Hun havde dem ikke på.
Elveren nåede kort at rynke brynene til Jinas udtalelse, nej, hun kendte ikke Laetus, hun kendte dårligt nok Tenebris, det var jo derfor hun spurgte, men kort efter rykkede kvinden sig, hvilket fik Tara til at presse det allerede frekstrakte sværd fremad i et stød, mens det andet blev trukket nedefra og op imod kvindens maveregion i en lang bue.
Jinas angreb kom som en komplet overrakelse, for på trods af, at kvinden havde været trukket op imod en skrænt, og den eneste vej forbi Tara var igennem hende, mærkede de skarpe klinger absolut ingen modstand af hverken kød eller knogle.
Det var samme overraskelse der forårsagede, at Jina kort var i stand til at bryde igennem elverens mentale forsvar og ville kort være i stand til at fiske enkelte minder frem, Denaro ville flakke frem og ligeledes elverens igærdige søgen på artifakterne, men derefter blev alt mørkelagt.
En uendelig stilhed og intethed ville tynge sig nedover Jina, som blev hun fanget i en osteklokke.
Det var ren og skær magisk magtkamp og nu hvor elveren var klar over, hvad der var sket, var banerne for alvor kridtet op.
Med det samme gik Taras arbejde igang, det var ikke vigtigt at få aflivet Jina nu, nu hvor hun alligevel var der, kunne hun lige så godt udnytte situationen og lede efter den viden hun ville have om Tenebris og nu denne Laetus.

((lad os lege lidt mental magtkamp :b))

Fysisk var der ikke meget at se ved de to kvinders kamp. Tara bar sine sværd, som havde hun lige gennemført et angreb, alt imens Jina simpelthen stod, som var hun ved at støde Taras pande. De var som stivnet i øjeblikket, men bag overfladen fandt den sande kamp sted.

Jina nåede knap at lægge et greb på Taras sind, før hendes kontrol blev brudt, men hun så noget der fik hendes mentale sind til at sitre af spænding. Ofret. Hun fik dog ikke tid til at fryde sig, for et modangreb fulgte straks. Man skulle være noget uerfaren, for ikke at fatte hvad der skete. Tara havde overmandet hende mentalt og søgte nu at udforske hendes sind. Så let skulle det dog ikke blive.

Mentalt blev et rum skabt for Tara og Jina. Et stort rum fyldt med døre, som hver ledte til hver deres minde. Nogle Jinas, nogle Tara. Hver dør indikerede selv, hvem den tilhørte og hvis man kendte sindets udformning, så kunne man let finde rundt.
Tre døre sprang op bag Jina idet Tara angreb hende og viden strømmede ud i fællesrummet. Billeder af Jina i Tremors kælder, der kastede sig gennem en stak af rigdomme, blot for at træde ud med en enkelt lille ring i hånden.
Billeder af ringen, der blev sat på fingeren og en naturlig viden om at dette var ringen, der engang var blevet båret af Tenebris selv, blev smeltet ind i deres bevidsthed. Den tredje dør fik Jina med et mentalt vift, før minderne brød sig ud.

Jina, eller det mentale billede af hende, slog armene ud og spredte sit sind omkring dørene, så hun vidste var hendes. Hun forseglede dem dybere og lyden af nøgler der blev drejet lød overalt i rummet.
Med en voldsom bevægelse slog hun herefter armene imod Tara og sendte en trykbølge af psykisk energi frem, for at svække hendes sind fra at kæmpe videre. Det var dog værken en imponerende eller stærk kræft hun brugte. Hun var i øjeblikket ganske svag, og hun vidste det. Hvad hun også vidste var at des længere der gik, des mere ville hendes magi sprede sig i Taras fysiske krop, og des stærkere vil hun blive. Alt hun skulle gøre, var blot at trække tiden ud.

Tara var dygtig, hunvar en af de bedste, hun havde haft flere hundrede år til at praktisere og dygtiggøre sig i den mentale evne, hun havde haft en mentor der kunne få folk til at bryde sammen blot ved at blinke med øjnene.
Jina fik lov til at lave settingen, det generede ikke Tara, des mindre kræfter skulle hun bruge nu, og des flere kræfter kunne hun bruge til at tynge den anden mentalist ned med.
Rummet kom til syne, Tara lignede en der allerede havde vundet, hun skævede kort rundt i rummet, hun var klar over hvilke døre hun skulle igennem og hvilke døre der ikke skulle åbnes.
Tremor tonede frem, hun genkendte ringen fra Denaros sind, så smilede hun triumferende. Nok nåede Jina at lukke døren, men elveren var slet ikke færdig med sit værk endnu, hun hævede øjenbrynene imod kvinden og trak så på skuldrene.
"Nøgler? Virkelig, noget så ukreativt har jeg sjældent set.."
Tara rodede hænderne op i det røde hår og rystede lidt op i det, i den mentale verden havde hun ikke rustning, et simpelt lændeklæde og en top var mere end rigeligt, så trak hun hånden ud af de røde lokker og med sig en nøgle, der nok skulle mistænkes for at passe i en af Jinas døre.
"Jamen dog, skal vi se om den passer?"
Jinas bølge var et smart angreb, hverken fordi det var voldsomt, stærkt eller svært at afværge, det var bare godt til at fjerne Taras opmærksomhed. Elveren lavede en hurtig glidende håndbevægelse oppefra og ned, og en voldsom kraft, dog væsentligt mere centreret end Jinas skød fra hendes fingerspidser imod bølgen, som en isbryder fik kraften hendes angreb til at synke til jorden, som var det brusende vand der på stedet havde mistet sin kraft.
elveren kiggede stift på Jina, så flyttede blikket sig til bag kvinden, Tara vinkede.
Bag Jina dukkede en præcis klon af Tara op, som hurtige satte nøglen Tara havde kreeret i låsen på den ene dør og drejede i håb om, at det mentale angreb var stærkt nok til at åbne endnu et minde.

"nøglen til en mental dyst ligger i den diskrete vildledning"
Citerede Jina. Noget de ofte havde hørt i grotterne når de trænede.
Jina var ikke den stærkeste mentalist af dem alle, hendes evner var middelmådige, men hun havde erfaring i mentalist imod mentalist. Noget kun få virkelig havde mulighed for at træne. Hun havde kæmpet imod mange forskellige på mere eller mindre seriøse niveauer.
Jina behøvede ikke kigge bag sig for at vide hvad der foregik. Det bar blot en illustration af den magtkamp der gik imellem dem. Når Tara kun angreb en dør, så kunne hun forsvare sig. Hun lukkede øjnene og styrknede sit sind om døren. Taras sind var ved at brage igennem den, så hvad hun gjorde var at liste en snubletråd frem.

Nøglen gik i døren, den passede glimrende, den drejede sig. Et zap gav genlyd i rummet. Fra døren skød en elektrisk kræft frem, gennem nøglen og videre til Tara. Skulle hun gennem en dør, som Jina beskyttede, så måtte hun være villig til at tage imod smerten, der ville skyde fra den nye Tara, som mentalt stress.

Hvis hun skulle presse Tara væk fra hendes døre, så måtte hun sikre at hendes modstander ikke kunne holde sig offensiv.
Jina tog en dyb indånding, holdt luften inden for et øjeblik imens hun ledte efter et godt mål. En dør bag Tara virkede interessant. Med et pust, der ville gøre den store stygge ulv jealous, lod Jina luften skyde fra sine lunger, for at blæse døren af sine hængsler og frigive videnen, som den holdt skjult.

Tara tiltede hovedet, hun vidste godt, at der var noget lusket ved døren, hun var ikke selv klar over hvad konsekvensen var, men eftersom Jina gjorde så stort et nummer ud af at beskytte døren kunne det kun være godt. Hun lod døren glide åben og opdagede først for sent, grundet den voldsomme koncentration det kostede at holde Jinas fælde for døren, at hun var i færd med en af Taras ubeskyttede minder.
Døren gled op uden besvær og en ældre forholdsvis muskuløs elver tonede frem. Han lignede Tara ligeledes med gnistrende rødt hår og intense brune øjne. Han var vred, det lignede næsten han var parat til at slå ihjel, ansigtet var forvredet i en snærende grimasse og han var let bøjet over en meget ung udseende Tara.
"Jeg har sagt til dig, at du skal holde dig ude af mit hoved tøs, du hører ikke til her!" Den unge elvers ansigt forvred sig i en forpint grimasse inden manden svang en knyttet baghånd imod hendes ansigt. Lige før slaget ramte opløstes billedet til intethed, inden det sank sammen på gulvet som tusindvis af små krystaller.
Tara havde genvundet kontrollen, hun stirrede olmt imod Jina, for hende galdt det ikke længere kun om at finde minder, hun ledte efter Jinas smertecenter, på trods af at det var hårdt at vandre to steder i sindet på én gang, så ville det være succesfuldt, hvis hendes fysiske form blev påvirket, at hun ikke længere ville kunne koncentrere sig om den mentale krig og dermed åbne alle de fornødne døre for elveren.

skygger gled ud af døren og plantede sig mellem Tara og Jina. Den ene mindre end den anden. Begge antog de dog former, den ene blev en tro kopi af Jina, den anden en ældre kvinde med blanke øjne. Tøjet de bar var let og dækkede knap nok det mest basale, men alligevel nok til et symbol kunne passe ind på ryggen. Klanens symbol.

Den gamle rakte let frem og lagde en ring mellem Jinas fingre. Begge deres ansigter var udtryksløse, som var følelserne blevet flået fra deres sind. Jina tog imod den og satte den på sin finger. Straks skød et let lys fra ringen og pegede direkte imod, hvor den 'ægte' Jina stod.

"Hent resten af familien hjem. Alle sammen"
Sagde den gamle kvinde, før du begge blev opløst og mindet forsvandt.

Jinas læber trak sig i en snerren. Det havde ikke lykkedes at holde Tara fra hendes minder, ikke engang et af dem hun satte pris på. Dagen, hvor hun havde fået beskeden om at forlade grotterne og drage til overfladen, for at hente artifakterne hjem. Hendes mission om artifakterne var blevet leveret ubevidst med mindet, selv om de ikke havde sagt meget, så ville denne viden træde frem i Taras sind.
Det var en mission, som verdenen ikke skulle kende. Jina måtte fjerne den igen, koste hvad det ville.
Enhver tanke om forsvar blev skudt til side idet hendes mentale kræft blev fokuseret. Uden at afvente Taras reaktion skød hun energien imod elverens sind. Gulvet under hende ville skyde op og angribe, mursten ville skyde fra muren for at hamre hende. Hendes sind var under angreb. For en stund.
Manglen på forsvar havde efterladt Jinas smertecenter åbent, og få sekunder med mentale angreb blev afløst.

Med et skrig greb hun til sit hovede og faldt ned på alle fire. Hendes fokus var brudt og dørene bag hende klikke let, som var låsen gået op. Hendes angreb faldt til jorden, som var forbindelsen forsvundet. Øjeblikkeligt gik hun igang med at skubbe Tara ud med den kraft hun kunne fokusere. Hun skulle blot overleve, så kunne hun blive stærkere. Der var ikke længe endnu.

I den fysiske verden havde en violet farve spredt sig over Taras ansigt og var så småt begyndt at bevæge sig ned af halsen. Den spredte sig langsomt og gik proportionalt med Jinas styrke i Taras sind. Blev hele koppen dækket, så ville Jina blive som en gudinde. En urørlig magt.

Den fysiske verden var på et helt andet plan, så man kampen udefra ville det være komplet stillestående og en udefra kommende trussel lige nu ville være den ultimative, men heldigvis havde Tara fundet Jina et ualmindeligt stille sted og frygtede det ikke. Den violette farve bredte sig stødt under Taras hud og inderst inde var elveren godt klar over, at noget var ved at ske, men hun måtte tage sig af det senere. Små svedperler piplede ligeledes frem på elverens fysiske form, men det var også det eneste tegn på anstrengelse der var at se.

Elveren betragtede mindet, det var udmærket, men ikke hvad hun ledte efter, hun var nødt til at sætte gang i noget, hvis hun skulle nå frem til viden omkring Tenebris og nu også denne Laetus.
Tara gispede, eller, det ville hun have gjort hvis hendes mentale form ikke var fuldkommen flydende og kontrollerbar, men det krævede meget energi at forsvare sig, holde hendes egne døre lukket, åbne Jinas minder, holde fast i smertecenteret og søge viden omkring den underlige ånd. Hun kneb øjnene sammen og tog et øjeblik til at samle sig, hun var nødt til at slå til nu, men så kom Jinas angreb, det eneste Tara i dét øjeblik holdt fast på var smertecenterjagten, så sank hun i jorden og forsvandt kort fra rummet, inden hun dukkede op et par skridt bag Jina og stenen hamrede sammen hvor Tara lige havde befundet sig.
Endelig kom elverens belønning for hendes søgen, Jina var kort forsvarsløs hvilket gav Tara muligheden hun havde ledt efter. Oprindeligt ville hun have slået kvinden ihjel på nuværende tidspunkt, afskåret alle signaler fra pandelappen, ødelagt følelsescenteret, omkring det samme Denaro havde gjort ved Tam, inden hun havde slået kvinden ihjel i fysisk form og taget artifakterne, men nu måtte hun handle anderledes hvis hun ville have den søgte information. Hun skævede imod de klaprende døre, inden hun med et mentalt angreb satte en trykbølge igang mod alle Jinas døre, i håb om at det eller de rigtige minder, der involverede Laetus og Tenebris ville dukke frem.

Jinas mentale form begyndte af flimre, hun havde svært ved overhovedet at holde sig selv tilstede i kampen, men hun vidste hun måtte blive, hvis hun så meget som ville have en chance for at komme tilbage i kampen. Hun rev og flåede i Taras greb om hendes smertecenter i desperation. Hun skulle ud! Ud inden hun fandt det hele!. I den fysiske verden begyndte en stribe af blod at løbe fra hendes øre.

Med et brag sprang dørene af deres hængsler og fløj ukontrolleret gennem rummet, nogle hamrede imod murene og splintres, andre gled blot hen af gulvet. Ingen forblev tilbage som de skulle. Men intet skete.
For de første få sekunder var salen lagt i stilhed. Intet synes at ske, ingen minder trådte frem for Tara, indtil to store porte materialiserede sig i hver ende af salen, over hver af dem svævede en ring, som Tara let burde genkende som artifakterne Jina havde.

Der lød en knirken, som de to porte langsomt åbnede sig selv og afslørrede hvad der var bag dem. To skikkelser trådte frem, utryksløse skikkelser af sort og hvid stod de for et øjeblik, inden de langsomt begyndte at antage former. Foran Tara stod Tenebris, som han havde stået i Denaros sind. Langsomt begyndte hans ansigt at blive formet, hans øjne blev skarpe og røde, hans næse spids, læberne trukket i et smil af vanvid. Håret, sort som tjære, var langt og redt tilbage i en hale, der gik ham til midt på ryggen mellem de to store sorte vinger. Han bar en let udrustning, intet stort, blot nok til at vise han var kampklædt. I sin ene hånd bar han et mægtigt spyd lig Denaros.
Bag Tara var den hvide skikkelse, Laetus, ligeledes begyndt at antage en kvindelig form. Hendes hår var hvidt, som lysets dronnings, og hang løst ned langs kroppen til midt på lårene. Modsat Tenebris, tog hendes ansigt ingen form, men de to store hvide vinger skød let fra hendes ryg.

En bølge af magi skød gennem rummet og salen forsvandt, i stedet stod de midt i en ørken. Krigsråb fyldte stedet og omkring de to mentalister var en kamp brudt ud. Symboler for lys og mørke kæmpede imod hinanden imens de to bevingede skikkelser så hinanden an. Med et brag satte de af. En magisk kraft slog imod Tenebris og sendte ham flyvende tilbage. Han slog hurtigt vingerne ud og genfandt balancen, tidsnok til at undvige en ny stråle af ren energi, der passerede nær hans hovede og forsatte imod sandbakken bag ham. En eksplosion skød fra nedslaget og trykbølge slog de andre kæmpende omkuld. Nu var det Tenebris tur. Med et vingeslag skød han frem, så kun det mentale billede af ham afslørrede han ikke havde teleporteret. Spydet blev hamret imod Laetus hals og sendte hende ned i sandet inden han kastede det med en utrolig kraft. Laetus kastede et skjold af sand imellem sig selv og spydet. Sammenstødet satte i trykbølge afsted igen. De omkringstående blev hjælpeløst kastet gennem luften, men så snart de fik sig rejst, forsatte de med at kæmpe imod hinanden, så blodet begyndte at male sandet rødt.

Elveren tog en dyb indånding, det var i denne del af spillet, at Tara kunne trække på sin erfaring, for på trods af at det var ved at være i slutspillet og hendes fysiske form efterhånden var helt bleg og sved perlede nedover alt nøgen hud, så var det nu kun kunne slå til og sætte de sidste kræfter ind. Jina vred sig, hun var svær at holde styr på og holde nede, det krævede at hun måtte få ordentligt fat i smertecenteret endnu engang, men det ville også koste et offer at koncentrere sig så meget. I den fysiske verden havde den violette bredt sig på elverens hud langsomt og sikkert, men pludseligt i løbet af ganske få sekundter fik den frit spil, og bredte sig med voldsom hastighed nedover brystet, nedover armene og ned til albuerne, da farven nåede de nederste ribben stoppede den igen. Tara havde genvundet kontrol, i hvert fald mildlertidigt, nu gjaldt det det sidste arbejde.
I et nyt forstærket grab holdt hun Jina nede, hun vred hendes sind for alt information hun havde om ånderne, hun var nysgerrig og hungrede efter den viden hun var kommet efter.
Det var en hårfin grænse hun gik på, med den information hun skulle have hos et bevidst menneske kunne hun i værste fald drive værket for hårdt og forårsage lammelser i hjernen, hvilket ville gøre hende komplet ubrugelig.

Elveren betragtede scenariet foran hende, synet af Tenebris satte en tvivl i hende, hvad i alverden havde hun egentligt rodet sig ud i?
Hun pressede yderligere for information, hun kendte karakterene, hun kunne se udformningen, men hvad var motivet? Hvad kæmpede de over? Hvad var hele Tenebris formål? Hun ville vide det hele.

Vis mig det, vis mig det hele

Jina stoppede med at gøre modstand, det gjorde mindre ondt når hun slappede af og lod Tara arbejde uden modstand, dette gav hende også muligheden til at samle energi til at bryde fri efter pausen.

Englen og dæmonen stødte atter sammen og endnu engang slog trykbølgen gennem slagmarken. Utallige faldt omkuld, nogle blev liggende, men de, der stadig havde knoglerne intakte, rejste sig og kæmpede videre, som var fanden i hælene på dem.

Taras opmærksomhed ville nu blive trukket imod et sted bag hende, ikke fordi der var noget, der kunne overdøve slaget foran hende, men fordi minderne, eller nærmere historien, nu udviklede sig her.
To skikkelser stod her. En gammel mand klædt i en lang rød kåbe, og en ung kvinde, ligeledes klædt i rødt.
Den gamle mand satte sig på jorden og begyndte at messe noget meningsløst. Et gammelt sprog, som var husket for uspecifikt til at kunne oversættes.
Mens manden messede trådte kvinden frem og lagde fire ting foran sin partner. To små glas med rød væske, blod, og to totter af hår. En sort tot og en hvid tot.
Herefter trådte hun tilbage og ventede.

På den anden side af Tara rasede kampen videre, uden nogen vinder syntes at blive fundet. Med et stoppede krigen. Tenebris og Laetus hang ubevægelige i luften et øjeblik, før et blændende rødt lys skød fra dem.

Jina satte i sving. Hun havde indset sig magtesløs imod Tara, men kunne ikke længere tillade sig at lade elveren rage i hendes sind. Der var for meget information, som ikke måtte komme udenfor klanen.
Den violette farve, der havde spredt sig over Taras fysiske krop, skød pludselig gennem den mentale ørken og dækkede sandet og folkene, stivnede historien i at forsætte længere.
Fysisk skete en lignende forandring. Jinas angreb på Tara forsvandt, hendes hud blev atter normal, men Jinas var en anden sag. Hele hendes krop skinnede en violet farve og den magiske gift flød tykt i hendes krop. Et failsafe, hun forsøgte at lukke sit sind ned, så Tara ikke længere kunne rode i det, men samtidig forhindre hende selv i at kontrollere sin egen krop. En desperat handling for at beskytte sindet, når alt andet fejlede.

Tara borede dybere, mindet sagde hende intet, det hele var et puslespil der skulle samles og Jinas sind havde fået spredt det godt og grundigt. elveren følte nu bare, at hun stod og manglede halvdelen af brikkerne. Det var lige som Jinas forsvarsværker satte ind, det hele frøs til. Teknisk set kunne hun godt kæmpe videre, vride det sidste energi ud af Jina, men det ville med stor sandsynlighed ende med, at hendes sind brændte sammen, af samme grund var elveren ikke længe om at tage en beslutning. I stedet for at grave dybere og kæmpe videre lukkede hun simpelthen Jinas sind ned. Pakkede hende sammen som en viljeløs grøntsag der fulgte med hvis hun blev bedt om det.
Tara gjorde sit arbejde færdigt, inden hun brød ud af den mentale krig, og ud i den virkelige verden. Elveren gispede og sank sammen på jorden. Sved haglede af hende, hendes hår var fugtigt i hårgrænsen og hun var bleg. Alle muskler i hendes krop dirrede, hun havde brug for mad og ro.
de brune øjne fulgte Jina foran hende, hun stod stille, intet andet end et blankt udtryk i hendes øjne afslørede Taras sejer, men det var nok svært at forstå for andre end mentalister. Kort overvejede hun om hun skulle overnatte i skoven, eller om hun skulle tage hjem med det samme, den sidste mulighed var den bedste, nu krævede det bare, at hun tilkaldte Storm, fuglen. Hun sendte kort bud efter kræet mentalt, inden hun satte sig på tæppet Jina havde haft med, nu galdt det bare om at vente.