Siden Denaro var kommet til borgen havde han boet flere steder end de fleste andre medlemmer. Først havde han boet der som gæst, han havde fået et fint værelse til at imponere ham. Samson havde sikkert håbet at kunne købe hans tillid med tjenere og bløde stole, men han kunne ikke være længere fra sandheden. Derefter havde han fået et værelse i fangekælderen. Dette sted kunne holde ham rolig imens hans sind flettede sig tilbage i et system, hvor han ikke var en trussel for hele øen. Det tredje værelse var i tårnet. Samson ide igen. Herfra havde han haft udsyn over gårdspladsen, et stort vindue, hvorfra han kunne flyve ud, men Denaro havde ikke brudt sig om det. For åbent og for langt fra jorden. Nej han var nu vendt tilbage til jorden. Ned til fangekælderne, hvor han havde fået lukket en afdeling af celler af, sat en ståldør uden kighuller i. Her holdt han nu til. Når han sov hørte han ofte lyden af kælderens andre, mindre frivillige, beboere. Deres skrig fyldte hans drømme med sød musik.

Det havde taget ham lidt tid at få sig indrettet rigtigt. I starten havde der været for tomt. Hvad der før havde været ti celler og en tilhørende gang, var blevet tømt ud og en seng, et bord og en enkelt stol var blevet sat i den fjerneste celle. Dette var hvor han sov. Efter et par dage havde han så fået hentet de næste ting. lidt halm og nogle lamper til at lyse lidt op i gangen. Derefter var hans værelseskammerater kommet. En af gangen havde han hentet dem, per aftale med Samson selv. De kom ind til ham, men de forlod ham ikke igen. Der var grunden til valget af værelset. Der var ikke gået længe før han havde hørt hvisken om Denaros dør. Det var som om fangehullet nu slet ikke var så slemt for fangerne. Som om de pludselig havde indset at deres kælder var et fem-stjernet hotel med jacuzzi. Som om de havde indset at hvad end de oplevede, så var skrigene de hørte bag døren et helt andet helvede. Og hørte kun op de få timer om dagen, hvor Denaro forlod stedet. Med de timer var næsten en større skræk for kælderen, for så længe skrigene varede ved, så blev der ikke hentet nye gæster.

Et skrig gav genlød gennem fangekælderen. Dunkede gennem væggene og gav ekko i de lange gange. Smerte, frygt og flere følelser, som ingen mand i sit rette sind ville kunne forstå, trængte ind i de nærværendes sind.
Denaro lod magien flyde frit og trådte atter hen til sin gæst. Fra bordet overvejede han sit næste træk alt imens han med en blid stemme talte til den nyankomne.
"Ja jeg ved godt hvad du tænker"
Hans venstre hånd greb om en lang kniv, hvis blad ikke var blevet slebet siden det blev smedet for år siden. Den højre hånd om et stykke træ, det var blevet slebet til en spids af en dårlig tømrer.
"Men du skal ikke være nervøs. Din mor har det fint Alice."
Han lagde roligt kniven tilbage og vendte sig imod den unge kvinde, de hang nøgen i et tyndt reb, så hendes tæer lige kunne skimte det hårde stengulv.
"Har du ikke også Marian?"
Denaros blik gled over på en ældre kvinde ved sien af den unge Alice. Alice blik fulgte med til trods for anstrengelsen. Synet havde nær ladet hende glide ud af bevisthed, genkendelse var slået over hende sammen med chokket over ikke at have genkendt sin egen mor i de sidste 4 timer, hvor Denaro havde, forkælet, hende. Ikke man kunne bebrejde hende, ud over at have været optaget af at skrige, så var kvinden ved siden af blot en skygge af sit tidligere jeg. Et af Denaros mere bedre resultater.

Elverens sind var svært at forklare, hun var klar over hvilke personer der befandt sig hvor, hver eneste lyste op som en lille plet i hendes bevidsthed, kom de for tæt på kunne lyset næsten blænde hende, og hvis afstanden blev for stor ville pletten langsomt dø ud og forsvinde. Af samme grund havde meget at Taras tid været udenfor borgen henover det sidste år. De mange personligheder der kom for tæt på, var for meget, og Denaros flytning til kælderen havde derfor også været kærkomment.

Elverens store ravfarvede øjne stirrede tomt tilbage på hende i spejlet, forsigtigt lod hun en finger løbe nedover ansigtet, hun havde tabt sig igen, de høje kindben ragede voldsomt frem i forhold til de indsunkne kinder og dannede skygger i det ellers kønne ansigt. Fingeren fortsatte langsomt men ufortrødent nedover halsen, ned til kravebenet, hvor et langt ar der fulgte med under knoglen brød illusionen om den perfekte marmorhvide hud. Videre ned, ribbenene kunne tælles, ned til et lille men bredt ar mellem det syvende og ottende ribben, arret var fra en lille slank kniv. Hun sukkede, inden blikket gled ned til benet. Hun havde stadig ar fra kampen i ørkenen, healeren havde gjort et fint job, men huden var stadig vansiret på bagsiden lige under knæet. Hun stillede sig på tæer, hunden trak sig sammen og de røde hårspidser nåede akkurat punktet.
Et skrig i hendes underbevidsthed lod blikket glide over imod døren.

Denaro

Elverens fingre lukkede sig omkring det grønne silke der hang henover det store spejl, inden hun trak kjolen over hovedet, den var tætsiddende og gik til midt på låret, så forsvandt hun ud fra værelset, låste efter sig og lod nøglen falde ned på sin plads, i en slank kæde omkring halsen.
Det tog ikke mange minutter at komme til kælderen, de ru sten var kolde imod elverens bare fødder, men hun lod sig ikke mærke med det.
Langsomt lagde hun hånden imod den store metaldør, inden hun gav den et skub. Døren svingede helt op, inden Tara bevægede sig, de spidse ører stak frem mellem de mange røde lokker, de opfangede alt.
Elveren lænede hovedet en lille smule bagud, kælderen emmede af frygt, følelsen var ikke uvant for elveren. Hun gik ned mellem de mange celler, inden hun nåede til den hvori Denaros sind brændte, de store lysbrune øjne stirrede ind, så tiltede hun hovedettil side og tog kvinderne i øjesyn, normalt havde det skræmt hende, jagtet hende på en vild flugt, men ikke mere. Tara var ikke længere en normal frygtsom elver.
Langsomt trådte hun ind, øjnene gled fra kvinderne og hen på Denaro, hun var udtryksløs. Ulæselig.

"Så det er hvad du får dine lange aftner til at gå med Denaro?"

Om elveren var skræmt, ligeglad eller positivt overrasket var umuligt at sige, hvis man var dygtig ville man måske sanse en hvis nysgerrighed.

Denaro fangede lyden af døren der langsomt gik op. Den lave knirken af metallets hængsler, hvis rust for længst burde være blevet slebet bort, ramte hans øre som barnegråd i natten. Det var en unaturlig lyd, så til trods for de skrig, der ellers strøg gennem hans 'værelse', så hørte han let elveren komme ind. Han vendte sig dog ikke. Hvem end der kom ind måtte vente til han var klar. Dette var hans sted, og end ikke Samson skulle få et ord indført til, hvorvidt han skulle stikke dem i hjertet eller lungen.

Han trådte let nærmere og greb med faste fingre om Alice kæbe inden han tvang deres blikke til at mødes. Bag ham begyndte Tara at snakke. Hendes måde at sige 'hej gamle jas' var lidt utraditionel, men han forstod ordene. En tåre gled ned over fangens kind i takt med Denaro fangede hendes blik.
"shhh"
Denaros stemme var hverken høj eller kommanderende, men alligevel trængte den let gennem lokalet. Der var ingen tvivl om hvad han sagde og selv en hvisken kunne høres i den anden ende af cellen.
"Du skræmmer jo barnet Tarasika"
Med den frie hånd, og træstykket han holdt i den, viftede han imod døren. Den skulle lukkes.

"Vi hygger os lidt hernede, ikke sandt piger?"
Hans blik og stemme var rettet imod de to på væggen, men de var lige så meget ment for Tara at høre.
Han førte let træet op til pigens ansigt uden at slippe hendes blik. Han kørte let spidsen henover hendes pande og videre ned over næsen. Han pressede let så den kun mærkes, men ikke nok til huden kunne brydes. Han kørte den videre langs munden, ud over kinden. Hendes blik flyttede sig ikke, det blev holdt direkte i hans øjne, skræmt som en hjort foran bilen. Urørlig.
Træet blev ført videre op, til øjnene. Hendes blik flakkede kort. Ikke meget, Blot over på træet. Denaro så det og reagerede straks. Han lagde kræft bag træet. Med et ryk førte han det frem. Ind bag øjet samtidig med skriget fyldte kælderen. Han twistede let så øjet blev presset ind imod hovedet. Kniven blev presset længere ind. Under huden, førte han den fra øjet og imod tindingen inden han slap den og vendte sig imod Tara.

"Også morgen og middag."
Svarede han roligt og tog et par skridt imod Tara.
"Der er brug for meget opmærksomhed hernede, ellers bliver folk så ensomme."
Et smil gled over hans læber idet han passerede Tara og gik ind i cellen overfor. Hans værelse. Han formodede hun selv forstod at følge efter ham.
Bag ham stoppede skriget, afløst af en gispen. Træet sad stadig i hendes ansigt, men hun var for udmattet til at gøre noget. Viljen til at gøre modstand var helt forsvundet og havde været det i timevis.

Elverens blik hvilede upåvirket på Alice, den yngste, det var synet af et knækket menneske. Et menneske der ikke længere kæmpede kampen. Under normale omstændigheder havde hun vendt hovedet imod Tara, eller i det mindste forsøgt på det i Denaros ugudelige jerngreb, så havde hun tigget om hjælp. Tryglet Tara om at gøre noget, og stoppe uhyret der langsomt slog hende ihjel. Sådan var det ikke, de var nået forbi det punkt, måske ikke meget, men nok til, at håbet om at overleve var forsvundet og det eneste håb der var tilbage var en hurtig og smertefri død. Naturligvis kunne det ikke blive sådan.
Aktiviteten var lav hos kvinderne, for Tara var normal hjerneaktivitet hos folk hun hvis sind hun ikke havde brudt med, en lav men insisterende summen, hos kvinderne var det en tung langsom brummen. Naturligvis indtil Denaros hårdhændede behandling førte den inderligeste frygt med sig.

Tara kneb øjnene en smule sammen da kvindens ansigt blev penetreret, en lind strøm a blod løb fra knivens æg, inden Denaro slap og imødekom elveren. Hun tøvede ikke længe med at vende blikket væk fra den unge kvinden hvis smerteskrig rungede igennem hele kælderen og over på Denaro der passerede hende. Tara var ikke skræmt, hun var utilpas, men samtidigt var sitationen for hende en kende... pirrelig?
De brune øjne bevægede sig igen over på kvinden, inden hun blinkede og gik efter Denaro.

"Jeg kunne forestille mig, at det er derfor vi ikke har set så meget til dig?"

Tara hævede øjenbrynene, hun lænede hovedet en kende tilbage, den metalliske lugt hang i hele kælderen.

"Savner du mig slet ikke?"

Et uvant ulvegrin bredte sig på de lyse læber, så tiltede hun hovedet og gled ned på rummets ensomme stol, blikket blev ikke flyttet fra Denaro en eneste gang, det var rent magtspil.

Han forsatte med ryggen imod Tara indtil han nåede den fjerne væg, her vendte han sig let og lagde vægten tilbage, armene faldt om bag nakken for at agere som en pude imod den kolde, ru og fugtige kældervæg. En smule blod havde sat sig på hans fingre, men ellers var han så ret som havde han lige været i bad. I forgårs. Blodet tørrede han af i håret bag nakken, hårets farven kamoflerede det glimrende.

Et pludseligt alvorligt udtryk gled over Denaros ansigt da Tara færdiggjorde sine ord. Han så intenst på hende et øjeblik, som overvejede han ordene i sin mund.
"Jeg har savnet dig som slangen savner sommerfuglen"
Svarede Denaro og fastholdt alvoren for et øjelblik inden han forsatte og lod ansigtet glide over i et bredt legende smil.
"På en måde, som hverken sommerfuglen eller resten af verdenen forstår, for det er kun slangens ret at vide."

Han fjernede sin håndpude og rettede hovedet en smule op, så det ikke længere hvilede imod muren.
"Men sandt skal det dog siges at det er dejligt at se et vågent blik herinde."
Han rettede sig nu helt op og gik over til det lille bord. Det var ikke som mange af borgens andre fine borde, blot 4 stabile ben og en ru plade på toppen. Over det var papir spredt lidt ud, som et forsøg på at skrive noget ned, men aldrig rigtigt var lykkedes.
Han rodede rundt et øjeblik inden han fandt hvad han søgte.
"Det kunne være jeg skulle begynde at invitere folk på te?"
Ordene var sagt halvt mumlende og tænksomme, men som alt andet han sagde i kælderen, kunne de høres af alle. Selv hans halvlevende vægdekorationer.
"Jeg har jo ikke engang holdt indflytterfest endnu"
Hans blik gled på Tara.
"Er det egentlig stadig en tradition?"

Ud over den detalje at Denaro havde mistet en stor klods af sin hukommelse, så havde han aldrig været en menneskeperson. Siden han var 11 år havde han ikke boet nær en civiliseret befolkning. Han havde rejst til dem meget, men aldrig rigtig boet. Skove, ørkener og golde sletter havde været hans hjem. Måske et lejet kroværelse, men det kunne knap tælles med.

Tara tiltede hovedet, så tog hun for alvor Denaro i øjesyn, hvor vlle hun give meget for at vide havd der foregik bag de røde lokker. Hun kneb øjnene lidt sammen, inden hun igen sendte ham det sukkersøde smil.

"Jamen dog. En sommerfugl er da en vældig lille mundfuld for en slange, men nu kunne jeg heller ikke forestille mig, at slangen ville bide, vel?"

Den ville i hvert fald fortryde det bitterligt

Elveren hævede øjenbrynene. Hun var ikke bange for Denaro, i hendes verden var han nærmere et projekt, hendes projekt vel at mærke. Det kunne godt være at Samson højt og helligt havde lovet, at ingen ville rode i Denaros hoved, men det var de nu to om at bestemme og Tara kunne godt operere uden at Denaro ville opdage det, i hvert fald de første par gange, efter det ville der ligesom med alle andre operationer komme arvæv og hver gang man rodede rundt blev risikoen for et fejlslagent forsøg større og større.

Elveren lod fingrene glide henover bordpladen, hen til nogle af papirene, så trak hun et af stykkerne lidt til side, prøvede at skimte den ulæselige skrift, men Denaros stemme fik hende til at fjerne opmærksomheden fra skrifterne.

"Jeg kunne forestille mig, at selskabet blev lidt ensformigt? Men hvad giver det dig Denaro? Hvad bringer dit selskab hernede dig egentligt?"

Spørgsmålet var skarpt og direkte, men tara var nysgerrig, hun var sulten efter informationer på Denaros sind og psyke, informationer hun åbenlyst ikke bare kunne tage, hvor var morskaben desuden også i det?
De ravfarvede øjne stirrede indgående på ham, mens en rungende tavshed bredte sig omkring hende. Så slog hun blikket ned, lige så pludseligt som det var kommet og gav sig til at bladre i papirene med let diskretion.

"Te ville være hyggeligt, indflytterfester er dog aldrig rigtigt noget vi har benyttet os af her. Ikke siden jeg kom i hvert fald. Men hvis du føler for det tror jeg da ikke der er nogle der stopper dig!"

Mumlede hun så og trak let på skuldrene, så fugtede hun langsomt læberne og kiggede så igen pp på Denaro.

"Men du skal nok rydde lidt op. Og så forvente andet selskab end det der!"

Elveren gav et dovent hovedkast imod rummet de lige var kommet fra, inden hun hvilede begge underarme imod bordets ru overflade og så forventningsfuldt på Denaro.

Denaros læber blev trukket i et skævt smil. Taras nysgerrighed lod sig ikke skjule bag hendes lange hår og skarpe ansigt, det trådte ubesværet igennem med hendes ord, men Denaro beklagede sig ikke. Nysgerrighed var en glimrende ting, så længe man ikke tvang sig til svarene, og så længe hun spurgte kunne han forestille sig hun holdt ved aftalen om at forblive ude af hans sind.

"Umiddelbart tror jeg ikke en slange får meget ud af at spise en sommerfugl, men man kan jo aldrig vide før man prøve"
Denaro trak let på skuldrene og skubbede sig væg fra væggen. At forblive stillestående for længe af gangen var ikke hans stil, han måtte bevæge sig, mærke det skiftende tryk imod fødderne og konstant søge nye mål med øjnene. Han blev rastløs hvis han skulle stå stille.

Han stoppede denne gang ved tremmerne der indikerende starten af dette 'rum'. Han lod en hånd glide over det kolde metal inden han forsatte ud af cellen. Han forsvandt om hjørnet uden at have besvaret flere af Taras spørgsmål.
Hans skridt gik målrettet imod en af de andre celler, her var der to personer, den ene en lille dreng, den anden en ældre kvinde. Drengen sad i det fjerne hjørne med et blik, der aldrig syntes at fokusere på noget, men alligevel forblev på det samme punkt.
Denaro skubbede døren op, den havde været ulåst, og forsatte hen. Med et fast greb tog han drengen i kraven og løftede ham op. Drengen gjorde ingen modstand og lod sig blot blive slæbt med ud af døren. Kvinden, der ligesom drengen havde sat frit, reagerede heller ikke på hvad der skete.

Denaro vendte kort efter tilbage til Tara med drengen over skulderen.
"Har du nogensinde følt glæden ved at skabe noget." Spørgsmålet var retorisk og han lod hende ikke få tid til at bryde ind.
"Eller ved at lære."
Samme effekt var lagt bag ordene. Han stillede drengen på jorden foran Tara. Hans ansigt virkede tomt, som var der intet på den anden side.
"Eller ved at hjælpe folk?"
Denne gang var tonen ændret. Der lå et spørgsmål bag ordene, men som de første to gange, lod han hende ikke få muligheden for at svare.

"Den her så sin far dø, hans søster og mor mødte du da du kom ind, men alligevel har han ikke fældet en tåre eller ladet et skrig forlade læberne de sidste tre dage."
Denaro greb let om drengen nakken og tvang han hovede op, så øjnene var rettet imod Tara.
"Kan du gætte hvad jeg gjorde for ham?"

Denaros blik blev rettet direkte imod Tara. Han ville fange hendes øjne og fastholde dem til hun havde givet ham et svar. Kunne hun mon gætte det? Vidste hun det overhovedet muligt?
Nok ikke. Denaro havde endnu ikke vist denne evne for borgens beboere.
Svaret var dog en smagssag. Spurgte man Denaro var knægten velsignet. Andre vil sige han var forbandet. Nogle ville sågar hævde at knægten ikke eksisterede længere, men blot var en tom skal. I hvert fald. Knægten havde bedt om at følelserne forsvandt, og Denaro, der havde ventet på en sådan mulighed, var glad for at kunne hengive sig.
Dette var tre dage siden, og det var tre dage siden Denaro sidst havde forladt kælderen.

Elveren så indgående på Denaro, hun så hans kommentar som varm ludt. Om det var dumdristigt eller smart var endnu uvist, men pt. stolede hun på sine instinkter.
Hun lod emnet ligge, det nyttede ikke noget at vade rundt i det, hun kunne godt komme med en masse fine metaforer, men det ville ikke være nødvendigt, der var sagt hvad der skulle siges.
Denaros næste træk interesserede hende, utroligt nok havde hun ikke opdaget andre tilstedeværelser i kælderen, men drengen udsendte ikke meget at arbejde med. Synet af ham gav Tara et væsentligt mere skulende blik, det var som om at Denaros sult ingen ende havde, han skulle både have mor, datter, søn, far og sikkert også en bedstemor eller tante hvis det kunne opstøves.

Elveren rejste sig fra stolen og bøjede sig så nedover drengen, idet Denaro bøjede hans hoved bagover, så lod hun forsigtigt fingrene glide ned med en kærtegnende bevægelse på drengens kind. Hun læste ikke hans tanker, faktisk gjorde hun alt hvad hun kunne fra at holde ham ude, han mindede hende om dengang hun faktisk hjalp folk, det var længe siden. Tilgengæld lærte hun hele tiden. Til sidst slap hun drengen med en blid strygen over kinden, inden hun rettede blikket mod manden foran hende.

"Du har vel intet gjort. Det ser ud til at være en normal reaktion efter at have oplevet noget traumatiserende, som at se sin egen far blive slagtet. Livslysten er forsvundet, men man orker ikke engang at tage sit eget liv, heller orker han at tigge om det længere!"

Taras bud var reelt og kom fra hjertet, hun havde set tilfælde som drengen før, folk der oplevede skrækkelige ting kunne blive handicappede på alle mulige måder, de fleste kunne hjælpes af en dygtig mentalist, men det krævede at der blev rodet ved nogle ting.
Så satte elveren sig ned igen, inden hun samlede et papir op mellem to fingre og nærstuderede det.

"Men vær da venlig at fortæl mig hvis jeg tager fejl!"

Denaro smilte for sig selv. Hendes bud var skam sjovt nok, og havde han ikke selv stået for det ville han også have hældt til den side. Han gav hende et kort nik, som for at vise han havde 'godkendt' hendes teori, hvorefter han drejede drengen rundt imod sig selv.
Han så et øjeblik på drengen inden han rakte ind i sin lange kåbe. Fra den drog han en kniv, skarp nok til at bryde gennem både hud, kød og muskelvæv. Han holdt den kort så Tara kunne se den. Han drejede den, som en tryllekunstner, der skulle til at vise et trick for sit intetanende publikum.
Efter at have sikret sig hun havde haft mulighed for at betragte den, og indse der intet specielt var ved kniven, ud over den var slebet for nyligt, gik han til værks.

Med den fri hånd skubbede han drengens trøje til siden, så hans skulder blev helt synlig. Med en afslappet bevægelse førte han kniven ned til skulderen og lod den glide ind i kødet. Han skubbede den langsomt længere ind til kun skaftet var tilbage.
Blod flød frit ud af såret idet Denaro vendte drengen tilbage imod Tara.
"Tada!"
Sagde han med et smil, og som en anden cirkusartist slog han armene ud og trådte et skridt tilbage.
"Vil du rette din teori til eller skal jeg komme med facit?"

Drengens ansigt var uændret. Armen sad som den havde gjort før, han havde ikke trukket så meget som en muskel under opspillet og blikket stirrede stadig på den ikke eksisterende plet i luften mellem ham og Tara.
Blodet begyndte at farve hans trøje fra snavset grå til rød alt imens Denaro fremdrog en kniv mere og, denne gang med større kræft, huggede den i den anden skulder, gennem trøjen.

Han havde lyst til at grine. Det var skønt. Knægten var vidunderlig. En af hans bedre kreationer. Fri af alle sorger. Den perfekte lille skabning. Hvis bare han kunne skabe flere som ham, så ville verdenen blive et bedre sted!
Blikket faldt på Tara. Gad vide hvordan hun reagerede?

Tara lænede sig afslappet tilbage imod hva dder var tilbage af et ryglæn på stolen, så krydsede hun de lange ben i en afslappet bevægelse. Udefra set lignede Tara en stenstøtte, inde i hendes hoved var det dog en anden sag, et væld af følelser skuede imod elverens indre, et eller andet sted var der noget der råbre, at hun skulle stoppe Denaro, galningen, foran hende.
en anden væsentligt mere overtalende del fortalte hende bare, at hun skulle blive siddende og nyde showet. Nysgerrigheden var nagende, ikke til at lukke ude, hun var nødt til at finde ud af, hvad der skulle ske.
Kvinden kom som sådan ikke som et chok for hende, Denaro var næppe mere kreativ end det, det var drengens reaktion, eller mangel på samme der fik hende til at læne sig frem og beskue det spinkle fuglebryst, og derefter det døde blik.

"Fascinerende!"

Tara hævede blikket til Denaro der lignede en, der lige havde åbnet sin første julegave og var blevet positivt overrasket over indholdet. En ting nagede dog elveren, hun hadede at tage fejl. Indgrebet, eller tryllebindengen med samme effekt kunne Tara godt selv lave, men hvordan havde Denaro båret sig ad uden mentale evner.
Hun fugtede læberne. Tænksomt.

"Du.. har vel slået en del af hjernen ihjel? Følelsescenteret."

Hun så spørgende op på Denaro, så ned på drengen, hun ledte efter operationssår, men det så ud til, at han ingen havde.
Uden at have fået svar på sin teori skævede hun igen til Denaro, denne gang med et blik der ikke kun var blottet for den ærlige nysgerrighed, men en dyb undren var ikke til at overse.

"Hvordan har du båret dig ad?"

I sit sind hoppede Denaro rundt som et lille barn og klaskede sine hænder sammen i fryd. Dette var virkelig en fantastisk ting, og var det ikke fordi han kun havde haft to knive på sig, så var han forsat med et stikke knægten indtil han døde af det.
Der gik lidt før han faldt nok til ro til at svare på Taras spørgsmål, og da han gjorde blev lå hans ansigt stadig en jublende folder.

"Jeg har velsignet ham"
Denaro klukkede lidt og flåede derefter trøjen af knægten. OVer hans krop kunne der ses flere snitsår, mærker og andre skader.
"Da jeg hentede ham hertil var hans sind ved at bryde sammen, han kunne ikke klare presset og til sidst tiggede han mig om at få det til at stoppe. Så jeg velsignede ham med min magi og fjernede alt følelse fra hans krop og sind."

Denaro kastede den flåede trøje over i hjørnet. Mere blod flød fra knægtens sår. FOrsatte dette ville han dø. Godt nok følte han ingen smerte, men det betød ikke at han ikke havde brug for blod for at overleve.
"Først bagefter begyndte jeg at teste ham, og hvis jeg selv skulle sige det, så er resultatet en stor succes."
Tilføjede Denaro kort efter. Han vidste ikke om Tara ville forstå ham, det var jo ikke ligefrem noget han havde gjort meget i siden han første gang havde mistet sit spyd. Kunne han undgå det gjorde han da også det, for det var langt fra noget han kunne bære sig afsted med reglmæssigt.

Tara så overrasket ud, faktisk næsten forstenet i få sekundter, inden hun rømmede sig og rettede sig utilpast på stolen. Sidst hun tjekke var Denaro kun i besiddelse af to evner. Hun var godt klar over at få ekstraordinære væsener besad tre og måske endda fire i ekstremt få tilfælde, men hun havde vidst det om Denaro hvis det havde været tilfældet.

"Hvilken magi Denaro?"

Tara så direkte på ham, et øjeblik måtte hun modstå trangen til at lade sig synke ind i hans sind og splitte hans tanker ad for at finde svaret selv, for at finde sandheden. Var Samson klar over det her? En klam følelse begyndte at brede sig hos elveren, hvis han var i stand til det der, hvad var han så ikke i stand til?

"Desuden... Kalder du dét der en velsignelse? Han har jo intet overlevelsesinstinkt. Knægten er død Denaro! Fatter du ikke det?"

Hendes stemme blev en bidsk snerren, hvad forestillede han sig? Tara var ikke længe om at finde sine forsvarsmekanismer frem, hun måtte vide hvad Denaro var i stand til og hvorfor. Nu!

Taras ord fjernede ikke Denaros smil, tværtimod blev hans smil breddere. Ja knægten havde ikke længere noget overlevelsesinstinkt, han ville tage imod sværd, spyd og pile uden så meget som at fortrække en mime.
"Man siger at folk er mest i live lige før de dør"
Denaro greb fat i det to knive der sad i knægtens skuldre. Med et ryk trak ham dem fri.
"Skal vi teste?"
Med et hug hakkede han knive ind i knægtens hovede og slap. Med et bump faldt knægten til jorden. Dø, som enhver anden, men selv i døden var hans ansigt uden følelse.

"Ville det have været bedre hvis jeg dræbte ham for 3 dage siden?"
Denaro ansigt blev alvorligt. Han kiggede direkte på Tara.
"For du får det til at lyde som om jeg har gjort noget der er værre end hvad jeg plejer, nok til at fornærme selv dig."
Hans blik blev skarpt. Hans så indgående på Tara. Han havde nogle ting han gerne ville vide om hende. Eller nærmere, han gerne ville have hende til at finde ud af for ham.

Taras blev lige så spidst som Denaros, hun følte sig ikke direkte truet, men hans evner var for alvor begyndt at forurolige hende. I en unaturlig langsom bevægelse rejste hun sig fra stolen, de brune øjne betragtede roligt knægten, hun havde ikke ondt af ham, ikke rigtigt, den livløse krop fascinerede hende, hvordan ens skal blev helt slap og kold efter ens sind havde forladt den.

"Teknisk set dræbte du ham den dag du tog hans følelser fra ham!"

Tara var kølig, det generede hende hverken at denaro havde syge lyster eller prøvekaniner, det drev hende tilgengæld fuldkommen til vanvid, at hun ikke vidste hvordan han havde gjort.
I en let bevægelse satte elveren sig på hug, så lagde de slanke hvide fingre sig omkring håndleddet på knægten, blod løb endnu ud af hans hovedskal, men det var for sent. tara kunne sport folk via. genstande. Hun kunne fremkalde billeder og minder ved et simpelt arvestykke, men drengens viden om Denaro var gået tabt, et øjeblik spekulerede elveren på, om hun overhovedet ville kunne finde ud af det, selv hvis knægten havde været levende.

"Hvordan gjorde du?"

Tara rejste sig langsomt mens hendes blik borrede sig ind i Denaros

"Hvordan tog du hans følelser?"

Elveren undlod bevidst hans spørgsmål i frygt for at rode sig ud i problemer. Hun vidste ikke hvad han kunne huske og af samme grund ville hun ikke tale over sig, det var heller ikke vigtigt lige nu. Nu handlede det om at Denaros egenskaber var ved at løbe løbsk.

Da Tara bøjede sig ned for at undersøge liget slappede Denaro af igen. Han gik over til bordet og satte sig halvt på det. Tara havde taget hans stol, så nu var bordet det eneste andet man kunne sidde ordenligt ved i hans celle.
"Hvis du håber på en beskrivelse af mine evner, så må jeg skuffe dig. Den slags er for fortroeligt til at diskutere her."
Han vendte sig om imod væggen og trak sit brækkede spyd ned fra væggen.
"Men det kræver jeg bruger den her"

Han rakte de to halvdele frem imod Tara. Han tilbød hende at tage et kig på dem, han virkede faktisk insisterende. Hvis sandt skulle være sagt, så forstod han det ikke selv. Han forstod sin evne, han vidste hvad det krævede før han kunne bruge den, men han forstod ikke hvad spydet havde med det at gøre, men der var meget i verdenen han ikke vidste lige nu.
"Siger det dig noget?"
Han betragtede Tara med en hvis nysgerrighed. Vidste hun noget om det fra hans tabte hukommelse? For i så fald ville han elske at få det at vide.

Tara stirrede indædt på den rødhårede mand foran hende, hans evner havde bragt hende på usikker grund, nu skulle hans viden trække hende ind på land igen, men hun fik ikke meget ud af sit spørgsmål. Hendes pupiller blev smalle, havde hun været et kattedyr havde de nok på nuværende tidspunkt kun været en smal streg, nu var de bare meget små stirrende prikker. De flakkede et øjeblik.

"Hvad mener du? Her er kun os!"

Tara stirrede vildt frem for sig, langsomt frejede hun hovedet imod den anden celle, cellen med kvinderne, de var der godt nok også, men de ville alligevel ikke overleve opholdet hos Denaro, så ærligt talt kunne elveren ikke se problemet.
Det var først da han trak spydet ned at Taras humør ændrede sig lidt, hun kendte spydets historie, hun vidste hvad der var sket med det, men det var en hemmelighed mellem hende og Samson. Ingen andre fik det i vide, heller ikke denaro. Alligevel var spydet dragende, den magiske genstand var så tillokkende.
Taras ene spinkle hånd lukkede sig om det todelte spyd, det vejede tundt i hendes hånd, stagevåben var hende meget uvant. Hun blinkede.

Et skrig formede sig i Taras bevidsthed, hun gispede, hun havde hørt selvsamme skrig før, lige inden spydet gik midtover. Billeder af Tenebris skikkelse flakkede for hendes indre blik. Stop! Denaros stemme rungede i hendes hoved, hendes puls steg. Elveren vendte kort det hvide ud af øjnene, inden hun med et forkvalket støn smed de to stumper sig. Så rystede hun hovedet, Denaro tonede igen frem lige foran hende. Hun blinkede krampagtigt.

"Jeg... Jeg ved intet!"

Stemmen var hæs, men hun fik den på ret køl, selvom spydet ikke længere var sig selv rummede det stadigt magiske fingeraftryk og minder, minder der syntes at hjemsøge elveren.

Denaro havde intet forventet da han havde rakt hende spydet. Højst at hun kunne have kigget på det og måske fundet et symbol, som hendes elverøjne kunne tyde for ham. Intet mere end det. Han blev derfor overrasket da spydet syntes at køre en mental kamp imod hans gæst og i sin overraskelse trådte han et forsvarende skridt tilbage. Han åbnede munden for at sige noget, men han vidste ikke hvad der skete og havde intet at sige. Forbavset måtte han blot se til imens Tara rev sig frí og kastede spydet på jorden.
Hvad havde hun dog set?

"Jeg... Jeg ved intet!"

Umuligt. Den slags efterlod spor! Denaros forbavselse blev fejet bort, som spor i sandet. Med et ryk skød han frem og greb ud efter elverens kæber. Han ville klemme til, klargøre for hende hvem hun stod overfor. Tvinge hendes øjne i hans.
"Lyv ikke for mig Tarasika"
Denaros stemme var en hvæsen. Lav og truende. Dette var ikke ment for sjov, han brød sig ikke om at blive holdt udenfor, når han vidste der måtte være noget, som han søgte.
"Hvad så du?"

Hans muskler var anspændte, klar til at flå hende itu før hun kunne nå at færdiggøre sin næste benægtelse eller søge ind i hans sind. Sand trængte sig frem gennem sprækker i væggen og afslørrede hvorfor han virkelig holdt sig under jorden. Hernede var han ultimativ. Han kunne bryde hele området sammen med en enkelt magisk kommando. Kvase alt hernede og derefter træde væk uden så meget som en skramme. Nok var borgen Samsons, men i dette øjeblik var kælderen Denaros.

Taras evne var hendes velsignelse og hendes forbandelse, hun var en af de mægtigeste magere i krystallandet, men ikke mere end hendes eget sind var i stand til at klare. Hun trådte et skridt baglængs. Aldrig før havde hun oplevet et objekt som Denaros spyd, hun havde aldrig før været i fysisk kontakt med det, og var ikke bekendt med dets magiske vibrationer. Hvorfor hun overhovedet havde taget imod det i første omgang undrede hende nu.
Elveren nåede ikke så meget som at blinke inden Denaro havde hendes ansigt i et jerngreb, hun stirrede ham direkte i øjnene, for engangs skyld så hun ikke aggresiv ud. Hun var blottet og nervøs. Tara lagde sine hænder imod hans bryst og gav ham et skub, mens han var hende fysisk overlegen i alle henseender. På trods af hendes øje elverskikkelse var hun forsvindende lille ved siden af Denaro.

Lyv!

De ravfarvede øjne flakkede kort, det var som om hendes hjerne gik i slowmotion, så skiltes hendes læber ad, hun ville ikke fortælle ham sandheden, det ville være at underskrive sin egen undergang.

"Jeg...

Stemmen var forpint, i kæmpens jerngreb var det ikke just det letteste at snakke, hun slog blikket ned, undgik bevidst hans. Sandet løb higende ned ad væggen. Hun kunne mærke de fine korn imod de nøgne fødder.

"Jeg ved ikke hvad jeg så!"

Raseriet brølede frem gennem Denaro. Hun nægtede stadig. Uden videre omtanke for hendes krop skød han vægten fremover og stødte hånden der holdt hende frem, for at hamre hende imod væggen. Hun skulle ikke have mulighed for at udtænke en plan. Han vidste hendes sind var et våben og lod han hende fokusere længe nok, så ville enhver styrke han besad være nyttesløs.
"Jeg bad ikke om undskyldninger!"
Hans stemme var ikke længere højlydt, den var nærmest forsvundet så kun en hvisken blev tilbage. Den sidste del af rent raseri uden noget til at fortynde den.
"Sig hvad du så"

Bag ham rejste sandet sig op, greb spydets to dele og bag den hen til ham.
Med den fri hånd greb han ud efter den tidligere øverste del af spydet.
"Eller skal du kigge igen for at huske?"
Hans fingre lukkede sig om det kolde metal og hans magi forenede sig med den forseglede kraft i spydet. Hans muskler begyndte langsomt at løsne sig. Grebet om Tara blev ligeledes løsere. Hans krop rettede sig op fra den faretruede position af et vildt dyr, til en mere tilbagelænet hersker. Hans raseri blev mildere.
Havde Tara en finger i hans sind, ville hun kunne mærke en fremmed kræft blande sig med Denaros sind. Fra spydet kom den sorte kræft, som tidligere havde præsenteret sig som Tenebris. Han havde mildnet Denaro, men ikke nok til at han slap Taras kæbe eller sendte sandet tilbage. Så langt rækkede hans magt ikke længere.

Et øjeblik stod tiden stille, elveren anede ikke i det sekund, om Denaro ville slippe hende, eller knække hendes nakke. Øjnene blev spærret lidt op, hun stirrede på ham som betragtede hun et vildt dyr der var sluppet ud af sit bur. Fascination og frygt i en højere enhed.

"Denaro. Slip!"

Det gik dårligt op for elveren da han satte kræften ind, ikke før den spinkle krop hamrede imod den ru stenvæg. Kæbemusklerne spændtes inden en forpint lyd blev klemt ud mellem læberne. Umiddelbart var der ingen fysiske skader, slaget var voldsomt, og en hovedpine var startet voldsomt fra hvor hendes kranie var blevet slået imod væggen, det gjorde hendes evne en del svære, men ikke umuligt.
En af de spinkle hænder lagde sig omkring Denaros håndled, hunnåede kort at sende ham et trodsigt blik, inden hun begyndte at arbejd sig igennem til hans sind. Det var synet af spydet, der fik elveren til at tøve med arbejdet. Hun skulle ikke i kontakt med det, ikke igen. Hun havde ikke fået et forhold til den mørke skikkelse, han virkede umiddelbart venligsindet, men man kunne aldrig vide.
Spydet fik hende til at ryste på hovedet så godt hun kunne i jerngrebet, så skubbede hun sig væk fra våbnet efter bedste evne.

"Jeg så en mørk skikkelse. Den var der da spydet knækkede. Mere ved jeg ikke!"

Havde hun talt over sig? Elveren sendte kort kæmpen et nysgerigt blik, hvad vidste han selv? Langsomt prøvede hun at trække sig fri fra ham, en ny personlighed dykkede op i Taras bevidsthed, den dulmede Denaro.
Hun holdt næsten vejret, hvad foregik der?