Utroligt nok så virket hele stranden øde den aften og alligevel så over ved en af de få steder, hvor der var grønt sad der en tilsynladene ung kvinde, som havde trukket sin kappe tæt ind omkring sig, da der blæste en lettere køllig vind ind fra havet.

Hun havde sat sig ned på sandet og begrave hendes bare fødder i det mens hendes blik var rette ud på den forstående sol nedgang. Vindet leget med nogen lokker af hendes hår og egentlig så gjorde hun intet for, at få styr på det fordi hendes tanker var langt væk fra hvor hun befandt sig, da der var sket så meget i hendes liv på det sidste, at hun ikke længere rigtig havde styr på hvad der var op eller ned.

Lige så stille så uden at hun tænke over det så begyndte hun at nynne for sig selv en gamle vugge vise, som hun havde hørt en masse gange mens hun var vokse op og hun holdet ikke rigtig øje med sine omgivelser, hvilke nok ikke var en god ide når Snow ikke var i nærheden af hende fordi, at Snow var ude og jage eller det gik hun ud fra at det var grundlaget for at Snow ikke var der.

Stranden var ganske åben for alt og alle. Selv da man stod langt fra bredden, kunne man tydeligt se rundt for sig. Dette gjorde, at det var nemt for Samson at få øje på en velkendt skikkelse - Mimi.
Et smil bredte sig over hans læber. Sikke et gensyn.
Han vadede gennem sandet, og tog den korteste vej (på tværs) for at nå hurtigst frem til hende. Hvorfor også gå en lang omvej?

Han stoppede op 5 meter bag hende. Brisen var kølig, men da den ikke tog fat, var det egentlig ikke så koldt igen. Det var rart at mærke foråret igen. Sommeren havde altid en del at byde på. Det gjorde noget ved mennesket. De fleste fik et håb, fordi de typisk fik det godt med sig selv. Det var egentlig en sjov tanke. Noget, han typisk ødelagde på den årstid. Vinteren derimod var altid en tid, hvor folk kæmpede for deres liv i en dyster tid.

Han betragtede Mimi. Han sagde intet, men mon ikke at hun pludselig ville bemærke at han stod bag hende?

Vedsiden af hvor Mimi sad så havde hun sin sæk læggende, som indholdte alle hendes ejnedele. Blandt andet lidt tøj og nogle redskaber til at lave mad med.

Hun befandt sig så langt væk i hendes egne tanker, som hun ikke lade mærke til at Samson var på vej over imod det sted, hvor hun befandt sig og havde hun gjort så ville hun nok havde forsøgt at komme væk fordi, at det var en af de sidste personer, som hun nogensiden havde lyst til at være inærheden af igen. Siden hun sidst havde været inærheden af ham så havde hun med mellemrum oplevet voldsome smerter der, hvor han havde efterladt på hende efter, at han havde tage med magt det mest dyrbare, som hun havde haft.

Der gik også lidt før, at hun begyndt at få fornemmelsen at der var nogen eller noget, som holdte øje med hende. Det var også derfor hun først vendt sit blik til den ene side og så den anden, hvor hun hellere ikke fik øje på noget. Men da fornemmelsen ikke ville forsvinde så endte hun med at se sig over den ene skulder, hvor hun opdage den ting som hun aldrig ville være ved igen. Men da hun udemærked godt vidste at det intet nyttede at forsøge flygte "Hvad vil du?" der var intet rigtig frygt at spore i hendes stemmelege, hvis man forsøgte at gøre og faktisk så ville man egentlig kun kunne høre opgivelse samt had i det.