Solen var for længst gået ned, og selvom Medanien lå i de mere varme egne af Krystallandet, blæste en bidende kold vind hen over landskabet.
På en smal sti der snoede sig ind og ud mellem træer, gik en skikkelse. I hånden holdt hun en lygte, der svingede frem og tilbage i takt med hendes raske fodtrin. Hun var iklædt en varm kappe og et pelset halstørklæde, der gik helt op over hendes næse.

Sin'thya var igen langt væk fra det, hun kaldte sit midlertidige hjem, på Toropolis Isla, men på denne årstid var forsyningerne knappe, og ud over sit sædvanlige arbejde, havde hun fået besked på at rejse hertil for at hente mad. Denne var dog allerede sendt af sted på hesteryg, og nu Sin'thya på vej hjemad. At den hurtigste vej hjem gik forbi den berygtede "Ulvehøj" gjorde hende dog en anelse urolig.

Højen kunne ses forude i mørket, men alt var stille, og Sin'thya satte farten op. Jo hurtigere hun kom af sted, jo bedre.

ingen pels og hans flok havde været i Ulvehøj nogle dage og fået en den varmeste og største hule ved ingen pels evne til at tale med dyr men den flok som havde den før leder havde noget ondt i sig (Hundegalskab) og var kommet tilbage og havde dræbt ungen ræv hale som fik ingen pels til at forvandle sig og kastede den onde ulv ud at hulen så den landet på en vej foran hun to benet abe og et væsen med en Gorillaer overkrop, tiger ben, en slange som hale, en skildpadder ben som arme med skjold på underarmene og hovedet er en mellem ting at dem alle fire i denne og den lavede et brøl som kunne sætte frygt i de fleste væsener før ingen pels som det var sprang på ulven og slog på den med en kraft så ulvens kranium gik i mange stykker og fløj alle veje

At der fandtes varulve og værre væsner i Ulvehøjs dyb, var noget alle de lokale i denne landsdel var enige om. Sin'thya bad for sig selv en stille bøn om, at det kun var overtro, idet hun kom nærmere og nærmere den store græsklædte bakkeskråning. Vejen, hun fulgte, tog et skarpt knæk hen imod højen, og lige i nærheden kunne hun se en kulsort åbning til højens indre.

Sin'thyas tavse forsøg på at overbevise sig selv om, at der ikke var noget farligt i højen, blev afbrudt af et højlydt brøl. Hun var lige ved at tabe lygten af skræk, men det lykkedes hende at holde fast i den.
Selvom lygten havde den fordel, at den lyste vejen foran hende op, gjorde den det sværere at se omgivelserne, og hun prøvede at spejde ud i mørket, for at se, hvad i alverden det var, der foregik, imens hun i al hast bakkede et par skridt tilbage.
Det lød ganske tydeligt som om, der var nogen, der havde gang i en frygtelig slåskamp!

Han tog fat i en af ulvens ben og svingede den rundt som et meget surt barn ville gøre med en dukke og han fik øje et lys som fik hans instinkter til sætte alle de primitive tanker på en ting en modstander som udfordret hans styrke så han lavede endnu et brøl og løb mod lyset delvis på to ben og med den frie da han var tæt nok på tingen med lyset kom de modigste ulve at hans flok ikke mere end 5 ulve som havde farver fra snehvid til rødbrun og til helt sort som var deres leder natte øjne og fire af dem angreb ingen pels og den sidste som var rødbrun løb hen til tingen som var en to benet abe og så på den på en måde som man næsten ikke var i tvivl om den var klog og ville have sagt hvis den kunne tale kom med mig hvis du vil leve

Ulvenes hyl fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Sin'thya. Det lød som en farlig flok, og hun ville næppe være i stand til at klare sig imod dem. Forsigtigt begyndte hun at liste af sted, for måske var de så optaget af deres egne slagsmål, at der ikke ville ske det store...

Men nej! Det var ikke tilfældet. En skabning dukkede op foran hende, og denne var bestemt ikke en ulv. Mere en underlig blanding af alle mulige væsner.. Forskrækket svang hun lygten hen mod Ingen Pels, for det lignede mest af alt noget af et monster.
Hendes øjne mødte den rødbrune ulvs, og hun så både frygt og intelligens deri, og hun forstod, at der var mere grund til at frygte denne besynderlige skabning, end der var grund til at frygte ulvene.

Den rødbrune ulv løb i et tempo så den to benet abe kunne følge med den i en stor bue udenom om ingen pels og de ulve som holdt hans opmærksomhed væk fra den to benet abe det lignede næsten at ulvene dansede rundt om ingen pels og undvigere alle hans slag som efterlod hullerne i jorden og den rødbrune ulv stoppede op ved hulens indgang hvor en gammel snehvid ulv sad og så på den to benet abe og den rødbrune bukkede hovedet som en person ville bukke for et som de havde meget respekt for og gik ind hulen

Jo større dyr var, jo farligere var de i Sin'thyas øjne. Derfor forblev hendes blik fastlåst på den store skikkelse i mørket, der kæmpede imod ulvene.
Lyset fra lygten, som hendes fingre krampeagtigt knugede om, dansede op og ned, idet hun fulgte efter den rødbrune ulv. Hendes fodtrin var langsomme og tøvende, for alle hendes instinkter fortalte hende, at hun burde løbe alt hvad hun kunne tilbage til Medaniens landsby.

Det sorte dyb af en huleindgang dukkede op foran hende, og hun bakkede automatisk et par skridt tilbage, ved synet af den gamle, snehvide ulv. Hun blev stående helt stille og kiggede skiftevis på huleindgangen og ulven.

Den snehvide ulv så på den to benet abe på en nedladende måde og gik stille og rolig hen mod ingen pels og de andre ulve mens de kæmpede som om den havde været igennem det hele før hvad den også havde faktisk flere gange i de sidste mange år og da den var noget bag ingen pels slog den med den ene pote som til en unge og ingen pels begyndte et kæmpe brøl mens han vendte sig om men brøl døde hen da han fik øje på den snehvide ulvs blik og ubevidst forvandlet han sig til sin menneskelige han var stadig ret at et menneske men stadig et menneske og han havde intet tøj på

Da ulven vendte sig bort fra Sin'thya, skreg alle hendes instinkter på, at hun nu skulle hun vende sig om og løbe bort. Dette var ikke hendes kamp, og et menneske gjorde klogt I ikke at blande sig i dyrenes mere primitive affærer. Det var i hvert fald hendes overbevisning.

Det var imidlertid som om hendes ben var frosset til jorden, og hendes øjne fulgte ulvens vandren hen mod det mærkelige væsen. Et bidende vindpust føg hen over bakkeskråningen, og med den ene hånd rettede hun på halstørklædet. Lidt vaklende begyndte hun at gå baglæns for at komme væk, men nu skete der noget foran hendes øjne. Væsnet forvandlede sig. Igen standsede hun op og kiggede med store øjne med det mærkværdige sceneri foran sig.

den hvide ulv begyndte at lave lyden som kunne sammenligne med et menneskes ord "hvorfor skulle du blive vild vi kunne selv klare den uden den form for hjælp og a skramme den to benet abe nu en undskyldning forstået ingen pels" den eneste grund til ingen pels kunne forstå det den hvide ulv sagde var fordi hans evne til at kommunikere med dyr gemme hans tanker og han sendte svar til den hvide ulv og lavede nogle lyde som havde lidt ligheder med det ulven havde lavet men mere menneskelig "jeg kunne ikke gøre for det mor og siger undskyld nu" og han begyndte at gå på alle fire hen mod den to benet abe med et udtryk som man ikke var i tvivl om han var virkelig ked af det

Sin'thya forstod ikke meget af det, der skete foran hende. Den hvide ulv havde åbenbart en eller anden form for magt over den mærkværdige skabning, der nu havde forvandlet sig til et menneske.
Men var hun selv i fare? Ulve var farlige skabninger.. for slet ikke at tale om det væsen, hun lige havde set være i kamp mod dem.

Hun holdt lygten frem for sig og lyset skinnede på Ingen Pels, der var på vej hen imod hende. Hun bakkede hastigt et par skridt baglæns. Hun følte sig en smule tryggere ved følelsen af knivene, der sad gemt under hendes tøj, men da hun var iført så meget varmt tøj til rejsen, ville det mindske hendes bevægelighed meget, skulle hun blive angrebet.
Hun stolede hverken på ulvene eller den underlige skabning.

Ingen pels stoppede da den to benet abe gik tilbage fra ham stoppede og han så på hende med et udtryk som man ikke var i tvivl om han ikke ville gøre hende noget ondt og han gjorde noget han havde set at de to benet aber gøre til nogle af deres egne så han rejste sig op i sin fulde højde og viste hende sine hænder som en tegn han ikke havde nogen våben som ikke lige frem nødvendigt eftersom han ikke havde noget at gemme det under eftersom han ikke havde noget tøj på han det var meget sjældent han rejste sig helt op på denne tid af året for at han kunne bedre holde på varmen

Skabningens gestus var ikke til at tage fejl af, og Sin'thya begyndte at trække vejret lidt lettere. Det gik op for hende, at hendes hjerte havde hamret voldsomt som resultat af frygten for de farlige dyr.

Hun lod kort blikket glide rundt, for at få et overblik over, hvor ulvene befandt sig. De var vidst rolige for nu, men man vidste aldrig..
Hendes øjne hvilede dog hurtigt igen på Ingen Pels, der stod foran hende. Han så noget mindre farlig ud nu, men hans umenneskelighed var ikke til at tage fejl af. Hun forstod ikke, hvordan han kunne udholde kulden.
".. Hvem er du?" hendes stemme lød meget lille og spag og blev næsten opslugt af den susende vind. Hun var heller ikke sikker på, om væsnet foran hende overhovedet kunne tale.

Han satte sig på alle fire igen så han mistede ikke alt sin varme og han så forvirret på den to benet abe og prøvede at lave de samme lyde uden den store held han kunne ikke forstå hvordan den to benet abe kunne lave de lyde og begyndte at gå langsomt hen til hende så hun ikke skulle blive mere bange for ham han vidste ellers ikke hvordan han skulle vise den to benet abe at han ikke ville gøre hende noget ondt for han vidste godt at han ikke kunne tale med de to benet abe igennem hans hoved som han kunne med alle andre dyr selv de dumme egern kunne han tale med selvom de ikke kunne sige noget sammenhængende

Sin'thya var lige ved at bryde ud i en hysterisk latter ved tanken om, hvor underlig hele situationen var. Samtidig følte hun en vis lettethed over endnu ikke at være blevet angrebet, selvom hele hendes krop stadig var på vagt over for eventuelle farer.

Et koldt vindstød ramte hende og var lige ved at få hende til at vakle. Hun trak sin varme kappe sammen omkring sig, og undrede sig endnu en gang over, hvordan skabning foran hende kunne holde varmen. " .. Du kan slet ikke tale, vel?" sagde hun mumlende - egentlig mere til sig selv, end til Ingen Pels.