Dybt i borgens indre, hvor kun få begiver sig hen og hvor ingen ønsker sig selv fundet. Ligger borgens fængsel. Ikke blot de almindelige fangehuller, hvor kriminelle og desertører bliver sendt hen, nej et fængsel designet til at holde selv mørkets lord og hele hans elite fanget. Normalt står dette fængsel dog tomt, men en nyligt tilkommen havde fået uønsket adgang til dette rum.
Uden for bevisthed lå han på det kolde gulv. Omkring ham dansede faklerne og oplyste det tågede rum. Hans nøgne krop frøs dog ikke til trods for den kolde tåges dug, der konstant greb fat i det trætte legeme. De små fakler dannede nok varme til at holde ham varm.

Denaro havde ikke vist tegn på bevisthed i løbet af de tre dage han havde lagt på gulvet. Hans krop var gået i gendannelse og havde han været i det fri ville sandet have dannet ham en beskyttende kube. Der var dog ingen sand her, og hans magi blev konstant suget fra hans krop og ind i den fremmede tåge. Med et ryk slog han dog øjnene op. Hans krop var, til trods for sine tidligere skader, igen hel.
Blikket flakkede hurtigt rundt, søgte efter liv, efter fjender. De fandt dog intet og han skubbede sig op fra gulvet.
Han betragtede let omgivelserne og mærkede hvordan hans magi blev suget ud af kroppen. En let knurren undslap hans læber. Han rejste sig helt og kørte en hånd gennem snit hår. Hvor var han? Hvad var der sket? Og hvad skulle der sket nu?
Han vidste det ikke. Han huskede ikke hvad der var sket og var egentlig også ret ligeglad. Alt der betød noget var hvad han skulle gøre nu.
Han prøvede at mønstre sin magi, men i det øjeblik den blev opbygget skød fugten imod ham og indhyldede ham så han end ikke ville se sin finger, om han så stak den i øjet. Tågen sugede hans magi, men ikke hans styrke. Han snerrede igen og stoppede sit forsøg. Tågen slap ham og han tog et par skridt.

Ikke værst
Han kiggede rundt og gav sig til at betragte en af de 4 fakler.
Ilden var ikke gul, som lyset fra en almindelig fakkel. Den var blå.
Han rakte let hånden imod den for at føle varmen, men mærkede intet. Han hævede et øjenbryn og med et ryk skød han sin hånd ind i de blå flammer. Der skete intet. Ilden slikkede om hans fingre, men han følte hverken varme eller kulde. Blot en tør fornemmelse som fordampede duggen der før havde sat på hans hud.
Han trak hånden til sig og gik tilbage til rummets midte.
Hans nøgne hud føltes kold imod gulvet, men udover det var der intet ubehag i rummet. End ikke sult eller tørst plagede ham. Og det plagede ham.
Til trods for han havde været væk vidste han præcist hvor længe. Han burde være udhungret. Han burde være parat til at æde sin højre arm, men alligevel følte han intet.
To muligheder skød gennem hans hovede. Dette var enten et psykisk fængel, der kun eksisterede i hans hovede, hvilket forklarede de manglende følelser. Eller også var der stærk magi på spil. Og ikke blot en slags, men mange. Og i så fald sad han her ikke uden grund.
Begge muligheder var dog for besværlige til at sætte sig imod. Med det sagde han ikke at han ikke kunne undslippe. For det ville han aldrig indrømme. Men blot at det ville være lettere at afvente hans tilfangetager og høre hvad de ønsker af ham.

Et smil gled over hans læber. Hvis de da så meget som nåede at blinke før han flåede tungen ud af munden blot så han kunne beskue hvordan de blev kvalt i deres eget blod.
Tanken morede ham og han skrev den sig bag øret. Han måtte se hvor længe et menneske leve før deres eget blod blev deres død.

De slanke hvide fingre løb rastløst over de ru og fugtige sten, som kælderens vægge bestod af. Enkle steder var det så koldt og klamt, at kondensvandet var begyndt at løbe ned ad de kedelige grå sten. Det lod dog ikke til at påvirke de dæmpede, lette skridt ned ad trappen imod fangekælderens aller inderste. Tara havde en enkel grøn kjole, som sluttede lidt på låret og som lod ryggen være bar, men takket være årstiden og kælderens dårlige isolering hang der ligeledes en lang sort kappe om hendes skuldre, med bandens symbol på ryggen.
Langsomt nærmede hun sig cellen hvori Denaro sad. Det lange røde hår var løst og hang nyredt helt ned til knæhasen.
I en stille bevægelse hævede elveren blikket imod den nøgne mand i cellen, hun studerede ham næsten som en kunstner studerede sit værk på længere afstand efter mange timers arbejde.
Det vidste Denaro naturligvis ikke, havde hun ikke kvajet sig komplet ville han ikke erindre hendes indtrænden i hans sind og minder, eller hendes markante ændring af hele hans væsen.
I lang tid sagde hun ikke noget, men kiggede blot interesseret, umiddelbart ikke på hans fysiske tilstand, hun søgte noget der var langt dybere end det.
Rummet var komplet mørkelagt bortset fra den blå magiske ild, der kastede et blegt og tilnærmelsesvist sygeligt skær imod de to skikkelser, som var ringe oplyst så Denaro ville kun få et upræcist billede af Taras skikkelse på den anden side af tremmerne. Måske burde hun havde ventet med at komme herned til Samson var klar, men hun havde været for nysgerrig og utålmodig, bandelederen ville alligevel slutte sig til dem senere, der var intet der hastede.

"Du er kommet til dig selv ser jeg!"

Mere sagde hun ikke, stemmen var kølig og monotom, hun vidste ikke hvad Denaro kunne huske, eller præcis hvor hun havde ham. Cellens tåge gjorde det umuligt for hende at finde ud af det, før hun fik noget ud af ham. Alt til sin tid, Tara levede mange århundrede endnu, hun havde ikke travlt, overhovedet!

Ørene blev skarpe da lyden af fodtrin ringede i det fjerne. Det var ikke højt, men nede i den tavse kælder var der ikke mange lyde, så selv de små ting var lette af opfange, særligt for det trænede øre.
Denaro vendte sig imod lyden og skærpede blikket. Hans muskler skiftevis spændes og løsnedes, blodet begyndte at pumpe hurtigere gennem kroppen. Han gjorde sig klar til kamp. Måske var der stadig tremmer mellem ham og hans offer, men ikke destro mindre ville han udtrykke enhver følelse der lå i det.
Som et vildt dyr stod han klar til at flå sit forsvarsløse bytte itu.

Hans øjne blev smalle. Han så skikkelsen nærme sig. Kun halvt oplyst af de sjældne fakler, men han genkendte den uden besvær. Det lange røde hår og den slanke krop afslørede hende. Og fortalte ham hvor han var. Hos Samson.
Hans læber flyttede sig fra en snerren til et langt smil. Det var jo perfekt!
Han rettede sig op og kørte en hånd gennem håret alt imens han fyldte lungerne med den fugtige luft. Showtime.

"Det virker ikke just til at glæde dig"
Klukkede han og trådte nærmere tremmerne.
"Nu har jeg vel ikke skuffet dig, lille elver"
Han lænte sig frem imod tremmerne og smilte sit eget lille selvcentrerede smil. Et smil der ene og alene var der for at udtrykke hans egen morskab.
"Men vær nu en snut og hent din herre, jeg kan jo ikke stå her hele dagen"
Han viftede let med hånden, som sendte han en slave i køkkenet efter mad, alt imens hans øjne let beskuede hendes krop. Første for neden og langsomt byggede det sig op af hende. Vurderende fulgte han hendes former inden han afsluttede med at klukke for sig selv. Det skulle være sjovt at se hvordan hun ville knække sammen når han knækkede hendes nakke. Måske ville hun dingle slaps ned, eller stivne i døden. Det var svært at sige med de elvere. Lidt en leg. Han husker hvordan han plejede at vædde den næste omgang med din drukkammerat på kroen. Det var selvfølgelig inden der kom styr på stedet.

Elveren stirrede fortsat igennem tremmerne og ind på Denaro, det faktum at han ikke havde noget tøj på påvirkede hende ikke den mindste smule, faktisk så hun fuldkommen hensides den detalje. I et langt glidende skridt trådte hun tættere på cellen, men med så afmålt nøjagtighed at uanset hvor meget manden i buret kæmpede og sled, ville han kun lige nøjagtig nå til omkring tre centimeter fra elveren. Hun havde ikke i sinde at give ham muligheden for fysisk kontakt. Med hans blodtørst ville det sikkert ikke være et problem for ham at gøre et ihærdigt forsøg på at trække den spinkle elver igennem tremmerne, til en af lemmerne gav op, eller kroppen gav efter for presset og knoglerne foldede sammen med enkle knæk.

Kvinden gav et lydløst fnys, som senere hen mundede ud i et lille grin fra sig, men vendte så tilbage til det skræmmende nautrale udtryk, mens hun tiltede hovedet til den ene side.

"Skuffet? Hvorfor skulle jeg være skuffet Denaro? Du er meget mere spændende vågen, må jeg jo beklageligt sige!"

Elveren rømmede sig nonchalant og rynkede så brynene sammen, mens hun gav sig til at pille uinteresseret i en lang rød flettet lok, som hang ned foran et af de spidse ører.

"Men sig mig dog gerne, hvordan har du det derinde?"

Elveren hævede de slanke røde bryn i en spørgende grimasse, der dog stadig virkede uhyggeligt ligeglad med om svaret var 'prægtigt' eller 'vær mig nådig og stik en klinge gennem mit udhungrede kadaver'.

"Og jeg beklager meget, Samson kommer når det passer ham, du må tålmodigt vente ligesom alle andre, med mindre du selvfølgelig kan finde en rigtig stik-i-rend-dreng. Mig får du ikke meget ud af!"

Tara trak kappen en kende tættere sammen omkring sig under hans blik, desuden var kælderen så kold at man næsten kunne skimte ånden i form af små skyer. Takket være cellens magi havde Denaro ikke samme problem, alt inden for de fire tremmevægge han sad i var mere eller mindre nulstillet, ingen magi, ingen sult, kulde eller varme. Man kunne opholde sig derine længe uden at føle skyggen af sult eller kulde.

Han klukkede for sig selv og lavde kinden imod tremmerne. Han lod til at more sig og stod som et lille barn der betragtede et nyt stykke legetøj, som han ikke kunne vente med at få fingrene i. Der var så mange ting man kunne gøre med det og for en gangs skyld satte fantasien ingen grænser. Det eneste problem var tremmerne, men de ville ikke være der længe. På den ene eller den anden måde skulle han nok komme ud.

"Her er skam ganske fint, men du ser ud til at fryse, så hvorfor slutter du dig ikke til mig?"
Denaro vippede en enkelt gang med øjenbrynene.
"Tøjet må selvfølgelig af først, det her er en tøjfri zone."
Han gjorde et let udslag imod sin egen nøgne krop. inden han rettede sig op og vendte ryggen til Tara.

"Men det er jo sandt, du lytter kun til din herre."
Denaro sukkede et åbenlyst falsk opgivende suk og lagde ryggen imod burets side.
"Men det skal vi nok få fixet."
Igen slap en lav klukken fra hans læber. Det var egentlig slet ikke nogen dårlig situation han var i. Der var alt hvad han behøvede, med undtagelse af en lille kniv. Det måtte han snakke med Samson om. Man kunne ikke være en rigtig mand uden en kniv. Eller dolk.

Elveren gav et opgivende suk fra sig og rystede hovedet en kende, dét væsen hun havde tvunget frem i Denaro var tilsyneladende meget mere ekstremt end hun havde forestillet sig. På den anden side var det sidste billede af Denaros gamle jeg hun havde gravet frem blot en ung knægt, nu var han en voksen mand og havde ligeledes hvad der fulgte med.

"Jeg må desværre skuffe dig Denaro, jeg har ikke i sinde hverken at smide tøjet eller hoppe ind til dig. Det ville bare gøre det for let!"

Taras øjne glimtede kort i det svage lys, hendes sætning var tvetydig om hvem af dem det blev gjort lettest for, men inderst inde vidste elveren godt, at uden som magi var hun hjælpeløs mod en fysisk modstander som Denaro. Men én ting var sikkert, hvis de på nogen måde skulle holde ham i skak, var de nødt til at finde artifakterne, og det kunne kun gå for langsomt. Cellen han sad i var stærk, et magisk dræn for alt der kom i nærheden og så vidt Tara kunne se ud fra strukturen, ikke smedet af hvemsomhelst. Men om det var stærkt nok til at holde Denaro de kommende uger vidste hun ikke.

"Hah, tror du virkelig det? Min loyalitet ligger hos Samson, og det bliver den ved med, det kan selv ikke du ændre på Denaro!"

Elveren strakte og bøjede langsomt fingrene, det kriblede helt under huden på hende at få lov til at finde ud af hvad der foregik bag de viltre øjne og det røde hår, og hun glædede sig faktisk som et lille barn til at Samson sluttede sig til selskabet

Denaro blev stående med ryggen til ham, alt imens han skiftevis spændte musklerne for at se hvor god hans kontrol over kroppen var. Det var jo noget tid siden han sidst havde brugt kroppen. Den virkede dog til at være i glimrende form og musklerne synes ikke at have taget skade af at ligge stille så længe.

"Jeg tror ikke du ved hvad jeg kan lille elver"

Denaro lænte sig tilbage imod tremmerne. De var kolde. De var det eneste med en temperatur i cellen og stod som hans eneste forbindelse til verdenen udenfor.
Han rakte hånden ind mellem tremmerne og forventede halvt at møde et kraftfelt, men følte intet. Hans læber trak sig i et smil. Perfekt. De havde åbenbart store nok forventninger til tågens evner, men han skulle snart vise deres fejl.

"For eksempel tror du ikke jeg kan nå dig herfra, men selv der tager du fejl."
Denaro drejede hovedet og så hende over skulderen. Hans udtryk var alvorligt, for første gang trak han en alvorlig mime, men lod den hurtigt glide over i et smil. Han kunne nå hende, men han gjorde det ikke. Det var hans eget valg og der var intet hun kunne gøre for at påvirke hans valg. Netop det fik ham til at fryde sig.

Elveren rystede let på hovedet, så det lange hår dansede omkring hende, så trak hun beklageligt på skuldrene og sukkede, ja næsten så det lød helt sørgeligt.

"Jeg er ked af at skuffe dig Denaro, jeg er udmærket klar over hvad du er i stand til!"

Et øjeblik overvejede hun at pænt forklare ham, at hun vel egentligt kendte ham bedre, end han selv gjorde, men undlod det, da det ville skabe en del røre og desuden ville hun også afsløre sig selv i, at have været dybere i hans minder, end hun var i ørkenen. Idet han lænede sig imod tremmerne stod hun blot bumstille, der var noget ved hende, der ikke fik hende til at træde tilbage trods at hun et øjeblik faktisk blev i tvivl om hvorvidt han kunne få fat i hende. Kun en idiot ville dog være så sikker på sig selv, at gribe fat i en mentalist, som befandt sig uden for den tåge der sugede alt magisk kræft til sig. Desuden havde hun en daggert siddende under det lille skørt, det var ikke noget sværd, eller en synderligt voldsom daggert, men en lille fiks en, det ikke krævede alverdens styrke for at kunne administrere, for på trods af Taras manglende fysiske styrke, var hun alligevel mere end almindeligt dygtig til at svinge både sværd og knive.

"Denaro, jeg er nysgerrig. Så forklar mig lige hvad det sidste er, du kan huske!"

Elveren vendte kortvarrigt ryggen til buret, og gik så imod kælderens ene væg, hvorfra hun tog en stol, som hun satte med samme afstand fra buret, som hun før havde stået, inden hun satte sig ned, og lagde benene over kors, med det betragtende blik. Mest af alt lignede hun en, som havde indfanget et dyr, og nu skulle til at studere dets adfærdsmønster.

Taras ord overraskede ham ikke. Selvfølgelig troede hun den slags, men han skulle nok vise hende. Vise hende at denne celle langt fra var nok til at holde ham fast. Vise hende at hans magi ikke var noget der kunne holdes nede af noget så simpelt som tåge. Han havde flere tricks i ærmet, som han endnu manglede at vise. Det krævede blot et enkelt lysglimt.

Hendes spørgsmål fik ham dog til at stivne. Først vidste han ikke hvorfor, det var jo ikke mærkeligt taget i betragtning at han pludselig sad i en yderst stærk celle, men alligevel løb den gennem hans krop og fik blodet til at stivne.
Han stod lidt og prøvede at genkalde sine minder, men de var langt væk. Alt for langt væk.
Et enkelt ansigt kom til hans tanker. Hans sidste tydelige minde. En mand med lilla hår.

"Hvad har du gjort?"
Hans stemme var pludselig hæs. Han talte lavt.
Med et ryk drejede han rundt. Han greb tremmerne så de rystede gulvet.
"Hvad fanden har du gjort!"
Vreden lyste ud af øjnene på ham, men inden mere nåede at ske skød tågen imod ham. Som et vildt dyr slog han imod tremmerne, alt imens hans krop var dækket af et hvidt lag.
Hver eneste molekyle af fugt klistrede sig til hans krop og sugede magien ud af ham, men han stoppede ikke. Han pumpede mere kræft ud i kroppen uden omtanke for konsekvenserne. Han ville rive stedet ned! Lade det styrte over dem begge og knuse enhver der prøvede at stoppe ham.

Med et stoppede han dog. Ikke fordi han løb tør for kræft, men fordi noget inde i ham sagde stop. Han havde ikke lyst til at skade Tara, nej, Tara var faktisk ligegyldig, det var banden han ikke havde lyst til at skade. Han skulle bruge dem. Ja, han skulle havde fat i Samson og banden.
Ideen Tara havde plantet i ham satte i effekt og mildnede ham. tågen forlod hans krop. Han tog et par dybe åndedræt før han endelig svarede.
"Jeg husker intet tydeligt for de sidste par år. Jeg husker ikke engang hvor jeg kender hverken dig eller Samson fra. Blot at jeg ved hvem i er, og hvad I er."
Denaros stemme var igen rolig.
"Det sidste jeg husker tydeligt var en kamp. En fremmed, min fætter, angreb mig på stranden."
Denaro vendte sig rundt og tog et par skridt. Billederne fra kampen gav genlyd i hans hovede. Han så for sig hvordan ethvert angreb han havde brugt var blevet opløst og sendt tilbage, og til sidst hvordan sværdene havde gennemboret hans krop.
"Og han dræbte mig."

Tre dage var gået. Tre dage havde han haft til at genvinde al mulig kraft, han end måtte kunne blive udsat for at bruge. Det burde ikke blive nødvendigt, nu hvor Denaro sad i et af de bedste fængselsceller i hele Krystallandet. Det var første gang at det var blevet taget i brug. Han havde end ikke behøvet at gå ned og kigge til Denaro, for han har hele tiden kunnet holde øje med ham, oppe fra hans eget værelse. Et spejl gav ham en ubegrænset tilgængelighed.
Spejlets udsyn i fængselscellen var placeret bagerst i en af de kolde stenvægge. Der var intet der tydede på, at der var nogen der kunne se ind i cellen fra en væg. Der var ikke engang et tilsvarende spejl i cellen, kun en kold, våd væg lig de andre vægge.
I spejlet havde Samson set Tara gå ned til Denaro, og han var til og med vågnet. Deres samtale havde han kunne høre delvist...

Et par tunge langsomme trin kunne nu høres blive højere og højere fra den dugvåde trappeopgang. Hvert skridt gav en genlyd fra et par støvlers solide kilehæle. Kappen kærtegnede Samsons muskler, og føg omkring ham mens han tog trin for trin.
Det lange hår var noget af det første der kom til syne fra den runde, mørke trappeopgang. De hvide øjne lyste sært op i denne belysning og hvilede først på Tara, som stod lidt fra Denaros fængselscelle, eller også kaldet "beskyttelsescelle". Øjnene flyttedes lige så hurtigt fra hende igen, og så over mod Denaro. Hans gang var stoppet et øjeblik. Han stod på det sidste trin ind til rummet. Et lille smil gled over hans læber, inden han trådte helt ind. De blå flammer gav et lille jag fra sig i deres flammer og belysningen øgedes sig en anelse i forhold til før. Hatten sad på hovedet af ham, som altid. De to forskellige smiley-ansigter så ligeud med hver sit kendetegnende humør.

"De er vågen.. udmærket." Bemærkede Samson veltilfreds og trådte over ved siden af Tara, et stykke væk fra tremmerne.
Samson havde ikke medbragt sig nogen våben, andet end sin magi, hvilket også burde være nok. Og dog havde han en lille flaske med sig inde under sit bandeledertøj. Det var ikke sikkert, at han fik brug for hvad den indeholdt, men det var nu ikke dårligt at være forberedt.

"Alt vel?" Samson skulede kort over til Tara, og derefter igen over på Denaro.

"Statusrapport?" Kom det spørgende, og dog alligevel forlangende, henvendt til Tara.

Det gav et uroligt ryk i elveren idet Denaro kastede sig imod de kolde jernbarer, og skreg af hende som havde fanden bidt ham i røven. I en langsom bevægelse rejste hun sig fra stolen, og skulede så indædt ind igennem tremmerne.

"Jeg har intet gjort dig, intet andet end at redde dit sind fra den sorte syge!"

Hvæsede elveren provokeret, inden hun gik endnu tættere på de kolde jernbarer, som summede af magi, nok kunne Denaro få jorden til at skælve, men han kunne ikke komme igennem uanset hvor meget han hev og sled for sagen.

"Du er heldig overhovedet at have hukommelse tilbage Denaro, jeg har bare reddet de rester der var tilbage, men hvis jeg må genopfriske det for dig.."

Tara lod et enkelt overbevisende blik glide over på den store skikkelse der nærmede sig rummet, takket være Denaros manglende minder kunne man mere eller mindre forme dem som man ville, han sind var ikke andet end vådt ler, det behøvede man ingen mental forbindelse som mantalist for at være klar over.

"Du døde ikke Denaro, ikke helt i hvert fald. Samson her fandt din livløse krop og fik dig plejet og passet, intet under at du ikke kan huske noget fra de følgende uger. Sidenhen har du været her. Sammen med os, kan du slet ikke huske det?"

Tara sendte ham et sørgmodigt blik, og gik så helt hen til cellen, hvor hun forsigtigt knugede en hånd om en af tremmerne, tågen gik straks til værks, men det var ligemeget, det var så lille en del af hende der alligevel nåede ind i cellen, at dens effekt ikke var ubehagelig.
Elveren vendte hovedet imod Samson med et lille nik.

Han husker intet fra de sidste år, det er til vores fordel, hvis vi spiller kortene rigtigt.

Så blinkede hun og rømmede sig, mens hun igen så imod Denaro

"Vores kære ven kan desværre intet huske om os de seneste år Samson, det eneste jeg har fået stykket sammen er flere år tilbage!"

Denaro så skeptisk på Tara idet hun talte. Det passede ikke sammen. Magien var blevet revet løs fra hans krop. Han havde følt hvordan han var blevet splittet indefra. Eller havde han? Måske var elverens ord ægte, måske ikke.
Han kastede et kort blik på sin hånd. Prøvede endnu engang at genkalde sig sine minder.
Bag Tara dukkede Samson op. Han lukkede øjnene et par sekunder og genvandt fatningen, blot for at se Tara stå så nær tremmerne at hendes magi blandede sig med tågen.

"Hvad jeg husker er ligegyldigt."
Lød det lavt fra Denaro. Hans blik faldt på Samson. De hårde øjne slog imod den store mand, som kun få havde turde gøre før ham.
"Men vil I have noget imod at bringe mig mit tøj så jeg kan komme ud herfra?"

han lænte sig imod tremmerne og lod roligt den ene hånd glide ned langs det kolde metal imod Taras fingre.
Hun måtte føle sig tryg nu, hvor Samson var ankommet. Troede hun virkelig at den store mand kunne beskytte hende imod ham? Han kunne med lethed bevise hendes fejl. et hurtigt udfald og han havde hende, og derefter blot et lille knæk og hendes nakke var brækket. Og hvad Samson angik, så kunne han ikke hjælpe. Det sørgede tågen jo for.
Underligt som hans fængsel skulle vise sig at være hans eget bedste forsvar.
Han ventede dog, det var ikke det rette tidspunkt. Nej når hun besluttede sig for at gå væk fra ham, når hun vendte ham ryggen. I det øjeblik kunne han afslutte hende uden hun så meget kunne nå at skrige. Men skrige skulle hun nok. Hun skulle nå at mærke frygten overtage hendes krop, lamme hver en muskel i kroppen. Hun skulle mærke lungerne smertes når dødskriget kommer farende gennem kroppen. Og han skulle kunne mærke hvordan hendes krop langsomt blev koldere og koldere, indtil liget stivnede og Samson stod alene tilbage.
Mon ikke hun sågar gik med en nøgle til cellen? Eller var Samson for utryg ved risikoen til at lade nogen anden end sig selv gå med nøglen til hans fange. Eller hvad Denaro nu var for ham.
Denaro legede med tankerne i sikker afstand fra Taras magi.

Samson var ikke i tvivl om hvordan Tara tænkte. Han havde lært hende godt op, hvordan han nu end havde gjort. Nå ja, men nogen lærer jo hurtigere end andre, og det gjorde også kun livet nemmere for bandelederen, der også var kendt under navnet Tyren. Der var skam ikke altid tid til at sadle, når man først skulle ud på udflugt, og det kunne man også sige om Tara - ikke at hun var en tyr der skulle sadles, men tværtimod ganske lærernem, og han behøvede ikke at skulle stå og kommandere rundt med hende på den måde. Desuden, er det også blot nemmere at kommunikere gennem tanker, da det går 1000 gange hurtigere.

Samson så med et fast blik på Denaro. Det var hverken hårdt eller mildt, men alt i alt et bestemt neutralt blik.

"Ligegyldighed, kan De ikke være sikker på, at det er. Enhver mand der påstår noget er ligegyldigt, kan i sidste ende være den manglende brik til ethvert mysterium." Brummede han med en let hæshed i den dybe stemme, der passede i en speciel grad i forhold til hans størrelse - det rungede næsten.

"Jeg beklager. Vi må indtil videre holde Dem i sikkerhed overfor Dem selv, indtil De er kommet Dem helt. De må derfor vente lidt endnu." Sagde Samson ligeud. Han kunne nemt have fortsat sætningen, men han ville trods alt Den store mand blinkede overhovedet ikke. Blikket hvilede blot tungt på Denaro, og så ikke ud til at ville flytte sig foreløbig.
Det kunne hurtigt lyde sjovt når Samson tiltalte en person. Specielt fordi han så godt som aldrig gjorde det, kun når han fandt en person ligeværdiget med ham selv, eller derover. Nå ja, han måtte jo nok indrømme at han aldrig så en person som værende over ham. Tyrens egen opfattelse var derfor himlende, og svært for andre at opnå den samme status som den han har overfor sig selv. Tiltalen kunne dog nemt ændres, hvis andet skulle ske. Lige nu var det dog vigtigt at fangen/ den nye Denaro skulle tilvænnes til verden igen, for tydeligvis, kunne han ikke huske noget som helst omkring de sidste par år.
Denaro var overhovedet ikke den Denaro som han selv havde lært at kende. Han havde jo så fået påpeg om, hvordan denne Denaro var, og derfor var han rimelig godt klædt på - skulle han mene, og håbe.

"Fortæl os, hvad husker De?"

(Undskylder den lange ventetid: sygdom, lejlighed, julegaver, arbejde... bum bum)

Elveren lod de slanke fingre glide ned langs tremmerne, inden hun slap den og trådte et skridt baglæns. Samson kunne godt klare sig uden hende herfra, det var hendes nysgerrighed der tvang hende til at blive. Ligeledes higen efter hvad der foregik inde bag det røde hår. PÅ den anden side af tremmerne følte hun også en vis kontrol over tingene og nu, med den store Samson bag sig frygtede hun ikke manden i buret, ikke så længe han var derinde i hvert fald.
Hun sendte Denaro et skuffet blik, det ærgrede tydeligvis elveren at han ikke stolede på hende blindt, men på den anden side, hvem ville nogensinde stole på en mentalist, eller rettere, hvem ville stole hundrede procent på en, som kunne manipulere tanker? Ikke engang Samson, det store brød, var så dum. Overraskende nok irriterede det Tara, hendes eneste intention var at være loyal imod Samson, i hvert fald så længe han var i stand til at give hende de fordele hun nu besad. Man skulle lede længe efter en leder og 'arbejdsgiver' som Samson.
Elveren gik en kende til siden, så lederen kunne komme tættere på, hvis det var hvad han ønskede, det var nok klogest at lade ham føre ordet fra nu af, det ville være et ualmindeligt dumt tidspunkt at kvaje sig på for elveren, i værste tilfælde ville det bare ende med at gå udover hende selv.

[Sorry ventetiden og det ukreative svar, men nu kom der et]

"Min fortid er min egen"
Hvæsede Denaro af Samson. Den kødklump skulle ikke begynde at rage ind i hans minder. Og det samme gik for elveren. Nej de kunne få lov at holde sig ude og så ville han måske være nænsom når han skar deres struber.
"Hvis du vil mig noget, så snak om fremtiden."

Han skævede kort til Tara som hun gik væk, men gjorde intet. Nej han skulle nok få tid til at brække knogler senere. Og som man sagde, forventningens glæde er den største, og i det lange løb skulle han nok få sine fingre i hende. Hun var et bytte og som en stolt jæger lod han aldrig et bytte slippe fri.
"Hvad min krop angår, så er den klar igen, det eneste jeg mangler er mit spyd og så kan vi komme væk herfra."
Han rakte en hånd frem mellem tremmerne som tegn på at Samson godt kunne videregive hans våben nu, der var ingen grund til unødvendig ventetid. Ligesom han trængte til at føle en puls dø ud, så trængte han til at følte det kolde metal mellem sine fingre. Føle kræften fylde hans krop og nærmest springe ham med energi. Det føltes som årtier siden han sidst havde mærket det og skulle der gå meget længere ville han føle sig som en junkie på en kold tyrker.

Samson hævede hagen en smule, men stirrede stadig intenst på Denaro. Han var ikke så lidt dum, og dog alligevel så ufattelig uvidende. Faktisk en utrolig kombination, når det kom til Denaro. Forvirringen var der, det var tydeligt. Denaro var en anden, og det skulle blive svære at få ham overbevist - måske. Intet var som den Denaro han kendte. Selvom, Samson nok egentlig ikke ville sige, at han egentlig havde kendt ham. Han var en af de sære typer, men det var måske noget som Samson kunne forholde sig til, når det endelig kom til stykket.
Denaros talemåde, fik Samson til at vende sig i sin egen tone, så der var knap så meget respekt til overs. Han skulle ikke tro, at han var større end lederen her, når de befandt sig i RT's område.

"Nuvel.. Ingen af vores slags ønsker at se vores fortid i øjnene, så jo, god idé at snakke om fremtiden. Nu, da vi dog er ved fortiden, så har du intet spyd længere. I hvert fald intet spyd der virker til fordel for dig selv." Stemmen var kølig og ligefrem. Tyren, som Samson til tider også gik under navnet som, blinkede ikke og han havde knap nok blinket i al denne tid.

"Og dog, ved vi, hvor vi vil kunne finde de andre..." Afsluttede han. Der gik et øjeblik hvor der var tavshed, han havde skam ikke i sinde om at stoppe sin ordstrøm her. Han ville blot give Denaro en lille gruble-pause.

"Til gengæld for at du kommer i nærheden af disse, så er du en del af os. Din krop, dit sind. Der er desuden ingen tidsbegrænsning.... Vi kender til dig, Denaro. Hvad du kan gøre, og hvad du er i stand til, mere eller mindre. Nok mere, end hvad du i al fald beregner os for." Samson vendte en smule rundt på hælen og trådte et par skridt den ene retning, men vendte sig så og så på Denaro igen.

"Hvis du afslår, ja, det tror jeg ikke, at du har lyst til at overveje... Og selvfølgelig... Din trang for blod, skal du nok få tilfredsstillet inden længe. Det kræver blot at du tager imod vores tilbud. Det blod, som ikke er fra et RT-medlem eller som har nogen tilknytning dertil."

Tara fnøs og gav så et lille grin fra sig. Hvis Denaro helt seriøst troede at han havde hans fortid for sig selv, så kunne han tro om igen. Tara havde allerede været der, hun vidste det meste af hvad der var sket i hans fortid, i hvert fald af de vigtige og banebrydende ting, småminderne havde der hverken været tid eller overskud til at kigge på.
Det var først da Samson åbnede munden at elveren igen spidsede ører. Hun kunne ikke lade være med at rynke brynene sammen, hun havde jo lovet Samson at hun ville holde sig fra hans fortid og hans minder, måske var det fordi han virkede så konfus af og til, når Tara var tilstede. Nogle gange opførte han sig sågar som om hun var et rovdyr der skulle holdes under skarpt opsyn. Så smilede elvern igen for sig selv, der var ikke meget rovdyr i hende, magisk set måske, men elles ikke. Hun var nok den fysisk værst stående på hele borgen, hvilket igen fik et alvorligt udtryk frem.
Hvis man ikke kendte Tara ville hun nok virke mere gal end nogensinde. Hun sagde ingenting med skiftede konstant udtryk, det var ikke til at tage fejl af, at der foregik en masse ting bag de brune øjne.
Det var først da Samson nævnte spydet at elveren lod til at fokusere ordentligt, ærligt talt fordi hun var ret interesseret i Denaros reaktion på det, efter hun havde arbejdet lidt på ham. Hun var ikke klar over hvilken tilknytning han havde til artifakterne nu, men der var kun én måde at finde ud af det på.

Elveren måbede da Samson begyndte at nævne artifakterne, kendte Denaro overhovedet til dem, eller var det kun Tenebris? Tara skævede overvejende til lederen.

Tror du det er klogt at indblande dem nu Samson? Han har i forvejen svært ved at opbygge tillid til os. Hvis han kender til konceptet vil han nok ikke bryde sig om at blive bundet fysisk af Tenebris!

Elveren skar en grimasse mens hun forventningsfuldt skævede til den store leder. Hun håbede inderligt at han var klar over hvad han gjorde.

Denaro kneb øjnene sammen da Samson talte. Hvad fablede det store drog dog om? Andre? Var der flere spyd som hans? Havde smeden forrådt ham?
Denaro overvejede allerede hvordan han skulle jage den forbandede lille våbenmager ned og vise ham en ting eller ti om hvordan man behandlede sine kunder.
"Jeg kunne ikke være mere ligeglad med disse 'andre' du taler om, og om spydet er helt rager mig ikke, alt jeg skal bruge er metallet og så skal jeg nok finde en der kan smede mig et nyt."
Denaro trak på skulderen og tog et par skridt væk fra tremmerne. Han stod med ryggen til Samson og Tara. De skulle ikke have lov at læse ham mens han tænkte.

Spydet var stærkt smedet, hvis det var ødelagt måtte det have krævet en vældig kræft der slog ned på det. Hvis det overhovedet kunne ske. Denaro havde brugt det meget og der var aldrig kommet et mærke på det. At det nu var ødelagt gav ikke megen mening. Faktisk så lidt mening at det var mest sandsynligt Samson løj. Eller at det var sprunget indefra.
Der var ikke mange der kunne gøre det, men en af dem var Samson. Smeden selv kunne selvfølgelig, men hvorfor skulle han dog det? Nej den mest sandsynlige var Samson.

Der var dog vigtigere ting ved hånden. Samsons tilbud.
"Lad os få gjort en ting klart inden du overhovedet prøver at sammensmede en videregående tanke."
Denaro vendte sig og kastede et blik på Tara og derefter Samson.
"Ingen skal ind i mit sind. Prøver de så skal jeg garantere at de fortryder det"
Denaro sendte blikket tilbage på Tara. Dette var mere sagt til hende end Samson, og det stod ikke til diskussion. Han blev hellere her resten af livet end han lod hende ind i sit sind.
"Har vi det på plads, så er vi allerede langt med en aftale." Klargjorde han efterfølgende. "Ellers vil jeg foreslå i går med det samme."

Samsons blik faldt ikke engang på Tara. Det behøvede han heller ikke, for at kommunikere med hende.

*Jeg tester blot, hvor meget han ved. Hvis han vidste til dem, vil han være desperat. Og med det findes der kontrol. Det bedste vil dog være hvis han går frivilligt med os.*

De hvide øjne stirrede intenst på Denaro. Samson sagde intet før Denaro havde talt færdigt. Der gik et øjeblik, før han var sikker på, om det sidste ord var sagt, først da, besvarede han:

Samsons ansigtstræk forholdt sig det samme. Han fortrak ikke en mine, og var så alvorlig som han hele tiden havde været.
Metallet fra spyddet? Det var jo nemt nok at skaffe. Alligevel kunne han ikke lade være med at bekymre sig, når først han fik metallet, og det blev smeddet sammen. Højst sandsynligt ville det nok ikke virke som han regnede med. Det var sikkert det samme som at udskifte Brutus med en eller anden anden forvokset tyr, der ikke var ham, men ellers derimod lignede. Det kunne umuligt være det samme!

"Spydet er forsvundet, ligesom jeg sagde tidligere.. Et flyvende dyr, en af Krystallandets som ikke bliver set så ofte, tog det på sin vej. Hvad den ville med det, kender jeg intet til." Vedblev Samson.

"Ingen kommer ind i dit sind." Sagde Samson kort, og så kort mod Tara og nikkede let som en bekræftigelse. Han vidste at hun vil være utilfreds. Han kunne se den del af sig selv i Denaro. Desuden, er han inde for Borgens mure, med vægge der har forseglinger af forskellige magier over sig. Medlemmer der vandrer op og ned af gangene, og han kunne nemt sætte en magispore på ham, så længe han var på Borgen. Dette var stedet hvor han fuldt ud kunne regere. Det var bare langt fra alle der vidste dette. For i sidste ende, stolede han jo ikke på folk, til længere end sin egen tånegl. Heldigt, at han måske ikke helt havde så små fødder igen, for da havde han aldrig oprettet RT.

Tara lod de store brune øjne glide nedover Denaro, som læste hun ham som en åben bog. Hun kendte de fleste tegn og var næsten ekspert i kropssprog, med hendes evne lærte man hurtigt hvordan folk bevægede sig eller agerede hvis de løj eller var utilpas med deres situation. Men Denaro var et specielt tilfælde, derfor betragtede hun ham næsten som var han et lille projekt, eller et dyr i bur. Det var han vel egentligt også, nu var han i hvert fald.
Hun så næsten skuffet over hans reaktion, men det var nok for det bedste at han ikke tog det for tungt, hvis han først skulle til at græde snot over sit manglende våben ville denne samtale blive meget lang. Ikke at Tara deltog synderligt aktivt, men det var ren og skær frygt for at komme på tværs eller modsige noget af det Samson havde gang i. Desuden var hun der udelukkende for at obserbere og vurdere hans tilstand.

At Samson gik med til at ingen skulle trænge ind i Denaros sind kom dig alligevel bag på elveren, hvilket fik hende til at sende et næsten forarget blik imod Samson, hvis hun ikke fik lov til at kommunikere med hans psyke var der ingen der anede hvor de havde ham, eller hvornår man kunne forvente en massakre inden for borgens fire mure.

I så fald vil jeg gerne have mig en ekstra lås på min dør Samson, hvis ikke tre. Du ved jo ikke hvor du har ham henne, han slår os alle sammen ihjel, selv dig!

Tara fugtede læberne og skulede til den store tyr, godt nok kunne hun følge med i Denaros hoved på en pæn afstand uden han ville lægge mærke til noget som helst. Men en aftale var en aftale og sådan en brød man ikke bare, det var nogle af de få elviske værdier der endnu sad fast ved den rødhårede kvinde.