Området var ikke helt til at finde rundt i, for en lille lilla dæmon. Tågen gjorde det svært at orientere sig, og somme tider dukkede der desuden op en sjæl op her og der, der søgte Nickazhos opmærksomhed. Værst var, en lille pige der havde en hørdukke med sig på slæb. Hun var panisk flere gange, og Nickazho måtte dæmpe på hende; forsøge at berolige hende, men hun blev hurtigt hylet ud af den igen. Nickazho havde flere gange måtte sætte sig ned, og tage sine hænder op for ørene med øjnene knebet så meget sammen som overhovedet muligt.
Den spinkle skikkelse, siddende i et langt sort slag, faldt næsten i et med omgivelserne. Det eneste man ville kunne se af ham, ville være det knaldrøde hår samt de røde øjne - når han endelig formåede at åbne dem.
Da pigen havde vandret videre, havde han endelig skulet lidt omkring og set sig fri bane til at gå videre.



Udfordringsord: krage, ocean, chili, pøl (hvilken slags pøl, vælger du selv).

Kijara kunne ikke lide tågen. Hun bevægede sig langsomt og vagtsomt fremad knugende sit spyd i hånden, imens hun spejdede fremad. Rundt omkring hende kunne elverhøjene skimtes som øer i et ocean af bølgende tåge.
Det var ikke fordi, hun som sådan var bange - der skulle mere til at skræmme en kriger af Khila-Zentaji-klanen. Det tænkte hun ihvertfald gentagne gange, idet hun bevægede sig fremad. Det var bare det, at hun følte, at hun ikke var alene her. Hun kunne nærmest lugte, at der var noget fremmedartet og magisk i luften, og det brød hun sig på ingen måde om.
Kijara foretrak til en hver tid at være i stand til at bruge alle sine sanser.

Hun var igen draget ud på en af sine eventyr. Tidligt denne morgen havde hun siddet i en varm krostue og indtaget en stor portion mad, som havde været rigeligt krydret med chili. Stærk mad var yderst delikat, selvom hendes mave havde gjort en del oprør, da hun begav sig på vej. Hun havde sjælendt befundet sig i elverlandende, og nysgerrigheden omkring stedet havde fået hende til at drage i denne retning.
Hun var dog ikke helt begejstret for nu at være endt i denne tætte tåge blandt de skumle høje.
Optaget af sine spekulationer, som hun var, gav det et sæt i hende, da en krage pludselig flaksede op lige foran hende. Hun slog ud med spydet, men fuglen var selvfølgelig for længst fløjet uden for rækkevidde.
"Bare en dum fugl," mumlede hun for sig selv. Men var det nu det?
Længere fremme i tågen syntes hun at kunne ane en lille skikkelse. Stille begyndte hun at liste sig nærmere - ja, der var helt klart noget, der bevægede sig forude! En person eller et væsen af en art..
Netop som hun listede sig gennem tågen lød der imidlertid et højt "splask" - hendes støvleklædtefod var netop trådt ned i en våd, slimet pøl på jorden. Højlydt bandende trak hun sin fod tilbage med en svuppende lyd. Nu var alt håb om at forholde sig stille og lydløs vidst ganske opgivet.

Udfordringsord: Sæk, graveredskab, sukkerstang, tånegl

Nickazhos hjerte sad næsten helt oppe i halsen på ham. Energierne her i området skræmte ham for vid og sans. Hvis han da bare havde noget til at trække ned over hovedet på ham selv. En sæk eller noget i den dur, der bare ville få ham til at være alene, hvor ingen andre kunne genere ham. Det var ligesom at holde sig selv for øjnene - men samtidig blive sort for alle andre. Ja, det måtte næsten klare problemerne. Han kunne jo selvfølgelig også bare vende om. Dog vidste han ikke helt hvilken vej han var gået, da tågen ikke gjorde det muligt at finde sig nogen genkendelige steder at finde frem til igen.
Nickazho rejste sig fra sin siddende stilling. Han så sig til siderne, dog uden at bevæge hovedet mere end 5cm, for at sikre sig om der var helt fri bane. Han blinkede svagt med øjnene. Tårerne havde sneget sig ind på ham, da der nu kom en let brise. Han ville knap nok bevæge sig. Han åndede dog lettet op, da spøgelsespigen med dukken var gået for en stund.
Det var lige omkring midnat, og Nickazho vidst godt, at det var tiden for åndeverdenen til at luske mere omkring end på noget andet tidspunkt af døgnet. Hvis han dog bare kunne have givet spøgelsespigen en sukkerstang, ligesom han selv fik hvis han var oprevet, dengang da han stadig boede hjemme.
Nikcazho satte nu så småt den ene fod foran den anden, og begyndte nu at bevæge sig fremad ganske langsomt. Ørerne var rettet ud og lyttede efter enhver lyd der burde virke mistænkelig i et område som dette. Dog var det ikke ligefrem at området hjalp ham med at skælne fra hvad der var levende og hvad der var dødt. Naturen virkede som en, der blot forværrede hele situationen ved at lade vinden ruske i, hvad end der kunne ruske til.
Et gab undslap den lillae dæmon, selvom det ikke ligefrem var den oplagte situation at gabe i. Staklen havde ikke fået nok søvn de sidste par nætter. Hvis ikke dæmonens øjne var røde i forvejen, var de det i hvert fald nu pga. den manglende søvn.
Midt i gabet, hørte han et mindte svup, eller plask. Med munden åbenstående åbnede dæmonen sit ene øjne vidt op, hvorimod det andet stadig var halvt - charmerende.
*Hvad var det?* Flere tanker gik ikke gennem dæmonens hovede, men stirrede blot vidt frem for sig. En flaksende fugl over ham et sted udstedte nu et skrig af en anden verden.
Dæmonen blev usikker på sine fødder og forfjamsede lidt over til den ene side...

"WOAAAARRRGH!"
Dæmonen kom næsten ned og kysse jorden, hvis ikke det lige var fordi han nåede at tage farten af med sine hænder. Han så sig over skulderen, og et eller andet graveredskab var placeret lige bag ham, og som han tydeligvis var faldet over. Han nåede ikke at tænke på hvorfor det stod der, for nu ramte en smerte ham i stedet. Han vendte rundt på bagen og hev sin fod til sig. Tåen dunkede lidt. Det var hans tånegl der var flækket. Den havde også bare fået lov til at gro. Hans posesko var tydeligvis ikke nok til at beskytte den for diverse skræmmer. Det var ikke nødvendigt at tage skoen af, da han kunne se at neglen havde fundet vej ud.

"Fantastisk, nu skal man også i gang med at sy det lort igen..." Snerrede Nickazho lavt for sig selv, let bidende.


Udfordringsord: Hjul, lysglimt, gravsted, kjole

Kijara var ved at blive rigtig sur. Ikke så meget fordi hendes ene skindstøvle var gennemblødt af noget ildelugtende, mudderagtigt vand, men mere fordi at hun tilsyneladende havde mistet evnen til at se sig ordentligt for.
Det var også denne her dumme tåge. Luften var fugtigklam og tågen bølgede endeløst omkring hende. Et øjeblik stod hun stille og lyttede, idet hun havde en idé om, at hun ikke var alene her.
Og ganske rigtigt: pludselig kom der et hyl, der nærmest lød som en kat, der fik kørt halen over af et hjul. Kijara stivnede et øjeblik, hvorefter hun bevægede sig fremad med et fast tag om sit spyd.

Den gennemblødte støvle gav en lav, svuppende lyd, imens hun gik, men ellers var hun i stand til at bevæge sig hurtigt og lydløst. Hendes tøj var lavet af blødt skind og tillod hende at bevæge sig så frit som muligt. Kijara var typen, man sandsynligvis aldrig ville se iført en kjole.
Nu kunne hun høre nogen mumle for sig selv og foran hende dukkede en skikkelse frem fra tågen. Hun standsede brat op og betragtede den anden med let sammenknebne øjne. Tågen gjorde det nærmest umuligt at se skikkelsen klart, men der var noget underligt ved den. Den lignede ikke helt et menneske..
Pludselig kom der et lysglimt, der for et kort øjeblik oplyste området. Tågen, der bølgede omkring dem, så nærmest helt hvid ud i den korte tid, den var oplyst. Kijara opfangede noget, der lignede et gravsted og foran det stod noget der havde en .. lilla .. farve.
Der lød en rumlende lyd, som indikerede at lysglimtet var kommet fra et tordenvejr, som netop var begyndt. Kijara hævede spydet og trådte et enkelt skridt fremad.
"Hvem der?" spurgte hun skarpt.

Udfordringsord: Flødeskum, gås, slyngplante, kæmpehammer (<3)

Det var fristende bare at rive det sidste stykke af tåneglen af, men det ville sikkert kun gøre det hele endnu være, sæt hvis han nu rev neglerod og det hele med.
Han spredte sine ben ud til hver side, som han nu lå der på jorden. Let vrikkende med begge sine fødder, kom han igen i tanker om de lyde han havde hørt. Noget hvidt faldt ned fra himlen og landede lige ved siden af ham. Han skulede til det, og så først en klat flødeskum for sig, men indså så at det var langt mere ækelt - en fuglelort. Han måtte være lækkersulten? Var det nu dem dumme fugl, der ikke var forsvundet endnu over ham? Lysglimet gik gennem luften, og han fik skæmtet en skikkelse forholdsvist tæt på ham. Der gik få sekunder, og han hørte nu en kvindelig stemme.

Han sad blot og stirrede på det sted, hvor han havde set skikkelsen. Han sagde intet. Han kunne jo have givet sig selv til kende, men han var ret sikker på at det var et menneske. Et irriterende menneske, som der eksistrerede så mange af. Gid hans familie havde tænkt sig at formere sig noget mere - så længe at det ikke var ham selv der skulle stå for det.
Mennesker gik ham på som bare pokker. Det var meget få gange at han havde mødt nogen mennesker han i det hele taget kunne acceptere eksistensen af. De burde bo på en bondegård, evt. være blevet hegnet ind på et større område, ligesom gæs.
Eller også kunne man kaste dem for en kæmpe slyngplante der spiste mennesker til morgenmad. Sådan nogen måtte man da kunne producere - ikke ham vel at mærke, men nogen af de der der er syge i hovedet og legede med alkymi.
Nickazho var langt væk i drømmeland. Det var lige før at savlen helt løb ud af hans mund af de gode tanker. Det var som om at han blev slået oven i hovedet af en kæmpehammer, da braget fra lysglimtet skar gennem hans ene øre og kom ud gennem det andet. Det rungede helt i hans hoved, og hvis det var noget fra Anders And, havde han sikkert runget lige så meget som hvis han havde befundet sig inde i en kirkeklokkes hule rum.

Han forsvandt lydløst i en røgsky, som vel og mærke ikke kunne ses i den tætte tåge alligevel. Han bevægede sig gennem luften og nærmede sig det kvindelige menneske. Nu kunne han da gøre hende rigtig grumt forskrækket!
Usynligt forsvandt han hen bag Kijara og så hende an på egen hånd. Han studerede hendes udseende, og overvejede hvordan han bedst muligt kunne udnytte hans tilstand lige nu. Han vidste jo godt, at han ikke kunne gøre det store uden at blive synlig igen.
En anden, dog af ikke levende eksistens, havde tænkt samme tanke, bare imod Nickazho. Spøgelsespigen var begyndt at lave numre med hans hår. Hun begyndte at trække i det, mens hun skreg af grin ind i hans øre - som han jo selvfølgelig kun kunne høre.
Han fik sådan et chok at han vaklede rundt og med et bump landede han på jorden - og ramte højst sandsynligt også Kijara midt i faldet (enten som et snit, eller også bliver hun revet med. Bestemmer du selv :D )

Udfordringsord: træsko, vandfald, ost, yakokse

Kijara holdt skarpt øje med skikkelsen i tågen foran sig. Men pludselig forsvandt den for hendes øjne, og hun stod tåbeligt dér og pegede ud i luften med sit spyd. Det løb hende koldt ned af ryggraden: var der noget, hun ikke brød sig om, var det, når der blev lavet sådanne tricks med hende.
Hun kantede sig en smule til siden og spejdede rundt. Igen kom der en irriterende, svuppende lyd fra den gennemblødte støvle. Det ulækre vand havde fået den til at føles tung som en træsko.

Imidlertid var der pludselig et eller andet der bumpede ind i hende med en kraft som en mindre yakokse. Havde hun ikke i sidste øjeblik hamret spydet ned i jorden for at holde balancen, var hun med sikkerhed faldet.
Med mistroiske øjne betragtede hun det lilla væsen, der nu lå på jorden foran hende. "Hvad fanden er du for en ost!?" udbrød hun. Det nu lettere mudderdryppende spyd blev hevet op af den fugtige jord og pegede truende mod skabningen.
Kijara fortrød øjeblikkeligt sit tåbelige ordvalg, men det var altså noget af en forskrækkelse, når sådan noget pludseligt bare væltede ind i en.

Der lød igen en rumlen af tordenvejr og nu begyndte en større mængde regndråber at falde. Der gik et lille øjeblik, så tog regnen yderligere til og det føltes nærmest som om et større vandfald væltede ned i hovedet på dem.

Udfordringsord: And, bregne, chokolade, kølle

Nickazho lå bare og stirrede op på Kijara med sine store røde øjne. Han så først skræmt på hende, men da det var et menneske, blev frygten vendt over til noget der lignede væmmelse.
Ost??

"Ost? Sig mig lige en gang, siger du at jeg ligner en ost? Jeg er LILLA! Oste nærmer sig mere farven grøn! Ah, selvfølgelig, det kan jo være at I mennesker ligefrem producerer lillae oste, man ved aldrig med jeres folkefærd!" Sagde han bidende bebrejdende.
Hans klæder lagde sig helt ind til hans krop, i den våde tilstand han befandt sig i. Det afslørede også hvor tynd han egentlig var. Han spiste ikke altid når han burde, og han skulle egentlig nok spise noget mad der var så fedt som en and til jul, og derudover stoppes med chokolade, så han nærmest skiftede hudfarve, ligesom ordsproget: "man bliver hvad man spiser".

Nickazho rejste sig halvjamrende op. Han fandt alle mulige grunde til at jamre sig. Han var gennemblødt, han stod foran dette tåbelige menneske og han var nok egentlig også ret så sulten. Og nå ja, så den der irriterende ånd, som han ikke helt havde styr på hvor befandt sig lige i øjeblikket.

Men nok om hvad jeg ligner, hvad med dig selv? Du ligner en eller anden bregne der er nedtrampet i det værste møgvejr i skoven!"

Nickazho kunne måske bare gå sin vej, for han var ikke glad for at være i selskab med mennesker. Hans natur sagde ham dog, at det ikke var ham der skulle gå i første omgang... Hvis pigen bare kunne falde bevidstløs om, måske ved hjælp af den kølle han ikke havde, eller også hvis han nu bare irriterede hende ekstremt nok til at hun selv ville finde sin vej væk fra ham, jamen så slap han for at bryde de vaner han ellers var så vandt til.


Udfordringsord: Termitter, brønd, farao, pæl.

Regnen strømmede stadig ned fra himlen, og Kijara følte sig efterhånden som noget, der havde ligget på bunden af en vandfyldt brønd, i længere tid. Hendes lange, blåsorte hår klistrede til ansigtet og skindtøjet var fuldstændig gennemblødt. Den eneste fordel ved vejret var, at en smule af den irriterende tåge i det mindste var forsvundet. Til gengæld gjorde den konstante strøm af vand ikke ligefrem, at udsynet var bedre.
Væsnet, der lå foran Kijara, var brudt ud i en mindre strøm af skældsord. Det med osten havde åbenbart været meget fornærmende, og Kijara skulle lige til at undskylde, da Nickazho begyndte at kalde hende en bregne.
"Ja, du ligner sgu heller ikke ligefrem en farao, eller noget andet fornemt." udbrød hun vrissende. Hvad fanden bildte han sig ind, først at vælte ind i hende, og derefter sammenligne hende med en nedtrampet plante?

Hun placerede igen spydets ende solidt i jorden, for at have en god pæl at støtte sig til. Det var aldrig til at vide, om flere lilla tingester ville komme væltende ud fra tågen.
"Hvad er du i det hele taget for en skabning!?" spurgte hun. Det var ikke ligefrem fordi man regnede med at støde ind i særlig mange levende væsner på disse kanter - her kunne da højst leve lidt insekter som f.eks. termitter eller sådan noget.
Kijara kiggede sig kort omkring. Dette var vidst en form for gravområde .. men Nickazho virkede nu særdeles levende på trods af sin mærkelige hudfarve.

Udfordingsord: Paddehat, bavian, citrontærte, urne

Mens Kijara snakkede, blev Nickazhos tanker ledt et helt andet steds. Han stod i realiteten bare og stirrede dumt på at hendes mund bevægede sig. 1

Han sammenlignede dette sted med den største jungle, selvom dette mest af alt lignede en kirkegård. Hele området blev nærmest transformeret oppe i hans hoved. En bavian sad og spiste en banan oppe i et pludselig fremvokset træ, og et par smålige dyr lavede sit eget minicirkus rundt omkring Nickazho, alt imens han blot stirrede på Kijara..

Da Kijaras mund stoppede med at bevæge sig, skulle han lige til at sige "hva?", lige inden det gik op for ham hvad hun egentlig havde stået og sagt til ham ved en "genafspilning" på kassettebåndet, som hans hoved nogen gange fungerede som. Ganske praktisk.

Han blinkede et par gange, og fnøs en enkelt gang over hendes farao-kommentar.

"Min skabning, er en lidt sjælden en af slagsen, vil nogen mene. Det kommer an på hvilken del af Krystallandet man befinder sig i. Jeg er en af de mange lillae dæmoner, som typisk befinder sig omkring Toropolis Isla. Men pga. krig med jer mennesker gennem tiden, er der blevet færre af os. Krigen fandt sted for mange år tilbage, dengang da jeg endnu var i ungdommens begyndelse." Sagde han stolt, og rankede sin ryg.
Der havde været nogen situationer, hvor folk havde kunnet finde på at klaske noget der mindede om en citrontærte i hovedet på ham, pga. hans stolthed for sin race. Nogen gange kunne han godt være for meget når det kom til det emne.

Nickazho nikkede et fast, beslutsomt nik, som sagde, "ja, og sådan er det bare!".
Han skævede til Kijara. Når hun snakkede om faraoer, så var hun i hvertfald noget i retning af en paddehat. Denne tanke fik Nickazho til at smile et lille skævt, sjofelt smil.

En urne tæt på dem, begyndte nu pludselig at skælve. Lyden af et låg der ikke kan ligge stille pga. en kraft, men tyngekræften forsøger at få det til at ligge helt stille. Lyden bliver hurtigere og hurtigere, indtil den ligger helt stille...
Nickazho drejer hovedet mod lyden, og ser til sin forbandelse, at det var ånden der hærgede igen. Pigen smilede et lettere tandløst smil op til ham, og pegede derfor over på Kijara. Nickazho skævede til hende kort, og så så tilbage på pigen, uden næsten at flytte hovedet bare en smule.
Nu forstod han... Hende her, elskede tydeligvis at lege med de levende.

Udfordringsord: mumie, skælven, puma, marionettedukke.

Kijara blev om muligt endnu mindre begejstret for væsnet foran sig, jo mere tid der gik. Nu stod den og stirrede tomt ud i luften, når hun spurgte om noget - hun var ikke engang sikker på, at den lilla tingest havde hørt hende.
Regnen var ved at stilne lidt af, men den havde nu også allerede gjort sin skade. Kijaras blåsorte hår klistrede til hendes pande og skindtøjet, hun var iført, føltes meget tungt på grund af vandet. Det var ikke fordi Kijara ikke var vant til vind og vejr, men dette sted var bare .. ubehageligt. Og det gennemblødte tøj og mudderet på jorden, gjorde det vanskeligt at bevæge sig som hun ønskede - smidigt og adræt som en puma. I stedet følte hun sig nu mest af alt som en druknet regnorm.

Den lilla tingest foran hende lod til endelig at have lyst til at svare på sit spørgsmål. En tydelig næserynke viste sig i Kijaras ansigt ved ordet 'dæmon'. Godt nok virkede denne her noget mindre og en del mere lilla end den dæmon, Kijara tidligere havde stiftet bekendskab med, men en dæmon var nu vel en dæmon, og Kijara stolede aldeles ikke på dem.
Hun brød sig bestemt heller ikke om den måde Nickazho smilede for sig selv på, og nu hørte hun en underlig lyd henne fra det nærmeste gravsted, hvor tågen bølgede omkring en stor urne. Med en våd, svuppende lyd hev hun spydet op af den mudrede jord, imens hun vagtsom så sig omkring. Hun kunne intet se, men hun var sikker på, at der for et øjeblik siden havde været en skælven henne ved urnen!

Kijara var ikke specielt overtroisk, og det var ikke ligefrem fordi hun regnede med, at en mumie ville komme frem fra gravstedet, men én ting var sikkert: dette område med de oldgamle elverhøje husede bestemt mere end øjet kunne se. Og var der noget, Kijara ikke brød sig om, var det skabninger, der ikke kunne gennembores af et solidt spyd, men i stedet forholdt sig kujonagtigt luskende i tågerne.
"Her er noget .. " sagde hun tøvende - ikke helt sikker på, hvad 'noget' var. Hun sniffede mistroisk og sendte dæmonen et skulende blik. Måske var han i virkeligheden bare en form for marionetdukke for en større dæmon..

Udfordringsord: Værtshus, juice, oase, regnskyl

Spøgelsespigen havde tydeligvis fundet mere sjov i Kijara end Nickazho. Specielt fordi Kijara ikke kunne se hvad hun rendte rundt og lavede. Pigen bevægede sig om bag Kiraja og pustede hende i nakken med en kold kuldegysende vind.
Låget på urnen var netop stoppet med at rotere rundt på toppen af urnen, og lå nu helt stille. Denne kombination var ikke ligefrem den mest hyggelige af slagsen.
Det kunne være lige så skræmmende som et værtshus sent på aftenen, hvor diverse gustne mænd sad og overværede en kvinde. Kvinden følte sig umuligt tryg sådant et sted, og det gjorde man bestemt heller ikke her på stedet.

Nickazho fulgte spøgelsespigen med øjnene. Fulgte hende fra gravstedet til over bag Kijara, dog uden at dreje hovedet den mindste smule. Det var derfor tydeligt at han fulgte "noget", hvis altså Kijara stadig var opmærksom på den lillae dæmon, nu da der skete ting og sager omkring dem.

Nickazho kunne ikke lade være med at smile et fjoget smil efter Kirajas kommentar.

"Du kan altså ikke se hende?" Sagde Nickazho spørgende. Selvfølgelig vidste han da godt at pigebarnet ikke kunne se hende. Det kunne de fleste jo ikke.
Kijara lignede en der trængte til et eller andet godt. Måske et glas juice, så hun kunne komme ovenpå igen. Hun lignede ærlig talt ikke en der så alt for godt ud i denne situation. Måske skiftede hendes hudfarve snart til en noget blegere nuance? Måske noget i nærheden af det mest lyse sand fra en oase?

Nu, da man endelig ikke troede at det kunne blive meget værre, valgte vejret at komme med et enormt regnskyl. Det stod ned i tunge stænger, og det eneste heldige ved det var, at de begge nok ikke kunne blive meget mere våde.

Udfordringsord: Lama, fabrik, støv, klat

Det næste regnskyl var lige ved at få Kijara til at bryde ud i en strøm af skældsord. Der var tydeligvis noget derude et sted, og hun kunne knap nok se en meter frem for sig på grund af den kraftige regn og tågen, der stadig lå hen over jorden.
En kold vind ramt hende i nakken, og hun kastede et blik over skulderen. Det føltes nærmest som et iskoldt åndedrag, men bag hende så hun ikke andet end regnen, der igen langsomt stilnede af og tågen, der lå som var den et fint lag støv i cirka en halv meters højde over jorden.
Situationen var langsomt ved at blive mere og mere skummel, men Kijara havde allerede bestemt sig for, at hun ikke ville vise nogen som helst form for frygt. Det var uden tvivl dæmonen, der forsøgte at skræmme hende med et eller andet form for magisk trick.

"Hvem!?" spurgte hun, stemmen dryppende af mistro. Han forsøgte helt sikkert at gøre hende bange, lille og lusket, som han var.
Om ikke andet, kunne Kijara da trøste sig med at der skete noget. Hun havde trods alt i sin tid forladt byen for at opsøge eventyr, for det værste hun kunne forestille sig var, at ende i et monotomt og ensformigt liv - som f.eks. en væverinde på en fabrik. Nej, der skulle ske noget..
Der gik et lille chok igennem hende, da hun kiggede sig omkring, og så en skikkelse i tågen et stykke fra gravstedet. Et øjeblik mindede det hende om en monstrøs form for lama, men så gik det op for hende, at det bare var et kroget træ, der stod ensomt i tågen.
Hun forbandede sig selv for at blive så påvirket af situationen .. der var jo ikke andet end et par gamle gravhøje, lidt regn og tåge og nogle underlige lyde, der sikkert bare var fremkaldt af vinden ..
selvom det var helt vindstille.

Kijaras opmærksomhed faldt igen på Nickazho. Det kunne ikke været andet end ham, der forsøgte at lave tricks med hende! Hun sparkede arrigt til en gren, der lå på den mudrede jord. Resultatet var, at klatter af mudder fløj i alle retninger - en klat havde direkte kurs mod Nickazho.


Udfordringsord: Tomat, varulv, suppe, rumlen

Det var tydeligt for Nickazho at Kijara var meget skeptisk omkring hele situationen. Hun havde sat sig i hovedet ikke at blive skræmt - forståeligt ganske vidst, når man var skeptiker, eller kendte til den anden side i forvejen som Nickazho (selvom han måtte indrømme at han for tid til anden selv blev skræmt).

Nickazho smilede et lille fjoget smil. Han kunne mærke at han begyndte at fryse mere og mere på grund af den store mængde vand der havde fortæret hans kluns. Efter denne dag, skulle han have sig en god omgang varm suppe, for så ville han muligvis kunne slippe for en grum sygdom efterfølgende.

"Hvem?" Spurgte han gentagende henkastet, hvorefter han svarede:
"Jo, altså hende den døde pige, selvfølgelig!" For Nickazho var det indlysende for enhver, som det var det mest almindelige i hele Krystallandet. Det var jo egentlig også meget almindeligt af ham.

"Du er tilsyneladende en ret stor skeptiker, men det er der sådan set mange mennesker der er her i landet.. Magtforstyrrede individer" sagde den lille lillae dæmon lettere højrøvet. De sidste par ord, blev sagt i en lettere mumlen, men nok en smule for højt til at Kijara ikke ville høre det.

Der gik kun sekunder, og Nickazho kunne mærke et eller andet bliver klasket mod hans kind. Det tog ham milisekunder at opfatte, at det var mudder, som Kijara havde stået og sparket til, som så havde styrret op mod ham. Han pustede sin ene kind op, og det modsatte øje blev knebet i. Det lignede at han havde en tomat i munden ved den grimasse. Han var ikke just tilfreds, og han kunne mærke hvordan regnen tog fat i mudderet på kinden, så det lige så stille var i gang med at glide længere ned.
Nickazho skulle til at sige noget omkring denne mudderklat, men i stedet lød der en stor rumlen. Han skulede ned til sin mave, og skulle til at skælde den ud, indtil han kom i tanker om, at det nok var en lidt overdrevet rumlen fra hans mave. Han skulede mod gravstederne, og så nu nogle tønder der var i fuld fart ned af en skråning, ned mod Kijara og Nickazho.
Nickazho måtte undvige en af dem ved at hoppe et par skridt tilbage, og var nær blevet ramt af den ene tønde alligevel. Mudderet gjorde det umuligt for ham at holde fodfæstet, så den lillae hud blev meget hurtigt lavet om til en omkring mørkt mudder. I det mindste havde han haft lukket sine øjne midt i faldet, og han kunne nu godt mærke, at det var umuligt for ham at åbne dem, for ellers ville han få det hele i øjnene.
En kortvarig hylen kom fra et sted bag skoven der lå længere henne. Det kunne kun være en varulv.

"En.. EN VARULV!" udbrød Nickazho lettere forfjamsket og skyndte sig op i sin blindhed og fandt frem til Kijara. Med en hurtig bevægelse tørrede han det værste mudder ved øjnene af i sine alt for våde klæder, og kiggede ud af to små sprækker. Han trak lidt i Kijaras ærme.

"Nok om ånder, varulve skal man tage sig i agt for!" Pev Nickazho, og trak mere og mere i Kijara og var desperat. I panik glemmer han sin egen tryghed ved blot at forvandle sig til noget åndeligt materiale, så han i realiteten bare kunne forvandle sig lige før varulven kom efter ham.


Udfordringsord: fugleskræmsel, lagune, kanin, fest.

Den døde pige? Kijara kneb øjnene lidt mere sammen og var næsten ved at bryde ud i en høj latter. Hun havde aldrig set et spøgelse, og selvom hun egentlig ikke tvivlede på åndeverdens eksistens, var hun ganske overbevist om, at den lilla skabning bare prøvede at gøre hende bange.
Stedet med alle gravhøjene, skummelt som her var, var jo netop de perfekte omgivelser for at forsøge at skræmme stakkels forbipassende, - og hvorfor skulle Nickazho ellers befinde sig på dette øde sted?

Smilet blev dog hurtigt tørret af hendes læber, da han højtlydt mumlende kaldte hende for noget i retning af et 'magtforstyrret individ' - det var da noget af det sidste, hun var! Hun foragtede jo netop selv de tåbelige mennesker, de rige købmænd, som havde fået rigeligt af magt og penge, og som sad på deres flade bagdele og skovlede i sig.
"Ja, det er jo ikke ligefrem en smuk, solbeskinnet lagune vi befinder os ved, men derfor tvivler jeg da stadig på, at der vandrer døde piger rundt.." Hun skulede vredt til dæmonen og åbnede munden for at komme med en passende spydig bemærkning, men netop i dette øjeblik hørte hun også den rumlende lyd.
På skråningen over for dem var et par store tønder i fuld fart imod dem! Kijara spærrede øjnene op og stod et øjeblik bare og gloede .. hvad fanden? Det lignede nærmest nogle store mjødtønder, men der var da næppe nogen, der skulle i gang med at holde fest i dette område.

Det var kun i sidste øjeblik, at Kijara fik flyttet sig fra den ene tønde, der højlydt brasede ind i et træ bag hende, og nu kæmpede hun med at holde balancen på den mudrede jord. Hun snuppede hurtigt spyddet, som hun i øjeblikkets hast havde smidt fra sig, og som nu var ganske og aldeles mudderindsmurt, men der var ikke rigtig noget hun kunne gøre, for at få tørret det væk.
Et øjeblik morede hun sig over synet af dæmonen, der nu mest af alt mindede hende om et fugleskræmsel, men nu kom han lidt for tæt på. Hun så irriteret på skabningen, der stod og trak i hendes ærme og som nu var begyndt at plapre løs om varulve.
Ja, hun havde da også hørt en hylende lyd, men det kunne vel lige så godt være vinden. "Det er nok bare en kanin.." sukkede hun. Nickazho så særdeles ynkelig ud, som han stod der og var helt brun af mudder og våd af regnen.
Hun spejdede dog alligevel vagtsomt rundt, for dæmonen havde jo ganske ret, når han sagde, at varulve var noget, man skulle tage sig i agt for.


Udfordringsord: måge, urskov, pandekage, lammesteg

Nickazho følte sig langt fra tilpas i den oprejste tilstand han stod i nu. Oprejst eller ej, han følte sig faktisk overhovedet ikke tilpas! Det havde nok aldrig i sit lange liv følt sig så uduelig og så klam. Selvom regnen havde stået på i lang tid nu, håbede han nu blot at det ville stå ned i torve, så alt mudderet kunne blive skyllet af ham. Hans hår kunne måske minde lidt om en urskov. Slet ikke det kønneste syn, og han var glad for at han ikke kunne se sig selv.
Den lillae dæmon skulede til Kijara, mennesket. Han var ikke glad for at stå så tæt på et menneske, men hvis det var det der skulle til for ikke at blive spist af varulvene, så var det helt OK! Hellere at ofre mennesket! Uduelige menneske..
Han hørte knap nok på hvad Kijara sagde, han svarede heller ikke, eller gav udtryk for at han overhovedet hørte efter. Han kunne næsten ligne en der tænkte på noget i retning af en lammesteg, efter at tanken var faldet ham, at varulven kunne gnaske i menneskekød.
Der var stilhed imellem dem. Nickazho stod helt stille, tæt på Kijara, stadig med et fast greb i hendes ærme. Han kunne høre regnen omkring dem støde imod diverse overflader. Faktisk var det en særdeles beroligende lyd. Han missede lidt med øjnene og blinkede et par gange.
Mørket havde lagt sig tungere end tidligere. Der var intet lys at skæmte, hvilket gjorde det svært at orientere sig. Det var i hvert fald sværere, hvis man ikke var en dæmon.
Når nu han tænkte over det, så var det lige før at han skulle have skubbet til Kijara, så hun kunne blive flad som en pandekage. Men så igen, måske var Kijara ikke så slem igen? Taget i betragtning af, at hun rent faktisk ville kunne ofres for hans overlevelse. Det var da ikke slemt!
Der var længe stille efter varulvens hyl. Det gav et jag i Nickazho da et nyt hyl lød, men denne gang var det et andet slags. Det lød som en måge.

(Nova er noob og glemmer at give mig udfordringsord, men de er: æble, død, fugl, chimpanse)

Der var blevet helt stille efter de rumlende tønder og varulvehylene - eller hvad det nu var, der hylede. Kijaras blik vendte sig i retning af en af tønderne, der nu lå halvt splintret op ad et træ. Ved siden af tønden lå et æble, og Kijara kunne skimte flere af de rødelige, rynkede frugter, der faldet ud af tønden. Æblerne så halvgamle og ikke særligt spændende ud, og Kijara rynkede tænksomt panden - hvor var tønderne mon kommet fra?
Hun blev opmærksom på, at der stadig var noget, der holdt fast i hendes ærme, og hun skulede arrigt i retning af den lille dæmon, der nærmest stod og rystede i bukserne ved tanken om varulve. Hans hår mindede lidt om en fuglerede, syntes hun, og faktisk lignede han mest af alt en lille, pjusket, våd chimpanse og ikke en dæmon, som han skulle forestille at være.
Kijara måtte dog selv nok tilstå, at hun ikke så meget bedre ud, gennemblødt af regn og mudder, som hun var.

Stilheden blev igen brudt af et nyt hyl .. eller nærmere .. et mågeskrig? En lille, fnysende latter brød frem fra Kijara - så det var den farlige varulv, de kiggede efter! En måge?
Hun forsøgte at ryste sit ærme fri af Nickazhos greb og kiggede sig omkring med et godt, fast greb i sit spyd. Nu, hvor hendes tanker var ledt hen på måger, fik hun øje på en af slagsen, der lå på jorden lige i nærheden af en af tønderne. Det var ihvertfald en død fugl af en art.
Kijara kiggede indgående på den, som den lå der på jorden. Den var småtyk, og der så faktisk ud til at være en del kød på den .. måske skulle hun samle den op og putte den i tasken, så den kunne blive til et aftensmåltid? Hvis hun fik tændt et bål, ville sådan en stegt fugl sikkert være ganske lækker.

Udfordringsord: Vindruer, kælder, musik, kokosnød

Nickazhos ører lyttede til alle omgivelser, og han måtte indrømme overfor sig selv, at hans fantasti sommetider tog fart med ham. Dette var jo selvfølgelig ikke noget der skulle fortælles til Kijara, det tåbelige menneske.
Mest af alt, drømte han sig lige nu langt væk tilbage i tiden, hvor han tilbragte tiden med de andre lillae dæmoner. Alle hans søstre. Dengang hvor han blev drillet af hankønnene, fordi han opførte sig som en af pigerne.

*Nej vent, forkerte tanker...* Sagde Nickazho til sig selv, og spolede nærmest hele billedehistorien oppe i sit hoved, tilbage og væk fra drilleriet. Dengang var alt bare meget bedre. Dengang hvor han blev fodret med vindruer som en anden majestæt. Nok var det fordi de netop havde leget sådan en leg med, men nok om det.
Nickazhos ansigtsudtryk havde imellemtid ændret sig fuldstændigt. Han var meget sagelig at kigge på, som om han havde sit helt eget anlæg der spillede stille musik oppe i hovedet på ham.

Da Kijara udbrød en form for latter, vågnede han fra sit eget dagdrømmeri. Det var som om at vende tilbage fra til den mørkeste kælder.

*Øv! Sådan et forpulet møghul det her!* Nickazhos ansigtstræk blev strammere, og det var ikke kun på grund af pigebarnets latter, men selvfølgelig hjalp det ikke på det hele.
Nickazho trådte et par skridt væk fra Kijara.

Hvis Nickazho kendte Kijaras nuværende tanker, ville han have forslået hende, at det var lige så håbløst at blive mæt af den døde fugl, end hvis hun havde fundet sig en kokosnød.

"Hvorfor befinder du dig overhovedet herude, menneske?" Nickazhos nedladende tone havde absolut ikke taget fart ned af bakken, og måske var det heller ikke noget Kijara skulle kunne håbe på, når alt kom til alt.


Udfordringsord: hegn, levn, lava, elastik

Det ville naturligvis kræve, at fuglen var frisk... Kijara stirrede tænksomt på den døde fugl på jorden, imens hun drejede sit spyd i håndfladen. Så gik det op for hende, at tanken egentlig var tåbelig .. hun var en kriger! Hun kunne da selv nedlægge sit bytte .. og hun måtte da godt nok være ved at være sulten, hvis hun tænkte på at samle døde fugle op fra jorden.
Irriteret på sig selv gjorde hun et kast med det lange, blåsorte hår, som i øjeblikket var tungt af regn. En del af lokkerne forblev klistret imod hendes ansigt, og hun fjernede dem med en hurtig bevægelse.
Regnen var et ubehageligt element, men det var noget, hun kunne leve med. Der kunne jo f.eks. ligge lava på jorden i stedet for mudder, og så havde det været mere værre .. særdeles irriterende, faktisk.

Hendes blik faldt igen på dæmonen, der sagde noget til hende. Det lød lidt som om han bebrejdede hende for at være her, og hendes blik blev igen surmulende. Hvad bildte den lille, lilla skabning sig ind!?
"Jeg er skam blot på gennemrejse,.. udforsker landet, du ved." svarede hun. I sine tanker forestillede hun sig hvordan det ville være at give dæmonen et solidt spark hen over et hegn og nærmest se ham flyve igennem luften, som var han en elastik, der var blevet skudt af sted. En særdeles tilfredsstillende tanke.

Regnen faldt stadig stille og fra den tågede jord rejste de nærmeste gravhøje sig som levn fra en fjern fortid. En svag, rumlende lyd hørtes igennem stilheden fra det nærmeste gravsted..


Udfordringsord: kildevand, balkjole, gusten, dværgeskæg

Nickazho kneb sit ene øje sammen, og stirrede indgående på Kijara med det andet. Hovedet blev lagt lidt på skrå og så meget kritisk på hende. Nok havde hun et spyd, men en kvinde der var så meget på afveje?
Han havde et andet syn på kvinder. Sådan nogen der skulle have kjoler på, evt. balkjoler, når de skulle være rigtig fine. Selvfølgelig skulle man heller ikke forglemme alle de huslige pligter. Alligevel, lignede Kijara en, som hverken var det ene eller det andet af denne type kvinde.

"Du er en særdeles mærkelig type menneskekvinde!" Nickazhos ord var sagt med en tydelig undren. Hun var ikke som alle mennesker, men om det var en god eller en dårlig ting, vidste han endnu ikke. Det kunne jo også være at hun var en anden form for type menneske. Måske endda en dværg? Hun burde faktisk være en mandlig dværg og have dværgeskæg! Det ville have passet mere til hendes fremtræden. Faktisk, var denne tanke en smule gusten, når nu han tænkte sig om. Han har aldrig været tæt på dværge, men han forestillede sig hvor ækle de dog måtte være, når de spiste. De var sikkert også meget beskidte, samt krigeriske.

Nickazhos bemærkning var svær at gennemskue om det var ment som dårlig kritik, eller ej.
Når Nickazho tænkte mere over det, tænkte han på dværge som boende i kolde bjerge. Der hvor der skulle løbe kildevand og mange andre goder... Næ, hov vent. Det var da den eneste gode som Nikcazho kunne finde på, når alt kom til alt. Lorte bjerge..

Udfordringsord: kaktus, brønd, dal, malm.

Kijara holdt skarpt øje med de nærmeste elverhøje, fast besluttet på ikke at lade sig overraske af noget. Hun foretrak helt klart en fjende hun kunne se foran sig (og spidde) i stedet for noget usynligt, som måske ikke engang eksisterede.
Den svage, rumlende lyd fik det nærmest til at lyde som om, der dybt under dem var en masse dværge igang med at udvinde malm eller sådan noget. Ikke at denne tanke var særlig sandsynlig .. men rullende tønder havde altså heller ikke virket som en særlig sandsynlig tanke for ganske kort tid siden.
Dæmonen sagde igen noget, og Kijaras blik fæstnede sig på den lilla skabning. En vis tilfredshed bredte sig i hende ved lyden af hans ord, selvom hun tvivlede på, at de egentlig var ment som en ros. Hun gik så sandelig heller ikke op i at ligne en 'normal' menneskekvinde.
Hvis hun skulle beskrive sig selv, ville hun kalde sig en kaktus. Sådan en med nogle farlige, stikkende torne, der rigtig kunne få det til at gøre ondt .. hun rynkede panden. Ved nærmere eftertanke vidste hun ikke, om hun havde lyst til at sammenligne sig selv med en lille, stikkende plante.

"Du er nu heller ikke en hel normal dæmon," svarede hun Nickazho. "Jeg troede det var meningen at I skulle se lidt mere .. farlige .. ud." Tonefaldet var stadig meget spydigt, for hendes begejstring for skabningen var ikke steget særlig meget.
Der var efterhånden blevet lidt mindre af den tætte tåge, der ellers lå som et tykt tæppe hen over jorden, og man kunne faktisk se smule af den dal alle gravhøjene befandt sig i.
Igen lød der en hylende lyd, - denne gang mindede det noget mindre om en måge. I stedet lød det som om lyden kom dybt nede fra.. som fra en dyb, dyb brønd.
Kijara skuttede sig og kiggede vagtsomt rundt.


Udfordringsord: Blod, grisetryne, flække, solnedgang