Lige hvad det var for et sted, som Mimi befandt sig på vidste hun intet omkring og faktisk så havde hun bare fulgt efter en gruppe der gik ind på borgen. Den eneste rigtig grund til at hun havde fulgt efter den gruppe var fordi, at det var langt fra en af de varme nætter, hvor det var til, at holde ud, at sove ude i skoven.

Men efter, at hun havde gået efter gruppe ned af nogle gange, så fik hun en meget underlig fornemmelse - næsten, som hun slet ikke brude være på det sted. Det var også fornemmelsen, som fik hende at stoppe på sted og vende om. Dog, så kunne hun ikke rigtig finde vejen tilbage til døren, som hun havde kommet ind af. Fornemmelsen satte sig bare dybere og dybere i hende for hver et skidt hun tog og den blev også kræftigere i det, at hun kun havde sin forrevet kjole på.

Forhandlingerne var i gang. Samson havde netop fået solgt et af sine dyreste stoffer, og modtaget en god posefyld krystaller. Tilfredst, gik han ned af gangene og fik i sine hastige skridt, hurtigt puttet læderposen ind under sin bandeleder kappe. Kappen svingede tungt rundt om sin ejermand ryg, i takt med de hastige skridt. De forhandlende begyndte at tynde ud, i takt med at han kom længere og længere væk fra forhandlingscentrummet.
Idet han drejede skarpt om et hjørne, stoppede han pludselig op. En ukendt kvindelig, som tydeligvis var meget panikkende i sine bevægelser, farede rundt et sted midt på gangen. Hun havde ryggen vendt mod ham, hvilket fik Samson til at smile et lille kynisk smil.

Ilden fra faklerne blev som nærmest pustet ud af den ikke eksisterende vind. Gangen var nu henlagt i det ubarmhjertige mørke, og Samson begyndte nu atter at gå i Mimis retning. Et par flammer blussede op i hans øjne, hvilket hjalp ham med at finde frem til hende, samt ikke at gå ind i ting der indimellem stod på den ellers halvnøgne gang. Ekko fra skosålerne der ramte mod stengulvet, gav genlyd. Han skjulte ikke sin tilstedeværelse, og han var udelukkende ude på at gøre det hele meget ubehageligt for den paniske kvinde.
Han stod nu meget tæt på hende. De brændende øjne betragtede Mimi indgående i mørket.

"Faret.. vild?" Lød det køligt spørgende. Et stramt smil tegnede sig over hans læber, men dette kunne ikke ses i mørket. Alt hvad Mimi ville kunne se var et par brændende øjne, hvis pupiller var ikke eksisterende i øjeblikket. Øjnene var et par store glødende pletter i mørket.
Der gik få øjeblikke, og en enkelt fakkel lod sig pludselig antænde igen nær dem.
Faklens lys afslørede deres omrids i mørket. Samsons store, og meget overdrevne krop blev nu også afsløret overfor Mimi. Et par svedperler på hans overarme glimtede let i den dunkle belysning.

At der var nogle, som kom gående bagved hende var ikke noget, som Mimi var klar over og egentlig så stod der bare i hendes hoved, at hun skulle væk fra dette skumle sted. Da alt lyset pludslig gik ud så stoppe hun lige på stedet mens hendes hjerte hoppet et par slag over og hun forsøgte, at få hendes øjne til at vende sig til mørket, hvilke også var derfor hun ikke rykket sig ud af stedet.

Da der lød en stemme bagved hende, så vendte hun sig meget tøvende om og dog, så lige snart, som hun fik øje på de glødende pletter i mørket fik hun sådan et chok endt i det, som hun forsøgt at træde et skidt tilbage mislykkes det. På den måde, at hun fik sat sig ned på sin ende med et lille bump og med det sammen, så prøve hun at kravle baglæns, hvilke var let at gøre, da kjole var så forrevet, som den var i den nederst del.

Alt hendes talegave var, som forsvundet som dug for solen en forårs morgen og selv da der blev en fakle tændt inærheden af dem så gjorde det ikke det meget bedre for Mimi på grund af omridse af den store mand eller ting, der stod over hende fik hende bare til, at følge sig som en fluge fange i eddekrops spindlevæv.

Samsons ansigtstræk blev tydeligere efterhånden han langsomt nærmede sig Mimi. Mimis fald gjorde blot hans smil bredere. Hans hvide øjne borede sig ind i Mimis forskrækkede ansigtsudtryk, som var skræmt fra vid og sans.
I et forsøg på (med magnetisme evnen) at trække hendes krop til sig, og vende hende så hun havde ryggen mod den kolde stenvæg, stirrede Samson hende køligt ind i øjnene med et bredt og smørret smil. Det var ikke just hvad man ville kalde venligsindet.

Blikket flyttedes fra hendes øjne, til ned af hendes krop. Blikket var ikke just et behageligt et af slagsen, og han havde ikke tidsmangel til dette øjeblik - han tog sig tiden, hvilket blot gjorde det hele mere ubehageligt.
Mimis lettere ødelagte tøj, gjorde det let for ham at se hendes former, hvilket behagede ham mere end hvad godt var.

"Ikke så forhastet.. Jeg er sikker på at du kan gøre noget gavn her.." Brummede Samson, og en hånd blev placeret på hendes talje (?).

"Ville du ikke sige det samme, huh?" En brummende latter slap fra hans sammenbidte læber, mens han intenst stirrede på Mimi.

Det, at hans ansigt blev mere tydeligere jo tætter på hende hjalp ikke ligefrem på, at berolige hende på grund af de signaler, som han udsendte var alt andet end venlige. Hver en celle i hendes krop streg på, at hun skulle flygte og denne fremmede ikke var ude på noget godt. Da der pludselig var en kræft, som trækket hende op fra gulvet, så havde hun ikke kræfterne til, at modstå det selvom hun intet vidste omkring hvor den kræft kom fra og dog, så gik der en kort kuldegyssing igennem hende, da hendes ryg ramte den kolde væg. Aldrig før havde hun følte sig så lille og fanget, som hun gjorde der.

Mens hans blik flytte sig fra hendes øjne så var det ikke første gang hun oplevet, at der var nogle mænd der sendte sådan et blik i hendes retning og alligevel så havde det førhen lykkes hende, at komme væk i tide inden, at der skete noget.

Lige så snart, som hun havde ramt stenmurren så var hun bevist omkring, at undgå at noget af hendes hud kom i kontakt med hans, da hun havde under ingen omstændigheder lyst til, at vide hvad der forgik indeni den store, skræmmende mand der blotte hendes udgange. Især ikke, da hun havde indset at hun slet ingen kontrol havde over hendes evne til, at opfange andres tanker/lyster ved kontakt mellem den pågældende og hendes hud. Det var især slemt når hun var skræmt sådan, som hun var lige der.

"Det kommer helt an på hvad for en slags gavn De har i tankerne ?" lykkes det hende, at få svare med en mere rolig stemmelege end hun selv havde troede der var muligt for hende, at få frem. Men hun havde en god ide til hvad det var, som han hentyde til og det var bestemt ikke noget, som hun havde lyst til der skulle sket - Slet ikke at det havde lykkes hende at være gift uden at der var sket noget i den retning, da hendes afdøde ægtemand altid havde faldet i søvn inden, at han havde nåede at trange ind i hende. Men den ide, som hun havde på fornemmelsen, at den fremmede havde hentyde til samt det, som hun vidste omkring den ene af hendes evner var grunden til, at hun havde flytte hendes arm lidt længere ud og væk fra hans hånd der havde fundet sig vej til hendes talje.

Samsons snude kom nærmere Mimis ansigt. Smilet på hans læber var blot blevet mere perverteret at betragte.

"Jeg tror at vi har forskellige opfattelser af det ord." Brummede Samson med sin dybe, skumle stemme, der havde en snært af hæshed over sig. Hans blik gled ned på hendes bryster, og hånden fra taljen begyndte nu at rive fat i hendes skørter, i et forsøg på at flænse hendes nederste beklædning af. Den anden hånd holdt hende stadig op mod væggen.

Han nærmede sig hendes hals, som var han en blodtørstig vampyr. De hvide øjne så sultent til, og tungen gled nu frem mellem hans læber. Han forsøgte at slikke hende op ad halsen, nede fra hendes kraveben, og helt op til nær hendes øre. Han åbnede munden let, men flyttede sig ikke fra hendes øre. Han kom tværtimod det nærmere, og begyndte nu at hviske: "Du behøver at gøre absolut intet. Jeg kan snildt opnå tilfredsstillelse med dig, kvinde." Et køligt smil faldt kort over hans læber, men det fortrak sig igen. I bukserne på ham, var der alt andet end dødt.
Mimi ville komme til at fortryde, at hun var endt her på Borgen, hvis hun ikke allerede havde fortrudt allerede nu. Det kunne tænkes, at den tanke allerede var faldet hende ind.

På alle måder, så havde Mimi fortrudt, at hun havde fulgt efter den gruppe ind på borgen, som hun havde og det havde hun gjort i godt stykke tid, hvilke var derfor hun havde været igang med, at lede efter udgangen, da den monster ting af en mand havde opdage.

Det var tydeligt, at de to havde vidt forskellige opfattelser af det ord og det blev kun tydeligere for hende, da han gjorde, som han gjorde efter, at han havde brummede de ord. Da han begyndt, at rive fat i hendes skørter så med det sammen forsøgte hun, at stoppe det så godt, som hun kunne for hvis det stod til hende, så havde hun ikke gennemgået et ægteskab og bibeholdt hendes mødom blot for, at sådan en mand kunne tage den fra hende uden lov.

Men da han nærmere sig hendes hals, så kunne hun mærke hvad han havde i sinde, at gøre og denne gang var hun glad for den evne selvom hun normalt ikke brød sig om, at hun ikke kunne styrre hvornår hun brød ind i andres sind. Det gjorde blot, at lige så snart, som han havde stoppede med, at slikke hende op af halsen og han havde fået hviskede de ord. Valgte Mimi, at gøre noget som ikke helt var tænk igennem og dog, så var hun blevet enig med sig selv om, at på alle mænd måtte en af de svage områder være det sammen. Det var også derfor hun løftede hendes ene knæ så hårdt samt hurtigt op lige mellem hans ben, som hun var istand til, at gøre og hun håbet blot, at det ville gøre så ondt på ham, at han ville glemme alt om, at holde hende fast til murren. Da hun havde i sinde, at udnytte det øjeblik til, at strikke af og dog, så havde hun ikke lige endnu regne ud, hvor udgangen var.

Måske burde Samson tænke, at der var farer ved at lade Borgen stå vidt åben for folket i Krystallandet. Dog var han rolig ved dette. Det var ikke mange der dumdristigt begav sig ind bag disse mure, og hvis de endelig gjorde, så var de meget dårligt stående, da RT var på hjemmebane her.
En af disse dumdristige mennesker, var Mimi der, sikkert af nysgerrighed, havde begivet sig igennem de lange gange, for til sidst at ende her foran Samson.

Samson smilede et olmt smil, og det var tydeligt at se, at han ikke havde tænkt sig at behandle Mimi med den helt store gestus. Det var som når et får begav sig ind til en ræv.

Samson duftede lidt til hendes blottede hud på halsen. Det duftede så frisk og ungt. Ingen skræmmer at se. Hun havde haft et sikkert liv. Dog kunne han grueligt ændre på hendes ellers så fredelige tilværelse.

Der gik ikke mange øjeblikke, og pludselig kunne han mærke hvordan det hele snurrede for ham. En smerte jagede igennem hans mellemkød, og han måtte slippe Mimi for at tage sig til stedet. Gang på gang, når det skete, blev han mindet om at han for alvor burde gå kontant rundt med en beskytter i de bukser. Det var et mirakel at han overhovedet havde formået at lave børn for nogle år siden.

Han jamrede sig brummende. Så mod Mimi, og forsøgte ved hjælp af sin magnetisme, at slynge hende op til stenvæggen, mens han fik et øjebliks ro til at komme sig.
Det kan godt være at han havde prøvet det så mange gange, men han vidste også godt, at det var aldrig en smerte han sådan kunne vænne sig til. Det gjorde hans krop ham ude af stand til. Det hørte sig bare med til at være mand.

På alle måder, så havde Mimi regne med, at hun kunne slippe væk fra det store brød, som havde på sin vis overfaldt hende og dog, så da hun pludselig blev slynge op af stenvæggen, så kom virkelig bag på hende. Ligemeget hvor meget hun forsøgte, at komme væk fra den væg så lykkes det ikke for hende og lige hvad det var, som holdte hende fast vidste hun ikke. Dog, så havde hun en svag fornemmelsen af det måtte være brødet, som stod bagved det og bare tanken omkring det skræmte hende endnu mere end hun allerede var.

// sorry Nova, dette var lige det bedste, som jeg kunne komme på pt. håber, at du kan overleve dette meget korte indlæg fra min side af.

Det slag som hans mellemkød blev udsat for, var Samson selvfølgelig ikke tilfreds med. Dette gjorde blot hans humør mere mørkt og dystert. Dog ville det med garanti ikke have ændret på noget som helst for Mimi i sidste ende.

Da Samson havde fået sig et halvt minut til at ømme sig lidt i, kunne han godt få sig selv til at vralte ned af gangen mod Mimi, hvor hun var slynget op mod væggen. Han gik lettere skævt, for han havde svært ved at abstrahere fra den jagende smerte.
Han stod nu helt tæt på Mimi, med ansigtet tæt mod Mimis ansigt, hvis krop endnu var trykket op mod den kolde stenvæg.
Hans øjne strålede langt mere af en ondskab, som han ellers ikke tidligere havde vist overfor hende. Et syrligt smil fulgte ondskabsfuldt med.

Han forsøgte at gribe fat om hendes hår, og derefter slippe magnetismefeltet omkring hende, sådan så hun ville falde ned mod gulvet med tyngdekraften igen, for at hive hende ned mod trapperne, og føre hende videre ned i kælderen.

"Snart vil du fortryde det du gjorde, hvis ikke du allerede har gjort det uendelig mange gange". Brummede Samson med en let hæs brummende stemme, men dog stadig med det lettere syrlige smil han havde på læberne.

At det bedst ikke havde gjort hans humør bedre var noget, som hun gik ud fra og lige at det ikke ændre for hende var ikke en del af hendes tanker, da de stadig gik på, at komme så langt væk fra det sted, som hun overhoved kunne.

Da han kom ved hende så havde hendes forsøg på, at komme ned fra væggen ikke stoppet og faktisk så kiggede hun ham lige i øjne for det var langt fra første gang, at hun så sådan en ondskab i et par mænds øjne. Nej, sådan et blik havde hun oplevet op til flere gange gennem hendes opvæks.

Det kom bag på hende, at hvad end der havde holdt hende oppe mod muren pludselig forsvandt og der gik lige et sekundter før, at hun rigtig fik opfange hvad der skete. Ved den tid, så var manden begyndt, at trække hende afsted ved at hive i hendes hår, hvilke gjorde ondt, som bare en i fanden.

"Gi slip på mig din.. din forvokse tyr!" kom det fra hende mens hun forsøgte, at kræse hans hånd, som holdt ved hendes hår og da hun ikke rigtig havde tage sig af sine negle så var de blevet lange samt nogle enkle af dem spidse. "Jeg har ikke overlevet 2 år ægteskab som urørt blot for, at lade sådan en hulebeboer ødelægge det!" En ting, som hun var ligelgad med i det øjeblik var, hvad han sagde og det skyldtes mest af alt, at hun havde forlængs fortrudt at hun havde fulgt efter den gruppe ind på borgen.

Hans lyster var ikke til at tage fejl af. Der skete noget af en fest nede i hans bukser, såfremt han lige havde modtaget sådan en omgang smerte selv samme sted.
Nok begyndte Mimi at kradse med sine lange negle, og det resulterede da også i små skræmmer på hans hænder. Hans rug hænder havde været udsat for mange ting der var værre end det, så mon ikke at han lige ville kunne holde til det. Alligevel reagerede han, for hun skulle jo nødig fortsætte i for lang tid. Han slog ud med sin anden hånd, mod hendes kind, i håb om at give hende en syngende lussing. Hun skulle lære, hvem der bestemte.

"Livet er langt fra, som man forventer. Det er skæbnen, kvinde.." Samson hev hende videre ned, og slæbte hende ned i kælderen.
Han ville højst sandsynligt ikke kunne få hende til ikke at gøre modstand, så som altid, forsøgte han at fastholde hende gennem magnetismen.
Han forsøgte at vende hendes hånd, sådan så hendes bagdel blev vendt mod ham, og hendes ansigt blev vendt mod den kolde, hårde stenvæg.

Der var ikke noget at tage fejl af. Rummet var uden tvivl en kælder. Her var lettere fugtigt, og det gav en sær genklang igennem det underjordiske rum. Her var intet andet lys, end det der strømmede ind fra døren.
Samsons store skikkelse, kunne man kun lige fornemme et omrids på, fra Mimis vinkel. Døren som var på samme væg, var ikke langt væk fra dem, men omkring 5 meter lige til venstre fra hvor de stod.

Det var langt fra svært, at regne ud hvorfor nogen lyster, som Samson havde og det gjorde hende også mere besluttet for, at forsøge at slippe væk.
Selvom hun før havde prøvet, at få en lussing, så kom den alligevel lidt bag på hende, da han gjorde det, hvilke også fik hende til, at kort stoppe med at kradse.

Lige, hvor det var han var igang med, at slæbe hende hen vidste hun ikke og dog, så kunne hun se fugtigten på væggene, hvilke også fik hende til, at komme frem til, at det måtte være en kælder. Hans ord var ikke nogen, som hun gad, at svare tilbage på og det var fordi, at hun ikke kunne se nogen mening i, at gøre det. Det eneste, som rigtig stod i hendes tanker var, at slippe væk og ikke at lade det store brød se hende græde selvom hun kunne mærke vandet samlede sig i hendes øjne.

Hun gjorde alt hun kunne af modstand, dog, så da han vendte hendes hånd om så gjorde det ondt og det var en smerte, som hun ikke kunne undgå at brukke under for, hvilke også var derfor hun endte med at havde hendes bagdel vendt mod ham. Der opstod en usagt bøn i hendes tanker og den gik ud på, at hun ville få lov til, at beholde hendes klæder over ryggen, da hun vidste at det var det eneste sted, som bar tydelig tegn på alle de gange hun var blevet slået mens hun vokse op fordi, at der var en masse gamle ar som ikke var healet så pænt sammen.

Samson var ikke længe om sine handlinger. Hans bukser var allerede faldet til gulvet, og hans lem var ligeledes sluppet fri for ethvert syn. Han begyndte at hive i Mimis klæder, og lod magnetismen holde hende fast. Det var en fantastisk måde at have "flere arme" på. Hans bevægelser var lettere ivrige, og dette ville Mimi sikkert også kunne mærke i hans tag af hendes tøj.
Han løftede op i hendes kjole og fumlede nu med hendes trusser, som heldigvis ikke var svære at få af. I så fald, ville de have endt i de værste laser.
Idét han havde hevet op i kjolen i en hurtig bevægelse, havde han lige kunnet skæmte et par grimme ar. Han stoppede et øjeblik sine bevægelser og lurede dem an. Nok var det mørkt hernede, men den smule lys som der kom ind af døren, var lige akkurat nok til at afsløre dem. Han kunne trods alt se hvad han lavede.
Han ville ikke kommentere, dette var jo heller ikke nogen længere samtale, han var liderlig og hun var på randen til at tude.
Med koldt blod i årerne, lod han sig smyge sig ind i hende....

*censur*

Der var intet, som hun kunne stille op for, at stoppe det som skulle til og sket regne hun godt regne ud, hvilke også var derfor hun forsøgte, at tænke på alt muligt andet. Dog, så var det slet ikke nemt, at gøre for hende på grund af hendes evne der gjorde, at opfange alle hans lyster og alligevel så var hun så klar i hendes hoved, at hun udemærke godt kunne skilde dem fra hendes egne. Da han kort stoppe med hans handlinger så kunne hun slet ikke undgå der kort spire et lille håb omkring, at han måske havde ombestemt sig og ikke ville tage det mest dyrbare, som hun ejede.

Men ak, så skulle det ikke sket og under hele det så måtte hun op til flere gange bide sig selv i indersiden af hendes kind for, at ikke give udtryk for den smerte, som han påførte hende. Det eneste, som hun kunne gøre end, at vente på han blev færdig med hvad han havde gang i. Ønske omkring, at hun var død blev blot større jo længere tid det hele stod på.

...

Da han langt om længe virke til, at være færdig så kunne hun ikke gøre noget før, at hvad end for et felt, som holdte hende fast forsvandt "Happy now?" kunne hun slet ikke dy sig fra at kommentere spydigt og lige, at det måske ikke var det smarste trækt, at gøre. Var noget, som hun ikke lige fik tænk helt igennem inden, at orderne havde forladt hendes læber og lige hvad han havde i tankerne med at gøre ved hende - nu, hvor han havde tage den eneste ting, som hun havde kæmpe for, at passe på - selv under hendes ægteskab, da hun nogen after havde smule sove medicen i hendes (nu) afdøde ægtemands mad.

Samson fjernede omsider det magnetismefelt, som havde holdt Mimi på plads under hans arbejde. Da det blev "fyraften" hev han sine bukser op om livet igen, og lukkede sine knapper. Han holdt øje med at Mimi forblev hvor hun var. Hun var faktisk ufattelig køn, og det ville være synd hvis hun blot skulle få lov til at slippe. Desuden, var det altid godt at få flere til at frygte ham - trods det at han nu nok meget godt klarede det ved rygter.
Mimi sagde noget, på et sprog som han absolut ikke forstod. Først troede han, at det var nogen ord, som skulle være en del af det krystalisianske, men ved at ordene blev gentaget i hovedet på ham, fandt han ingen mening i disse.

"Hvad end du siger, så skal du nok opleve mere af det fremover." Brummede Samson særdeles veltilfreds.
Hans ru hånd gled langsomt op af hendes ryg, og lod den derefter glide hen på siden af hende, indtil hans placering var lige over hendes hofte.
Der holdt han sin hånd.
Der gik ikke lang tid, før hånden nærmest brændte fuldstændig, og han forsøgte at give hende et brændemærke som havde initialet S, C og O. Alle disse bogstaver var kædet sammen til et tegn. Hvis man havde et stort C, så var S'et koblet ind i C'et, så det fyldte lige så meget som det. O'et var meget mindre, og lå i midten af S'ets midterste "streg". S'et var desuden meget mere kantet, end et normalt S. S'et så dermed mere aggressivt ud, end hvis det havde runde "hjørner".
Brændemærkets evner, var noget udover det sædvanlige. Det ville kunne fremkalde smerte, selv på afstand. Han kunne torturere hende på denne måde, hvis blot han ønskede det. Sagt på en anden måde, hun ville blive hans slave.
Når han behøvede hende, kunne han blot kalde på hende gennem dette.
(Se evt. beskrivelsen af hans ild-evne, for at få forståelsen af brændemærket).

Der var ikke rigtig noget, som hun kunne stille op eller gøre modstand og lige så snart, som det felt forsvandt omkring hende, så kunne hun kæmpe for ikke lade hendes ben giv efter under hende, hvilke ville havde sket hvis det ikke havde være for hun havde haft murren, at støtte sig op ad.

Da hans ord lød med at det ikke var sidste gang hun oplevet det, som lige var sket så kunne hun ikke lade vær med at dejede hendes hoved om for, at se på ham og det var ikke frygt, som var i hendes øjne. Nej det var ren had. Men da han lod hans hånd glide op af hendes ryg, så vendte hun ikke sit blik væk fra ham på grund af hun havde sat sig i hoved, da han ikke skulle havde lov til at se hvordan det påvirkede hende, at han rørte ved hende selvom hun allermest havde lyst til at dø lige der. Men da hun pludselig følte det, som at der brændt lige der, hvor han havde sin hånd så kunne hun slet ikke lade vær med at forsøge, at rykke sig væk fra ham, hvilke var en hel naturlig reagtion at forsøge at komme væk fra det, som gør ondt og hun kunne hellere ikke lade vær med at udbryde en smerte udråb.