Nuvel..
Inden for få øjeblikke ville Zidiac dukke op i dørkarmen, som en anden trofast hund ville gøre for sin ejers hidkaldelse; menneskets bedste ven. Samsons bedste ven derimod var nok nærmere "slave-arten" og den trofaste medlemstype. Han havde rigeligt, og han forstod at udnytte det.
Samson trådte ind i baderummet hvori der stod et større marmorkar. Det var noget af det fine stads, men det var ikke ham selv der havde valgt det. En kvinde, vel at mærke, havde fået lov til at bestemme hvordan det skulle indrettes, for det var han selv ligeglad med, så længe lortet virkede. Vandet var i forvejen fyldt i. Det krævede en smule arbejde at få vandet transporteret op i den øverste del af tårnet, og hældt op i karet. Det blev knap så sjovt når vandet igen skulle fjernes, for der ville det se knapt så rent, samt gennemsigtigt ud.
Væggene var som resten af borgen; stenvægge. Et enkelt rødt tæppe med bandens logo indvævet, hang på den væg som var mest bar. Det gav rummet en autoritets-stemning, dog var det ikke den gode af slagsen hvis man var en almindelig borger, men for Samson var det noget helt andet.
Kappen faldt til gulvet, efterfulgt af støvler, bukser, sit sorte slag og til aller sidst: hatten. Den bredskuldrende, lettere svedige mand stod tilbage på det kolde stengulv med bare tæer. Han vippede lige en enkelt gang med dem. Det var længe siden de også havde været ude for støvlerne. Der var gange hvor han ganske vidst bare havde sovet med dem på. Hvis han havde smedet dem, kunne det end være at han stadig havde sine uldne sokker på. De fødder, duftede ikke som en dans på roser, nærmere betegnet som en trolds udpillede nullermænd som havde været indespærret mellem tæerne i hele dens liv, så der nærmest var opstået liv i disse mange sammenfiltrede uldtråde.
De overdrevne muskler glinsede let af den sidst fremprovokerede sved, der ikke havde aftaget under de mange tøjlag. Han kunne ikke lugte sig selv, han havde vænnet sig til det. Et værdigt blik bliver sendt til ham selv i spejlet. Han betragter hvordan hans ansigtstræk har ændret sig til noget mere alvorligt end før i tiden. Ikke sært med alt det mørkets pjat, men nu skulle det altså være anderledes for fremtiden. Et smørret smil blev sendt og øjnene blev knebet en smule sammen som fortalte at det han så, så godt ud. En mand, med helt hvide øjne. En mand, der havde fået mere magt end nogen sinde. Det skulle fejres med det bad der nu ventede på ham i en god temperatur.
Han stillede sig på det ene ben, og møvede sin ene fod ned, uden overhovet at mærke på vandet først, og derefter lægge vægten på det andet ben, som nu var i vandet, og trække den anden fod med ned i vandet også. Han stod lidt og kiggede ned af sig selv, så på sit klokkeværk et øjeblik, hvorefter han smilte veltilfredst. Samson satte sig ned i karret og betragtede tæppet der hang på stenvæggen. Det var nu ganske specielt. Han savnede måske lidt dengang hvor han bare var.. ham. Alligevel ville han ikke kunne have toppet så meget, uden at ville ende med at regere landet, hvis han havde været på egen fod. Det var sådan han skulle gøre, det som han hidtil havde gjort. Han ville ikke være indespærret. Han ville påvirke uden at føle sig spærret inde for livet.
Han lænede sig tilbage. Gensynet med sin fader havde gjort ham veltilfreds. Han havde lært meget, og hidtil nok.
Samson lukkede veltilfredst øjnene mens han havde smækket sine arme op over kanterne på badekarret og holdt sig selv fast.
Vandet var ikke den temperatur som han havde forventet, men det kunne han snildt ændre på. Han blev et kort øjeblik rødglødende over hele kroppen og fik hævet temperaturen gevaldigt inden han valgte at stoppe opvarmningen. Et veltilfredst smil bredte sig på hans læber.

† A dead man isn't dead when he's still alive †