Det var en lun eftermiddag i hovedstaden. Det var ikke længe siden verden havde rystet sneen af sig, men alligevel kunne man høre fuglene kvidre i det fjerne. Det var da hvis man spidsede ørene og sorterede støjet fra gadens menneske mængder fra.

For mange byboere var den fjerne kvideren et velkommen tegn på forår, men Vertis Rose var ingen byboer og havde vist i ugevis at foråret var på vej. Fuglenes kvideren virkede også umådelig triviel og kedelig i hendes uprøvede sind, i forhold til alle de vidunderlige lyde byen lavede. Der var mennesker der råbte, skændes, hviskede, husdyr og dyr hun aldrig havde set før! De var ikke engang nået hen til markedspladsen, og der var allerede bod efter bod med de mest mærkværdige folk fra hele landet, der solgte de mest mærkværdige ting.

Vertis' Rose var dog langt det mest mærkværdige syn på hovedgaden, med sine bare fødder og umådelige lette påklædning, der ikke bestod af andet end en mørkeblå overkjole med helvedsgab i groft hør. Hun var nok tildækket, men løftede hun en arm for højt stod hele siden af hendes bryst til åbent skue.
Vertis' Rose dvælede et øjeblik og sugede indtrykkene til sig, uden at ænse alle de unge mænd vis blikke lå på hende eller mødrene der hurtigt trak deres børn til sig, inden hun lod sig drive med strømmen af mennesker hen til en bod der solgte frugt.
Skønt det havde været en lang rejse fra skoven, havde Vertis' Roses iver taget over da hun havde nærmet sig byen, og hun var løbet fra Navnekendt af Vertis uden at skænke ham en videre tanke.

Tremor spejdede ud i mængden efter Vertis' rose. Det var muligvis lettere for ham, end det samme ville have været for så mange andre. Det var indbygget i disse menneskers sind at gøre plads til folk med højere rang end dem selv, folk med tøj der kostede det samme, som de tjente på et helt år, folk som Tremor. Problemet var bare, at på markedspladsen på denne tid af året, for slet ikke at nævne på denne tid af dagen, var der ingen plads at give af, selvom folk tydeligvis forsøgte at overbevise sig selv om det modsatte.
Dæmonen brummede en uforståelig ed i et toneleje, der næsten ikke kunne høres af menneskelige ører. Han ville have råbt efter sit nye samleobjekt, hvis han havde kendt hendes navn, men for nu måtte han nøjes med at se efter noget med sort hår, der bevægede sig langt hurtigere end det burde være menneskeligt muligt i denne sardintønde.

Tremor havde hurtigt opdaget, at hun var forsvundet. Ind til nu havde hun holdt sig til ham, som han havde givet hende besked på med en undskyldning om, at Vertis havde bedt ham passe på hende. Han ville komme til at bruge Vertis' navn ofte og til meget lignende formål et godt stykke tid fremover.
Men så var hendes nærmest magnetiske aura pludselig forsvundet fra hans side.

Endelig fik han øje på hende, og han satte farten op og skubbede om nødvendigt. Han skulle nå at få fat i hende, dog helst uden at få snavset sit tøj alt for meget til. Han var ret glad for denne jakke.

Endelig nåede han op på siden af hende.
"Du må altså ikke stikke af fra mig på den måde. Hvad hvis der skete dig noget?" Der var en undertone af oprigtig bekymring i hans stemme, men den bekymring var af samme art, som den han havde for sin jakke.
Han så lidt op og ned ad hende. "Du må da fryse i den mundering. Skal vi ikke købe dig noget nyt tøj?" Han smilede varmt, som onkler gør til deres forkælede niecer. Han havde intet imod at bruge et par safirer på noget tøj, hvis de fik hans nye skat til at se endnu kønnere ud.

Vertis' Rose vendte sig mod Tremor. Hendes læber var spredt i et bredt smil "Hvorfor kunne noget ske mig her?" spurgte hun forundret. Vertis havde altid sagt byen var et fælt sted, hvilket også var grunden til at han sjældent var der, og endnu sjældnerer tog hende med derhen. Men alt hvad byen havde vist hende var glæde og de mest fantastiske, forunderlige finurligheder.

En af mændende Vertis' Rose havde stået og talt med inden gloede olmt på Tremor, og åbnede munden for at sige noget, men kom tydeligvis på bedre tanker, da han så Tremors beklædning. I stedet forsvandt manden i mængden med en sagte ed om adelens næsvished.

Da Tremor kommenterede temperaturen, så Vertis' Rose tænksom ud et øjeblik. "Det er ikke rigtig koldt, men Vertis siger godt nok at jeg skal dække mig til når der er andre end ham" sagde hun med et bekræftende nik, og lagde sin arm om Tremors, som Vertis havde vist hende hun burde.