Den muskuløse ung mand travede lige så stille ned af den smalle grussti, der var ikke plads til ret mange på den ihvertfald. Det var da lige før man dårligt nok kunne gå ved siden af hinanden. Det var jo også noget heltandet hos sin far, han havde jo et stort sted, stedet hvor alle var glade på hver sin måde. Det var jo også der at hans far var, den far som lovede træning, træning, træning og mere træning som aldrig rigtig kom fordi han havde en masse andre planer. Selvfølgelig kunne han havde sin far på det punkt men hvem hadet ikke forældre når man var i teenage årene? Det gjorde alle jo, men samtid så kunne han godt lide den måde sin far var på. Han elskede at se folks ansigter når banden gik helt amok, og gjorde alt hvad de kunne for at sprede rædsel og røve folk fra deres værdier.
Den unge mand som gik der for sig selv alene og helt uden at forstå hvor han var på vej hen lod et blik gå op fra stien. Han stoppede op og fnyste kort ved synes af den kolde grå mur som bare stod og var grim! Hans hår der gik ned over sit højre øje rettede han lidt på så det sad bedremen stadig over øjet. Et fnys kom over hans læber og han rullede lidt med øjne og han lod et blik gå rundt for at se lidt rundt. Der var bare ingen mennesker her omkring men de var vel alle sammen også inde i byen ikke? Han traskede videre og stoppede op ved muren og lænede sig op på den. Latteren fra børn og snakken fra folk hvor lød det bare forfærdeligt! Et blik gik op imod himlen hvor solen var stærk og det var varmt men han var faktisk lige glad, han håbede bare at der kom en eller anden forbi så han kunne lege lidt med personens tanker, de skulle jo bare kigge ham ind i de klare isblå øjne.

Det havde været en rolig dag for Scara, han havde brugt dagen på at vandre, og havde været en tur forbi byen. Nu havde han dog valgt at slå sig ned uden foran byen op af muren. Han var ikke så meget for at sove indendørs nu hvor han var blevet vant til at sove udendørs. Desuden var havde han en forkærlighed for naturen, som kun var blevet stærkere med siden. Så nu sad hans lille skikkelse ude foran byen op af muren. Hætten på den blå robe med sorte ærmer var slået ned, og afslørede hans blege ansigt. Ansigtet var indrammet af det lyse karamelbrune hår, der langsomt gled over hans ansigt som lå lidt på skrå. Han så fredfyldt ud som han lå der, med arme og ben over kors. En smugle sol lå på hans ansigt, men et træ skyggede nok til at det ikke var irriterende.
Han var ikke særlig stor af en 21 årig, han var nok omkring de 165 eller nok mere der under, og endda spinkelt bygget. Der var ikke meget mand over ham, og hans ansigt var næsten androgynt, og hjalp ikke særlig meget på at få ham til at se farlig ud. Han lignede mere noget der med lethed kunne gå i stykker.

Selvom at Ompries kun er 167 høj lignede han stadig Samson utroligt meget, den meget muskuløse krop, håret, øjne stort set alt lignede meget mere end hvad han gjorde ved sin mor, som han egentlig stadig ikke kendte navnet på. Han anede ikke engang hun så ud, var det godt eller skidt? For ham var han fuldstændig ligeglad, den eneste der betød noget for ham var hans far!
Ompries vendte blikket og kiggede lidt frem og tilbage og lod sine øjne flakke rundt i landskabet. Hvad var ordet for det? Smuk? Nej det var ikke det sådan noget kom bestemt ikke ud af hans mund og det ville det aldrig nogen sinde gøre! Som han kiggede længere ned af muren lagde han mærke til en person. Måske han skulle have det lidt sjovt nu hvor personen bare ligger der og laver ingen ting. Et skummelt smil kom frem på hans læber, med stille skridt bevægede han sig ned imod personen, dog havde han stadig håret over øjet. Der var ingen der skulle se det modermærke han havde, for det var det eneste på ham som ikke lignede hans far, og han afskyede det modermærke. Hvor mange havde også lige et modermærke som gik skråt ned over et øje?!