Barad var igen på opdagelsesrejser og denne dag var han taget op til højderne i den sorte dal. Han lignede sig selv, i sin gas agtige form. Det eneste solide ved hans udseende var de to gule øjne, der sad nogenlunde midt i det hele.

Vejret var stille og utroligt roligt, hvilket var et Unaturligt fænomen. Normalt var det et blæsende og meget koldt vejr. Denne dag var det ikke særligt koldt, og meget stille. Over ham, var skyerne spredt for alle vinde og solen lyste blidt ned over landskabet, hvilket gav den sorte stenart en unaturlig glødende skær, fra de steder der ikke lå sne, hvilket dækkede stort set alt.

Barad var ikke i noget dårligt humør, men derimod kedede han sig enormt meget og kunne godt tænke sig noget selskab i en eller anden form.

Fra et eller andet i sted i retning af bjergets fod begyndte lyden af et par vinger, der slog i luften, at kunne høres. Lyden blev kraftigere og kraftigere. Hvis det havde været lyden af fuglevinger, ville man nu have kunnet se fuglen flyve forbi, men lyden blev stadig kraftigere. Tremors vinger havde nu også et ganske pænt spænd på ca. syv meter fra vingespids til vingespids. Der skulle noget mere til at holde en menneskes kropsvægt end en fugls.

Han landede pænt stykke fra Barad, med en tyngde, der fik de nærmeste småsten til at ryste og lidt støv til at flyve op. Han skumlede på en dialekt af det sprog bjergelverne brugte. Hvis nogen kunne bande og svovle var det dem, mente han i hvert fald selv. Men på den anden side havde han aldrig brugt meget tid på at lære dværgsk.

Den bare overkrop, som han havde fløjet rundt med, bar ikke særligt præg af de brystmuskler, et vingesæt som hans krævede. Ikke desto mindre blev der pustet efter flyveturen. Vingene blev trukket ind igen og forsvandt til sidst fuldstændigt, hvorefter han iklædte sig en skjorte og en ikke ligefrem billigt udseende jakke. Lige nu var han for utilfreds med sin situation til at tage sig af, om der var andre til stede.

Barad hørte først de dybe vingeslag, for derefter at få øje på en bevinget mandsperson, som kom flyvende i retning af ham, eller hvert fald området. Han var glad for at da den fremmede, landede var han ikke selv i kontakt med jorden. Støvet der rejste sig om ham påvirkede ham ikke særligt, men fik ham til at virke større end han egentlig selv ville give udtryk for.

Barad kunne ikke lade være med at se på den fremmede, da han ikke virkede fjendtlig, nærmere som om han ikke var blevet opdaget. Barad besluttede sig derfor at give sig til kende for den fremmede, hvilket ikke var noget der ofte skete frivilligt. Jamen, god eftermiddag, unge dæmon. sagde han roligt og forsøgte med en venligt stemme. Han havde endnu ikke ændret sin form, for han følte at denne form var den mest venlige. Hans gule øjne nærmest stirrede interesseret på den fremmede.

Tremor vendte sig, lige på nippe til at spy ild om nødvendigt, mod Barad. Et andet væsens tilstedeværelse så langt oppe i bjergene og på denne tid af året, var kommet som noget at en overraskelse. Han selv var aldrig kommet herop, hvis det ikke havde været fordi, at han var blevet tvunget ud på et ærinde. Krystaller samlede ikke sig selv, og han var stadig ikke i verdens bedste lune over, at han havde været nødt til at forlade sit bibliotek igen. Han var overrasket og lettere irritabel, men ikke skræmt. Skræmt blev han sjældent, men det skyldtes nok mest hans store ego, som igen nok skyldtes hans evne... eller i hvert fald hans eget syn på dem.

Efter at have betragtet Barad et sekund eller to, slappedes dæmonens muskler igen. Manden lod ikke ligefrem til at være ved at gå til angreb. Han rankede sig lidt og lukkede den jakke, han havde været ved at tage på.

"Ung? I De så gammel, at jeg kan betragtes som ung?" Bemærkningen havde ikke ligefrem opmuntret ham, for han var trods ældre end langt de fleste dæmoner. Men i det mindste havde han nu en del oplysninger om Barad, hvilket straks fik ham til at gennemrode sit mentale kartotek over nulevende dæmoner højere rang end ham selv.

Barad så på ham og små grinte lidt. Jeg er måske den endnu ældste dæmon tilbage. sagde han ganske roligt med en venlig tone. Han var jo netop ikke ude på skræmmer og ville ikke have nogen kamp hvis det kunne blive undgået.
Hans form skiftedes til at ligne et menneskes, dog stadig som en røgsky, detaljerne godt sløret. Jeg formoder ikke at de kender til mig, da jeg har holdt mig i det skjulte og blot har observeret verdenen mens den har været undervejs mod undergangen, men nu igen er på rette spor. sagde han igen ganske roligt.

Han tog en ganske kort og ubetydeligt lille skridt hen mod Tremor. De kan kalde mig Barad. sagde han med en tydelig værdighed i stemmen og så på ham med et gennemborende blik, for at se han reaktion.

Tremor hævede hovedet en smule, mens den irriterede rynke mellem hans pæne øjenbryn udtværedes, hans øjenlåg blev mindre sammenknebne, og hans ellers irritable ansigtsudtryk blev mere respektfuldt at se på.

"Barad... Så det er sådan, De tager dem ud. Intet under at ingen har kunnet beskrive Dem ordenligt, hvis De har holdt dem for Dem selv." Den 'unge' dæmon havde et lille ønske om, at Barad havde fortsat med at holde sig for sig selv. Det sidste, han ønskede lige nu, var selskab af nogen som helst og sidst af alle, en dæmon med Barads alder. Det var ydmygende, selv tremor undgik at vise det. Chancerne for at Barad ikke kendte til Tremor var stadig rimelige, men ikke overvældende gode set fra Tremors eget synspunkt. Han holdt øjenkontakten, som hvis han ikke havde noget at skamme sig over. Han fortsatte:
"Har De et ærinde heroppe, eller er jeg brudt ind på et af Deres tilholdsteder?"

Barad holdte øjenkontakten med Tremor og smilte venligt til ham. De har måske ledt efter mig? sagde han kort forundret, Eller måske er det et tilfælde at vi skulle mødes på denne top. Hans skikkelse der lignede et menneskes blev konstant påvirket at vinden der blæste, for han var ikke ret meget mere end en røgsky med en sjæl om man ville. Det eneste der ikke flyttede sig var egentlig de to gule lysende prikker af øjne, der fortsat holdte blikket med Tremor. Hvis dette var en stirrekonkurrence ville han ikke tabe.

Han hæve det der skulle forestille at være et par øjenbryn. Nej, du har skam ikke brudt ind eller noget i den stil. Men hvis jeg fortyrre din fred, skal jeg da gerne forlade denne top. sagde han roligt lo kort. Der er egentlig ret kedeligt og koldt her på toppen og her er ikke ret mange man kan drille. sagde han roligt, mens en vind næsten udviskede ham helt, på nær de gule øjne.

Stirrekonkurrencen, som det var blevet til, havde stået på for længe. Tremor slog blikket ned for ikke at virke respektløs. Hans forældre havde opdraget ham temmeligt godt på det punk; man viste respekt for ældre dæmoner, alt andet ville være for stor en risiko. Hvis han havde været i et mere temperamentsfuldt lune, havde det måske været noget andet, men lige nu følte han ikke trang til at flambere noget, eller begrave noget i et jordskred - med mindre han kunne myrde Lord Argon samtidig. Men ak, sådan var reglerne ikke. Sådan en skam...

"Det glæder mig at høre." Egentlig var han ligeglad, han skulle videre på et tidspunkt under alle omstændigheder, men senere var trods alt mere hans stil end før. "Men det tilkommer ikke mig at bestemme, hvor De skal befinde Dem. Hvis De ønsker at blive, er det Deres sag." Tremor børstede lidt støv af fløjlet, som jakken var lavet af. Her var koldt. Han kunne ikke være mere enig, men det skulle jo også være en grund til ordsproget, 'der er koldt på toppen'. En temmeligt kedelig tanke, han sikkert havde haft ført, men uden at bekymre sig om at huske den.

Han spidsede ørerne lidt - eller det ville han have gjort, hvis han kunne - Og vendte blikket fra den udmærkede udsigt tilbage til Barad. "Drille siger De. Hvad mener De helt præcist?" Han var en blanding af interesseret, ligeglad og på vagt. Men 'ikke så mange' kunne han meget nemt have ment Tremor, og det huede ikke den yngre dæmon.

Barad vendte blikket ud mod udsigten og lavede en bevægelse, der lignede noget i stil med at han satte sig ned. Hvis du ikke har noget i mod det tror jeg godt jeg kunne blive lidt og nyde selskabet af en anden dmæon. sagde han roligt. Det jeg mener er at jeg er en gammel, men drilsk dæmon, der elsker at drille og overraske andre. Især dem der har nemt ved at blive skræmt. sagde han roligt og grinede kort. Hans form skiftede konstant i vinden, men det generede ham ikke særligt, da han ikke ligefrem mærkede det.

Faktisk så har jeg ikke mødt en dæmon af din type i noget der virker som en evighed. Hvor gammel var det nu du var. Det kunne måske have været din skaber eller nogen beslægtet? spurgte han ham roligt og smilede bredt, måske lidt for bredt, for man kunne se alle hans fine skarpe og spidse tænder, der kunne bide gennem stål, hvis det skulle være.