Dimitris havde begivet sig hen til den lille øveplads, der lå ved siden af kamparenaen. Det var ikke, fordi han havde brug for at træne, at han var her; nej, det var fordi den støvede jord og de mange redskaber til brug i træning, mindede ham om hans gamle hjem.
Han tog plads på det træhegn, der omgav pladsen. Her gav han sig til at kigge sig omkring med et noget kedsommeligt blik. Det var da underligt, at der ikke var nogen ude at træne... Måske var de bare alle sammen inde i kamparenaen? Han kastede et blik op mod den enorme tribune. Nah... Hvis der var en kamp igang, ville luften være fyldt med råben og skrigen og klappen.

Koda kom gående ind på den lille øveplads. Hun havde bare brug for at være lidt alene frem for sammen med Pytro. Og på denne tid plejede der ikke rigtigt at være nogle tilstede på den lille bane. Koda var ikke helt sikker på om hun ville træne eller hvad hun ville her. Det var ikke lige fordi hun selv syntes hun lige havde brug for det men måske lidt alligevel.
Koda sparkede til jorden så der kom en lille støvsky op og var lige ved at bande og svovle. Hvorfor skulle hende liv også ligepludselig få den her ændring. At skulle leve med sin komplette modsætning var direkte provokerende, og uheldigt.
Man kunne tydligt se på Koda at hun måske trængte til at komme ud med lidt aggrationer.