Det var hen på efter middagen, og det var endelig ved at være mere behageligt at være i ørknen, selvom det stadig var varmt, men det var ikke som middagens uudholdelige varme. Himlen var skyfri, som man næsten kun kunne have forventet af en ørken, og alt var som det altid havde været.

Aladria havde bevæget sig ud i ørknen for at få noget tid alene, væk fra utallet af mennesker der stirrede, og de mange dage med arbejde. Selvom hun var glad for andre mennesker, var der også bare de tider hvor hun havde brug for lidt mere plads så hun kunne sprede vingerne, metaforisk set og bogstaveligttalt. Aladria havde et par mørkegrå vinger startene fra skulderbladene, og ikke bare et par små, men nogle der udentvivl var tæt på umulig at gemme, hvilke var til sider var irriterede, for de utallige blikke gjorde hende ikke vidre tilfreds, men hun log sig ikke blive slået ned så let. Det var dog ikke kun vigerne der gav hende et sært udseende, men også hendes hud der var i blå nuancer, at hendes hænder havde klør, og hendes øjne var lilla. Det der nok fik det til at se mere sært ud, var at hendes hår var det noget af det eneste, der havde en normal farve; En lys karamelbrun, som ikke lige frem machede hendes udseende, men sådan var det nu en gang, og der var egentlig ikke så meget at gøre ved det, selvom det nu en gang ville have været rart, hvis hun havde set normalt ud, for det ville have gjort visse ting lettere.

Men uanset hvad... Nu stod hun i oasen i ørknen, og havde allerede trukket sin noget smadret kutte af, for at køle lidt af, og for at at strække sine vinger så lange de var. Hun trak sine handker op ad lommen og smed dem ved siden af, trak stidshætten af og lod den dumpe i samme retning, kort efterfulgt af støvler og bukser, så hun nu stod i sin forstore hvide trøje, som lige så godt kunne have været en kjole, -om dog en kort en- da den gik hende til knæene.
Håret blev trukket op i en løsknold for at få ldit frisk luft ind på nakken, før hun endelig satte sig med begge fødder i vandet, og sank et lille stykke ned så et godt stykke af benene var dækket i vandet. En forfriskende følelse spredte sig i hende, og hun lod et lille suk glide over læberne, efter et tilfreds smil havde bredt sig.

Denaro trådte gennem sandet med et fodfæste der ikke hørte til i det løse sand. Hans fødder ramte let overfladen, men i modsætning til den almindelige ørkenvandre, så blev hans fødder på toppen, som hærdede sandet sig under hans skindstøvler og sikrede ham en ubesværet rejse.
Hans krop var dækket af den rødbrune kåbe, som var slynget op om hele kroppen inden den sidste rest af stof gik til at hætte, som kunne skjule den blege hud for solens brændende stråler. På ryggen bar han som altid sit spyd, det over to meter lange våben var helstøbt af en særlig magisk substans, som var det nærmeste på ubrydelig Denaro nogensinde var kommet, men det var også vigtigt den ikke blev brudt, den indholdte ufattelige mængder af hans magi og lagret i dets kerne havde den unge mestersmed placeret sandkorn til at tillade Denaro at kontrollere våbnet med hans egen magi. Dette var dog blot småting i forhold til den betydning spydet i virkeligheden bar for den rødhårede mand, men end ikke han kendte dets fulde potentiale.

Med blikket på den kølige oase trådte han nærmere, han havde vandret i flere timer og havde kun enkelte dråber vand tilbage i sine forsyninger, så hans skinddunke skulle fyldes op før han kunne rejse videre. Han burde også vente et par timer for at hvile ud, der var trodsalt stadig langt til ruinbyen. Trods han havde været der et utal af gange før, så kunne han ikke holde sig derfra. Han vidste der stadig var spor, som han ikke havde fundet, spor der kunne lede ham nærmere den viden, som han så længe havde jaget, men som alligevel blot virkede som et fatamorgana i ørkenheden.

Da han trådte ind under den første palmes skygge trak han hætten af. Det røde hår havde vokset sig længere end han brød sig om, og han havde planer om at få det klippet, så snart han vendte tilbage til sin skovhytte. Han forsatte frem til vandet og uden så meget som at værdige Aladria et blik bøjede han sig ned og drak. Et par store mundefulde var nok til at slukke tørsten, blikket blev derfor rettet imod Aladria, hun stod et stykke væk, for langt til at hilse med ord, så et enkelt nik var hvorledes hans hilsen kom til udtryk inden han plaskede vand i hovedet for at køle helt af og klargøre hans pause.

Aladrias hørte lyden at puslen i buskene omkring oasen, og flyttede blikket i retningen af lyden. Ikke ud af frygt, men ren interesse overfor hvem ellers der havde fundet deres vej til det stedet her, da der trods alt ikke kom de fleste folk omkring her grundet i lokationen. Egentlig var det ret hyggeligt at der var andre, det var dog ikke sådan, at hun havde et behov for det, men tingende udviklede sig nu en gang, som de nu en gang gjorde.
Hendes blik fulgte manden, og selvom han ikke så meget som skænkede hende et blik, gjorde hun intet andet end at smile, og ved hans nik vinkede hun let til ham. Det var en rar fornemmelse at han ikke kiggede i hendes retning, for hun fik ikke følelsen af at blive stirret på, som jo var den følelse hun havde brug for at komme væk fra. Måske havde herren her set noget mere iøjenfalden end hende? Der var trods alt nogen rejsende, som havde set det der var værre. Det var i hvert fald det hun havde hørt op til flere snakke om, eller hun havde retter hørt dem snakke om de ting de havde set, uden at samligne med hende. De havde så heller ikke set hendes udseende, og der var helst færrest mulige som så det, det gjorde hun undgik blikkende.

Hendes vinger lavede et par små bask, før der faldt på plads igen, næsten som var de lettet over at kunne bevæge sig. Hun var i hvert fald lettet over at hun kunne flytte på dem, måske hun skulle holde op med at bekymre sig så meget omkring at vise sine vinger, det ville nok ikke være så slemt igen. Hun havde lettere ved at acceptere sine vinger, end hun havde ved at acceptere den blå hud, men hun kunne vidst ikke gøre så meget ved den, så det var sådan det forblev.

Hun faldt lidt hen i sine egne tanker, blot for nogle sekunder, før hun endelig rettede blikket mod manden igen for at se hvad han lavede. Hun var nysgerrig, og hvis hun kunne opdage noget nyt, eller få lært noget, havde hun svært ved at holde sig til sig selv, men det var vel hendes charme, det gjorde hende da social, selvom det så også rodet hende ud i problemer fra tid til anden, men det betød da hun levede livet, selvom hun nok ville leve bedre hvis hun accepteret sig selv, men den tanke havde ikke strejfet hende.

Med tørsten slukket og dunken fyldt kastede han et blik rundt efter noget græs at sidde i, det var dog begrænset hvor store mængder der kunne blive mønstrer sammen i den sandede jord, men enkelte græstotter så dog ud til at nyde godt af den store mængde sollys og det friske vand. Det meste var dog dækket af sand, men den slags var der råd for. Med et blik på sandet trak det sig ud af oasen og tilbage i ørkenen, hvilket efterlod en frodig græsbund der var flere meter bred. Det var plads nok til at han kunne hvile ud, hvilket han også havde brug for, for hvis alt gik som det plejede, så ville det ikke være venligsindede folk, som han gik i møde. Apropo folk, så så kvinden ikke ud til at være den værste af slagsen, men der var stadig en god afstand mellem dem, men det virkede ikke til der var andre i nærheden. Uden videre omtanke trak et par ekstra meter sand sig ud imod ørkenen, mens han med en simpel hånd gestur tilbød hende en plads i græsset. Der var intet videre galant over hans opførsel, men han havde aldrig været typen der gik synderligt op i de videre fornemme ting. Han var en mand af ørkenen og alt der ikke havde en praktisk årsag, var for længst blevet revet ned. Selvfølgelig var dette ikke helt sand, for så havde han sat i sandet og ikke tilkendt sig selv den luksus at få græs under bagen.

Spydet havde han taget af ryggen og det var nu hugget ned i den sandede jord under græsset, så den skinnende metalstang stod ret imod palmekronen over den lille oases ly. Skønt man ikke bemærkede det ved første øjekast, så var spydet dekoreret med et utal af små tegn, som faldt i en fortryllende harmoni langs det tynde skaft og selv på klingen, der dog var ude af syne, løb de magiske streger. Det var dog ikek af disse årsager Denaro ejede dette spyd, nej han havde simpelt nok aldrig fundet et bedre spyd på sine lange rejser.

I et godt stykke tid, mens manden ikke gjorde meget andet end bare at slukke tørsten, og køle sig ned, sad Aladriel bare og stirrede på ham, ikke fordi han var yderligere fascinerende, hun var bare gået lidt i stå, og han var egentlig nok det mest spændende at kigge på i oasen, han bevægede sig i hvert fald, og man kunne altid undre sig over hvad han mon tænke på, eller hvor han kom fra. Et træ på den anden side... havde ikke rigtig en tendens til at vække de samme spørgsmål.
Hun endte med at ryste på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden, og strøg hendes sære mismatchende karamelbrune hår ombag øret, og fandt sit blik glidende tilbage til manden, uden at skænke det en tanke. Hun så hans gestus, og flyttede lidt på vingerne, før hun trak sig op af vandet, og gik hen mod ham, selvom det ville have været hurtigere bare at flytte sig der hen, vha luften. Hendes fødder forblev dog plantet på jorden.

Hun satte sig smilende ved siden af ham, efter at have rettet vingerne ud, så hun var i stand til at sidde ned.
"Hvad laver De så helt her ude?" Spurgte hun med det samme hun havde placeret sig på jorden, med smilet stadig hængende på hendes læber. Hendes optimistiske væsen gjorde at hun næsten altid var fastfrosset i et stadie, hvor hun smile uden at tænke over det. Det gav lys til hendes ansigt, gav lidt fornemmelsen af at hun aldrig havde set noget dårligt i sit liv, måske et lettere barnligt udseende, nu var hun så heller ikke så gammel, men moden af sin alder.
Hendes blik blev rettet mod spyddet kort efter sit spørgsmål. Hun lagde hovedet lidt på skrå, for at prøve at se, om hun kunne få mening i hvad der var der på, men det hjalp hende ikke rigtig, det ændrede dog ikke på at hun fandt det fascinerede. "Det må havde krævet en del at få alle de tegn på..." konstaterede hun og flyttede lidt efter blikket tilbage mod manden.

Denaro lod let blikket glide henover kvinden, hendes vinger gav hende et noget unaturligt udseende, men eftersom han selv kendte til det at bære vinger, så var det ikke noget, som han ville spilde meget tid på at beglo. Hendes spørgsmål fik ham dog til at hæve et øjenbryn. Denaro var opvokset i ørkenen, så at spørge hvad han lavede her var som at spørge en elver hvad de lavede i skoven. Han måtte dog indrømme at han ikke var den mest åbenlyse nomade i ørkenen, hans hud var trodsalt ikke brun som mange andres, og det røde hår virkede ikke som det mest sol accepterende i verden.
"Ørkenen er mit hjem" Svarede han hende roligt "eller nærmere var det mit hjem. Jeg er blot på vej til at have et gensyn med nogle gamle bekendtskaber." Han virkede rolig og afslappet, men på en måde som fik ham til at fremstå fraværende. Tankerne om ruinerne han skulle besøge lagde tungt i hans hovede og for sine øjne så han bygningerne han engang havde levet i.
Den lille kommentar omkring spydet fik ham dog til at live op. Blikket gled over det kølige metal inden han med de nøgne fingre greb fat i den lange stang og hev den op af jorden. Med en svirpende lyd drejede han det rundt inden det var rakt frem imod den fremmede.
"Hold dig ikke tilbage" Lød det idet et kort smil kom og forsvandt fra hans læber. En indbydelse til at lade hende betragte og holde våbenet, som han værdsatte som sit kæreste eje. Flere gange var det forsøgt stjålet, en gang var det sågar lykkedes, men det var altid vendt tilbage til hans hånd. Der var trodsalt mere til det spyd end hvad øjet anede.
"Kender kun en mand i verdenen, som er i stand til at smede med en sådan nøjagtighed."
Lød det fra Denaro efter han havde sluppet våbenet, enten ved hun havde taget imod det, eller han havde lagt det fra sig igen (i tilfælde af at hun afvise tilbudet)
""

Hun smilede ved hans svar, og trak sine ben op mod brystkassen, og lagde armene omkring dem for at holde dem i den position. "Du ligner ikke en fra økenen. Hvad fik dig til at forlade ørknen, hvis det var været dit hjem, er det længe siden at du forlod?" spurgte hun igen. Stemmen fyldt af interesse, og en næsten barnlig glæde over deres samtale, selvom den ikke havde været langt, og næppe synderlig spændende. Der var dog et eller andet rart over at møde nye personer, specielt dem der ikke skævede til hende, og hviskede ting omkring hende til hinanden. Det gav det en behagelig atmosfære at kunne føle sig normal. Hun savnede lidt de tider hvor hun lignede en hver anden, med bleg hud, grønne øjne og uden vinger, skæbnen havde ville andet med hende om dog, og tiden måtte vise om hvad det ville gøre mod hende, godt eller ondt.

Hun betragtede hans kort smil, og fandt en lettere sørgmod over at det lod sig forsvinde så hurtigt som det havde, men lod sig -som manden havde opfordret, ikke holde tilbage. Hun geb det, idet han slippede spydet, og vejede det lidt i hænderne, før hun følte ned af skaftet med den ene hånd, og til sidst trak hovedet af spydet tættere mod sin ene hånd, så hun bedre kunne betragte de så detaljer. Utrolig flot håndværk, ufattelig detaljeret. Det virkede umuligt at kunne lave den slags detaljer, men det havde det så ikke været.
"Hvem er dog i stand til at lave noget så smukt?" spurgte hun forundret, med øjne fæstnet på hovedet af spydet.
Hun var dog ikke intrasseret i våbnet synderligt, eller ikke som i at have det, for hun brugte ikke våben, hun kunne ikke finde ud af at bruge et, og havde heller ikke haft brug for det, selvom det nok ville være en god ting i længden, i hvert fald til det punkt, hvor hun var en større fare for en mulig fjende, end for sig selv.
Hun flyttede blikket fra spydet, og kiggede op på manden igen, mens hun lod sine fingre spidser undersøge spydet langsomt, både hovedet som skaftet.
"Hvordan har du kunne få fat i så smukt et håndværk, det ligner næsten mere kunst end et våben" sagde hun fascineret og næsten forundret.