En prusten kunne høres lidt derfra. Den tunge prusten tilhørte tyren Brutus, og på dens ryg sad dens ejer, Samson. Tempoet var meget langsomt. Tempoet afslørede at de ikke havde noget bestemt ærinde på en aften som denne. Det kunne nu også godt være meget rart ind i mellem. Øen her, var nok en af de mest sikrede steder, fordi det var ikke alle og enhver der turde at begive sig herud, hvis de ikke på forhånd ville underkaste sig bofællerne til Borgen. Samsons øjne afslørede at han var afslappet. Hans skuldre hvilede pænt, og ikke anspændte på nogen måder.

I horisonten kunne man se at solen endnu var oppe på himlen, men inden man så sig om, så ville den snart være ved at drukne i vandet langt væk fra Samson og Brutus.
Brutus træskede fremad og stoppede midt i sandet tæt på vandkanten. Brusen fra bølgerne var en karakteristisk lyd på standen, og så sandelig også et sted hvor man let kan døse hen, hvis man er ude efter et sted at slappe af eller bare få styr på tankerne. Det havde Samson mange gange benyttet standen til, men også til at få udbrudt nogen aggressioner. Ja, der kunne man bare se. Man kan bruge stranden til næsten hvad som helst. Om end det skulle være et eksotisk møde.

Det havde været en lang dag. Først morgen træning, som han for første gang i flere dage havde haft tid til, derefter skulle han udføre sine pligter, hvoriblandt rengøring af sit værelse (han ønskede ikke at lade andre gøre det) og hjælp med flytningen af diverse redskaber. Herefter havde der været middagstræning med et par af de andre hoveder fra borgen inden han havde forsat med flere mindre opgaver. Til sidst var det blevet tid til aftentræning og nu, hvor han endelig havde tid til at slappe af, var turen gået til stranden, hvor han let sad i det bløde sand. I hænderne holdt han papir og et fjer. I sandet lå blækbøtten og med et fokuseret blik fløj små streger ned på det gule pergament.
Hans fokus var så placeret at han ikke hørte Brutus ellers højlydte grynten da han nærmede sig med Samson på slæb.

På pergamentet var en ide ved at tage form. Den havde startet som en sjov tanke, men inden Fragor havde indset det, var de fleste grundprincipper allerede på plads. Han manglede bare at få det sidste til at virke og så kunne det måske blive et glimrende redskab. Han måtte bare vente og se.

Han var stadig iført sit træningstøj. Et par løse bukser og næsten bar overkrop. Kun den venstre arm var dækket af sort stof og hænderne af sorte handsker. Begge dele af naturlige årsager. Armen fordi den stadig bar skader fra hans test med Samson, og hænderne fordi han ved et uheld kunne aktivere sine evner. Ikke at det var sket indenfor de seneste 50 år at han havde gjort det, men kun en tåbe ville ikke tage sig i agt for det.

Brutus var den første til at registrere en andens tilstedeværelse. Samson mærkede selvfølgelig reaktionen fra tyren, og fulgte dens blik hen på Fragor.
Overrasket hævede Samson sine øjenbryn. Han havde ikke rigtig fået snakket med Fragor siden han kom til. Tilfredst, lod han sine ben bevæge sig hen på den ene side af tyren for derefter at springe ned i sandet. Samsons blik lå først i sandet, så snart han var hoppet ned fra det store dyr, men der gik ikke lang tid før blikket hvilede på Fragor. Hvor havde han dog haft mange stunder med den mand og mon ikke at manden lignede sig selv. Altså i store træk. Klæderne havde ændret sig siden dengang.

Samson gik med rolige skridt overmod ham, som tydeligvis var meget fokuseret på sit papir og sin fjerpen. Brutus så efter Samson, som om at det var et helt specielt øjeblik. Det var det måske også. Fragor kendte Samson godt, til forskel for alle andre. Han havde overværet ham som lille, hvilket gjorde at han rent faktisk kendte Samson og hans... forskellige sider.

"Der kan man se.. Fundet et godt sted?"

Lyden af Samsons stemme fik Fragor til at tilføje en lille streg inden han satte fjerpinden tilbage i blækhuset, hvor den let kunne suge blækket op imens han lod hånden hvile. Han løftede let blikket og mødte Samsons.
"Ah. Godaften Samson, jeg så dig slet ikke komme" Lød det med et let smil fra Fragors læber idet han slå en hånd ud, for at lade Samson sætte sig til rette i sandet. "Ja der er for meget larm omkring borgen på den her tid af dange, men herude kan jeg fokusere på mit arbejde." Han pustede let på pergamentet for at få blækket til at tørre, men måtte hurtigt indse det ville tage lidt tid, så i stedet blev det lagt i sandet.
"Det overrasker mig gang på gang, hvor hurtigt du vokser" Et skævt smil afslørede at det var lige så meget for sjov, som alvor. En mand i Samsons position ville jo sjældent høre en sådan kommentar. "Husker det som i går at Merlan bad mig passe dig, mens han tog ind til byen for at handle."

Fragor lænede sig roligt tilbage og satte den ene arm i sandet, mens blikket faldt ud over havet. Solen nærmede sig med faretruende hast bunden, hvilket fik Fragor til at tænke på hvor længe han mon havde sat her. Ud fra den mængde arbejde han havde nået, så var det nok i nærheden af et par timer. Han var sågar begyndt at fryse. Måske skulle han have taget en trøje med alligevel? Egentlig var det ikke noget synderligt, solen varmede jo stadig og det hjalp ikke noget at overbeskytte sin krop. Den skulle jo nødig blive for sart.

Samson kastede et par blikke på pergamentet, som var det for at tyde hvad han egentlig havde gang i denne gang. Man vidste aldrig med Fragor. Man vidste ikke hvad han havde i tankerne, men tankerne var livlige hos denne mand. Samson smilte et lille svagt smil til Fragors kommentar, og fulgte hans advisering med at sætte sig ved hans side i sandet.
Samsons blik hvilede på horisontlinjen. Linjen mellem hav og himmel. Det blev ved med at være et fantastisk syn at beskue. Blikket flyttedes over på Fragor og forsøgte at fange hans blik.

"Mmm.. Merlan er en stor mand. Du er som en fader for mig. Dog er jeg stolt over at have Merlan som min fader." Sagde Samson med en rolig stemme. Det var sjovt. Når han sad her og snakkede med Fragor igen efter så lang tid, så var det som om at Samson nærmest følte sig lille igen. Han måtte mande sig lidt op i sandet, og ranke sin ryg en anelse, for ikke at falde helt af på den i sin fremtræden. Der var mange ting i fortiden som nagede Samson, og han var ganske tilfreds med den han var blevet til med tiden.

"Jeg har dog ikke hørt fra ham i flere år nu.. Ved du hvorfor, Fragor?" Samson hævede let sine øjenbryn, og så nøje med Fragor med studerende øjne. Det var som om at han skulle følge med i hvert et ansigtsudtryk for at finde ud af, om der måske var nogen ting han holdt tilbage for at sige til Samson.