Det havde været en lang ulidelig varm dag på Tropalis Isla, sommeren havde for alvor indfundet sig, og efterlod hele øen ugidelig og dvask, selv planterne gispede ihærdigt efter en regnbyge eller lidt skygge. Det var af samme grund at Tara havde buret sig inde på sit værelse på Borgen, når man var vant til Paradisskovens mørke og man samtidig var født rødhåret var den brændende sol ikke ens bedste ven.
Sidst på eftermiddagen, da varmen havde lagt sig en smule, havde hun dog alligevel våget sig ud, på de grønne arealer for at få lidt frisk luft, det med at sidde indespærret mellem fire mure var heller ikke til at holde ud for længe af gangen, det blev for tæt og klaustrofobisk.
Tara gik roligt henover den halvstore plæne, hun havde bare fødder og af tøj bar hun kun en ganske simpel lårkort nederdel samt en top der sluttede midt på maven, sådan kunne man vel sagtens rende klædt, selvom menneskene tilsyneladene havde et større behov for at dække sig til, end elverene nogensinde havde haft, eller, i hvert fald de elvere Tara kendte.
Til sidst satte hun sig for foden af et træ, herfra kunne man se solen gå ned over havet, hvilket hun vel lige så godt kunne, nu da hun ikke rigtigt havde andet at tage sig til, dog bemærkede hun hurtigt noget i græsset. Hun lænede sig en anelse frem, og fiskede et aflangt sølvsmykke op mellem de lange græsstrå, hun skævede undrende på det, det lignede ikke noget menneskene lavede, hun så sig hurtigt omkring, inden hun fejede en tot af de lange løse hår væk fra ansigtet, og begyndte at inspicere smykket, det så gammelt ud, rigtig gammelt, hun havde aldrig set noget lignende

Den brændende sol havde sendt sine kraftige stråler imod Fragors nakke hele dagen og den røde farve var allerede ved at finde sin vej frem, nu hvor solens stråler falmede hen. Han var vandret gennem landet og havde fra morgenen af krydset havet i en lille båd, blot for at tilbringe resten af dagen med at vandre det sidste stykke fra Topalis sydside til borgen. Øen var ikke just lille og det tog derfor sin tid at nå fra det ene sted til det andet.

Han havde dog sikret sig at være godt klædt på, for at beskytte sig mod de fleste af solens stråler, så Rutilus Taurus kåben havde han været iklædt og selv hætten havde været over hovedet, hvertfald det meste af tiden. Varmen havde nærmest gjort det uudholdeligt, men nu var solen var ved at finde sin vej bort, havde han taget kåben af og lagt i sin vandretaske. Nu iført et par lange bukser og en trøje med kun et ærme begav han sig hen imod porten. En kort hilsen til vagten fik porten åbnet og han trådte let ind på borgen.
Han var tidligt på den, den aftalte ankomsttid var først i morgen og han fandt ingen grund til at haste sine nyheder igennem. Der havde trodsalt ikke været noget af betydning i hans undersøgelser.

Hans ben bragte ham direkte gennem gården, hvor blikket kort faldt på Tara, en ung skovelver der dog var ældre end ham selv og eftersigende en af Samsons nærmeste krigere. Han gik dog hurtigt videre og forsvandt ind i borgens lange gange. Han nåede hurtigt sit værelse og smed sine ting fra sig inden han hurtigt tjekkede den ærmetildækkede arm. De gamle brandmærker kløede en smule. Han smurte hurtigt en kølende creme på armen inden han igen lod ærmet dække såret til.
Et kort blik ud af vinduet fik ham til at vende snuden tilbage imod gården, hvor skovelveren nu var i fuld færd med at betragte et lille usædvanligt smykke.
"Den ser ny ud" Lød det fra Fragor idet han trådte elveren.

Tara bemærkede godt at der kom en fremmed ind ad porten, hun kunne høre ham på lang afstand, den gode hørelse som elvere besad kunne både være en velsignelse og en forbandelse, Tara takkede i hvert fald Samson inderligt for, at hun havde fået en sovesal øverst i Borgen, væk fra de andre medlemmer, så hun ikke kunne høre dem rumstere rundt om natten.
Hun kneb kort øjnene sammen imod den anden elver der kom ind ad porten, hun havde aldrig set ham før, men han var klædt i bandens klæder, hvilket undrede hende en del. De honningfarvede øjne fulgte ham helt ind til han forsvandt ind i borgen, derefter slog hun igen blikket ned på smykket, umiddelbart ville hun have gættet på, at det var noget der engang havde siddet på en sortelver, det kunne godt ligne dem at kaste rundt med deres ting, og ikke tage sig af deres udseende, tanken fik hende til at give et lille fnys fra sig, men så igen, ingen sortelver ville vel så med noget af den kaliber.
Døren til borgen blev igen åbnet, og denne gang lod Tara blikket glide over den nytilkomne, tydeligvis også elver, dog ikke samme race som Tara selv, ham her var væsentligt mere muskuløs, desuden var han også bygget til en helt anden slags kamp end Tara selv var. Han var ligeledes et stykke højere end hende, hvilket vel ikke var så unormalt igen.
Hun strøg håret tilbage og sendte ham så et lille smil da han begyndte at tale, "Ny?" udbrød hun så, og kiggede ned på smykket hun havde imellem hænderne "Det ligner en oldsag uden lige!" grinede hun så, hun vidste ikke rigtigt om hun skulle rejse sig for elveren, det var høfligt, men der var val grænser for hvor formel man skulle være, hvis han havde i sinde at blive kunne han jo sætte sig, og så kunne de hilse på hinanden. "Men jeg undre mig mest over hvem eller hvad der har lavet det!" afsluttede hun så, og lod smykket ligge i den ene håndflade, det var ca. 13 cm. langt og med en masse smådetaljer og en sort sten i midten, ikke hvilken som helst smed kunne have sådan en

Fragor lod sig roligt glide ned i græsset, hvor træets skygge forsat dækkede for solen. Han havde haft rigeligt at gøre med den for en dag, men samtidig orkede han ikke at skulle sidde inde i et lummert borgværelse. Egentlig burde han vel forsætte sin træning, men den lange vandretur havde gjort ham doven og ugidelig, så alt han orkede var lidt afslapning inden aftensmaden.
Blikket blev let rettet imod smykket og ganske rigtigt så den ikke ligefrem ud til at blive lavet i går. Tværtimod, var den mindre end hundrede år gammel måtte han hellere æde sin egen tunge, eller næsen måske, alt efter humøret.
"Ville du have noget imod jeg tager et kig?" spurgte han roligt og tog den sorte handske af sin venstre hånd inden han rakte håndfladen frem, så hun ubesværet kunne lade smykket dumpe ned i den.
Med huden ville han kunne bedømme hvor meget energi der var lagret i smykket og derigennem finde ud af hvorvidt der strømmede magi igennem det blanke metal. Hvis der strømmede magi igennem ville det ikke tage ham lang tid at finde dens funktion.
"Men mit umiddelbare gæt er at den stammer fra et ørkenområde, eller ihvertfald et sted, hvor varmen tillader at man har lidt nok tøj på til at bære et smykke af denne størrelse. Den ligner trodsalt ikke noget, som skal sidde udenpå tøjet."
Det var dog kun et førstehåndsindtryk, og med den lille ring i toppen af smykket lignede det noget, som kunne sidde på en kæde eller på en anden form for hængsel.

De gyldenbrune øjne fulgte Fragor da han gled ned i græsset ved siden af hende, han havde tilsyneladende rejst langt at dømme efter hans måde at sætte sig, det var mere end hvad man kunne sige om Tara, der ikke havde udrettet noget som helst andet end at hilse på sin ørn i løbet af dagen.
Hun strøg igen hånden igennem det lange løse hår, og lod så smykket dumpe ned i hånden på Fragor, mens hun betragtede ham undersøge smykket, gad vide hvor han vidste sådan noget fra? måske havde han generelt rejst meget.
"Så du er bjergelver hva?" spurgte hun så, og sendte ham et lille hvidt smil "Det er ikke hverdag men ser jeres folk mere, hvad laver du hernede?" spurgte hun, og lænede ryggen imod træets store stamme mens hun skævede op imellem de mange blade træet besad, enkle steder skinnede solen igennem, men den var ikke så skarp som den havde været. Det var ikke svært at præcisere bjergelverenes bygning, det var egentligt lidt som de havde det bedste fra både mennesket og skovelverene, på trods af deres styrke og muskuløse krop besad de endnu den elegance og lethed som kun elvere kunne bevæge sig rundt med, egentligt var det lidt misundelsesværdigt, men Tara satte nu stadig pris på sin afstammelse og gode kontakt til sine magiske evner, som de fleste elvere ligeledes var kendt for at have.

Smykket bar mere energi end forventet, men alligevel tydede det ikke på en synderlig magisk egenskab. Nej det var formodentlig blot blevet smedet af en dværg, de havde trodsalt bedre evner indenfor den slags, end nogen anden race. Det var dog stadig fantastisk, der var ikke mange artifakter fra dværgene tilbage, hvilket i sig selv gjorde dette smykke værdifuldt.

Da Tara begyndte at tale om hans afstamning løftede han hovedet imod hende og sendte et skævt smil. Ganske rigtigt var der ikke mange bjergelvere, som nød friheden i at rejse verdenen rundt, men de nød nu alligevel historierne om verdenen.
"Jeg er vist ikke som folk er flest" Sagde Fragor og rakte smykket tilbage. "Det er dværgesmedet, men kan ikke sig hvem den tilhører." tilføjede han, blot for at få leveret sin konklusion på artifaktet.
"Men jeg har rejst rundt i mange år, vandrelysten er hvad der bringer mig omkring og nu er det vist en af mine største goder at give videre til gruppen."

Han tog let handsken på igen, selv om han for længst havde lært at kontrollere sine evner, så var det aldrig klog at havde hænderne ubeskyttede. Hvem vidste dog hvad der kunne ske i en magisk verden som denne.
"Men hvis jeg skal vende den om, så er vi da også ret langt fra paradisskoven?" En tydelig hentydning til at han gerne ville høre hendes historie var blevet fint placeret i hans tonefald. Ligesom han selv følte trangen til at opleve verdenen håbede han at høre noget lignende fra hende. Måske sågar hendes grund til at være her. Selv var Samson grunden, eller nærmere, Samsons far.

Tara rakte hånden ud og tog imod smykket, idet den ramte hendes håndflade gav det et lille sæt i hende, Fragor satte sine mærker, som alle andre gjorde, på genstande og ved ting som der blev rørt ved, og Taras evner var pokkers stærke, og endnu meget ukontrollerede. Hendes mentalitetsevne var blevet større, hun kunne væsentligt mere med den end hun kunne bare for 20 år siden, men den var ligeledes blevet dét mere ukontrollabel. Alligevel kunne hun ikke nære sig, og lod smykket sladre en lille smule, de spor Fragor havde sat var lette at finde, de var friske og tydelige, hvorimod hvis hun skulle til at finde den første ejer af smykket ville det tage en del mere koncentration og tid.
"Fragor, har jeg ret?" sagde hun så, og rakte hånden ud imod ham til en venlig hilsen "Mit navn er Tara!". Hun lyttede til hvad han fortalte, ved nærmere eftertanke havde hun ikke set en bjergelver i over 100 år, for som Fragor også hentydede, rejste de ikke meget, og bjergene var ikke et sted for en som Tara.
"Så kan jeg næsten gætte mig til at du har set det meste af landet!" sagde hun så, og lagde hovedet en anelse på sned, hun kunne nok godt have fisket et og andet frem fra amuletten, der ikke kun involverede hans navn, men det ville nok gå hen og blive ret uhøfligt.
"Min slægt hører hjemme i paradisskoven, mine forældre flyttede derfra da jeg var 50, det er ved at være nogle år siden, og 200 år i en skov alene, med folk der ikke har de samme interesser som en selv kan godt gå hen og blive kedeligt!" sagde hun så, og grinede lidt "Min slægt er fuglefolk, vi er vel ikke født med et par vinger for at skulle sidde og trille tommelfingre i den samme skov til vi bliver gamle og grå!" fortsatte hun så, og sendte borgen et blik, det var faktisk en gammel kælling i skoven, der havde henvist Tara til Samson da hun besluttede sig for at prøve noget nyt, og hendes beslutning havde kun overrasket positivt.
"Jeg har ikke set dig på borgen før?" spurgte hun så, og kiggede kort på hans tøj, det var anderledes af resten af bandens beklædning, det som hans tøj kom tættest på, var i virkeligheden nok Samsons outfit

Fragor trykkede let hendes hånd idet hun rakte den imod ham. At hun kendte hans navn var en overraskelse, han mentes ikke at have mødt hende før og regnede ikke med at have den store omtale i gruppen, hvorimod hun, men sit lange ophold på borgen, var blevet et glimrende forbillede for mange af de nyankomne.
Han nikkede let da hun nærmest lød tjekkende, men alligevel viste en attitude, som afslørede at hun ikke var i tvivl.
"En glæde at møde dig Tara" Tilføjede han let, blot for at få et ord indført i præsentationen.
Historien, som hurtigt fulgte, var netop hvad han havde håbet at høre. Hendes trang til at slippe væk fra det der omgav hende, håbet om et andet liv og faktummet at hun skilte sig ud. Jo de bar omtrent den samme historie.
"Lyder til både skov og bjergelverne er enige om at hjemme er bedst. Hvertfald som hovedregl" Lød det med et smil inden hendes spørgsmål kom. Ganske sandt brugte han ikke meget tid på borgen, han var oftest ude og skrive rapporter eller foretage små besøg på gruppens vegne.
"Eftersom jeg er vant til at rejse rundt og kender mange små veje og stier, så bliver jeg ofte bedt om at rejse med beskeder. Det er ikke mit speciale, men det er den hjælp jeg kan være til i øjeblikket"
Fragor håbede dog på en anden fremtid. Han drømte om at udvikle. Han var stort set ligeglad med hvad. Våben, maskiner eller hvad end der ville være brug for. Han huskede stadig sin første opfindelse, den havde været glimrende, men var for længst gået i stykker, og tegningerne var brændt. De indsnævrede bjergelver havde ikke set det fantastiske i hans evner og frygtede hvad guderne ville sige. Han kunne dog ikke få sig selv til at bebrejde dem. Det lå til deres natur og frygten for guderne var noget alle burde have. Deres kraft var trodsalt større end noget andet væsen.

Tara nikkede "I lige måde, det er rart ikke at være den eneste elver heromkring, det kan godt være at det blev kedeligt i skoven, men mennesker er nu engang ikke elvere!" sagde hun så, og grinede lidt, nogle gange savnede hun at snakke med folk som havde en dybere forståelse for tingene, netop som de fleste elvere havde, eller om ikke andet fik med årene. Alder og forståelse hang som regel sammen, med mindre man selvfølgelig var en gammel forstokket elver, der mente at livet var forfærdeligt og den nye tid skulle brændes, for den slags fandes naturligvis også.
"Sådan er de fleste elvere, men jeg tror det har noget at gøre med, at de har det bedst med at have en fast base de altid vil kunne vende tilbage til, og med årene kan de stort set ikke andet end at være hvor de altid har været, og gøre hvad de altid har gjort, det er forbandelsen ved et langt liv!" sagde hun så, og pustede til en rød hårlok der faldt nedover ansigtet på hende, hun havde aldrig været som de andre elvere, ikke rigtigt i hvert fald, Tara havde en større drivkraft end de fleste.
"Så, hvad er dit speciale?" Taras blik gled igen henover Fragor han kunne i og for sig være alt muligt, han havde kroppen og var tilsyneladende, at dømme ud fra hans udseende, trænet til kamp, men i og med at han havde rejst meget kunne han ligeledes rende alle mulige ærinder, og som han selv sagde, så kendte han mere eller mindre alle stier og veje, hvilket gav ham ret mange fordele, men det som Tara var interesseret i, var nok hvad han kategoriserede sig selv som.

"Nu længere man er det samme sted, nu stærkere bliver rødderne og nu svære bliver det at komme videre" Lød det fra Fragor idet han samlede en sten op fra græsset, han lod den let trille frem og tilbage mellem fingrene, blot for at holde dem igang.
"Nogle kalder det en forbandelse, andre en velsignelse. Vi kan jo ikke alle leve som nomader" Han kiggede på hende med et skævt smil inden han lukke fingrene om stenen. Et blid varme løb op gennem hans arm og videre ud i kroppen inden han åbnede hånden. Stenen sad nærmest fast i handsken, men den var mindre end før. Det var dog ikke noget han havde gjort som opvisning, men blot noget han havde gjort fordi han følte sig træt. Varme spredte sig let og vækkede hans trætte muskler.

"Men mit speciale?" Han kastede et blik på borgens mure. "Jeg er opfinder"
Men smilte skævt og kastede den lille sten imod muren inden han vendte blikket tilbage imod elverkvinden. "Det er dog nok nærmest en hobby, hvis jeg skal være helt ærlig"
Han kløede sig let i nakken da han nævnte det. Egentlig så var det vel ikke et speciale, men han foretrak det. Han elskede simpelthen at få ideerne, men ofte kom de ikke længere end til papiret. Han havde kun lavet ganske få modeller.

"Det er så sandt som der er sagt!" Tara nikkede lidt for sig selv, og trak på benene op til brystet, mens hun foldede armene over knæende i en tænkende bevægelse, de brune øjne fulgte roligt med da han sugede energi ud af stenen, først bemærkede hun ikke rigtigt at der skete noget, men da hun så hvordan størrelsen var reduceret, slog hun øjnene op. "Hold da op, det er noget af en evne du har dig der Fragor!" sagde hun, og sendte ham et stort smil, det var ikke så mange der var i stand til at suge alt kraft ud af forskellige objekter, og især fra ting der ikke var i live, som mennesker og dyr.
"Tja, det kommer vel an på hvad man bruger tiden på, jeg er 230, og kunne slet ikke forestille mig at skulle være afdød for 150 år siden, hvis jeg havde været menneske!" sagde hun så, og gøs ved tanken, den måde menneskene ældedes på var skræmmende, det var ikke det samme for elvere, ganske vidst kunne de blive gamle og kedelige, men det skete sjældent at de blev så dårlige, at blot at gå en tur var et problem.

Tanken om at Fragor så sig selv som opfinder huede Tara lidt, hun var ikke selv opfinderen af den dybe tallerken, men dum var hun heller ikke "Hvad har du så opfundet?" lo hun med et lille smil på læberne, man kunne sikkert finde på en hel masse ting der ville lette hverdagen, men Tara kunne ikke rigtigt finde på noget der skulle gøre tingene lettere for hende, hun havde en velfungerenede krop, og en stor fugl til at ride på, hvis hun skulle langt, samt en bande der mere eller mindre fungerede som en blanding af en familie og et tæskehold. Hvad kunne hun mangle?

Fragor åbnede og lukkede hånden for at sætte gang i blodcirkulationen, efter energitapningen sad der lidt fast derude og det skulle gerne nå ind til resten af kroppen. Hendes kommentar om hans evner bragte dog et skævt smil frem. Ja det var en evne han var stolt af.
"Sandt, men tror den har bragt flere problemer med sig end jeg har orket at holde styr på" Hvilket var sandt. Den havde fået ham støbt som et udskud i flere årtier, men han havde aldrig givet op, og det havde givet pote. Han havde fået respekt i sin hjemby og et glimrende omdømme i de omkringliggende landsbyer, noget han nød helhjertet. Inden han nåede et knytte en ekstra kommentar skød emnet dog videre over på hans opfinderide, men nu var problemet blot. Hvad ville overhovedet interessere Tara? Hun var ikke som elverne var flest og det ville være svært at forudse hendes reaktion, men på den anden side, så havde han ikke meget at vælge imellem.

"Jeg startede med nogle redskaber til at hjælpe med markerne. Jeg ved ikke hvor meget du ved om gårarbejde, men opfandt engang en fin lille maskine trukket af to heste, som kunne stå for både samling af sten, såning og gødning i en lille tur." Fragor tænkte kort tilbage på sin maskine. Det havde været hans første opfindelse, men den var aldrig blevet mere end en prototype. Selve maskinen havde været for kompleks til at man kunne producere nok af dem og samtidig var det for svært at balancere vægt og holdbarhed, så enten blev den for skrøbelig eller også krævede den for mange heste at trække. Hans prototype havde dog virket et par sæsoner før den var gået i stykker.
"Men selv om menneskene har et kort liv, så opnår de alligevel meget mere end man skulle tro på de år. Se bare Samson. På hans lidt over 20 leveår har han opnået mere end jeg har på de sidste 100 år. Om end ville jeg sige jeg ikke har udført så meget i alle mine 176 år!"