Dagen var lys og intet mærkeligt ved byen Hulmely. RT-bandens leder havde hørt meget om dette sted, så nu måtte han ud og se det med sine egne øjne. Dog havde han hørt at når mørket først blev trukket henover himmelvævet og mørket faldt på, var det en krystalisaners værste mareridt.
Samson var næsten kun lige steget ud af Kareten, som havde ført ham ind til denne skumle by. Lige nu, var der intet skummelt over den. Men han vidste at det ville komme, og han havde også tænkt sig at overvære det påstyr, som ville opstå.
En skummel by, måtte indeholde skumle personer. Et sted som kunne betragtes som et frit marked for den som ledte efter folk. Hvis man overhovedet ledte efter nogen, men ikke bare overlod det hele til tilfældighederne.

Der var mange der forsøgte at sælge Samson. De rakte deres hænder ud med diverse frugt og grønt som et tegn på at de var mere end villige til at selve. Selv prostituerede var til at finde på gaden her. Samson kiggede efter en af dem, men måtte tage sig selv i det ved tanken om at hun med stor sandsynlighed nok var forbandet.

*De må kunne se forskel på deres egne, og os ude fra denne by* Tanken faldt ham ind, da alle overbegloede ham. Det lignede ikke umiddelbart at de kendte ham, men behandlede ham som var han som enhver anden.

*Bæster... Hvad mon de ville give for, at blive normale igen? Hvis de overhovedet kender til deres tilværelse?*

Menneskerne eller væsnerne samledes om fremmede som fluer samles efterladt mad, og lige nu var Samson blevet deres offer så det ud til. Flavian selv havde omdannet sig stil sand der krøb hen ad jorden i Samsons retning for at undgå de sære bæster. Siden han havde modtaget bandelederens besked, havde han grublet over, hvorfor i alverden de netop skulle mødes her af alle steder. Man udsatte sig selv for fare i denne by, ikke andet. Flavian fik samling på sig selv og stod nu omkring fem meter bag Samson. Og naturligvis sugede han øjeblikkeligt omkring fem af byens beboere til sig. Han forsøgte at ignorere dem og forsatte kursen i retning af Samson. De skræmte ham egentlig ikke. Han kunne sådan set bare kappe hovedet af dem og hvis de ikke døde af det, ville de i hvert fald miste en del af deres sanser.
Elveren standsede først, da han stod over for Samson. Han burde ikke lbiver overrasket over at få mere selskab: Flavians læderstøvler var ikke ligefrem listesko. Han slog hætten ned. "De sendte efter mig?"

Samson kunne efter et kort øjeblik fornemme nogen der fulgte i hans spor. Det var ikke nogen af de her mærkværdige folk, men en helt anden. Samson vendte ansigtet til siden, så han lige kunne ane hvordan sandet gled hen over jorden, og inden længe stod en mand der: Flavian. Et lille smil kom frem på Samsons læber. Jo ganske vidst, var det ham.
Samson kiggede atter fremad, og drejede nu en enkelt gang til en sidegade hvor kappen slog et enkelt slag i denne skiftende kurs.
Samson sagtnede farten og stillede sig nu ind mod en mur, dog uden at røre den. Han ventede på at Flavian skulle komme efter. Ved at gå ind på denne lille sidegade, kunne man være fri fra bæsterne derude.

"Godt at du kunne komme... Du undrer dig sikkert over, hvorfor lige netop jeg kaldte dig herud.. Sagen er den, at jeg har hørt rygter om dette sted, så jeg måtte finde ud af med mine egne øjne hvad der er på færde her. Kan du forestille sig, hvor stor en hær man pludselig kunne samle, hvis man fik ophævet alle disse krystalisianers forbandelser? Nuvel.. Jeg har hørt om dig, Flavian. Hvor mange år er det nu, at du har været inde for den kriminelle branche?" Samson snakkede hurtigt, men dog var det meget skarpe ord der kom fra ham: ingen mumlen.

En hær? Tjah, hvis du kan bryde forbandelsen...tænkte Flavian med sit stik af nysgerrighed tilfredsstillet, mens han skrev sig informationen bag øret. Der var en mulighed for, mente han, at hans andre arbejdsgivere kunne være interesserede i den. Men havde ikke tænkt sig at give informationen fra sig med mindre, nogen spurgte. Og betalte prisen. Det var ikke hans job at sladre til inkvisitionen, hver gang han vidste noget, de ikke gjorde. De måtte selv klare deres indbyrdes stridigheder, det gad han ikke spilde sin tid på. "Javel."

Flavian stod overfor Samson og drejede hoved en enkelt gang ud mod den åbne gade, de var kommet fra, hvor væsnerne stadig sværmede.hun gjorde sig umage for ikke at danne øjenkontakt og dermed give indtryk af interesse for, hvad det end var, de solgte. Nej, det så ikke ud til, at de ville blive generet mere. "Omkring 50 år. Jeg husker det ikke præcist." Det var ikke helt korrekt. Han vidste, at det var 62 år i år, men den præcise dato huskede han ikke. Men det er jo også ligegyldigt, og endnu mere for ham. Lidt utålmodigt lagde elveren vægten over på det andet ben. "De havde en opgave til mig, forstår jeg?"

Samson fulgte hans blik ud på gaden. Der var stille et øjeblik mellem dem, men da Flavian begyndte at tale, blinkede den bredskuldrede et par gange og så tilbage på ham.

"Nuvel... En mand ved navn Alexander Schwartz... Hvor meget skal du have for at gøre ham.. lad os kalde det ustabil i sine bevægelser? Mere korrekt.. lemlæstet?" Et grumt smil kom frem på Samsons læber. Nok kunne Samson godt selv stå for den sag, men han kunne nu også godt tænke sig at teste denne Flavian og se hvor meget han overhovedet kunne.

"Og når det er gjort, skal du bringe ham til mig, så jeg kan se det udførte arbejde.... oog, dens kvalitet" Samson havde sin ene hånd hævet og stod og gned en fingerspids med sin tommelfinger. Blikket var et kort øjeblik nede på fingrene, da han nævnte ordet "kvalitet", men stoppede med gnideriet og så op på Flavian med smalle pupiller.

Den slags instrukser ville nok ryste de fleste, tænkte Flavian. Selv så han ikke særligt rystet ud. Han trak vejret roligt og regelmæssigt, men ude over det rørte han ikke en muskel. Opgaven var for så vidt simpel nok, men den ville ikke blive nem. Han vidste, hvem Schwartz var. Selvom han kun var et sølle menneske, var han ikke typen, man sådan bare sendte i knæ. Han tvivlede dog ikke på, at det nok skulle lykkes. Men før han tog imod opgaven var han nødt til at gøre noget, han ellers aldrig gjorde. Han var nødt til at stille spørgsmål.
"Er deeet af personlige årsager eller forretning?" spurgte han i en professionel tone, som om det var normal procedure. Egentlig spurgte han, fordi Schwartz var en del af inkvisitionen, hans bedste kunde og dem, der betalte langt de fleste penge per opgave. Han så ingen grund til at skulle infiltrere og modarbejde ind god indtægtskilde. Men hvis det var personligt, var det noget andet og så kunne han være ligeglad.
Han så et øjeblik op mod himlen. Der var tid nok endnu. Selvom han sandsynligvis var i stand til at komme væk herfra i mørket, foretrak han nu den nemme løsning.

Samson smilte et lettere grumt smil over det stillede spørgsmål. Det kom egentlig ikke bag på det spørgsmål han blev stillet.
Om det var forretning eller personligt? Man kan vel sige at det hele havde udviklet sig gennem "forretningen" og så dermed gik hen og blev personligt fordi han selv lever i sin egen "forretning". Når noget nager ham, så nager det ham rent personligt. Ikke på grund af værdier.

"Helt bestemt personligt..." Svarede Samson bestemt med tydelige ord, med gode pauser imellem for at understrege hvordan hans forhold var til dette.

Gaderne blev hurtigere dunklere end ventet. Havde han timet tiden forkert i første omgang? Muligvis. Det kunne godt være at tiden var gået med at komme frem til kareten. og inden den overhovedet først nåede byen måtte der mindst have gået en halv time til en time, før han kunne træde ud.
Samsons øjne fik et søgende blik. Et søgende efter alle mærkværdigheder hvornår end de skulle til at indtræde.

Han nikkede. "Det faktum, at jeg tager jobbet, burde sige mere end rigeligt om mine evner." Kommentaren var en smule hård. Han brød sig ikke om, at hans klienter tvivlede på ham. Hvis der var noget, han var kunne ,var det hans job, og det brød han sig ikke om, at nogen tvivlede på. Men han blev aldrig irriteret over den slags kommentarer. Andres mening om ham betød ingenting, for han behøvede ikke at bevise noget over for dem. Det var der ingen grund til. Han var ikke en person af betydning, når han var på arbejde; blot et yderst effektivt redskab. Og desuden kan jeg jo altid bare sætte prisen... lidt op./i] Han smilede et skævt smil og forsatte. "Det kommer til at koste dig, Samson. Schwartz er ikke en nem mand at have med at gøre. 1 diamant og 5 safirer." Det var ikke billigt. Man kunne købe tre udmærkede heste - eller bare en enkelt krigshest - for den sum. "Og jeg skal også vide, hvor lemlæstet, han skal være." Det var sådant et bredt begreb.

Der var ikke gået mere end et par sekunder ekstra, men Flavian havde lagt mærke til Samsons opmærksomme flakken med øjnene. Han var lige så vel som Flavian klar over, at det ikke ville vare længe, før man skulle forlade stedet, hvis man ville undgå problemer.