Varm dag. Lidt for varm.Den var så varm, at Jill havde droppet at tage nogen steder hen. I stedet havde hun bare sat sig, i en af de mindre lysninger i skoven, og begyndt at finde diverse små planter på jordbunden og betragte de små insekter, der fornøjeligt rendte rundt på dem. Hun var egentlig kommet med nogle kammerater, men det var hurtigt blevet for varmt til, at de gad arbejde eller finde mad. De to andre var så gået tilbage igen, eftersom deres territorium lå nær en sø de kunne svale sig i, men Jill var nu engang blevet for at se til sit arbejde. Men først lige slappe af. Det synes hun, at hun havde fortjent. Hun strakte sig udover mosset og smilede veltilfreds. Når solen var der skulle den vel alligevel nydes, ikke?

Den lille nymfe sprang rundt mellem træernes grene. De små vinger svirrede nogen gange i den varme luft. Alligevel var hun meget lydløs. Hun havde en bue med sig og et kogger over skulderen. Vagtrunde igen. Få vidste hvor skovnymfernes landsby var, men den var ikke særlig langt væk fra denne postion. Det var ikke underligt at hun stødte på fauner og kentaurer i disse egne, så hun bed sjældent mærke i dem. De var fredelige og venlige mod skovnymferne, selvom faunerne godt kunne have for lystige tanker.
Hun stoppede dog op og spændte sin bue med en pil. Hun kunne mærke der var noget galt. Træerne var nervøse, men det eneste hun så var en lille kentaur kvinde. Hun holdte dog ørerne og øjnene åbne. Der var noget andet, men hvad?
Kort efter fløj hendes pil hvorefter der lød en stum lyd, som når en pil ramte kød. Et væsen tumlede om og landede ved siden af kentauren. Et skyggevæsen. Hvad lavede det i Paradisskoven? Det var heldigvis kun en unge, ellers havde det været langt værre. Hun ville ikke have store chancer for at ramme det. De var hurtige. Hun slappede af igen, da hun mærkede at træerne også gjorde det.

Jill hørte en hvislen. En pil. Og freden var ovre. Hurtigt kom hun op på alle fire, og kiggede hurtigt omkring sig. Hun havde ikke medbragt nogen våben, og følte sig pludseligt sært nøgen, selvom hun var så vandt til aldrig at have noget på. Jill spejdede ud mod det sted, hvislelyden var stoppet... og vendte sig derefter langsomt mod den retning den var kommet fra. Det virkede som en spinkel pil, der var fløjet igennem luften - ergo en af lille vægt, og derfor ikke noget specielt farligt, vurderede Jill godtroende. Hun begyndte så småt at smile, og travede stille over mod det sted, pilen var kommet fra, og kiggede op mod træerne, indtil hun fik øje på den nymfe, pilen var kommet fra. Jill havde god erfaring med nymfer og vidste, at de var ganske ufarlige og tilmed utroligt søde mod de fleste. "Goddag" smilede hun let, og havde allerede glemt alt om det bytte, nymfen havde nedlagt, og tænkte ikke engang over, hvad det var der var blevet nedlagt. Jill bekymrede sig bare ikke så meget. "på jagt?" Spurgte hun let, og strøg sløset håret bag de let spidse ører

Hun lagde sin hånd på træet, mens hun langsomt forsvandt mellem bladene. Til sidst var hun helt væk. Hun var i gang med en mindre vandring fra træets top til træets rod. Langsomt dukkede den lille skikkelse op ved foden af træet. Hun rystede på hovedet. Nej hun var ikke på jagt. Dette var ikke for fornøjelsens skyld. Skovnymfer spiste ikke kød, så de havde ikke behov for at jage. "På vagt." Hendes blide stemme var ikke særlig høj, da hun stadig var i den rutine at være stille og ikke lave særlig meget støj. Hun havde lige ordnet en trussel for hele skoven, men det var da så forbandet med de skyggevæsner der begyndte at dukke op i Paradisskoven. De hørte til Mørkets Skov.
Hun fløj hen til skyggevæsnet der lå dødt i de visne blade. Det var lige blevet skudt i et spring som det havde mod kentauren. Hun havde åbenbart ikke opdaget den fare som hun havde været i. Hun trak pilen ud af dyret og lagde det i sit kogger igen.
Hun rettede sig op og lukkede øjnene. Dette var et væsen fra naturen, og skulle derfor også have lov til at vende tilbage uden at blive forstyrret yderligere. Langsomt voksede der små planter omkring det lille skyggevæsen. Planterne blev større og begyndte så småt at skjule væsnet. Til sidst var der et tæt krat om væsnet som et lille gravsted.

Jill nikkede kort og smilede af nymfens små fjollede idéer. Hun havde nu spottet skyggevæsnet, men tænkte ikke rigtig mere over det. Var det dødt kunne det ikke gøre noget, og så var den ikke længere. Så var der ingen grund til at være bange, når det allerede var overstået. Hun var dog også meget fascineret af den evne, skovnymfen havde. Det var en evne, Jill kun kunne drømme om at få. At gro planter så hurtigt var en fantastisk evne. og det at tage hensyn til andre dyr, var også en fantastisk evne. Alt i alt virkede den lille nymfe allerede i Jills øjne som et pålideligt lille væsen, der størrelsesmæssigt alligevel ikke kunne gøre hende en flue fortræd. Hun nikkede dog kort til nymfen, og smilede til den "Så er en af os i det mindste på vagt. Mange tak lille du. Hvad hedder du?" sagde hun, stadigt smilende. Hun travede langsomt over mod nymfen, i en afslappet mine. Der var ingen stress, og desuden virkede det så forhastet når man løb rundt som en fjollet rigtig hest. Eller varulv ved fuldmåne.

Da hun var færdig åbnede hun øjnene igen og var en smule stille igen. På krattet voksede der nogle smukke hvide, lyserøde og lilla blomster. Små søde blomster der prydede gravstedet. Hun vendte sig mod kentauren igen. Kentaurer plejede ellers at være ret opmærksomme, eller sådan var Skumring og Torden hvert fald. Hun havde ikke set de to i lang tid, men det var også lang tid siden at hun havde forladt Dronningens Håb. Skumring var dog væk før hende, men hun havde stadig ikke set sin veninde da hun havde fulgt i hendes fodspor og blevet en del af lysets krigere. De skulle godt nok også holde sig skjult det mest af tiden.
Hun vendte sig mod kentauren og gik hen til hende og stilte sig foran hende. Det var ikke tit hun gik rundt. "Mit navn er Navael Avitae. Hvad med dem? Jeg har ikke set dem blandt de andre før." Selvfølgelig kunne hun ikke kende alle kentaurer, men de fleste havde hun da set, men der var også nogen der ikke sad fast. Måske var hun en af dem. Hun trak sin bue over skulderen igen så den ikke var i vejen.