Tara trådte stille ned ad den smalle fugtige gang, hun trak vejret roligt og langsomt, og takket være hendes elviske syn kunne hun se bedre end de fleste. Her lugtede af våde sten, sådan var det som regel steder som dette og Tara havde været forberedt på det meste. Som sædvanligt havde hun sin grønne rustning på, og de to kortsværd der klamrede sig til siderne af hendes ben, hvorfra hun hurtigt kunne trække dem, og det røde hår, som var sat op i en lang fletning for at det ikke skulle komme i vejen.
Hun åndede ud, og lyttede, de spidse ører opfangede det mindste, men ligeledes tankeaktivitet, det meste hun kunne høre kom fra resten af gruppen, de var ikke nået særligt langt endnu, omkring lige så langt om Tara var kommet, men med spændingen og adrenalinen der løb i kroppen føltes tiden meget længere end den egentlig var, og gangene blev væsentligt længere, det ville psyken i hvert fald gerne have en til at tro.
Tara bevægede sig fremad, hvor langt mon hun skulle ind i borgen? Hendes skridt var stille, næsten lydløse, takket være hendes træning og mange års erfaring skulle man være ualmindelig skarp for at høre hende.

______________________
Char information:

Navn: Zerak
Magisk evne 1: Lys/mørke - kan fremkalde det og fjerne det.
Magisk evne 2: Mørkets Kriger kraften

Særlig(e) kendetegn: En køn ung mand, talentfuld kriger, benytter sig af katar-våben
______________________

Zerak fulgte elverkvinden med næsten lydløse kridt. Tavs. Stille. Ventende. Han betragtede hende opmærksomt, velvidende at hun nok havde hørt ham på nuværende tidspunkt, hvorfor han valgte at angribe. Et hurtigt blik på faklerne, som oplyste de vamle vægge, og lyset trak sig tilbage, som blev det opslugt indefra. Ilden brændte endnu, men dens lys var ikke eksisterende, hvilket henlagde gangen i mørke. Zerak, som endnu befandt sig lige bag elverkinden, satte i løb og svingede sin højre hånd, hvori han holdt sit våben, imod kvindens ryg. Han skulle til at indlede sit angreb. Der var en eksplosion af lys, som omgav dem begge. Zerak selv, knugede øjnene i, for ikke at blive for overvældet af lysmasserne. I samme sekund han lod lyset komme tilbage, i et forsøg på at blinde sin modstander, svingede han med et skrig sin højre arm imod hendes ryg, i håb om at kataren ville gøre den nødvendige skade, til at ende denne kamp.

Tara fortsatte stille ned ad gangen, dunk, dunkdunk, dunkdunk, hun var ikke i tvivl, en hjerterytme der ikke tilhørte hende var tilstede, hun lagde langsomt og bestemt de slanke hænder om sværdenes udsmykkede håndtag, hun kunne mærke hjerneaktivitet ikke langt bag hende, men hun fortsatte stødt fremad i håb om, at personen bag hende endnu ikke havde opdaget, at hun var opmærksom på vedkommende.
Lyset begyndte at forsvinde fra gangens i forvejen ikke særligt oplyste vægge, indtil det blev helt mørkt, først nu stoppede elveren sin fremgang, og stillede sig med siden til hendes modstander mens hun langsomt åndede ud, ventende.
Dér, han satte af og i det samme trak Tara sine to kortsværd mens hun gik på hug, og svingede det højre sværd i en let bue opad, der i så fald ville have retningen til at skære fjendens mave op, lyset brød voldsomt ud i rummet, og Tara måtte knibe øjnene voldsomt sammen til smalle sprækker, hvilket forårsagede at hun ikke fik et ordentligt kig på vedkomende der kom løbende imod hende, han skulle være heldig hvis han skulle undgå hendes slag i og med at han befandt sig i løb mod hende, og hendes klinger var væsentligt længere end hans, fjols!

Zerak sprang op i luften da han skæmtede et skarpt lys fra en klinge forude, lige ved kvinden. En barrierer blev skabt, for at være sikker på ikke at blive ramt af kvinden, idet han løb op langs væggene for at komme på den anden side af hende.
Han gjorde et slags hop, og der skulle kun to skridt mere til, for at han var stoppet helt op. Hans stilling var i hug. Et par prust kom fra ham. Barrieren fjernede sig som ellers var blevet skabt af sort magi. Zeraks ansigt vendte sig langsomt mod Tara, betragtede hende et øjeblik. Ilden i faklerne var kommet tilbage. De svejede let og skygger lagde sig delvist skiftende rundt i det lettere fugtige ansigt. Zerak rejste sig og strak sine fingre.
En let knurren undslap hans stemmebånd. Hvis bare kvinden ikke havde været så opmærksom, så havde han gjort det ovre med hende nu, og han var gået videre til næste offer.

Han hævede sin hånd med håndfladen vend op mod loftet. Pegefingeren stak ud fra resten af fingrene og gjorde nu et lille tegn til at hun bare skulle komme an. Hendes tur.

Tara fulgte ham nøje med øjnene, hun var godt klar over at mørkets krigere havde evner der hørte med tjansen, og det var tydeligvis hvad knægten havde benyttet sig af for at undvie hendes ellers velplacerede slag. Tara tog en dyb indånding og rettede sig op da han var nået forbi hende, hun fulgte ham med øjnene og studerede ham. Et øjeblik vurderede hun om det var værd at bruge magiske kræfter på ham, men eftersom at han var en af mørkets krigere, og ikke bare en sølle vagt, var det nok smartest!
"Sin aura af mørk magi ligger om dig som en tyk tåge, en dårlig idé i selskab med en som mig ... Zerak!" grinede hun så, Taras evne havde forbedret sig sammen med hendes træning i RT og det havde blandt andet givet hende evnen til ligeledes af få afgang til folks sind via. deres magiske aura, og Zerak havde tilladt sig at fumle lidt for meget med hans aura.
Tara stillede sig i kampstilling med det ene sværd pegende imod fjenden og kneb så øjnene sammen imod ham, en lille svedperle løb fra hendes tinding, hun prøvede inderligt at trænge igennem hans sind, lykkedes det, ville hun havde 100% kontrol over hvad han så, hørte og følte, præcis som da Tara blev udsat for det selv samme af en dygtig mentalist, men det var svært og ikke sikkert det lykkedes for hende

Zerak smilte let og så pludselig nogen skarpe glimt foran hans øjne som kom og forsvandt. Han havde prøvet noget dette før. Hun forsøgte at trænge igennem til ham.
Han kneb sine øjne godt sammen og fik et par rynker hen over næseryggen i sin anstrengelse om at holde hende ude fra hans hoved.
Han kastede sin katar mod Tara i et forsøg på at få hende afledt fra koncentrationen mod hans hoved.
Hun kendte tydeligvis allerede hans navn, men det var klart hvis hun allerede havde været lidt inde i hans hoved og rode rundt.
Hun skulle bare blive ude og kæmpe fysisk i stedet!

"Kan du ikke kæmpe fysisk kvinde?!" Hans stemme var lille og lys at høre på i forhold til så mange andre mænd. Dog havde den også hæshed over sig, så den alligevel blev skummel at høre på.

Tara kneb øjnene yderligere øjnene sammen mod knægten og koncentrerede sig yderligere, han prøvede tydeligvis at holde hende ude, men det var der ikke så meget at sige til, Mørkets Lord var ikke nybegynder og hans krigere var vel trænet til lidt af hvert, desværre for knægten der stod foran hende, havde hun væsentligt mere livserfaring end ham, og for den sags skyld væsentligt mere øvelse i både magi og kamp. Hvad havde de overhovedet tænkt på da de valgte modstander? Nok var Tara ikke stærk fysisk, men hun havde talenter i den mentale verden som kun de færreste i krystallandet, for ikke at snakke om hendes 225 års træning i sværdkampen.
En svedperle gled nu nedover hendes pande hvorfra den faldt til gulvet, nok var hendes våben effektivt, men det krævede stadig en masse energi, det var dog til hver tid bedere at have lidt hovedpine frem for et stort blødende sår, derfor foretrak hun til hver tid mental kamp, når det ikke bare var en sølle vagt.
"Hvorfor i alverden skulle jeg til at kæmpe fysisk, når jeg til hver en tid vil kunne nedlægge en lille knægt som dig mentalt?" grinede Tara, og uden at bevæge læberne det mindste, hendes stemme rungede igennem hans hoved, det var et ret simpelt mentalist trick, som var noget af det første man lærte, det var derfor intet problem for Tara at snakke til ham således.
Kataren kom flyvende imod hende, hvilket fik hende til at træde til side men ikke slippe ham det mindste med øjnene, våbnet som var kommet ud af kurs ramlede imod hendes armskinne hvor den borrede sig igennem materialet og en smule ind i huden, dog ikke nok til at få Tara til at spille kontakten, det ville være spildt arbejde og såret var ikke dybt nok til at forårsage alvorlig skade

Zerak grinte let da Tara udtalte sig om at hun tydeligvis havde tænkt sig at smadre ham fuldstændig psykisk. Tror du at det bliver så nemt?!
Alt lys blev pludselig slukket. Han måtte koncentrere sig kraftigt for han kunne mærke at hun var ved at snige sig ind på ham. Han måtte gøre noget, nu!
En kugle af sort magi blev dannet samt formet i hans hænder. Den sorte kugle rummede en stor portion mørk magi der ville kunne bringe Tara ud af kurs hvis hun kom i kontakt med den, samt blive slynget godt væk fra sit ståsted hvis den fik ordentlig ram på Tara.
Kuglen blev "skubbet" afsted af hans hænder og sendt imod Taras overkrop med sigte mod hendes hjerte.

*Lille knægt.. Jeg skal vise hende! Nok ser min størrelse ikke ud af meget, men jeg skal i den grad vise hende at jeg ikke er et skvat!* Indeni var Zerak godt fornærmet, men gennem sit liv havde han lært at kontrollere sig med sit temperament, og nå ja.. Nogen af de øverste af Mørket havde da også givet ham et par lærestreger.

Det var tydeligt for enhver at han følte at hun havde trådt på ham, og nå ja, så var hun efterhånden så langt at hun kunne læse hans tanker, så af hans minder glimtede forbi hendes nethinde som et gennemsigtigt diasshow, hun kunne nemlig stadig se møgungen foran hende, for i hendes øjne var han blot et barn, med hendes alder var der vidst ikke så meget andet at kalde det, og i elvernes verden VAR man kun et barn på den alder!
Da den sorte kugle kom flyvende imod hende, slap hun kontakten og huggede efter den med begge sværd, hun anede praktisk talt ikke om det ville virke, men hun satsede på, at hvis kuglen havde en masse der kunne slå hende omkuld, kunne den forhåbentligt også skæres i stykker.
"Tror du din onkel ville være stolt over dig nu? På falderebet, klamrende til en Lord der ikke kan sidde på tronen længere!" grinede hun hånende af ham, hun havde set hans minder, hans onkel der var lysets kriger, og havde været noget så ubamhjertig skuffet da han fandt ud af hvilken side Zerak hældte til. Faktisk havde han vel mere eller mindre slået hånden af ham på trods af at de havde været rigeligt tæt bundet igennem hele livet.
Tara trak i en hurtig bevægelse Kataren ud af sin armskinne, der var blod på spidsen, men intet alvorligt, hun havde en stor fordel nu, hun kendte til en del af hans fortid og frygte, og nu havde hun hane ene våben, der skulle ikke gå længe før hun ville knække ham

Den sorte kugle blev hugget over i to og opløstes. Zerak så ud i mørket og ville have haft blikket tydeligt rettet på Tara hvis der havde været lys. Zerak slog øjnene en anelse yderligere op, da Tara tilsyneladende havde været inde og rode i hans fortid. Han forsøgte at huske på en af de højerestående mørkets riddere havde sagt til ham omkring hans temperament. I de to år som Zerak havde været mørkets kriger, havde han fået en hel del træning hvad angik temperament.

"Nu forholder det sig sådan.. at jeg har lagt fortiden bag mig! Jeg befinder mig i en meget bedre situation end før! " Bed Zerak tilbage. Før havde han levet på gaden, men havde så søgt tilflugt til Mørket for at sikre sin egen røv. Han havde ikke haft helt ren mel i posen, men havde det så sandelig heller ikke mere. Nu var der bare mere en grund til at have denne urene mel.

Nok havde Tara hans kartar endnu, og han lod hende gerne beholde den en smule endnu for at give hende dén glæde. For med glæde kom der også skuffelse.

Et par lyskugler begyndte at flyve rundt i rummet og fløj som små "lamper" rundt i luften cirkulært omkring Tara. Tara var nu fuldt ud synlig for Zerak og ikke blot en skikkelse for ham, nu da han beherskede lys og mørke.
En sort tågelignende skabning kom ud fra Zeraks mund (hvilket Tara sikkert ikke ville kunne se da der var mørkt omkring ham), og banede sig vej over til Taras hånd hvori hun holdt kartaren. Den snoede sig ind i håndens åbningssprække og udvidede sig. Alt dette i et forsøg på at få hende til at slippe kartaren og få den viderebragt over til Zerak i tågens greb.

Tara smilede til ham da han begyndte at undskylde for sig selv, hun vidste udemærket hvor sårbart et emne det var for ham, ellers havde det ikke været så let at finde. Faktisk var det de ubetydelige minder man skulle lede længe efter, da de ikke satte sig i sindet på samme måde, som ting man ofte tænkte på, eller minder der havde gjort stort indtryk på en.
"Det nytter ikke noget at lyve for mig knægt, jeg ved udemærket hvor skuffet din onkel var, og er, over dig. Jeg ved lige så vel at du har grædt over det, mange gange, og at du stadig angrer hvad der er sket. Du ved dog at du har forspildt alle chancer hos ham, og det er af samme grund at du bliver hængende her!" lo hun i en tone der hverken venlig eller i mødekommende, tværtimod diskede hun op med de facts der var, og de ville ramme ham hårdt, lige så hårdt som dengang hændelsen faktisk fandt sted.

Tara havde blikket stift rettet imod manden foran hende, og prøvede ikke at lade sig påvirke at lysets sære opførsel, selvom hendes sarte elverøjne ikke satte pris på det. Men i og med at hun nu havde et stort indprint at hans psyke og sind var det ikke svært at følge ham, hun var mere eller mindre i hans hoved, og havde nu en stor fordel. Hun gav slip på Kataren da mørket prøvede at fratvinge hende den, det var bedst sådan, på den måde kunne hun desuden beholde sit eget sværd uden at skulle kæmpe yderligere for det.

Kataren kom straks i Zeraks greb. Han fik den i sin hule hånd efter at hun havde fuldendt sin tale. Hans ansigtstræk havde ændret sig konstant jo mere Tara gravede i det. Ansigtstrækkende havde ændret sig fra at være afspendt til at være totalt spændt. Dette havde nærmest gentaget sig, da han kæmpede en kamp indvendig. Han havde ikke i sinde om at afsløre sig selv, da han ude mærket godt vidste at temperamentet var en svaghed. Emnet rørte ham dog mere end normalt, når denne kvinde talte. Han forstod ikke helt hvorfor, men vreden buldrede op indenvendig. Et kampråb kom fra ham og en kæmpe sort kugle kom frem foran ham, fyldt med mørk magi. Lyset omkring Tara blussede yderligere op da han for alvor rasede. Den mørke magi-kugle fløj igennem luften mod Taras overkrop i et forsøg på at lamme kroppen med et ordentlig slag og dens mørke magi.
Hans åndedræt var hurtigt og man kunne få den tanke om han skulle til at hyperventilere. Ikke godt.

"DU VED INTET!!!" Skreg han alt imens han fyrede magien af på hende.

Tara svingede sværdene imod den sorte kugle da den kom flyvende imod hende, hun skar let igennem den fire gange, men i og med at denne var sendt afsted med væsentligt mere kraft end den forhenværende ramte en smule af mørket hende i brystet, hvilket fik hende til at træde tilbage. Det fik dog ikke smilet til at forsvinde fra hendes læber, til gengæld forlod en stille latter atter elveren.
"Jeg ved alt hvad der er at vide!" lo hun så og trak på skuldrene, hvis hun kunne undgå kamp gjorde hun det, det kunne godt lade sig gøre hvis hun prikkede på de rigtige punkter, så ville hun sågar kunne få de nødvendige oplysninger ud af ham, omkring mørkets lord, og borgen de befandt sig i.
"Du kan ikke styre dit temperament knægt, du har ikke styr på dine følelser og du har ødelagt din families forventninger og forhåbninger til dig, og ikke nok med det, så har du ødelagt det for dig selv, du har en titel at gemme dig bag, men under den er du ikke andet end en sølle lus der hopper og danser for Morgoth!" knurrede hun anklagende og pegede stift imod drengen, hvis han først mistede besindelsen havde hun overtaget fuldstændig, hun ville ødelægge hans evne til at tænke klart, og indtil videre gik det hele meget godt!

Det bankede i hans pulsåre. Kvindemennesket vidste præcis hvad hun talte om, eller det syntes han egentlig nok ikke selv, men skyldfølelse det fik han. Den byrde havde været tung at bære rundt på, og nu fik hun ham nærmest til at få opkastefornemmelsen, for det virkede nemlig som om, at det der havde været langt væk kom farende tilbage til ham og var ved at give totalt bagslag - "opkast".

"HVAD skal jeg med mit temperatment.. Det styrker bare lysten til at slå dig i hjel!!!" Udbryd Zerak og en større mørk magikugle kom frem. Inde i den var der små lysglimt, nærmere betegnet lyn. Disse lyn ville uden tvivl give stød hvis de kom i berøring med hud.
Hans hænder foldede sig sammen og ligesom bevægelsen hvor han "knækkede fingre", så sendte han samtidig kuglen afsted i høj fart mod Tara. Lyset omkring Tara forsvandt øjeblikkeligt, idét kuglen blev sendt afsted. Tara ville knap nok nå at se at den overhovedet blev sendt afsted, i hvert fald med blikket.