En fugl kunne høres i træets trækrone, efterfulgt af 100 andre af sine venner i paradisskoven. Det var et helt orkester af fugle kvidren, en smuk lyd at stå op til om morgnen når solen skindte som den gjorder nu, Rødglødene og stor var den, en ting som fik de fleste af skovens beboer til at stå op. Mai var ikke en af skovens beboer, men hun var blevet nød til at holde et hvil der for natten, hun havde rejst og en længere destination som et lille vindpust og det tog altid hårdt på hendes kræfter når hun rejste så langt uden stop. Skoven var nok udover store åbne pladser hendes yndlingssted. Kunne godt være der var indelukket og hun umuligt kunne være der længere tid ad gangen, men alle dyrerne,træerne og lyden af små bække der rislede gjorder det hele så fredeligt. Mai havde prøvet at finde det mest rolige sted i skoven at hvile, man vidste aldrig hvem der ville komme forbi og hun ville helst ikke forstyrres, især ikke vis det var en af krystalisanerne der gjorder det, det kunne ende ud i noget dumt rod vis hun var svag og en flok af dem fandt ud af hvem hun var.
Mai lå lige nu under et meget stort træ kun med sin lille korte hvide kjole på og hendes lange hvide hår som lå dækkende over hendes krop for at give lidt varme, håret nåede hende til fødderne så det var intet problem. Mai sov endnu , hun var ankommet der midt om natten så hun var stadig træt og udmattet. Men så snart hun havde kræfter igen ville hun ikke kunne ligge så stille. Hun sov næsten aldrig og var altid igang, men lige nu lå hun sødt og sov, med en stille brise der blæste gennem skoven som ellers var ret vindstille, hun fulgte vinden og den fulgte hende, så ligemeget hvor hun gik hen var der altid lidt blæst der hvor hun var.

Rayne var stået tidligt op, imens solen stadig var ved at stige. Den første lyd hun havde hørt var hendes egen mave: hun var død sulten. Hvis hun var heldig ville hun kunne finde en mindre hjort eller andet i den stil. Det så ud som om vejret ville blive fantastisk i dag, hvilket ofte betød lettere og sjovere jagt.
Hun sad højt oppe i en af de mange træer, og spejdede ud over skoven. De grønne øjne var opmærksomme, og det kunne ikke ses at hun lige var vågnet. Ørerne stod lige op for at opfange selv den mindste lyd. Hendes hale var også unaturligt stille - halen som næsten altid var i bevægelse. Hun ventede på, at skoven ville vågne. Da solen havde varmet det meste af trætoppenes dug væk, fik hun øje på noget hun kunne bruge til noget. Et tilfreds smil dukkede op på hendes læber. Kun få meter fra hende, nede på jorden, dukkede en ung, frisk hjort op; lige hvad hun havde håbet. Hun bevægede sig forsigtigt ud på en tyk gren, der nærmest dannede bro til et træ ved siden af. Så sprang hun det sidste lille stykke til det næste træ, så hun nu var endnu tættere på hjorten. Men selvfølgelig hørte den da træet knirkede let under hende, og bladene raslede. Den kiggede ikke engang op, med satte bare i hurtig løb, flygtende. Det var hverken noget der irriterede eller overraskede Rayne, hun nøjedes bare med at springe ned fra træet for at spurte efter. Inden hun ramte jorden - uden meget lyd - var hun i sin katteform. Græsset var stadig ret fugtigt, men det generede hende ikke.
På størrelse med en puma var hun smidig som før, men endnu hurtigere. Hun løb dog ikke så hurtigt hun kunne, hun ville starte med at løbe hendes nye offer træt før hun slog til. Hun nåede hurtigt op på hjorten, og holdt sig nu hele tiden en meter bag ved. Hendes poter mod jorden gav lette dunk hver gang de ramte, men det kunne ikke høres for hjortens klove.

Tunge hovslag var til at høre på stien, som var faststampet igennem skoven bund, af og til slog hestens store metalsko imod en sten, hvilket gav en høj syngende lyd igennem hele skoven, som Xenix kom galoperende på sin store sorte hingst.
Hesten var stor, omkring 190 cm i stang og kraftig af bygning, både dens hale og man var tyk og bølget, og den kulsorte pels skinnede af sved, faktisk virkede kvinden der red hesten, unaturlig lille i forhold til det store dyr, og dog virkede hun ikke til at have det mindste problem med at kontrollere den.
Halvt igennem skoven holdt hun hesten an, og drev den blot fremad i stille skridt, hun havde som altid en stor sort kjole på, der hang ned over hestens venstre side, da hun som en rigtig dame, red i damesaddel. Om skuldrene var hun en stor hvid pels, der varmede hende i de spæde forårs stråler, og ellers hang det lange sorte hår, velplejet og løst ned over ryggen.
De isblå øjne gled ind over skovbundens fugtige terræn, hun var ikke alene, men hvem der ellers befandt sig i skoven vidste hun ikke, og heller ikke anede hun, hvor de var. Hun tog en dyb indånding, og mærkede hvordan fugten endnu hang i luften fra duggen der på denne tid af året lå så tæt i skovbunden, et skævt smil kom til syne på de blodrøde læber, Xenix udseende var så mærkværdigt, at nogle nægtede at tro hun var et menneske. Hendes hud var hvid som sne, og stod i kontrast til det kulsorte hår og de isblå kølige øjne.
Til sidst klappede hun hesten på halsen og gav et lille suk fra sig, det måtte være tid til et hvil.

Højt oppe i de store træers kroner, vandrede en kriger. Ikke en hvilken som helst kriger, men en af Lysets Krigere, men på dette tidspunkt ikke i sin uniform, men stadig havde denne kriger en bue i hånden og et kogger over skulderen, for hun var også kriger for et folk der levede midt inde i Paradisskoven. Hun var deres stærkeste kriger, og næste også den eneste kriger dette folk havde. Hun var en dygtig bueskytte, men også en plantemaner, som var en del af dette folks egenskaber, men hun var også en drømmer. Drømmere var en helt bestemt del af dette folk som havde fået den gave, og hun var en af dem. På et tidspunkt var hun ikke en kriger, men en almindelig beskytter af skoven, som resten af hendes folk, men siden hun havde været en del af modstandsgruppen Dronningens Håb, havde hun fået trænet så meget, at hendes styrke overgik de fleste af det mandlige køn, og hun havde lært brugen af sværdet, hvilket ingen af hendes race nogensinde havde lært.
Lige nu var hun på patrulje for hendes landsby, og derfor ikke i sin uniform, men i sin grønne kjole, der altid blomstrede som en smuk mark. Denne gang var der dog få blomster, siden det ville afsløre hende fort let. Hun gik nemlig let i et med naturen, med hendes mørkegrønne hud og grønne hår. Hun kunne også gå i et med planterne, og hun forstod deres sprog.
Hun opfangede en hjorts hoves paniske slag, og træerne fortalte hende at det blev jagtet. Hun fik medlidenhed med denne hjort, og satte sig derfor til at vente på den. Oppe blandt træerne så hun hjorten, tæt forfulgt af en puma. Inden hjorten nåede hen til det træ hun sad i, begyndte der hurtigt at vokse et tæt krat mellem træerne, så det kunne se ud som om at hjorten ville blive fanget til alt held for pumaen, men et lille hul der ikke var lukket endnu var stort nok til at hjorten kunne hoppe igennem, og lige efter lukkede hullet sig hastigt. Det høje krat ville forhindre pumaen i at følge efter hjorten, som hurtigt forsvandt i skovens mørke.
Hun så lidt efter hjorten, men fik også øje på en ung kvinde der lå under et træ. Hun havde hvidt hår og en hvid kjole. Hun virkede ikke til at være en normal beboer i skoven, så derfor måtte det være en der kom udefra. Så længe hun ikke gjorde skoven noget, så var denne kvinde velkommen i Paradisskoven.
Kort efter fyldte slag fra hovene af endnu et dyr, men dette var langt tungere en de lette klove fra hjorten. En sort hest kunne ses i den morgenmørke skov, som stadig hang over Tusmørkedalens skov. Ikke at det blev meget lysere i denne del af skoven, på grund af den evige tusmørke, men man kunne finde solbeskinnede områder, og et af dem var ikke langt væk. Man skulle bare finde de lidt højereliggende dele af skoven, for at kunne finde solen. Disse steder var også ofte yndede af mange, for det gjorde Paradisskoven bare endnu smukkere end før.

Mai sov fredfyldt, lige indtil hun hørte larm omkring sig og slog øjnene brat op, man kunne ikke være for forsigtig. Hun kiggede lidt rundt og vågnede hurtigt op, hun kunne ikke umiddelbart se nogen, men hun kunne hører lyden af en hjort der blev efterfulgt af et rovdyr længere henne i skoven, hun rejste sig op og syntes det var synd for den lille hjort. Men Mai ville ikke forstyrre naturens gang så hun gjorder intet ved det, elementaler som hende ville gerne beskytte naturens balance, ikke sørge for at ingen dyr eller planter døde af naturlige årsager, for døden var nu engang en del af livet.
Hun fornemmede derefter en del folk i området, der virkede ikke så roligt og fredligt som da hun havde lagt sig til at sove under træet. Mai rejste sig op og kiggede lidt rundt, lyden af store hove kunne hørers ikke så langt væk, tydeligvis fra en stor hest. Mai besluttede sig for at tjekke ud hvem det var der nu var ankommet til skoven, vis der blev for meget ballade af nogen art ville Mai nok flyve videre vis hun havde kræfterne til det. Hun var stadig ret udmattet efter turen dertil. Mai gik let hen over skovbunden med sine barer føder, hun var meget elegant og nærmest flyvende i den måde hun gik. Inden længe nåede hun til lyden af hove hun havde hørt og stod nu ikke langt fra en sort hest med sin kvindelige rytter. Mai stod 15 meter fra hende og kiggede op uden at sige noget, det lignede ikke en person man skulle stole på efter hvad Mai kunne se, hun var ret mørk og dyster i udseende. Ikke en Mai ville tro havde naturen kær eller gjorder noget for den.

Rayne så til sin forbløffelse at hjorten forsvandt ind gennem et krat, som hun kunne have svoret ikke var der før. Hun stoppede brat op, trak vejret tungt efter den voldsomme løbetur, og kiggede sig omkring. Hun var næsten sikker på at en eller anden lige havde forhindret hende i at få morgenmad. Da hun ikke kunne få øje på nogen forvandlede hun sig tilbage til sin originalform for derefter at klatre halvvejs op i træet ved siden af hende så hun på den måde kunne springe om på den anden side af krattet. På vej op i træet fik hun øje på noget. Først havde hun svært ved at se hvad det var for alt det grønne, men så så at det var en skovnymfe i selv samme træ som hun. Det var ikke svært at regne ud hvem der havde prøvet at sætte forhindringer op, og Rayne sendte hende et hadfyldt blik og knurrede kort, før hun sprang ned på den anden side af krattet og genoptog sin jagt. Før hun nåede jorden var hun igen i sin katteform. Alt dette havde ikke taget mange sekunder og hun var straks på sporet af hjorten igen. Inden længe nåede hun op på siden af den, og denne gang slog hun til med det samme for at undgå flere forstyrrelser.
Hjorten udstødte en forskrækket lyd idet hun satte tænderne i struben på den, og den faldt død om på jorden. Hun begyndte grådigt at spise løs, mens blodet løb ned ad hendes hage. Hun havde hverken sanset kvinden på hesten eller elementalen. Hvis en af dem kom tæt på nu, ville hun ignorere dem. Hvis der derimod kom nogen som kunne se ud som om de ville tage del i hendes måltid, ville hun ikke vente med at forsvare sit bytte. Enhver anden måtte vente til hun selv var færdig med at spise.
Hun nød det saftige kød, fornemmelsen af at kroppen hun fortærede kun havde været død i få sekunder. De fleste organer virkede stadig, og det fik det til at virke som om der stadig var en smule liv tilbage. Men hjorten var stendød.

Xenix' bevægelser var alle sammen lette og elegante, der var ikke tvivl om, at hendes sind var roligt som sten og hendes tanker langt fra urolige. Et øjeblik trak hun i det kraftige tøjler der var udsmykket så vel som hestens hovedtøj og saddel, de fleste der så hende, ville ikke være et sekund i tvivl om hendes velstand.
Hingsten fnøs irriteret, og gav sig til at skrabe utålmodigt med den ene forhov i den grusede vej, så den beskoede hov slog imod stenene med en syngende gennemtrængende lyd, det stoppede dog straks da Xenix' forsigtigt, men bestemt, lagde en hæl imod den brede flanke.
Den sorthårede kvinde lod de isblå øjne falde på elementalen, hun vidste udmærket hvad hun stod overfor, hele befolkningen var oprørt over deres tilstedeværelse, og byen var sågar gået så langt, at de havde bygget en mur for at holde væsenerne ude af byen. Tanken trak et skævt smil frem på de blodrøde læber, mens hesten utålmodigt trippede på stedet for at komme videre, på trods af at hun havde reddet den hårdt den halve del af natten, og det meste af morgenen. "Det er sjældent man støder ind i din slags!" sagde hun så, og sendte et blik rundt i skoven, de var ikke alene, det var klart for enhver "Skal jeg føle mig priviligeret, eller ualmindelig uheldig?" spurgte hun så elementalen med en blød, men mørk kvindestemme.
I en rolig bevægelse trak hun det store pelssjal tættere om sig, morgenen var kold, og når man ikke red, var det svært at holde varmen, selvom hun nu var kommet til en varmere del af landet, end hvor hun havde befundet sig om morgenen

Hun vidste godt at det ikke var helt rigtigt at stoppe et rovdyr fra sit bytte, men hun havde ikke kunne lade være, og det viste sig også at det ikke havde hjulpet noget. Dyret blev fanget og dræbt, men hun vidste at det ikke ville gå til spilde. Dyret ville nære pumaen, som egentlig ikke var en puma, og dens rester ville gøde jorden, og så var alt godt igen. Dens død var ikke kun sørgeligt, men også godt for naturen.
Hun blev siddende i træet, mens hun så på pumaen der spiste det rå kød. Bagefter faldt hendes blik på de to kvinder der snakkede. Den ene virkede til at være enormt rig og velhavende. Hele hendes attitude skinnede af hovmod og rigdom. Den anden var mere forsigtig og en smule mystisk. De fleste ville nok sige at den mørke kvinde ville være langt mere mystisk, men hun var lettere at tolke end den anden. Den hvide pige virkede lille og skrøbelig, men noget fortalte hende at dette skin bedragede mere end man troede. Der var langt større kræfter bag de spinkle arme og de blide øjne. Hun virkede også svag for de fleste, men hun kunne slå fra sig så godt som mange andre. Hun havde lært at kæmpe af en mester af våben. Hun havde fået lov til at blive undervist af ham, og hun fik også rigtig godt styr på buen, hvilket viste sig at være meget nyttig i kampen mod mørket.
De fleste af lysets krigere foretrak sværdet, men hun stolede mere på hendes øjne og rolige hænder, end musklerne og det skarpe blad. Magien var også en stor del af hende, hvilket også var meget gavnligt for hende, da hun var en mægtig plantemaner. Hun ville dog aldrig kunne sammenligne sine kræfter med en elementals, siden deres magi var ældre og langt stærkere end hendes. Hun havde utrolig stor kontrol over sine evner, så hun kunne virkelig meget med planterne, men også med drømme. Hun var blevet en af de bedste drømmere i hele landsbyen, og nogen snakkede om at hun skulle overtage den gamle Drømme Mesters plads når han døde, men det ville gå lang tid før han ville blive gammel nok til at dø.