Der var helt stille i lysningen og fuldstændigt mørkt. Ethelihn var vandret herud for at træne lidt. At træne i mørke var en glimrende måde skærpe sanserne på. Hun bar et par løse bukser, der hang om hofterne, og som var stoppet ned i et par forede læderstøvler. Blusen ville have blottet hendes mave og arme, men lige nu havde hun en lang, forholdsvis tynd foret jakke på, der klarede det problem. Den havde løse ærmer, der gik til midt på underarmene, og slidser, så hun kunne bevæge sig.
Ethelihn var midt i at træne sværdkamp. Hun øvede forskellige slag og angrebsteknikker, mens hun brugte de lyde, der fra tid til anden nåede hendes ører fra skoven, som mål. De gik stærkt, og det så anderledes ud, end når andre trænede med sværd. Den sorthårede kvinde trænede nemlig ikke bare med to sværd, men også med det korte sværd, som hendes levende hår svingede med. Hun tog en tur rundt om sig selv for at får mere fart og slagkraft på sine nyslebne våben.

Mørkedet passede en skikkelse i et gammelt træ helt fint. Mørket gemte hans krop, og for én der bor i skoven og ved hvordan man færdes der, er lyde ikke et problem. Cazz betragtede med et mut udtryk kvinden i lysningen. Han sad halvt på en bred gren, halvt op ad stammen i den store gran. Alle lyde der kom fra ham var minimeret, så han ikke larmede mere end en mus.
Han lod blikket glide op mod himlen. Skyerne var gledet for månen, tunge regnskyer, der måske også indeholdt torden. Han sukkede stille, og spekulerede på hvor længe kvinden ville træne. Han ønskede bestemt ikke at møde hende, for efter deres sidste møde hvor han havde været nødsaget til at bakke ud på grund af abstinenser og skam, havde han ikke kunnet lade være med at tænke på hende. Hun var fascinerende, på den farlige måde. hendes hår, der var spillevende, og som også var grunden til at hun hadede ham.
Uanset hvad, så havde hun faktisk kysset ham den aften, til maskeballet. Et lille smil spillede hen over hans skarpe tænder. Ak ja, enhver kvinde havde jo lyster. Synd at hun aldrig ville finde ud af hvor meget lyst der kunne være i hendes krop.
Han lod tungen glide over tænderne, en efter en. Det var længe siden han havde smagt menneskeblod og -kød.. Og som hun asede dernede i det meget svage lys, som hans natteøjne eksponerede op, kunne han se hendes pulsåre dunke heftigt.

Du aner ikke hvem der lurer på dig, smukke Han mærkede en brise komme, og idet den strøg over trætoppene og fik bladene til at rasle, klatrede han med umenneskelig fart ned fra træet, så han nu stod i skyggen fra det. Han havde bar overkrop og bare fødder trods kulden, så det eneste der kunne rasle var hans bukser. derfor stod han også med let spredte ben, så buksebenene ikke gned imod hinanden.

Det var svært selv for hende at følge sine våbens bevægelser med øjnene, men hun prøvede heller ikke på det. Hun koncentrerede sig om sine andre sanser, hvilket rent faktisk gjorde hende i stand til at opfange lyden af den mus, der klatrede ned ad træet. Eller det troede hun i hvert fald det var. Hendes eget hoved var tomt. At kæmpe med sværd på denne måde virkede afslappende på hende, for når hun koncentrerede så meget af sin energi i sine bevægelser og instinkter, var hendes hjerne ikke i stand til at frembringe nogen form for forståelige tanker eller billeder.

*Klingh* Med de to lange sværd lavede hun en blokade, mens hun dolkede den noget luftige modstander i ryggen med det korte sværd. Den gennemfrosne, sorte jord under hende viste ikke tegn på, at nogen havde været der længe. Men selvom jorden havde været blød, ville der ikke have været så mange fodspor, som man måske ville have forventet. Selvom rækkefølgen af hendes bevægelser varierede, så var selve bevægelserne de samme. Mere end en gang trådte hun præcist på det samme sted, hun havde være få sekunder tidligere.

For nu regnede hun stadig med at være alene, selvom hendes sanser sagde hende noget andet. Men det gjorde de altid i den her skov.

Hvorfor gik han ikke bare, og slap for al balladen? Det ville være den nemmeste løsning der var indenfor rækkevidde. Det var jo ikke fordi hendes træning var enormt ophidsende, bortset fra detaljen med pulsåren.
Han besluttede alligevel at blive, bare lidt. Så måtte han tage en beslutning senere, om hun skulle være føde eller fornøjelse. Måske begge dele?

Al den tankevirksomhed gjorde ham tørstig. Cazz' hånd fandt vej til hans lomme, hvor han fremdrog en lommelærke af denne. Allerede inden proppen var skruet af, vidste han at det havde været en fejl. Sølvlommelærken reflekterede det svage månelys, og en svag blinken kom til syne under granen. Han lod omgående lommelærken falde, og susede om bag træet, overbevist om at en skarp kniv ville ramme barken får sekunder efter...

Ethelihn havde nået at vende sig en halvomgang , men det var ikke nok til, at hun ikke opfangede dét lysglimt. Det var nærmest blændende i det her mørke. Hun var på nippet til at affyre sit korte sværd, men så kom hun på bedre tanker. Hun var ikke sikker på, hvor lysglimtet var kommet fra. Hvis hun kastede en kniv afsted i blinde, ville den ramme et tre på et tidspunkt, men det var ikke til at sige hvornår, og på dette tidspunkt af døgnet, havde hun ikke lyst til at gå ind i skoven for at lede efter den. Men hun havde en anden idé

To sekunder efter fór et tyndt lyn lige mod det sted, hvor Cazador havde stået før. Med de mængder af energi, der var fanget i et lyn, kunne den lyse et pænt område op i nogle få øjeblikke - lige nok til at orientere sig. Lige meget hvad, havde ikke tænkt sig at bevæge sig væk fra lysningen. Til trods for sit enorme ego ville hun ikke vandre væk fra et sted, hvor hun havde overtaget. Det ville jo være fuldstændigt umuligt at bevæge sig derinde.

Da et lyn pludselig oplyste hele lysningen, blev Cazadors ekstremt udvidede pupiller ramt af lys med en sådan kraft, at han næsten faldt om ved den. Halvt blændet af smerte, og med pletter for øjnene måtte han støtte sig op ad træet til hans syn vendte tilbage. Denne tilstand af smerte og dårligt syn varede cirka et halvt minut, hvorefter hans øjne var til at bruge igen. Lyset i lysningen var stadig påvirket af Ethelihns energiudbrud, for det hele glødede ganske svagt.
Cazz lagde mærke til dette, og han lagde også mærke til en af bivirkningerne; han kastede skygge. ike meget, men nok til at forstærke hans mindste bevægelse til noget voldsomt flagrende. Han kunne lige så godt få det overstået i stedet for at spille usynlig- hun kunne jo se ham uanset hvad.
I et hurtigt spring/løb stod han henne ved hende. Han bukkede et lille overflødigt buk for hende, og mødte hendes blik. Hans karpe lugtesans fangede lugten af sved på hendes hud.

"Goddag frøken Ishi. Det er længe siden". Hans stemme var helt forvrænget, en bivirkning ved hans aktiverede evne. Det var umuligt for ham at beholde sin melodiske stemme med en kæbe der blev udvidet og med en skurrerend i halsen. Så enkelt var det. Istedet havde han en hæs, dyb stemme, en stemme der mest af alt mindede om en forkølelse. Hans hus lyste gråt; et tegn på at hans anden evne også var igang.

"Jeg håber du hyggede dig med din kære chef efter min afsked sidste gang." hans ene hånd hvilede let på den dolk der sad ved hans hodt; prøvede hun på noget, var han parat.

Det kan ikke.... åh! Hvorfor er jeg overhovedet overrasket... Jo fordi du ikke regnede med, her var nogen overhovedet. Ja, nemlig derfor. hun sukkede dybt, længe og irriteret, mens hun stak sværdene på plads - naturligvis lod hun afslappet en hånd hvile ved skæfte på det ene våben - hvis han nu skulle prøve på noget. Hun trak vejret tungt, og hendes puls var høj. Den galoperede ikke afsted, men den var høj. Hun sank en klump for at lade den smule væske, hendes mund havde dannet, fugte sin knastørre hals. Den havde skullet tage en del vejrtrækning i den sidste time. Hun følte sig også træt. En masse følelser og fornemmelser, hun aldrig ville have lagt mærke til, hvis det ikke havde været for Cazadors pludselige tilstedeværelse - der nok ikke var så 'pludselig' igen.

Ethelihn valgte at ignorere Cazadors spørgsmål, uden at ignorere den forkølede stemme han have tillagt sig. Hun overvejede ikke, at det kunne skyldes andre ting, end at han lidt for ofte var gået ud i minusgrader i dén mundering. I øvrigt var han alt for muskuløs efter hende smag.
"Giv mig én god grund til, jeg ikke skulle spidde dig og lade dig ligge hær, mens jeg lige så stille vandrer hjem til borgen?" Når hun kom så længst, ville hun nok sende et par helere afsted, selvom det efter al sandsynlighed ville være for sent.

Det frydede Cazz at se Ethelihns overraskede udtryk. Der var nok alligevel lidt sadist i ham, inders inde. Han legede med maden, så at sige. På en måde var han lettet over at hun ikke straks greb til våben, sådan som han havde forventet. På den anden side var det en smule skuffende, hans syn på hende taget i betragtning.

"Hvorfor du ikke skulle spidde mig?" han hævede et øjenbryn. "tjah, for det første har du allerede gjort mig halvblind med dine energiudgydelser. For det andet..." han sænkede stemmen til en hvisken, "ville det være utrolig dumt af dig, taget i betragtning at jeg faktisk bor her, og at min mave knurrer af sult."
Han lod pegefingeren kærtegne hendes kindben ganske forsigtigt, hvorefter han lod den ligge stille på hendes bankende puls. Han snusede ind, og betragtede hende intenst, som en panter der betragter sit bytte før den nedlægger det.

"Jeg kunne jo bare fange mig en hjort eller to, men deres kød er bare ikke så saftigt på denne tid af året. Dit, derimod..."

Ethelihn greb skaftet på det korte sværd, hun havde lagt sin hånd ved, svang det rundt i håndledet og pressede det mod Cazadors mellemgulv - den muskel, der har mest indflydelse på åndedrættet. Hun spændte sine muskler lidt, så hun var klar til at bevæge sig, men hun bevægede sig ikke. Til gengæld begyndte små, blåtlysende gnister at løbe langs hendes hud og hen over tidligere nævnte knivsæg.
"Nu skal du passe lidt på, skat!" hvislede hun, mens gnister dansede rundt i hendes sammenknebne øjne. Hun var ikke så lidt irriteret over, at hun overhovedet havde givet ham en chance. Det var en luksus, som han overhovedet ikke fortjente. Hun lænede sig en smule fremad for at virke lidt mere truende. Så smilede hun - hvis man kalde den diabolske krusning på de læber for et smil. "Desuden... Du kan jo ikke undvære mig, kan du vel? Var det ikke nogen lunde det du påstod?" Det der var udelukkende for at irritere ham. Hun havde ikke troet på ham til maskeballet, og hun ville overhovedet ikke tro ham nu, hvis han prøvede igen.
Kvindemennesket virkede sådan set rolig nok, men hun brød sig stadig ikke om hans måde at opfør sig på. Det nægtede hun selvfølgelig at vise det mindste tegn på.

Cazz var ikke direkte bange for Ethelihns våben. Sværdet, i hvert fald, kunne ikke gøre ham det mindste, så længe hans 'læderhud' var aktiv. De små gnister, derimod, formåede at trænge igennem hans skjold, og det gjorde ham en smule nervøs.

"Nååh, min pige, er det nu med den på," sagde han, henvendt til hendes 'skat', "Jeg troede ellers ikke du var til kælenavne. Skal jeg nu til at kalde dig fnuller?" lo han spottende, mens han behændigt trådte væk fra hendes sværd. Hans øjne funklede i nattemørket. Hvor 'funklet' kom fra, var svært at bestemme, men det var der dog.

"Smukke. Om jeg æder dig eller har en god tid med dig, det kan sådan set komme lidt ud på ét. og jeg er ked af at sige, at den måde jeg blev ignoreret på til ballet, ikke gav dig gode odds på den gode tids-side. Se på den lyse side; du smager sikkert dejligt"
Han smilede et grumt smil, og lagde ikke skjul på at alle hans sanser hungrede efter hendes kød.

Ethelihns øjne funklede ikke særligt - sandsynligvis fordi hun stod med ryggen til månen. Men de bitte små lyn, der dansede rundt på hendes hud og dem, der gav hendes øjne en helt anden farve en dybblå, gjorde op for det. Hun holdt forsat kniven, hvor hun havde holdt den før. Hvis Cazador bevægede sig, ville knivspidsen følge ham, som en kompasnål følger nordpolen.
Cazador blev mere og mere ubehagelig. Faktisk syntes efterhånden, at han var så ubehagelig, så det kunne beskrives som skræmmende. Hvilket gjorde, at hun ikke havde tænkt sig at være forsigtig med at bruge sine elektriske evner. Hun ville ikke tage chancer.
Ethelihn fnøs, da Cazador kaldte hende Fnuller. Højre side af hendes overlæbe løftedes en anelse i væmmelse, så man kunne se hendes sammenbidte tænder, da han nævnte 'en god tid'. Da han var helt færdig kunne hun ikke holde et par spydigheder tilbage - ikke at hun prøvede. "For det første ignorerede jeg dig ikke på noget tidspunkt. For det andet skule du nødigt snakke om at ryge et par grader i andres opfattelse. For det første løj du for mig. For det andet forsøgte du at drikke mig fuld. For det tredje var du dum nok til at sætte dig op imod Morgoth, hvilket må kræve en ufatteligt lav intelligens. Og for det fjerde stak du af som en kujon med en lille dværg, efter du havde forsøgt at overbevise mig om, at du rent faktisk havde en form for følelser!" Hun holdt en kunstpause. "Og til din information kommer det også ud på et for mig om du æder mig eller om vi 'hygger os lidt'. De giver mig lige meget kvalmer, og jeg ville myrde dig under alle omstændigheder." Hun rankede umærkeligt sin ryg og smilede triumferende. Tag den! På magisk vis var hendes mod også kommet tilbage.

Cazz ignorerede sværdet, og lænede sig en anelse frem imod Ethelihn. Hans blod kogte af det stof han tidligere havde taget, og rusen bragte ham i et særligt ondt hjørne. Han lyttede indgående til hendes spydigheder, og hans læber trak sig sammen i et frydefyldt smil.

"Ethelihn. Smukke, åh så velduftende, sikkert velsmagende Ethelihn. Hvor har du lært at tælle? det hedder ikke 'for det første og andet' gange to, min pige. ak, sikke en uddannelse i 'krigere' dog har" han lavede gåseøjne omkring 'krigere' og blinkede skælmsk til hende med rovdyragtige øjne. Langsomt begyndte han at kredse om hende, mens han gnubbede sig på hagen; som en kunstner, der betragtede sit kunstværk.

"Hvor skal jeg starte? nå, jo. For det første: Efter at have reddet dig fra en ordentlig hjernerystelse, hvad var så takken? at du straks slikkede røv på Morgoth, såsnart han ankom. For det andet kan det rage mig en fjer hvad andre tænker. For det TREDJE løj jeg ikke på noget tidspunkt for dig, og jeg beder dig venligst om at oplyse mig om hvornår du mener dette er sket. For det FJERDE- tvang jeg dig til glasset min pige? For det femte er jeg som sagt dødhamrende ligeglad med hvad andre tænker om mig. Jeg har sagt ja til at slutte mig til Mørkets Lord. Ikke den lille, jaloux håndlanger, hvem det siges stod bag mordet på føromtalte Lord! For det sjette havde du mere end rigeligt i at falde på knæ for den mand du kalder chef. Ynkeligt." det sidste spyttede han nærmest ud, og de steder hvor en dråbe spyt ramte Ethelihns hud eller tøj (?) begyndte det at ætse en lille smule.

"Du aner ikke hvilke kræfter jeg besidder. Vores kamp i arenaen havde unfair odds, da jeg var frataget disse evner. Alligevel lykkedes det mig at overleve. Jeg havde forventet at du tænkte dig en smule mere om, før du provokerer en mand der tør klippe dig."

Han havde overtaget. Det var hans hjem, det var hans tid på døgnet, det var hans yndlingsvejr, og ikke mindst var det hans mave der knurrede. Vinden blæste op, og månen gled fri af skyerne, mens grenene på træerne piskede ophidset rundt. Cazz fortsatte med at kredse om Ethelihn, hurtigere for hvert skridt han tog.

Ethelihn var mere end rasende nu og havde fuldstændigt glemt enhver form for respekt eller frygt for det udskud, der stod foran hende. Raseriet satte adrenalinpumperne i sving, som igen forsynede hende med store mængder af energi, som så igen gjorde hende endnu mere elektrisk. Nu kunne man decideret høre spændingen syde i de ikke længere så små, blå lyn, der fortsatte med at knitre og springe fra sted til sted. Da hun svarede på Cazadors anklager, lød hendes stemme som en slanges hvislen.
"Jeg ved ikke hvilken uddannelse, du har fået, men det fald ville aldrig kunne give noget menneske en hjernerystelse. Det ens reflekser alt for hurtige til at lade ske. Og hvordan i alverden kan du påstå, at du ikke løj! Du vidst udmærket, hvem jeg var. Min maske dækkede hverken for mit ar, mine grønne hårstriber eller for min evne. Du kan umuligt have været så dum ikke at have opdaget det.
Desuden var den gamle Mørkets Lord en slapsvans, der lod sine parader falde, fordi han var en blødsøden idiot. Det lykkedes ham aldrig at komme til magten, mens Morgoth derimod klarer det helt fint. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle vise dig mere respekt end ham!" Den endeløse talestrøm holdt temmeligt pludselig op, da Ethelihn lagde mærke til, hvad Cazadors spyt gjorde ved hende frakke. Hun så med væmmelse på syren, der langsomt holdt op med at virke. "Og så kan du ikke engang holde dine ækle spytklatter for dig selv!"

Hun holdt mund til han havde udtalt det sidste. Et øjeblik blevet raseriet ved med at være malet i ansigtet på hende, men så trak hun på smilebåndet. Som sædvanlig var smilet ikke særligt behageligt, og nu blev det akkompagneret af en sindssyg latter. "Du har stadig ikke fattet det. Hvis du nogensinde forsøger at myrde mig - eller noget andet, jeg hellere ville dø end lade dig gøre - ville jeg slå dig ihjel. Du ville stort set forsvinde i et lysglimt. Lige meget hvad du gør ved mig, ryger du med!" Det lød som om, hendes stemme brændte. Hun var ikke fuldstendigt døv for logik. Han havde ret i, at det havde været tæt løb selv uden hans evner. Men lige meget hvad , havde hun en trumf, han ikke kunne løbe fra. Hun havde kun prøvet det én gang før, og hun var i voldsomme smerter bagefter. Hun ville være død, hvis ingen havde hjulpet hende. Det gjorde også, at hun altid var forsigtig med at bruge sine elektriske udladninger.

Han ventede, imens hun gjorde sin uendelige, hidsige talestrøm færdig. Det var sjovt, sådan som de lod hinanden tale ud, selvom de bogstaveligt talt var milimeter fra et sammenstød. Cazz havde tid til at betragte den svagt lysnende himmel, de piskene grene, og den blodåre, der voksede i Ethelihns pande, i takt med hendes hidsighed.
Han var ved at være godt træt af det kvindemenneske, og det faktum, at han altid løb ind i hende.

"Du vidste udmærket, hvem jeg var. Min maske dækkede hverken for mit ar, mine grønne hårstriber eller for min evne. Du kan umuligt have været så dum ikke at have opdaget det."

Han vendte blikket tilbage til hendes gnistrende øjne, og hævede et øjenbryn af hendes latterlige udtalelser. Med et dybt suk lod han hovedet falde lidt på skrå.
"Nu er der jo nogen der har flere venner end dig. det kan være svært at huske navne og ansigter på dem alle." sagde han med en monoton stemme. Han opdagede, at hans lyst til hendes kød var forsvundet. Nu gav kvindemennesket foran ham bare kvalme.

"Jeg er udmærket klar over, at et direkte angreb ville være åndssvagt. Men selv DU har brug for at sove på et tidspunkt." Smilet var helt forsvundet fra hans ansigt, han så bare stift på hende. Så- med ikke et eneste tegn- vendte han om på hælen, og gik hen til det træ hvor han oprindeligt havde siddet. Han havde hele tiden alle sine sanser på Ethelihn, og var klar til at springe væk, hvis en af hendes vredesudbrud blev koncentreret imod ham. igen.

Han samlede lommelærken op, og tog en stor slurk af indholdet, der duftede stærkt og lettere syrligt. Tænk at denne- en af hans kæreste ejer- havde afsløret ham.

Endnu en sjov lille detalje var, at Cazador havde været mindst lige så ivrigt efter bogstaveligt talt at spytte alle sine frustrationer i hovedet på hende. Det var mindst lige så underholdende, som at høre ham påstå, at han havde venner - eller at høre ham påpege et såkaldt 'svagt' punkt i hendes strategi. Selvfølgelig skulle hun sove en gang imellem. Den vinkel havde mere end en gang strejfet hende efter hendes lille nærdødsoplevelse. Hun var nået til den konklusion, at offeret, i næsten alle tilfælde af mordforsøg mens offeret sov, ville være vågen længe nok til at reagere. Det ville ikke være mere end et par sekunder, men det var også mere end rigeligt. Elektrisk energi løb vanvittigt stærkt.
Og nu går han bare?! Raseriet for stadig rundt i hende til trods for Ethelihns overlegne smil. Cazador havde sagt et par ting, der havde såret hendes forfængelighed. Det var ikke bemærkningen med, at hun ikke var særligt populær. Hun havde aldrig stolet nok på nogen til at kalde dem sine venner, hvilket passede hende fint. Det var faktisk mere delen med, at han ikke havde husket hende. Det skuffede hende. Og nu gik han bare, fordi hun åbenbart ikke var interessant længere. Det korte sværd blev sat på plads i bæltet, mens hun langsomt trak den anden arm tilbage til affyring. Hun skulle lige til at sende et lyn i nakken på ham, så han slap for at skulle bruge sine sparsomme hjerneceller på at sende signaler ned gennem nakkehvirvlerne, men så stoppede hun sig selv.
Der var ingen grund til at starte en kamp med ham nu. Han var høj på et eller andet. Det behøvede hun ikke Morgoth til at fortælle sig. Cazador måtte være så tæt på sindssyge, som man kunne komme uden helt at være det. Og nu han havde sine evner, som han sagde, kunne hun ikke være sikker på at vinde - i hvert fald ikke i en sådan tilstand, at hun kunne slæbe sit næsten livløse kadaver tilbage til borgen og bliver helet. Desuden var han ikke en trussel mere.

Hendes arm faldt slapt ned langs siden igen. Skulle hun gå tilbage? Hun besluttede sig for at blive og træne videre. Adrenalinen pumpede ikke længere ekstra energi gennem hendes pulserende blodårer, men den havde dog sørget for at overoplade hende. Den energi kunne hun lige så godt bruge til noget fornuftigt. To sekunder senere begyndte lysglimt - ikke nært så kraftige som før - at stråle ud fra de lyn, hun sendte rundt i lysningen. To af dem strøg lige forbi Cazador. Det var ikke et tilfælde, at de ikke ramte ham.

Kvinder tænkte han opgivende, mens han satte sig ned, op ad træets stamme. Han betragtede ligegyldigtde lysglimt der fløj forbi hans hoved med korte mellemrum, og overvejede seriøst om han ikke bare skulle bedøve hende med et eller andet, og så bare slå hende ihjel. Kragerne var så tynde for tiden, og hendes kød var nok ikke for sejt til dem. Han forestillede sig med et grumt smil, hvordan han anonymt ville lade budet om en død mørkets soldat komme til Morgoth. Manden ville højst sandsynligt sende en eskorte ud til det sted der var blevet påpeget, og dér ville de så finde hende; øjnene ville være hakket ud af kragerne, kødet pillet af benene af ulvene der boede i skoven.
Og hendes hår. Det ville være skamferet i en sådan grad at man ikke ville kunne sige med sikkerhed, om det egentlig var hår. Han ville skære hendes hestehale af, helt op til hårbunden. Totten ville han tage med hjem som en slags souvinir.

Han havde masser af midler, der kunne uskadeliggøre en lille størrelse som hende. Kemikalier, syrer, og andre finurlige sager, som han havde samlet forskellige steder. Det ville være pærelet- bare et enkelt snus, så ville hun være gået i gulvet.
Han fulgte hende grådigt med blikket, mens hun gjorde sine øvelser. Her, i hans skov endda! det ville jo være umuligt at sove når det forbandede kvindemenneske sendte lyn rundt i hele skoven. Hun futtede nok også snart noget af.
Knap havde han tænkt tanken, før et lille, tørt buskads gikop i flammer i udkanten af lysningen.

"HEY!" råbte han, og så tvært på hende, "gider du godt lige tage og styre dine lyn en smule?! det ender jo med at du brænder hele skoven ned, for Zaladin da også!"

Ethelihns nærmest dansede rundt i en trance, så da Cazador hævede stemmen, fik hun et chok. Hun vendte hovedet med et ryk i Cazz' retning og frøs så fuldstændigt. Selv hendes hår stoppede midt i et sving. Så smeltede hun lige så stille. Først kom livet tilbage i hendes øjne, så fik hun et diabolskt smil på læben, derefter begyndte hendes heste hale at svinge legesygt, og til sidst vente hun sig halvt i retning af Cazador.
"Åh, det er jeg virkelig ked af, skat. Jeg hørte dig ikke. Sagde du, at jeg ikke skulle gøre... det her!" Hun appede endnu en halvdød busk. Det frydede hende grusomt, at hun havde fundet en måde at tirre Cazador på, der rent faktisk pinte ham lidt - og naturligvis gav hende hans fulde opmærksomhed. Damen brød sig ikke om at blive ignoreret. Hendes reaktion afhæng naturligvis af hvem, der ignorerede hende. Men ligegyldigt hvem, der bare forlod hende, som Cazador netop havde gjort - for ikke at nævne, at han gjorde det samme til ballet -, skulle have sig en lille lærestreg. Man vendte aldrig folk ryggen.

Cazz's hoved bevægede sig i et ryk, da endnu en busk futtede op. Han snerrede- en dyb rumlen helt nede fra maven, en dyrisk lyd.
Han kom hurtigt på benene, og krydsede lysningen i tre store skridt. Hans støvler efterlod dybe huller i den bløde jord.

"Hør her" hvislede han, da han var kommet helt hen til hende. Han mødte hendes blik, og hans øjne blev helt smalle, da han lænede sig ind over hende.
"Hvis du kunne holde op med at futte mit hjem af , bare et par minutter?" han smilede et koldt smil, før han trak sig lidt væk fra hende igen. Kvinden gav ham lettere brækfornemmelser, sådan som hun teede sig, men det sagde han naturligvis ikke noget om. hun ville jo flippe helt ud.

Hun smilede lusket, mens han kom nærmere. Mænd var så nemme at regne ud. Nu kom han farende, fordi hun ikke lige ville gøre, som han bad om. Men han nåede alligevel at komme lidt tættere på en forventet, så da han standsede, lænede Ethelihn sig tilbage i et par sekunder, til han trådte væk igen - med en overlegent smil. Nu var det hendes tur til at læne sig lidt frem. Hun hviskede med en stemme, der lå en tone dybere og en tand mere hæs en normalt og nærmest katteagtigt legesygt: "Ellers hvad?" Hendes ansigt befandt sig meget tæt på Cazadors nu. Hun vidste godt, hun skulle være forsigtig og spændte hver muskel i sin krop, men hun kunne ikke dy sig, når hun nu havde fundet en måde at genere Cazador på. "Hvad har du tænkt dig at gøre?"

Cazz sukkede opgivende. Klokken var jeg-ved-ikke-hvad om natten, og kvindemennesket så ud som om hun havde holdt sig kørende på små skarpe hele aftenen. Han havde mest af alt lyst til bare at vende ryggen til hende og skride, men det ville være et større tab end hvis hun tævede ham.

"Hør her, Ethelihn" brummede han, og så overlegent ned på hende, "du kan tydeligvis ikke klare dig uden din elskede herre. Det ved jeg, for jeg så hvordan du hang efter ham som en hund til maskeballet. Tror du så, helt seriøst at jeg ville skåne dig, en mørk aften som denne, ude i en skov hvor der er milevidt til hjælp. Søde, du har ikke helt forstået sammenhængen her. Jeg er en jæger. du.. ja, selv med din fine snurren rundt er du et byttedyr. Og Morgoth? du betyder cirka lige så meget for ham som enhver anden kamphund ville gøre. du er et våben, og når du bliver sløv skifter han dig ud"
Han så beklagende på hende, og gik lidt ned i knæ, så de var i øjenhøjde. Han orkede ikke kamp nu, magtede det virkelig ikke. desuden ville hendes ådsel stinke forfærdeligt, for HAN havde ikke i sinde at æde så meget som én eneste bid af hende. Tossede kvindemenneske.

"Så.. fortæl mig så," sagde han med sin blideste stemme, "hvorfor hænge i skørterne på ham, når du tydeligvis nød mit selskab? så straks den store herre kom, forlod du mig for at falde på knæ for ham. syntes du ikke du skylder mig en undskyldning?" han rømmede sig, og rynkede brynene. hvad var det han sagde? han ville ikke have en undskyldning, hun skulle bare skride fra hans lysning, og det med det vuns!
Så hvorfor kunne han ikke få ordene over sine læber?

Han så på hende, hendes sorte hår med den grønne stribe, der hvirvlede rundt uden en vind til at føre det. Han havde skadet hende, voldsomt, og han havde aldrig rigtig givet en helt oprigtig undskyldning, ikke uden fraser som; pigebarn, snuske, skat. de overfladiske ord som alle bruger som fyld. han fik pludselig kvalme over sig selv; hun var en kvinde, og endda en ganske yndig en af slagsen!
og hvad så hvis hun ville slå ham ihjel lige så snart hun fik chancen? det gjorde det da bare interessant.