Hun tørrede lidt blod af i hendes klæder, mens hun gik videre. Rådyret lå forholdsvist ustabilt over hendes ene skulder og blodet løb ned ad halsen på den. Hun satte tempoet lidt op og så sig vagtsomt omkring. Normalt elskede hun at være alene, men omstændighederne taget i betragtning, med elementalerne og alt det, var det måske bedst at være i selvskab med andre. Hun kunne ikke lide at være afhængig af andres hjælp til at udslette eventuelle trusler, men indtil videre havde hun ikke set nogen dræbe en elementaler med bue og pil, så der var ikke rigtig noget hun kunne gøre ved det selv, endnu. Hendes orange hår hang busket ned over hendes ryg, halvdelen af det under hendes bytte . Det var klistret og fedtet af sved fra jagten og blod fra dyret, men hun lagde ikke mærke til det, det var helt normalt.
Hendes mørke tøj var en smule plettet af blodet, men det var lykkedes hende at holde tøjet forholdsvist rent for blod.

En hånd skød op af den halvfrosne jord inden den hurtigt trak sig tilbage. Luften fyldte hurtigt den lille kupel han opholdt sig i og man kunne tydeligt høre hvordan der blev hevet efter den friske luft under jorden. Den gik et par lange sekunder, hvor den rødhårede unge mand fyldte sit system med frisk oxygen. Han slap væk, hans forfølgere var væk, men han havde ikke fået hvad han havde været ude efter. Informationerne var stadig uden for hans rækkevide.
Det havde været et desperat træk da han sprang op på mørketborgens mure og mødte de to krigere. Kampen havde været hård, men til sidst havde han trukket sin sidste trumpf og havde gravet sig gennem jorden. For at sikre sin flugt havde han bevæget sig så langt som muligt før han hev efter vejret, hvilket hans krop bar tydelige præg af.

Langsomt faldt jorden omkring håndhullet sammen og afslørrede et lille kuglerundt hul med en ung rødhåret mand siddende i bunden. I den højre hånd holdt han et imponerende spyd af et materiale, der stadig ikke var mange der kendte til. Hans krop var uden skrammer, skønt hans tøj havde et par enkelte sodpletter.
Med et rejste han sig, greb fat i kanten af hullet og hev sig selv op på overfladen. Først nu opfangede hans næse noget. Lugten af blod hang tungt omkring dem og han kastede et par hurtige blikke rundt alt imens hullet i jorden langsomt blev fyldt med fint sand.
Han var i paradisskoven, så meget vidste han, men der var stadig et godt stykke til han nåede et sikkert sted og hans hytte var utvivlsomt mere end en times gang herfra.

Nohan var næsten oppe i løbetempo, da hun hørte nogle små kviste knække et sted bag sig. Hun vendte sig om, i håb om at endnu et rådyr, en hare eller et andet dyr, var dumt nok til at nærme sig hende. Hun spejdede til at starte med imod jorden, men hævede blikket, da hendes blik mødte to fødder.
Hun smed lynhurtigt rådyret fra sig og fik spændt sin bue, uvidst om han havde set hende. Hun betragtede ham vagtsomt. Hvordan kom han så hurtigt? Jeg hørte ingenting! Tænkte hun, en smule selvbebrejdende, mens hun så stille som muligt, forsøgte at liste om bag et træ, ud af hans synsvidde. Hendes blik var låst fast på ham, mens hun bevægede sig. Han virkede ikke fjendtlig, men han var bevæbnet og i disse tider var alle ens fjende. Selv naturen.

Trods at hun ikke fjernede blikket fra ham, var hoveddelen af hendes tanker på rådyret. Hun ville helst ikke miste en god fangst, selvom det ikke var svært at dræbe et nyt dyr, ville hun nødig for dybt ind i skoven igen alene. Det var for risikabelt og det var i forvejen ved at blive sent og hvis hun skulle kunne sælge noget af kødet, skulle det være snart at hun vendte tilbage til markedspladsen.

Han rettede sig roligt op, men støttede sig stadig op af spydet. Han havde gennemgået begge forvandlinger i dag og hans krop brød sig ikke om det, særligt ikke nu var han var tilbage i første stadie. Han lukkede roligt øjnene i og indsnusede luften. Lugten kom ikke fra et bestemt sted, den havde flyttet sig. Fra øst mod nord, men var stoppet. Han kunne dog ikke præcisere det mere end det og vendte i stedet blikket mod nord. Imod Nohan. Han så dog ikke kvinden der stod i skjul, men rodere lidt i jorden med foden, for at skabe det øverste lag jord og få forbindelse til sandet.
Som en impuls skød hans sanser rundt gennem jorden, mærkede rødderne og trykket fra træernes vægt. Sandet løb tæt under overfladen i dette område, hvilket havde været grunden til hans opstigning.
Øjnene blev slået op og blikket blev Øjeblikkeligt rettet stedet hjorten lå død.
Hans frie hånd skød hen over jorden og sandet fløj op i en kugle foran ham. Kuglen var ikke mere end et par centimeter i diameter, men den var ikke destro mindre nok til at være et passende forsvar mod uventede fjender. Med rolige skridt bevægede han sig mod sit mål. Han havde mærket en tryk der ikke var et træ. Om det var et dyr eller noget andet vidste han ikke, men han havde i sinde at finde ud af det.

Nohan kunne svagt se ham fra sit skjul og kunne mærke sin puls langsomt stige, mens han bevægede sig imod hende.
På trods af at hun ikke anede om han kunne være en mulig trussel, kunne hun ikke undertrykke et smil. Det seneste stykke tid havde hun jaget og præpareret skind, tilberedt kød, sovet, spist, jaget, tilberedet kød, sovet, spist, det samme igen og igen, imens hun holdt sig indenfor så meget hun kunne, for at holde sig i sikkerhed.
Hun havde hørt nok rygter om elementalerne til at sørge for at hun ikke skulle møde en.

Hun spændte pilen yderligere, da han kom tættere på. Var klar til at sende pilen afsted ved det første tegn på fjendtlighed. Mon jeg kunne sælge hans kød? Hun kunne ikke lade være med at tænke tanken, hvorefter hun kort så ned i jorden i skam. Hvordan kunne hun tænke sådan?.. Men tanken fortsatte og hun kunne ikke lade være med at overveje om hans hud mon ville være brugbart. Det kunne da være et fint trofæ?.. Tænkte hun med et smil.

Det tog ikke mange skridt før han så hjorten. Blikket analyserede den indenfor et splitsekund. En pil, smidt på jorden, ikke båret langt, lagt der siden han kom frem. Med andre ord, jægeren var i nærheden.
Med ansigtet vendt væk fra Nohan bredte et kort smil sig over hans læber. Så det var altså den anden dødvægt.
"Har du tænkt dig at skyde mig eller lade kødet rådne?" Spurgte han højlydt inden han kastede et blik over skulderen mod det sted han havde fornemmet dødvægt nr. 2. "Jeg ved udmærket hvad jeg selv havde valgt"
Kuglen han havde kaldt op delte sig i fire mindre kugler, der cirkulerede rundt om hans krop, som planter om solen. De var hans forsvar, men så ikke synderlig imponerende ud. Øjensynligt var spydet den største trussel han besad, skønt hans nuværende form ikke var særlig habil i anvendelsen af den.
han følte sig ikke synderlig klar til kamp, men taget situationen i betragtning, så var jægeren ikke fjendligt indstillet. Den jagede trodsalt selv sin føde.

Nohan havde et bredt smil tværet over hele ansigtet, da han nåede op til rådyret. Hun tog sig hurtigt i det og lagde ansigtet i nogenlunde neutrale miner. Hun havde allerede op til flere boder i markedspladsen der solgte menneskekød og hud, før han afbrød hendes fantasi.
Han overraskede hende med sin kommentar om det rådne kød, men hurtigt kom smilet tilbage. Han virkede ikke som nogen stor trussel, hun vidste godt at man ikke skulle dømme hurtigt, men imod en hurtig pil i hjertet, synes han ikke at kunne gøre noget væsentligt.
Hun overvejede om hun skulle finde ud af hvad de små kugler var for noget, men da de ikke synes at have noget formål, andet end at flyve rundt om ham, stemplede hun ham hurtigt som alt andet end en trussel.
"Hvordan kan du vide at du ikke er kødet?" Spurgte hun, efter at hun kort havde rømmet sig. Hendes stemme var hæs og mørk, men havde en udfordrende undertone. Hun legede stadig med ideen om faktisk at dræbe ham, uden overhovedet at overveje at han ville kunne forsvare sig selv. Hun havde dog svært ved at godtage ideen om at dræbe et menneske, uden grund udover pengene. Det lå hende alligevel for dybt at behandle andre godt, til at hun kunne handle så ondskabsfuldt. Men han mærker det jo stort set ikke, hvis bare jeg gør det hurtigt.. Tænkte hun, dog stadig uden at gøre noget.
Hun holdt bare buen spændt.

Hendes stemme bekræftigede hans hypotese, hun var hvor han troede og hun var en hun.
"Fordi der skal mere end en kvinde til at nedlægge mig" Sagde han roligt og greb roligt spydet i begge hænder. "Men du skal være velkommen til at prøve, men vid du er ikke den første idag."
Han skar let gennem luften med spydet og lagde det parat i angrebsstilling. Øjensynligt var han fuldstændig blottet for ethvert angreb, men han ventede blot på pilen, han vidste hvor den ville komme fra og vidste hvad den sigtede imod.
han gravede diskret foden ned under jordoverfladen og satte sig derved i forbindelse med undergrunden. Flyttede hun sig ville han vide det. Hun var en glimrende skytte, såvidt han kunne se på hjortet, der var død inden den mærkede noget. Dette var dog ikke altid en fordel, at være præcis med sine pile og være i stand til at dræbe en hjort på lang afstand, var ikke nødvendigvis godt i kamp, for Denaro kendte allerede målskiven på hans krop, og bullseye var placeret midt i hjertet. Gennembore hjertet og punktere lungen. Bedre kunne pilen ikke placeres, for hovedet havde for tyk en hjerneskal og for lette bevægelsesmuligheder til at pilens træfsikkerhed var i top, selv for den bedste skytte.

Hun fnøs lavt, højt nok til at han kunne høre det, men ikke højt nok til at han ville betragtede fnyset til at være hendes pointe. "Så hvis jeg nu havde en evne til at forvandle mig til en mand, ville jeg så kunne dræbe dig?.. Eller hvad er det du mener?" Sagde hun, en smule skuffet over at hendes modstander tyede til kønsdiskrimination som argument.
"Så fordi min forgænger var svagere eller under alle omstændigheder dummere end jeg, så gør det mig til lige så dum? Lige så svag?.." Hun smilede, trods hendes mening om hans niveau, lettere tilfredstillet over en smule modstand fra ham. Det var ikke tit hun talte med hendes byttedyr. Og trods hun tit var oppe at sloges eller skændes med folk, var de fleste dumme og ubegavede, så hun var ikke vant til at kæmpe verbalt. Det var næsten altid vold, fysisk styrke imod fysisk styrke.
Hun skulle lige til at sende pilen afsted, presset af udfordringen og hendes egen stolthed, men hun nåede at stoppe sig selv. Det var for mistænksomt. Så i stedet for at sende en pil imod hans hjerte, som hun havde tænkt sig, sendte hun en imod hans fødder, pilen var hurtigt og stærk, men ikke så stærk som den kunne være. Hendes pil ville have været langt mere præcis, hvis ikke hun havde tøvet sådan, hvis hun ikke havde været i tvivl om hans evner og forsvar.

Denaro reagerede hurtigt. Pladen for hjertet ville kunne redde hans liv, men slaget ville stadig været for meget og af ren refleks gik forsvarsmekanismen igang. Uden at bevæge sig det mindste skød sandet op af jorden foran ham og dannede en få milimeter tynd mur imellem ham og jægeren. Pilen slog hul i muren, men faldt til jorden på den anden side, uden fart til at holde sig selv i luften mere.
"Åh hun havde skam selvskab af en fin herre, der heller ikke klarede jobbet" Sagde Denaro roligt og samlede roligt pilen op fra jorden imens muren faldt ned, dog forblev ca. et dusin af kugler hængende i luften. Han skulle være glad for hans evner reagerede hurtigere end hans krop, særligt taget i betragtning af at hun åbenbart ikke opfyldte hans forventninger. Hun skød ikke for at dræbe.
"Men fra hvad jeg har set indtil videre opfylder du hverken hendes eller hans evner."
Med tommelfingeren lagde han et pres mod det tynde træ og knækkede pilen over på midten så enden med metal faldt til jorden.
Han lagde langsomt vægten bagud inden han med et pludseligt ryk skød hele kroppen frem og lod spydet bore sig gennem luften som en enorm pil der styrede direkte mod træet hun stod ved. Kraft var der masser af og den ville uden tvivl bore sig dybt ind i træet nær hende hvis den ramte.

Hun nikkede ubevidst, da hans forsvar blev synligt for hende. Mon han kan styre jorden som element? Eller bare en gren af jorden?.. Tænkte hun, mens den erfarne jæger i hende automatisk begyndte at betragte de mindste små bevægelser han lavede for at gennemskue hvordan hun kunne såre ham nok til at svække hans evne. Mon jorden hurtigt nok kan række op til hans hoved? Tænkte hun med en dyb sikkerhed i sig selv, det var ikke et spørgsmål om hendes evner. Hun havde jaget hele hendes liv og var for erfaren til at tvivle på sig selv.

"Du tænker ikke at de var distraherede af hinanden?" Spurgte hun, ligeså vel for at trække tiden ud, som for at fortsætte snakken. "Nu har du jo heller ikke set specielt meget af mig endnu, vel?" Sagde hun, mens hun satte endnu en pil i buen, blot for at være klar. "Spild af god pil.."
Hun havde som sagt fulgt enhver bevægelse han lavede og da han bevægede kroppen lettere bagud, bakkede hun nogle skridt tilbage, for at være i sikkerhed. Bevægelsen overraskede hende nok til et kort sekund at blive opslugt af en få milimeter tynd metal rustning, dog hård som flere meter metal. Trods hun gerne ville have metallet fremme i længere tid, var hun ikke i stand til det og da spyddet sad fast i træet, følte hun heller ikke nogen åbenlys grund til dette.
Hun smilede over hans dumhed og gik hen og trådte frem foran træet, så hendes krop blokerede både træet og hans spyd. Dette var også første gang de så hinanden tæt på, uden noget i vejen.
Hun smilede flabet til ham, mens hun pegede på ham med pilen. "Nogen sidste ord?" Spurgte hun, men tvivlede dog indædt på at de næste ord ville blive hans sidste. Hun var ikke klar over hvor langt hans evner rakte og hvor meget han mestrede dem. Men det ville bestemt ikke hjælpe hende, hvis hun virkede usikker på sig selv.

(Ey, smutter nu, har forholdsvist tidlig skoledag imorgen, frys?.. ellers så bare smut med ham xD.. Up to you xD..)..

((bare svar når du får tid :p jeg kører altid på den måde))

Denaro smilede. At ramme hende havde aldrig været hans intention, han ønskede ikke at dræbe hvad han stadig så for en civil jæger med storhedsvanvid. Med blikket havde han dog allerede analyseret hende anderledes. En stærk bue, skarpe pile og en hud der langt fra var normal. Formodentlig stærk nok til at undgå at blive spidet eller skåret, men den hjalp formodentlig ikke det mindste imod den slagkraft han normalt kæmpede med.

hans sidste ord var dog allerede udvalgt.
"Bag dig" Lød det med en spørgende stemme idet at spydet bag hende pludselig skød imod hendes ryg for at slå hende forover og ned på jorden, der allerede var dækket med fine sandkorn.
Spydet han bar rundt var ikke blot ualmindeligt af metal, men bar en fin kerne af sand, der tillod ham at kontrollere det lige så elegang som hans egen krop. Faktisk bedre da han brugte sine magiske evner mere end han brugte sin krop.

Hun smilede overlegent til ham, uden overhovedet at overveje at spyddet stadig ville være en trussel. Hun havde haft betænkeligheder mht. hans evner som hun betvivlede omfanget af væsentligt, hun anede ikke hvad hun var oppe imod, om han, evne mæssigt var over eller under hende. Men spyddet havde hun ikke skænket en tanke, før hun hørte hans ord. "bag dig" ordene gav et sekund genklang i hendes hovede, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk på at huske hvad der af relevante ting var bag hende. Spyddet! Tænkte hun og lukkede øjnene hurtigt i, for at forsøge at få sig selv beskyttet. Hun havde dog i forvejen være bagefter ham, så hun nåede knap nok at dække sig med flydende metal, før spyddet bankede imod hende. Hun fløj fremad og landte på jorden lige foran ham. Metallet havde dog dækket nok til at hun ikke havde nogle skader, andet end at hun nok ville være lidt øm dagen efter.
Hun rejste sig hurtigt op, for at få hovedet, sit i hendes øjne mest sårbare sted, så langt væk fra det sand hun slet ikke stolede på lige nu.
"Smart.. Har du flere små tricks, jeg skal vide noget om, før vi fortsætter?.." Spurgte hun og mærkede hvor opildnet hun blev af hans modstand. Hun kunne dog samtidig mærke en lille kugle af energi dybt i hende, der begyndte at vågne. Indtil videre havde sjoven i legen holdt vreden nede, men hendes temperament var stærkt nok til at kæmpe sig op i hende, fuldt af harme over at være blevet sat i baghold af et spyd. Men lige nu forholdt hun sig dog forholdsvist i ro. Hun så imod pilen som lå for hendes fødder. Metalspidsen var ikke længere en spids, hun havde stadig haft den i hånden, da hun brugte sin evne og da hun ikke havde haft forfærdelig meget tid, havde hun ikke tænkt over om evnen måske kunne forstyrre andet metal end det der dækkede hende selv. Hun gemte dog tankerne om hendes evnes rumfang væk, for at kunne fokusere på rumfanget af hans evne. Hun havde lynhurtigt fået en anden pil i buen, men indså hurtigt at dette havde været den eneste stilling hun havde været i, mens de havde stået over for hinanden. Hun havde kun affyret pilen en enkelt gang, og det havde kun været for at teste hans evner.
"Nå, ikke?, så synes jeg bare vi fortsætter, ikke?" Sagde hun og affyrede 3 pile hurtigt efter hinanden. De var rettet imod hans brystkasse, mere præcist imod hans hjerte.

Afstanden mellem dem var skrumpet godt ind og spydet der lige havde slået hende i ryggen fløj let hen til Denaro, der greb det i højre hånd alt imens han afventede at hun rejste sig op. Man slog ikke på en dame der ligger ned.
Han betragtede hende tavs og besvarede ikke hendes spørgsmål, hvilket så ud til at give hende friskt mod, hvilket blot understregede hendes status som jæger. Hun virkede ikke som typen der var hærdet i kamp mod en fjende, der rent faktisk kunne forsvare sig.
Pilede hun skød afsted kom hurtigt og præcist, men det hjalp ikke. Han kunne se hende og vidste derfor allerede fra det øjeblik hun greb ud efter pilen at der var fare på færde.

Den første pil fløj let gennem luften mellem den inden den pludselig hvirvlede til siden og skar tæt forbi Denaros ansigt, for tæt. Der var mere kraft i end forventet.
Pil nummer to blev igen slået til siden af de små sandkugler der fløj omkring ham, underlagt hans tanker og underbevisthed.
Ved den tredje pil gad han ikke mere og slog hurtigt hånden frem i samme sekund som pilen forlod buen. Fra ærmet fløj sandet frem i en utrolig mængde og omsluttede sig pilen, der forsvandt inden sandet forsatte videre imod Nohan med en knusende kraft. Dog delte den sig pludselig et meter foran sit offer, og i stedet for at prøve at slå imod ofret skilte den sig i to stråler udenom i håb om at kunne slutte sig sammen på den anden side og derved fange Nohan mellem de store mængder småsten.

"Tricks har jeg masser af, men er du helt sikker på du ønsker at forsætte det her?" Spurgte han idet sandet stivnede i dets bevægelse og hang derved stift i luften. (om hun var nået væk eller ej)

Nohan mærkede hjertet banke lidt hårdere, da han parerede hver en pil og adrenalinen pumbede efterhånden kraftigt rundt i hendes blodårer, da sandet blev sendt afsted. Nohan dukkede sig for strålen, men nåede derfor ikke at se at sandet delte sig i to, før det var for sent og hun var omringet. Dette tog hun dog ikke som nogen forhindring og hendes begyndende vrede gav hende hurtigt kræfter til at få en kortvarig metalrustning frem, før hun bankede sig selv imod sandet (not quite sure she can?.. hvis ikke så bare ignorer resten af indlægget :)..)

"Jeg giver ikke op endnu, du lille jordfyr." Sagde hun med en stemme der var delvis vred og delvis hånende.
Sandheden var at hun ikke havde så specielt mange angrebsmuligheder. Hun mestrede ikke sin metal evne til mere end at beskytte sig selv, og dette kun i 3-4 sekunder. Og hendes anden evne?.. Jeg tror ikke et løvebrøl eller et krystalkatte-hvæs er nok til at svække ham.. Tænkte hun. Hvad så med at spille død?.. Eller ikke død, men såret.. eller i hvert fald svag? Jeg har da lært nok af at jage til at det normalt virker på rovdyr.. Tænkte hun og besluttede at det nok var hendes bedste chance. Det var en af de første tilfælde, hvor hun ikke havde kunnet bruge fysisk vold eller pile. Det var ellers det hun mestrede. Ellers var hun nogenlunde forsvarsløs, udover altså sin hjerne.
Hun tænkte sig hurtigt om, før hun løb til venstre, for ikke at have blokeret sit udsyn af de svævende sandkorn og småsten. Mens hun løb fik hun en pil på buen og hun sendte med det samme to pile afsted, da hun ikke længere var spærret af sandet. Han ville ikke falde for det, hvis det kom for hurtigt. Desuden kunne hun stadig godt mærke at vreden kæmpede sig frem og det ville tage en del af holde den nede længe nok til at få ham til at sænke paraderne nok.

At springe gennem hans sand måtte kræve lidt af en slagkraft, og ville sikkert også efterlade et blåt mærke på de fleste krystalianere, han kunne dog ikke lade være at smile accepterende da hun alligevel gjorde det inden han nåede at hærde sandet tilstrækkeligt.
Han burde egentlig se at komme videre, hans krop var træt og hvis kampen blev langtrukken eller hvis niveauet steg så ville han ende med problemer, selv hans lille sandtrick havde fået pulsen til at stige igen.
Pilene der fløj mod ham fik samme tur som de første to og fløj let og elegant forbi ham, der skulle mere kreative angreb til at ramme ham med så simple våben.
"Sidste chance" Sagde han og lod alvoren fylde stemmen, han havde ikke energi til at lade hende lege uden at ende i en farlig situation, men samtidig ønskede han ikke at skade flere. "Træk dig tilbage og tag hjorten med dig!"

Han tvivlede på det ville lykkedes, men han håbede det. Han ville nødigt kæmpe mere, men hvis han alligevel blev nød til det ville han ikke holde igen. Der ville dog hverken komme enorme teknikker eller drabelige angreb, men hun ville ikke forlade stedet stående. Han ville simpelt nok flække en knogle i hver af hendes hænder og formodentlig det venstre ben.

(bare sådan en lille random comment; hvorfor venstre ben? :)..)

Hun blev lidt overrasket over hans nye træk. Først var hun mistænksom. Hvad hvis han bare vil gøre, hvad jeg ville gøre mod ham? Snyder han mig? Men hun overbeviste dog alligevel hurtigt sig selv om at det ikke var det.
Det var tydeligvis en måde at give op, i hvert fald i Nohans øjne.
Har han tænkt sig at give op? Tænkte hun undrende. Hun blev pludselig lettere forvirret. Syntes fuldstændig at have fejlbedømt ham. .. var skuffet over ham. Dette sænkede også vredens rumfang betydeligt. Nu lagde hun pludselig mærke til at han egentlig var forholdsvis ung. I hvert fald yngre end hende. Og at han virkede træt. Og lige så langsomt kom det gode frem i hende. Skuffelsen fik det bedste frem i hende.
"Okay. Det er nok nu." Sagde hun og lod sin hånd der bar buen hvile ved hendes side. Hun skammede sig lidt over at hun havde angrebet en der var yngre. Skammen kom selvfølgelig af at hun nu følte sig ham meget overlegen. Dette viste hun dog ikke, kun ved at lade ham give op.
"Men.. det er altså et rådyr.." Kunne hun ikke lade være med at tilføje og mærkede et kort smil trænge igennem, før hun satte ansigtet i rette miner igen. Afventede hans træk. Ville han så bare gå nu, eller?..

Denaro lod roligt de små sandkugler falde til jorden en efter en, men bibeholdt dog den ophobede sandmængde under kåben i frygt for at hun alligevel sendte en sidste pil afsted.
En dyb indånding sendte oxygenen dybt ned i lungerne, hvor fra de blev sendt gennem kapilærerne og ud til kroppens celler og videre ind i mitokondierne, hvor respirationen tog effekt og bragte ny energi til de ømme muskler. (og så troede jeg aldrig jeg fik brug for biologi ;b)
"Hvis du virkelig trænger til en udfordring, så find et element og prøv kræfter med det" Sagde han og afslørrede et kort smil. Han prøvede ikke at provokere hende, men alligevel skete det ofte at hans intentioner blev fejlaflæst. Kommunikation var ikke ligefrem hans stærkeste side.
Spydet blev hægtet på ryggen i den store holder, mens blikket gled over på rådyret. (Er hjort ikke en overordnet betegnelse for dådyr, rådyr osv.? o__O)
Omkring ham trak sandet sig tilbage ned under jorden. Han ville nødigt efterlade alt for tydelige spor, og det ødelagte træ var allerede en overdrivelse af hans tilstedeværelse. En af mørkets lords spejdere ville muligvis kunne koble det til ham.

(du har skrevet element, gik ud fra at du mente elementaler?, ellers så bare lige skriv det, så retter jeg indlægget! xD..)

Nohan så lidt på ham. Hun kunne mærke hvordan vreden lige så langsomt helt forsvandt, men skuffelsen var der stadig. Hun kunne mærke en trang, dybt i hende, til at afslutte det. Sende pilen afsted, få trådene klippet over, så var han væk og hun behøvede ikke at tænke mere på det. Og hvis hun følte for det, kunne hun jo altid efterlade rådyret og.. tage ham med i stedet?. Tanken fristede igen og hun kunne mærkede hvordan det kriblede i hendes fingre, for at sende pilen afsted. Men hun holdt igen og udskød det med at hun kunne gøre det, når han var på vej væk.
Hun så lidt forvirret på ham da han begyndte at snakke. Først troede hun at han var dum og da hun stadig så lidt på ham som den lille dreng, der ikke kunne forsvare sig selv, skulle hun til at forklare ham hvad elementalerne var, før den del af hende der ville skyde ham, tog det som at han bare ville have hende dræbt. Dette vækkede vreden igen, hurtigt og hun mærkede hvordan hun ikke kunne styre det. "Hvad tænker du på? Enten er du så dum, at jeg aldrig har mødt nogen så dum før, eller også er du den mest utaknemmelige knægt, der nogensinde har levet? Jeg kunne have dræbt dig, SÅ let! Og jeg lod være! Og så kommer du og er flabet. Tror du virkelig du kan tillade dig det?" Spurgte hun ham vredt. Hun tænkte efter hun var færdig på, hvorfor hun ikke bare skød ham, men ville have svar på, hvordan han fandt nosserne til at fyre sådan en kommentar af.
(HjorteDYR er er hovedbetegnelsen for hjorte, kronhjorte, rådyr, dådyr osv..... Men en hjort er bare en 'mini' udgave af en kronhjort XD..)

((mente elemental :b og lyder helt iorden angående hjortefidusenXD slog det bare op som en overordnet race da jeg søgte :b))

Denaro hævede et øjenbryn af hende. Troede hun han havde bedt om at stoppe kampen fordi han frygtede for sit liv? Han var ikke helt sikker på hvad hun mente, da han ikke følte en større trussel fra den ældre kvinde, hvis pile ikke ville nå hans hud.
"Ingen grund til hidsige handlinger" Lød Denaros stemme i den kølige luft. "Og prøv at indse situationen omkring dig før du snakker skytte. Dine pile er muligvis et glimrende redskab imod intetanende dyr, men jeg ved ikke om du endnu har indset hvor ineffektive imod kampberedte væsner"
Blikket hvilede på buen og hendes fingre. Greb hun ud efter en pil ville han hæve sandet igen, med et tempo hun ville have svært ved at følge med til.
Hun var aggressiv, og lod konstant til at lede efter en grund til at angribe ham. Fattede hun ikke styrkeforskellen? Eller havde hun et ukendt es i baghånden? Måske var hun ikke så svag som hun fremstod.