Nolan sad i sin kåbe op af muren til slottet. Han ventede på at træde indenfor og komme i læ for den dumme vind der blæste hans krop. Han nød denne tid ved tusmørke hvor solen var væk så man også var i skjul men lyst så man kunne se fjolser og engle. Himlen var klar fordi vinden blæste hvide skyer ind over land og by. Hans blik fangede en havørn der fangede fisk der fangede fluer i vandoverfladen. Selv om hans hørelse var nedsat på grund af hans nyeste eksperiment med noget der åbenbart kunne springe i luften og larme. Slottets høje mure gav ham en klar fordel når han skulle i læ for viden der tog til i styrke. Han undrede sig over dette mærkelige fænomen. Han fandt en lille ration eller måltid som det var for de fleste uden hans appetit frem og gav sig til at spise med ryggen til vinden og med sin hætte slået op over hovedet. Nu kiggede han ind mod landet med muren på sin venstre side. Irriterende vinde nynnede han i en melodi som faldt ham naturligt rytmisk.

Iorwen gik ligeså stille rundt inden i slotsruinen. Hætten var slået ned, så hun kunne mærke vinden mod sit hoved. Det lige nu lysegrønne hår. Det var pænt mod hendes blege hud og lige nu grønne øjne. Man kunne ikke se det grønne sker i hendes hud, da det ikke var altid alle farverne fulgtes af.
Hun tog en tot hår bag hendes øre og lagde ikke mærke til at der var nogen. Hun kunne selv ses rimelig tydeligt, da hun hendes hvide kjole nærmest lyste.

Han brummede den melodi hans hoved havde fanget og spise sin mad op. Melodien stoppede pludseligt da han så en yngre pige. Lille fin ting-sag som han sagtens kunne. Goddag? sagde Nolan lavmælt for ikke at forskrække denne lille pige som havde forvildet sig ind på hans domæne. Og hvorfor er du så farvet? tænkte hans hjerne men inderst inde var det andre ting han ønskede at besvare. Med eller uden tilladelse. Nolan smilte til hende og kiggede op på hende med et venligt blik

Iorwen vendte hurtigt hovedet mod den fremmed og først så hun mistroisk ud, da hun så det var et menneske, men hun smilte ganske stille - og falsk, men det sidste kunne ikke ses på smilet, da Iorwen var utrolig god til at forfalske smil og generelt at spille sød overfor folk hun ikke brød sig om.
"Goddag," sagde hun sødt og bevægede sig over mod den ældre mand. Hun satte sig dog ikke. "Hvad laver De dog herude?" spurgte hun ligeså stille.

Han blev varm ved hendes smil. Varm i kroppen og i sindet. Nolan snuste ind for at dufte hendes aroma for yderligt at kunne konkludere at denne pige var køn. Både i udseende og i sig selv. Nyder vinden. svarede han mindst lige så falskt som hendes smil, dog uden af afsløre noget. To væsner af samme natur og blinde af sig selv.
Og De selv? smilte han videre til hende og lagde hånd mod gulvet og rejste sig op så han stod over for hende. Kiggede ned på hende og han havde lyst til hende. Hvis hun sagde nej ville han ikke acceptere det. Hun havde ikke ret til egne tanker. Han lo stille i sit indre.

"Ude for at gå en tur," sagde hun sødt og havde lyst til at brække sig over det, men beholdt bare sit falske smil. Hendes hår var ved at blive blåt, men hun ganske stille, og hendes hud havde et svagt skær at blå, som om hun frøs, selvom hun langt fra gjorde det.
Hun havde de typiske tegn for at være en temperatur-elemental, så folk der vidste en smule om det, kunne godt gå ud fra at hun var det, men folk der ikke kendte til hendes race, gik vel bare ud fra, at hun var et menneske med evnen til at forvandle udseende.

Nolan glemte sig selv og sin lærdom ved at blive tiltaget af dette skrøbelige men fattet barn. Dit hår skifter farve hviskede han som om hun ville gå i stykker hvis han talte højere. Han ville røre ved hende og kiggede hende i øjnene. Han kunne mærke noget ved denne pige og blev klar over hun også kunne være et attentat mod ham. Han blev mere vågen og fordelte vægten på hans fødder så han var klar til kamp. Han kastede nogle hurtige blikke rundt for at finde diverse fælder eller gemte personer. Inden hans blik fandt hendes rakte hans venstre hånd ind i sit ærme for yderlig beskyttelse

"Ja," sagde Iorwen kort, der faktisk blev mere og mere irriteret, men det kunne ikke ses på hende, hun smilede stadig til ham og viste ingen tegn på at hun ikke brød sig om ham, til gengæld holdte hun diskret øje med alt hvad manden lavede, da hun ikke ville tage nogen chancer. Det var jo et menneske. Den værste race, da man aldrig kunne stole på dem. Det var Iorwen i hvert fald overbevist om.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun.

Nolan slog kåbens hætte ned så hun selv kunne se hans hår. Jeg går under navnet Nolan. Og jeg, som De, besider også mærkværdige evner sagde han imens hans hår skiftede til den samme farve Iorwen havde. Nolan vidste og var sikker på det ville være bedre at have åbne kort overfor denne pige. Enten vil hun prøve at slå ham ihjel eller så vil hun lade ham komme nærmere. Hvad er Deres navn? sagde han så og prøvede at læse denne pige. Hun gemte på noget. En hemmelighed eller en frygt eller et had. Var hun spion for ham?

"Io," sagde hun høfligt og nød at han var så åben. Mennesker der var åbne var nemmere at skade. Hun kom pludselig i tanke om menneskedrengen hun legede med som lille, og havde lyst til at slå et eller andet, men beherskede sig, og smilet forsvandt aldrig et øjeblik fra hendes læber.
Hun strøg en hånd gennem noget hår der lå over hendes skulder. "Hvilke evner besidder De så," sagde hun.

Nolan grinte. Hvis du vil slå mig ihjel så prøv nu. sagde han seriøst og trådte et skridt tilbage på den ene fod. Din nysgerrighed volder dig kun problemer når du selv er så tilbageholden. Hans blik var fast på pigens krop og var ikke længere i sin ro men i sit kampsatte selv. Hans øjne skiftede farve fra gult til røde og venstre hånd afslørede en metalhandske. Han kiggede hende igen i øjnene og ventede hendes næste træk. Vinden gav et hyl da den blev kløvet af slotsruinerne og Nolan fandt sin nedsatte hørelse som en fordel frem for en ulempe.

"Hvem sagde jeg ville kæmpe," sagde hun, men hendes søde smil blev med et forandret. "Men man må sige at du er klog af et menneske at være." Da hun sagde ordet menneske spyttede hun det nærmest ud. Det kunne høres på hende, at hun ikke brød sig om racen.
Iorwen gav dog ingen tegn på at røre sig ud af sin ranke, rolige stilling, som om hun ikke forventede noget, men i virkeligheden gjorde hun sig så parat hun kunne. Dog ville Nolan have en klar fordel, da Iorwen havde en lang kjole på, ikke det bedste at kæmpe i, men hun kunne bevæge sig i den hvis det skulle være.
"Men du er dog ikke klog nok til at regne ud hvad jeg er," sagde hun så og smilede bedrevidende.

Han smilte fortsat. Han kunne genkende hendes passive ydre på alle de andre mennesker og dyr han havde overvåget. Hvis jeg ville kunne jeg gøre det af med dig her og nu. Og jeg ved hvad du er. Alt ved dig afslører dig, Io. Vinden. Din påklædning. Dit hår. Din væremåde. Du stinker langt væk. Så tænk dig om. Mon jeg bliver ved med at tale med dig frem for bare at slå dig ihjel? hånede Nolan. Pigen var klogere end som så. Hun ville sagtens kunne regne ud at han ville gøre det af med hende hvis hun prøvede at gøre ham noget. Nolan slækkede på sin kampstilling for ikke at virke mere fjentlig. Han havde gennemskuet hende. Hendes had til mennesket havde afsløret hende. Eller finder vi en fredeligere løsning Io? sagde han en anelse blidere med et roligere blik i øjnene.

Der kom pludselig en hånende latter fra Iorwen. En latter der tydede på at Nolan havde taget fejl af noget.
"Du ved jo intet. Vinden? Ha!" sagde hun hånende. "De er ganske stærke. Stærkere end mig javist. Yndefulde væsner må man give dem, og kloge. Men mig? Jeg er ikke vinden. Måske i familie med den, men vinden er jeg ikke." sagde hun. "Du ved ikke alt Nolan. En fredelig løsning er for fredfuldte væsner, men det er jeg ikke når det gælder mennesker." Iorwen var ved at miste sin kontrol over sine følelser. Hendes tanker var ved at blive opslugt af den dreng. Drengen der havde forrådt hende. Hun knyttede sine næver, men kun kort, før hun tog en dyb indånding og fokuserede på Nolan igen.

Nolan bevarede roen. Han havde troet hun ville forstå ham bedre. Hun var nu blot væk og stadig køn. Så vis mig dit had. Vis mig hvordan børn kæmper og falder sagde han provokerende og lod sin krop være klar på eventuelle angreb fra tøsen. Med sin stærke næver eller sine bløde lemmer vil han kunne fjerne denne trussel hurtigt. Så kom........ Din menneske elsker! bespottede han hånligt og var klar til at fjerne sig eller angribe hende.

Iorwen forholdt sig overraskende nok i ro.
Hun bøjede sig ned, men holdte hele tiden øje med Nolan, og fik fat i en lille kniv, der sad nede ved hendes fod. Hun rettede sig hurtigt op og ventede på at Nolan begyndte at rykke på sig.
Dog begyndte temperaturen langsomt at dale. Ikke noget man lige ville lægge mærke til, da hun gjorde ingen bevægelser om at hun gjorde det. Hun stod bare og kiggede ventende på den ældre mand. Hun ville ikke lave det første træk, udover den dalende temperatur, som heldigvis ikke rørte Iorwen det mindste.

Nolan begyndte at kede sig. Pigen var svag og stadig køn. Uden tøven lod han sin stilling falde og kiggede hende bare i øjnene både skuffet såvel som trist. Jeg havde troet andet om dig Io. Nolans stemme var tom og indholdsløst. Han tog en indånding og pustede ud igen. Hvad ønsker du så? spurgte han med forvirret stemme. Han ville ikke vise tegn på svaghed men han vil ikke udslette hende. Hun var for sårbar og vigtig til hun skulle dø nu. Heller ikke hende kunne han gøre det af med. Han fjernede metalhandsken fra sin hånd og mærkede en temperatur forskel som havde været umærkelig hvis ikke han havde bevaret en anden temperatur. Uden at afsløre noget var han klar til at forsvare sig mod hendes kommende angreb.

"Lad mig se... At I mennesker lærer at tage ansvar for jeres handlinger!" sagde hun roligt, men lod bare temperaturen dale. Han kunne gøre hvad han ville, men han kunne ikke forhindre temperaturen at falde, da hun havde styr over den. Hun kunne lade den falde tilbage og bare gå fra mennesket, men nu var hun begyndt og hun havde virkelig brug for at komme af med sine aggressioner, og når der stod et menneske foran hende, kunne hun da godt udnytte det.
"I har udnyttet os i lang tid nok." Hvis Nolan var så klog, så ville han nok kunne regne ud, hvad det var hun snakkede om. En elemental var jo et element.

Han fandt snart denne pige dum. Hun havde mere end bare hvad hun sagde. Io kunne ikke være så latterlig og ignorant at mene dette fra hendes hjerne eller hjerte. Ja! Mennesker udnytter alt de kommer i nærheden af! Men skal alle bøde for handlingen af få? Nolan rystede på hovedet af hende. Kunne hun ikke selv se hendes dumhed? Angrib mig hvis du vil. Lad din vrede gå ud over mig hvis du mener det kan skabe fred. Jeg vil ikke kæmpe mod dig, men jeg vil forsvare mig. Hele Nolans fremtoning understøttede denne holdning og håbede at hun ville forstå. Kulden begyndte at ramme ham og vinden hjalp ikke på varmen. Og lad venligst vær med at gøre det hele så koldt, Io. Nolan smilte oprigtigt og varmt til hende for at bløde hende lidt op. Hun var nu stadig køn.