Tara gik hurtigt ind ad døren fra altanen, hun vidste ikke hvor meget man kunne se på afstand, men det faktum at hun faktisk havde kravlet hele vejen op på anden sal, for at bevise et eller andet var vel nok til at smide hende i fængsel, og alt muligt andet hun bestemt ikke havde lyst til.
Inde i rummet betragtede hun udsmykningen med stor fascination, hun havde aldrig set menneskenes store eller flotte bygningsværker, og slet ikke så tæt på. Elverene forstod sig ganske vidst på at udsmykke, men det var for det meste højelverene, Tara var skovelver, det var en lidt anden sag

Efter at have sendt Tara et hurtigt smil som velkomst, bevægede han sig videre ind i det store rum. Det var hans intention at slippe væk fra dette sted med så meget som han og kvinden kunne bære, og han var da også sikker på at det var mere end det så ud til. Han havde hørt mange fortællinger om elvere, og vidste at man ikke skulle tage deres umiddelbare spinkelhed for given. Hun kunne let være ligeså stærk som ham uden at han ville kunne se det. Det sagt galt det også om at være varsom. Hun måtte ikke få indtrykket af at hun blev brugt, for så kunne det gå ud over ham, og han havde intet ønske om at kæmpe nogen hvis styrke var ham ukendt. Så hellere vente.
Op ad en af væggene sad en vagt stadig og sov, og selvom Blaine bevægede sig roligt, lavede hans skridt en rungende lyd i kammeret. Jack var ikke en let mand, og hans støvler var ikke beregnet til at snige sig på stengulve. Forhåbentligt sov han dybt. Måske havde han endda fået lidt at drikke før han faldt i søvn. I hvert fald kom Blaine over gulvet. Foran ham var der en åbning til en gang, mere flere døre på begge sider. Han valgte den første på venstre hånd, og tog forsigtigt i håndtaget. Han åbnede døren, og holdt den for Tara.

Tara smuttede hurtigt og lydløst henover det solide stengulv, modsat Blaine sagde hun ikke en lyd andet end en stille puslen når hun satte af fra gulvet, en fascinerende tanke, hvis man tog hendes højhælede støvler i betragtning.
Til gengæld virkede Blaine væsentligt mere rutineret i hvad han lavede, og Tara var sådan set bare med på slæb, mens hun prøvede at skabe så lidt problemer som muligt. Den sovende vagt snorkede lavmældt, og gav af og til et lille ryk fra sig, elveren var allerede smånervøs ved tanken om, at Blaine skulle vække ham med de højlydte skridt, men da hun passerede ham lod hun forsigtigt en finger strejse hans håndryg, inden hun sendte Blaine et sigende blik "Ha, ham kommer vi ikke til at se noget til, overhovedet.. Ja med mindre du har slæbt en elefant med!" sagde hun så, og gav et lille fnis fra sig, inden hun løftede op i hans ene håndled og lod armen falde slabt ned langs hans side. Hun var vel ikke mentalist for ingenting.
Tara var dog ikke typen der dvælede på lauerbærene, og hun smuttede derfor hurtigt igennem døren som Blaine holdt for hende, og ind i det store rum, der tilsyneladene var et møderum, eller en lille frokostsal, Tara trak på skuldrene, hun havde aldrig befundet sig steder som dette før, så teknisk set havde hun ingen anelse.
"Leder vi efter noget bestemt?" sagde hun så, og sendte et lille smil til den fremmede

Blaine kiggede på kvinden mens hun bevægede sig over gulvet, og var glad for at han havde blikket fæstet på hende, for han var ikke sikker på at han ville kunne have hørt hende ellers. Han smilte lidt ved tanken. Denne aktion kunne sagtens ende med at blive den mest profitable han nogensinde havde lavet, også selvom hun skulle komme efter ham og kræve en andel. Hvis dette her lykkedes ville der gå længe før han ville han behøvede at lave noget igen. Da hun gik ind i rummet og rørte ved ham, mistede han førligheden i sin arm. Hans blik var midlertidigt fanget af hendes forførende bevægelser og fokuseret på berøringens fornemmelse, så det først var efter at hun var gået forbi at det gik op for ham at hans arm ikke længere holdt døren, der nu knirkende var begyndt at glide i. Med en lidt for stor lyd skyndte han sig ind førend at døren lukkede helt.
”Hvad gjorde du med min arm?” spurgte han dæmpet, selvom hun sikkert næppe ville svare direkte på det. Han kunne ikke lade være med at skjule antydningen af et smil. ”Og ja, måske. Det skulle ikke være noget problem for så yndig en dame som dig.” Og han sendte hende et vidende blik. Hun ville nu uden tvivl få en idé om at det ikke var helt tilfældigt at han havde bedt hende om at komme med. Det var skam heller intet tilfælde at han havde været til stede ved festen.
Uden at uddybe videre bevægede han sig gennem rummet. Undervejs greb han nogle enkelte gyldne genstande, en lysestage, et bestik og diverse andet. Alt sammen sagde han i sin frakkes ene dybe lomme. Han gik hen til en dør i rummets fjerne ende, og åbnede den på klem. Han havde kigget på bygningens tegninger, og mente at kammeret han ledte efter var for enden af den gang han kiggede ind i. Der var mørkt, og længere fremme rundede gangen et hjørne. På gulvet ved hjørnet kunne to mænds flakkende skygger ses på gulvet. Kammeret var rundt om hjørnet, og det var bevogtet. Som forudset. Han vente sig mod Tara.
Efter at have tænkt kort over hvordan han skulle spørge om hendes hjælp, valgte han at fortælle hende hvordan landet lå. ”I skattekammeret, der ligger rundt om hjørnet,” hviskede han, ”gemmer familien en juvel, der kunne indbringe en pæn bunke safirer, men kammeret er bevogtet.” Han hentydede naturligvis til skyggerne. ”Har du det godt med beskidt arbejde?” spurgte Blaine.

Tara grinede lidt over Blaines reaktion og trak så på skuldrene "Jeg er mentalist, jeg fortalte bare din hjerne at din arm ikke ville samarbejde, bare rolig, det går over om få øjeblikke!" sagde hun så, og sendte ham det småforførende blik, elvere havde vel ikke deres grumme rygte fra fremmede af.
Hun pustede hurtigt en hårlok væk, og gik så tættere på Blaine, inden hun placerede et større sølvsmykke i hånden på ham "Mennesker passer virkelig ikke særligt godt på deres ejendele, at lade den her slags ligge og flyde på en aften som denne er jo vanvid!" hun løftede øjenbrynene imod ham, hun havde udemærket set at han havde stukket lidt af hvert i lommerne. Hun sparkede de højhølede sko af, hun havde fået nok af besværlige sko, især når hun rendte rundt og lavede hvad de nu engang gjorde, desuden var hun ikke mange øjeblikke om at fjerne underskørtet på den lårkorte kjole, som ellers fik den til at strutte lidt, det var ligeledes besværligt.
"Jeg har intet problem med at få beskidte hænder, ikke mere!" sagde hun så, og satte sig på det store bord der var i lokalet. Hun lod de store øjne glide over Blaines skikkelse, inden hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene et øjeblik, på den måde kunne hun finde de vagter der stod og holdt vagt, og med lidt held, kunne hun få dem til at fjerne sig fra deres post, det handlede alt sammen bare om at sætte de rigtige tanker igang hos dem; Værten er i fare, i skal skynde jer, der er en morder i selskabet.
Det ville tage tid at få det rigtige afkast, men hvis Blaine havde tålmodighed nok, ville det give et prægtigt afkast