Muren. Den store tomme skal der skulle virke som et værn imod Elementalerne, tårnede sig op som en høj, tavs mur af kulde.
Et sted, godt gemt bag nogle faldefærdige huse og skure, var en gruppe af byens forældre og hjemløse unger allerede ved at forsøge at grave en flugt tunnel der kunne bruges hvis det skulle ske at byvagterne havde fået færten af dem og fulgt en af dem, eller hvis de ganske enkelt blev jaget fra de småbeskedne skure de sov i.
Iblandt disse børn og unge væsner befandt der sig en hvidhåret kattelignene kvinde. Dog lignede hun ikke så meget en kvinde med sine let smalle øjne, det indbundne bryst eller a tøjet hun gik i. Hendes skjorteærmer var bundet op så hun bedre havde kunne tage fat og hjælpe de andre, men nu var hendes nye mission at holde udgik efter vagter eller andet 'skidtfolk' der kunne finde på at afbryde dem i deres arbejde.
De vidste jo alle at det de lavede var slemt, at det ville kunne medføre til byens endeligt hvis en elementaler fandt deres tunnel,, hvis den da nogensinde blev færdig.

Med foden plantet solidt på nogle pjælker stod hun på udkigsposten og holdt vagtsomt øje, mens ørerne vippede opmærksomt i vinden, men den lange pjusket-pelsede hale dog lå helt stille henslængt for ikke at skabe sig alt for meget opmærksomhed.

Stan blev ligeså overrasket over muren, som han gjorde sidste gang, han kom ind i byen. Hver eneste gang, han fik øje på den, blev han lige overrasket, hvilket egentlig var begyndt at irritere ham på sin vis, eftersom det ikke just var en glædelig overraskelse at se en stor, mørk mur, som omkransede ens hjem.
Han takkede endnu engang kusken, som havde kørt ham tilbage, gav ham sine penge og lavede et af sine mindre elegante spring ned fra hestevognen, hvor han formåede at lande i den eneste fordybning i vejen, så han aldrig fik genoprettet balancen, inden han faldt. Hestevognen trillede ligeså roligt videre og så ingen grund til at belemre sig med Stans yderligere problemer, da han jo lige havde været skyld i, at de endnu engang havde måttet driste sig til Hulmely.
Han rejste sig og børstede støvet af sig, hvorefter han begyndte at vandre tilbage til sit lille hus. Eller, det troede han i hvert fald at han gjorde. Han gik ud fra, at hvis han fulgte muren, ville han vel ende der før eller senere. Dette var dog ikke tilfældet, da han ikke boede i nærheden af muren. Det var han bare ikke selv klar over, så han vandrede ned ad den smalle gade uden at vide, at han ikke var på vej hjem.
Han gik næsten i den modsatte retning.

JiRins øjne faldt på de to skikkelser. Den ene så temmelig forvildt ud mens den anden bare så ud til at gå tilfældigt, men alligevel søgene om. Hun vippede med halen, vendte sig halvvejs om mod de andre fra banden og gav en lyd, let efterlignene en due fra sig, som advarsel om at det nok var bedst at skjule tunnelhullet nu. Det var jo ikke engang gravet færdigt, men det mindste spor af den kunne jo bringe dem i fare. Men så igen.. De levede jo allesammen til dagligt i fare. I fare for slag, spark, i fare for at blive fanget og spærret inde og i fare for at blive dræbt. Det var hverdagen for 'børn af gaden', som de kaldte sig.

Med et lille hop sikrede hun sig at de andre havde hørt hendes signal inden hun sprang ned fra sin udkigspost, og luntede hen imod de to fremmede mænd, med halen svajende bag sig og de mintgrønne øjne stirrende opmærksomme på de to. Måske en af dem havde noget der var værd at stjæle? Ikke desto mindre måtte hun sikre sig at hendes gruppe fik tid til at skjule hullet, og ikke mindst tid til at stikke af så de ikke alle gik rundt i en stor gruppe.

Stan bemærkede drengen, der om gående mod sig. Han så beslutsom ud på en måde, Stan aldrig rigtig havde prøvet selv af gøre. Det virkede som om han havde noget, som han ville sige til Stan, selvom Stan vidste, at han aldrig havde mødt ham før.
Så kom en gut, der gumlede på et stykke brød gående ud fra en sidegade og ind imellem ham selv, og drengen med det hvide hår. Den nytilkomne så ud til at være faret vild, og, uden at kende til sit eget problem, tænkte Stan: stakkels fjols.

Ji Rin luntede stadig rundt mens hun holdt øje med den ene, den med frugten. Den anden virkede en smule mere harmløs, men man vidste jo aldrig. Den anden virkede mere som om han ledte efter noget, hvilket foruroligede hende lidt. Det beroligede hende dog mere da det begyndte at gå op for hende at han gik i cirkler. Hun smilede skævt inden hun gik hen imod den lille frugtbod. Frugterne der var var i forvejen dårlige, og da hun selv vidste hvor de dårligste af frugterne lå henne, sneg hun sig hen imod den del af boden idet hun uset løsnede hanken der holdt klappen i træboden oppe så de ikke trillede ud. Nu skulle hun bare spille interesseret i frugten indtil..
Hun så bag sig indtil de begge var forholdsvis tæt på frugtboden, da tog hun resten af hanken ud og 'kom til' at puffe til boden hvilket resulterede i at de dårlige æbler trillede ned ud på gaden. Til frugt-indehaverens store overraskelse. Hastigt forlod han sin bod for at forsøge at redde sine æbler, på trod af at de var dårlige. Imens tog Ji Rin chancen, så sig omkring inden hun prikkede et a de bedre æbler ned på jorden, akkurat nok til at hun selv kunne nå at gribe den, ladende som om hun samlede den op fra jorden.

Hun smøg ærmerne ned for at skjule sit brændeslavemærke, æblet røg med ind. Hun vendte sig om og betragtede frugtindehaveren og de to mænd. Den søgende og den lidt dumt udseende.

Stan stoppede op ud for virvaret af æbler.
"Æbler," konstaterede han med sin sædvanlige brilliance, og satte sig i skovskiderstilling for at samle nogle af æblerne op. "Og de er jo blevet helt stødt," tilføjede han, da han kiggede nærmere på et af dem.
Han rejste sig med en favnfuld af dem, hvoraf han tabte en tre-fire stykker på vejen og vandrede over mod boden, hvor han slog klappen, som skulle holde æblerne inde, op, og dumpede æblerne ned bagved. Så vendte han sig om og var nær skvattet i et af de æbler, han havde tabt, og kom derved til at mase det.
Inden bodens ejer opdagede det, havde han allerede brølet akavet, at han nok skulle erstatte det. Han fiskede allerede efter pungen, da manden kiggede op.
Hvis han fortsatte med at være nødt til at give penge væk, måtte han jo snart være nødt til at begynde at arbejde igen...

Ji Rin der efter at have sikret sig at ingen havde set hende snige det stjåle æble ind i ærmet, havde begyndt at hjælpe med at samle æbler sammen, stirrede op på den fremmede. Hvem hun var? Bestemt ikke en af betydning, hvilket hun da også svrede ham. " Ikke nogen De skal bryde Dem om.." Hun hadede fornemme folk for deres 'De', 'Dem,'Vi' også videre i den dur. Det lød som om de var skitzofrene og avde flere personligheder, ikke noget der ligefrem tiltalte Ji Rin.

De pastel-grønne øjne så fra den fremmede 'De',til den anden fyr som tilsyneladende havde været lige ved at skvatte i æblerne. Hendes plan havde holdt stik! Selvom den lille skvatten i æblerne så sjov ud, tillod hun ikke sig selv at smile af det, end ikke en lille trækning af det var at se på hendes smalle læber.

"Tak skal du have," sagde Stan smilende til gutten, der lige havde betalt for hans 'uheld'. "Men får altså dårlig samvittighed, hvis jeg render og smadrer ting, og lader nogle andre betale for mig. Jeg kan desværre ikke tage imod det."
Han begyndte at famle i sin lomme efter nogle ravstykker. Denne lomme skulle selvfølgelig være på den modsatte side af bukserne, i forhold til hvilken side hans intakte hånd sad i, hvilket resulterede i, at hans hånd endte med at sidde fast i lommen, så han stod og rystede lettere akavet, med venstre hånd i højre lomme og armen ind foran sig, for at komme fri.
"Øjeblik. Er der næsten. Irriterende manglende højre hånd," mumlede han.

At hun ikke ar noget værd at vide noget om? Hun nikkede blot med et lille smil til ham. " Det har du helt ret i.." Svarede hun ham stille inden hendes øjne faldt på den enhåndede der lod til at forsøge at fiske noget op af sin lomme. Garanteret sin pung. Det var egentligt upraktisk af ham at have pungen i en lomme istedet for i en læderpose om halsen eller ved livet, hvor det ville være lettere for ham at få fat i pungen og hvor han kunne mærke dens vægt imod sig hele tiden.
Hendes instinkt om at stjæle rørte sig, men hun forsøgte at holde den i ave alt mens hendes blik listede sig andre steder hen end på pungen. Mod en løssluppen tynd, og garanteret ejerløs, hund der snuse rundt i det halvfrosne mudder, på jagt efter noget spiseligt.

"Fandt den," udbrød Stan og hev den lille, halvtunge læderpung op ad lommen, men opdagede først da, hvad Electus havde sagt, hvilket fik ham til at stoppe fuldstændig med at bevæge sig og bare stirre tomt ud i luften med et fuldstændig uforstående ansigtsudtryk.
"En mening med alt?" Dette fik hans ellers så inaktive hjerne til at forsøge at arbejde, hvilket resulterede i lang tids glanen ud i den tomme luft med et usædvanlig bøvet ansigtsudtryk. Da der ikke kom noget ud af dette, på nær en irriterende kildren i hovedregrionen, grundet den tunge opstart efter lang tids manglende aktivitet, vendte han tilbage til virkeligheden og opdagede da, hvor langt væk Electus var nået.
"Hey, vent lidt," råbte han og satte i løb, følgende efter Electus og passerende Ji Rin, med pungen voldsomt viftende i hånden over sit hoved. "Er du helt sikker på, at du ikke vil have pengene tilbage?"

Jirin stirrede kort på Electus.. Underlig mand, mon han havde taget noget han ikke kunne tåle, eller var han bare sådan til hverdag? Hvis der var en mening i at hun havde den tilværelse hun havde for at beholde sin frihed og ikke blive nogens slavinde igen, så ville hun meget gerne vide hvilken mening det var. At bidrage til de hjemløse og arbejdsløse? At bidrage til de fattige og tyvene? Hun hævede let et øjenbryn, kun for at ryste på hovedet da hun opdagede hvor de to mænd var på vej hen.
Hun sendte et bekymret blik mod muren. Havde de andre nået at dække hullet til, at skjule det og sprede sig rundt så der intet mistænkeligt var? Det håbede hun. Ikke desto mindre forsøgte hun at indhente de to mænd.
"En mening? Hvad er så menngen med at i går den her vej når i kunne følge hovedvejen? Det ville være langt sikrere for jer." .. Men til gengæld blev det også hurtigere befolket, men stadig. Disse stier var mudrede og uden træspåner og fliser til at dække over jordens mudder og frost.
Det var et simpelt spørgsmål hun havde stilt dem, men også et spørgsmål hun stillede dem for at forsøge at skaffe de andre bare lidt mere tid, hun var stadig ikke sikker på om de var færdige eller ej.

Stan stoppede brat op og puttede med noget besvær sin pung ned i lommen igen. "Okay, igen refunderinger, så," mumlede han og vendte sig så mod Ji Rin med et halvbøvet smil. "Og alle kan jo tage hovedgaden. De små gader, de er sjovere. Man er aldrig helt sikker på, hvor man kommer hen. Det gør det godt nok lidt sværere at komme hjem," tilføjede han og forventede straks, efter så mange lignende spørgsmål gennem tiden, at der ville blive spurgt ind til, hvorfor i alverden han gik ned ad disse veje, når de nu ikke førte ham derhen hvor han skulle.
"Men som jeg altid siger - det skal ikke være nemt."