Spike stod urørt og stille. Overalt omkring ham var der et mylder af mennesker, der masede og pressede. De havde intet henblik på hvor de var på vej hen, de skubbede blot de forreste bagud for selv at komme forrest. De ville alle have den bedste plads, gammel som ung. Der var ingen aristokratisk overlegenhed over denne ildelugtende svedige pøbel, og de vidste det godt selv. Spike var glad for at han stod på et plateau hævet over dem. Han var desuden også glad for at hans plateau var adskilt fra den store scene, der var målet for pøblens fremmasen.
Nye tider var kommet til landet. Drastiske midler var blevne nødvendige for at opretholde ro og orden. Der var intet nogen kunne gøre for at stoppe fremmarchen af dette had; det var den naturlige konsekvens af den menneskelige snæverhed og idioti. Det ville være sket før eller siden. Eneste forskel ville være hvem der blev trukket til skafottet.
”Unico Iiosd Septimus.” Brølede Spike over folkemængderne, og deres masen stoppede brat. Der blev komplet stille mens manden på podiet holdt en passende pause. En mand blev trukket op på den større scene, hvor skafottet var placeret. ”I er blevet anklaget for forbrydelser mod kongen, landet og dets folk!” Manden var iført lænker, og så ikke godt ud. Det gjorde han dog heller ikke før han havde fået tæsk. ”I fremstilles med to anklager:” Spike tog en rulle op fra et smalt bord ved siden af ham med en overdrevent langsom bevægelse. Rullerne på bordet var yndigt blevet lagt i kronologisk rækkefølge, for at det ikke skulle tage længere tid end nødvendigt. ”I tilkendes i at lægge komplot mod Kongen og den glorværdige stat, og at modsætte sig inkvisitionens hellige opgave. Hvorledes erklærer I Jer?”
Manden i lænkerne kiggede med et udmattet blik på det tavse publikum, og derefter på Spike med et tomt blik. Spike vidste at manden ikke turde sige andet end det, han var blevet instrueret i. Han kendte konsekvensen. ”Skyldig.” sagde han hult, og folkemængden udbrød i jubel. Der blev kastet en enkelt rådden frugt på den fordømte. Endnu engang løftede Spike stemmen og påkaldte sig alles opmærksomhed.
”For øjnene af Hans Majestæts Inkvisition og landets glorværdige borgere ikendes I ret: For forbrydelser mod staten straffes I med døden ved halshugning.” Mens mandens hoved blev lagt på blokken udbrød publikum i jublende tilråb, og bøddelen løftede øksen over sit hoved.
Så mange år af Spikes liv var gået med sådan et spektrum, at han næsten ikke nød det længere. I stedet kiggede han op, og så kragerne flyve i cirkler. Hørte den dumpe lyd, der blev efterfulgt af menneskemængdens jubel. ”Ynkeligt,” sagde han for sig selv, mens han lod hånden finde den næste rulle.
”Irico Iiosd Septimus.” Brølede Spike atter. Der blev stille. En dreng blev hevet op på podiet, og kragerne fløj en ekstra omgang…

(I kan nu lave et indlæg som svar på tråden, hvor jeres karakter reagerer på denne henrettelse. Dog er denne tråd ikke ment til at tråde med andre i, så forlad når jeres char har set og reageret på det.)

Alwyn stod på teatrets terasse, hævet over tribunen hvorpå alt dette fandt sted. Hun stirrede stift ned på ofrene, som en efter en blev trukket op på scenen, for derefter at blive smidt på knæ. Til døden. For hvert et slag der faldt, vendte hun blikket væk. Nok var hun kold, men hun var ikke hjerteløs. Hun kunne ikke begribe hvorledes Spike kunne stå der, og sende bonde efter bonde, barn som voksen, i døden. Hun var begyndt at hade den verden, som hun selv havde været med til at skabe. En voksen mand blev trukket op nu. Han sang en salme, som hun huskede fra sin barndom. Han stoppede brat under andet vers. Alwyn kunne mærke sit hjerte synke. Hvorfor stoppede hun ikke dette vanvid? Hun burde. I stedet stod hun blot her og så til. Men var menneskerne på gaden bedre? De mennesker, som stod og råbte højlydt. De kastede objekter på ofrene, spyttede på ligene og lo af de tomme øjne. Hvor kunne de? Havde de da ingen skam i livet! Alwyn hadede dem. Dem alle. Afskyelige mennesker. Det var dem, som skulle halshugges!

Et barn blev trukket op. Hun kunne mærke et stik i hjertet. Det var det andet barn, som skulle lide døden. Hun fik lyst til at råbe op. Stoppe dette vanvid. Redde det stakkels pigebarn fra en skæbne, som slet ikke passede til de små blonde fletninger. Hun rettede sig op og åbnede munden.
'Hvor kan du blot stå dér, Spike Lee! Hvordan kan du lade dette ske for dine øjne! Stop dog dette vanvid!' ville hun råbe, men ingen stemme kom ud. Intet ord. Hun lukkede munden, vendte hovedet væk og trak hånden til sine øjne. Hun gispede da hun hørte øksen falde.
Det var tåbeligt. Det var jo hende som burde stoppe dette! Det var hende, som skulle sige noget. Hun så op igen. Et nyt barn blev trukket op. Hun åbnede munden igen. Ville råbe og skrige. Ville protestere. Hun ønskede at redde dette barns liv. Alle børnene. De voksne kunne tale deres egen sag! Og dog... Ingen ord forlod hendes læber. Hun løb i stedet fra terassen og lukkede døren bag sig. Alene i teaterbygningen, lod hun tårene få frit løb.

Ude af tråd.

Renatika greb sig uvilkårligt til sin hals hver eneste gang øksen faldt og den dumpe lyd af et hoved der blev skilt fra sin krop gjaldede ud over pladsen. Af uforklarlige årsager gjorde hendes stadig halv-ødelagte knæ mere ondt for hvert fremmedsprogede ord lederen af inkvisitionen råbte til folk. Hele situationen føltes forkert, men alt der gik igennem hendes hoved var taknemmelighed over at det ikke var hende der lige nu lænede hovedet ind over den blodige blok. For det kunne det nemt have været.
Så snart folkemængden brød ud i jubel, råbte Renatika som på kommando med. Hun var ikke sikker på hvad hun råbte over - den unge pige var alt for lav til at kunne se de dømte på scenen, og selv hvis hun kunne var død ikke ligefrem noget der skulle tiljubles. Det var ikke det værd at begræde vidtfremmede, men juble - så langt ville hun alligevel ikke gå.
Det forhindrede hende ikke i at istemme menneskemængdens tilråb, for selvom at hun stod langt bagude i rækkerne ville det alligevel virke mistænkeligt bare at stå tavst og kigge. Eller, måske ikke mistænkeligt, bare anderledes. Og hvis der var noget hun ikke havde råd til lige nu, så var det at virke anderledes, opsigtsvækkende, eller Kile forbyde, oprørsk. Hun vippede lidt med det dårlige knæ. Man kunne ikke sige hun ikke havde lært sin lektie.
Hun var egentlig taget herhen for at stjæle. Menneskemængder som denne tiltrak naturligvis tyve fra nær og fjern, og det skulle ikke undre hende hvis en del af de forældreløse børn hun kendte rendte rundt mellem benene på folk. Men hun havde knap fået hænderne i det første bælte før det gik op for hende at der var noget galt. Det var ikke bare en almindelig gruppe mennesker samlet om en teaterforstilling eller en sindssyg fuldebøtte der sang i gaderne. Folk her var aggressive, men alligevel stod de i næsten millitærsk orden og holdte deres opmærksomhed på hvad det nu var der var på færde.
Da Renatika først havde opdaget hvad de kiggede på havde hun ikke turdet ikke at deltage, og da slet ikke blive ved med at stjæle. Der var vagter her. Den rigtig slemme slags.
Så hun havde valgt at falde i ét med folkemængden. Det var den bedste måde at overleve på. Og efterhånden var hun god til det.

//out