Stan 09.12.2010 22:57
Huset er nærmest et hul i væggen i en af de afsidesliggende gyder. Udenfor, foran det ene støvede vindue, står der en bregne i en halvflækket lerpotte og over døren hænger der et bræt, hvis skarpe hjørner er blevet slebet af, som bærer teksten, "Casa de Stan", skrevet med kluntede barnebogstaver.Hvis man træder ind af den tunge trædør, kommer man ind i en helt anden verden, der udskiller sig fuldstændigt fra den forsømte, grå facade. Indenfor er der varme farver og der er lunt. På den venstre væg hænger der en hylde med diverse firkantede skiferplader, hvis forside er prydet af billeder, der ser ekstremt livagtige ud. Væggene er dækket af orangebrunt tapet, der ser lettere slidt ud, men det holder. Ved vinduet til højre for døren, der trænger kraftigt til en pusning, står et lille, mørkt træbord med to dertilhørende stole af samme træsort. I det fjerneste højre hjørne står en bogreol, der dog kun indeholder fem-seks bøger, som står på den øverste hylde. De resterende tre hylder står endnu tomme.
Under hylden til venstre er der et ildsted, og foran det en slidt lænestol, med nøddebrunt læderbetræk. I hjørnet til venstre for døren, er der et lille skab, hvori der er to dybe tallerkerner og to sæt bestik. Lige til højre for døren er der en stumtjener. I den modsatte side af rummet, overfor hoveddøren, er der en anden dør, der fører ind til det lille soveværelse, hvor der kun lige er plads til den smalle seng og et minimalt klædeskab for enden.
Småt, men hyggeligt.
Velkommen til Casa de Stan.