Regnen har styrtet ned hele dagen, men er nu endelig stoppet.. Amaya sidder ingen under et af de store træer som har holdt hende forholdsvis tør.. hun har sine skind støvler på hun engang fik af hendes 'far' Elizeph som ikke længere er i hendes liv.. han var bare forsvundet.. lige som hendes mor og alle andre hun havde knyttet sig til.. hun har sin lettere korte nederdel på, hendes top og så også den store jakke.. men jakken har hun dog ikke på sig.. den ligger over Lynii.. som ligger med hovedet på hendes skød og ser ud til at sove.. Amaya stryger ganske stille Lynii over hovedet og sukker stille.. hun er jo blevet de år ældre og har forstået hvad døden er.. hun har jo mistet en som døde foran hendes øjne og Elizeph havde jo forklaret hende om at Lynii nok ikke ville være der forevigt.. så hun viste godt at hendes eneste ven igennem hele livet nok ikke ville være der meget længere.. dog er der også sket forandringer med Amaya.. hun er jo blevet lidt ældre, der er ikke længe til hun bliver 13.. hendes krop er ved at udvikle sig som alle pigers nu engang vil gøre og hendes hår går hende nu til livet.. det samme blondte, krøllede hår som altid, med de smaragd grønne øjne som stråler ud igennem..

Det stod værre til i verdenen end Denaro havde turde frygte. Mørket herskede over lyset og stabilitet var et uddød sprog, det var svært at se hvad der stadig kunne gøres for at få orden i tingene, særligt når man kun var en og de var mange. Odds havde dog sjældent skræmt den stadig unge kæmper, men nu var det anderledes. Hans modstandere var stærkere end nogensinde og hver især udgjorde de en trussel for hans liv, dog var han selv stærkere, men ikke stærk nok.
Iført en lang hvid kåbe der nåede ned til fødderne og med det lange sølvspyd på ryggen gik han roligt gennem skoven. Skulle have blive rebel, eller passe sit eget? Det var et svært valg, han vidste han ikke ville bryde sig om verdenen han levede i og han hadede at bukke under for overmagten, men samtidig så ønskede han ikke at kæmpe. Han var forandret.
Langsomt stoppede regnen og Denaro stoppede op på en åben plet i skoven. Et blik blev kastet mod himlen, som håbede han et var ville falde ned til ham, men der var intet. Kun store tunge skyer over hans hovede. Hætten blev roligt trukket væk, så det blodrøde hår igen kunne føle vinden suse igennem. De sorte streger omkring øjnene var som altid tydelige, et gammelt tegn fra hans ungdom. Et tegn der skulle indgyde frygt hos hans modstandere og lade hans venner kende ham i kamp. Nu var det dog ikke vigtigt længere, men han beholdt det. Det var et minde om hans tidligere liv.
Ikke langt fra hvor han var stoppede op sad den unge elverpige og hendes beskytter trygt i læ af træets store krone.

Amaya bliver ned med at stryge lossen over hovedet, som dog efter lidt tid reagere.. han løfter sig hoved og ser hen mod Denaro.. men Amaya er så bekymret for den, at hun ikke engang ser op.. "Lynii.. lig dig nu.." kommer det blidt fra hende.. hendes stemme minder meget om sig selv, dog er der en lille forandring i den.. den er begyndt at blive mere voksen.. hun løfter sin ene hånd og stryger noget af sit hår væk fra sit ansigt så man virkelig kan se hvordan hendes ansigt der ud.. Lynii giver der på Denaro og kan mærke hans luft i vejret.. og kan genkende lugten, så han ligger sig blot ned igen og lukker sine øjne.. Amaya smiler blot og begynder at nusse ham bag det ene øre.. hvor hun dog savner da hun havde en familie.. at hun havde nogen at lege med.. men hun er enlig ikke nær så legesyg mere som hun har været.. Elizeph opdragede jo rigtig meget på hende.. lærte hende at læse, skrive både på 'normalt' og også på demonsk.. ikke at hun er den bedste, men hun kan de fortælle hve hun er og de mest nødvendige ting.. hun ser stille op mod himmelen.. hun har det koldt, men har prøvet at holde Lynii varm med sin jakke..

En velkendt stemme fyldte luften og fik Denaro til at dreje hovedet. Blikket faldt på det store træ inden den gled ned på de to skikkelser. Et smil gled over hans læber.
Et par rolige skridt bragte ham nærmere pigen og hendes los, han kendte dem begge, men vidste ikke om de stadig genkendte ham, men så længe de huskede ham, burde det ikke være svært at genkende hans udseende. Han havde ikke forandret sig meget.
"Du er vokset Amaya" Sagde han roligt og stoppede op nogle meter fra hende. Vinden trak i hans kåbe og viftede med hans halvlange hår, men over hans læber krydsede et smil imod vinden. Hans øjne var som altid rolige, men en sær mildhed lå i de krystalblå øjne. Han tårnede sig op foran hendes lille skikkelse og var mindre end et halvt hovede fra at nå de to meter rent. En stor mand uden tvivl og med en muskelmasse, der var vokset betydeligt i hans fravær, men ansigtet var det samme, og resten af kroppen var ikke synlig for den store hvide kåbe, der var lukket foran kroppen på ham. "Og Lyinn er stadig ved din side. Du er i gode hænder kan jeg se"
Ærmer havde han, men armene var ikke i dem, han holdt sine hænder på indersiden af kåben når han ikke brugte dem, men langsomt dukkede de op fra stoffet. Så man nøje efter ville man se en del ar i håndfladerne, men dette var blot tegn fra den hårde træning han havde udført på den nordlige gletser.

Amaya vender sig ansigt da der er en der siger hendes navn.. og det er tydeligt det ikke er Malde, en ven hun har fået på sin egen alder.. hun ser op på den meget høje mand.. tøvende.. det røde hår.. øjnene.. det siger hende noget.. men hun har fortrænkt så mange ting at hun ikke er helt sikker på hvad hun skal gøre eller sige.. hun ser kort ned på Lynii, som blot kigger roligt op på hende.. han knurre ikke det mindste.. hvilket vil sige at det er en han kender.. hun ser igen op på ham.. han virker så bekendet? da en masse flashback's kommer frem i hendes hoved.. Denaro.. han var død foran øjnene på hende.. hende.. pigen med ørene.. havde taget hende væk der fra.. men hun så det.. han var ikke kommet dagen efter som han lovede.. han var død.. men nu.. hvordan kunne han stå der!?.. hun ligger forsigtigt Lynii's hoved på jorden som hun kommer op af stå.. tårerender begynder at danne sig i hendes øjne.. hendes bror! eller det var hvad hun havde kaldt ham.. med et og i hurtig fart kommer hun hen til ham og prøver at omfavne ham.. putte sig helt ind til ham som hendes tåre glider ned af hendes kinder.. "..Denaro.." kommer det helt stille over hendes læber..

Denaro blev slået et halvt skridt tilbage da hun stødte mod hans mave, men det gjorde intet. Smilet var stadig lige så bredt som før og armene lagde sig roligt omkring den lille skikkelse.
"Jeg er tilbage" Sagde han med en roligt stemme, mens han strøg hånden henover hendes hovede. Han lod blidt fingrene glide gennem hendes hår og betragtede samtidig hvor langt det havde vokset sig siden han sidst havde set hende, hvilket var meget længe siden.
Blikket gled derefter langsomt over på Lyinn og et lille nik blev sendt til lossen, for også at hilse på det kattelignende væsen. Det havde trodsalt været en del af Amaya i alt den tid han havde kendt hende.
Med et sank han ned i knæene og lagde armene omkring livet på den stadig unge elver, inden han løftede hende op, så de var i hovedethøjde. Armen blev holdt, så hun kunne sidde på den mens han bar hende. Tøjet var dog vådt, men det var der ikke noget at gøre ved, Amaya var jo heller ikke helt tør i forvejen.
"Længe siden kan man vist godt sige" Sagde han inden han tog et par skridt frem mod lossen, for at komme ind under træet, hvis regnen skulle bryde ud igen.

Amaya glemmer enlig alt omkring sig.. glemmer alle dem der har foraldt hende.. det eneste hun tænker på er at Denaro er hos hende igen, at han ikke er død.. han havde jo redet hende flere gamge og været rigtig sød mod hende.. hun nyder at kunne mærke hans arm om hendes ryg, hun kan mærke en stor trykhed, hun stoler jo på jam lige som den gang.. Lynii ser på Denaro.. men lyden der komemr fra ham er ikke for god.. ikke at han virker ved eller som om han hader Denaro.. men som om han ikke har det godt.. langt fra faktisk.. Amaya bliver overrasket da hun bliver taget op, men begynder blot at grine kærligt.. "hvor er det rart at se dig!" griner hun og tænker ikke over hun kommer til at sige det på dæmonsk.. hun er bare så glad for at se ham, at erindribnger, minder og meget andet flyver rundt i hendes hoved.. og det gælder også sprog og en masse andet.. hun kramme sig tæt ind til ham og tænker ikke over hvor han går hen.. hun lukker blot sine øjne..

Den bibeholdt sit smil, men kunne ikke lade vær at bekymre sig for ordene fra den unge elvers mund. Dæmonisk var ikke et sprog man burde tale i offentlige rum, de tiltrak dæmoner og dæmonjægere i en sådan grad at det virkede magisk.
"Og jeg kan se du har høre noget nyt" Sagde han med et smil inden han satte Amaya ned i det fugtige græs. Selv tog han et par skridt mere, hvorefter han lagde sin kåbe på græsset og satte sig op af træet på kåbens hvide stof.
"Hvem lærer dig dog den slags?" Spurgte han og kastede et blik op i trækronen. Godt nok regnede det ikke længere, men bladene dryppede stadig, og ville formodentlig gøre det den næste tid. Denaros viden om det dæmoniske sprog var ikke stor, han kunne tale noget der virkede gebrokkent, men brød sig ikke om det og forstod kun det basale. At føre en længere samtale vil kræve en større koncentration end han ønskede at anvende.

Amaya smiler blot til Denaro som hun bliver sat ned på det fugtige græs og smiler da han sætter sig nær hende.. "det gjorde far.. men far er ikke far mere.. og Icaicia er ikke mor mere.. de gik begge to.. jeg ved ikke hvor de er.. så jeg har kun Lunii.. og Malde.. Malde er min ven.. jeg har lige mådt ham.." kommer det med et stort smil fra hende.. "Malde er en dreng på min alder.." siger hun med et stort smil og det er tydeligt hun har endnu engang været meget alene i sit liv og derfor også er komemt sig over det med Icaricia og Elizeph.. hun ser stille på Lunii som ligger og ser ud til at sove.. hun tøver lidt, men ser så på Denaro og kravler odenligt hen til ham så hun sidder lige forna ham.. "..jeg kan ikke li at han sover så meget.. han må ikke forsvinde som du gjorde.." kommer det meget stille fra hende.. hun ligger armene lidt omkring sig selv.. hun fryser en del, men vil bare ikke sige det højt..

Denaro kørte forsigtigt en hånd gennem den lille piges hår. Selv om hun var vokset var hun stadig den samme som hun altid havde været.
"Bare rolig, han skal bare have lov til at være sig selv. Folk bliver gamle men det forsvinder de ikke af" Sagde Denaro inden han rakte hænderne frem for at trænge hende ind til sig. "Og du burde få noget varmere tøj. Det er ikke sommer længere Amaya."
Med en elegant bevægelse åbnede han sin kåbe og lagde den rundt om Amaya. Hun havde mere brug for den end han selv havde, hun var trodsalt både mindre og tyndere end ham. Fedtet havde hun ikke fået opbygget endnu.
"Og hvordan er ham Malde? Sød?" Et forsøg på et emneskift ville formodentlig muntre den lille elver lidt op. Døden og forsvindinger var sjældent en opmuntrende faktor, men derimod var venner og muligvis fyre, noget der kunne opmuntre den unge elvertøs. Hvor gammel var hun mon egentlig i elverår? Han vidste det faktisk ikke.

Amaya smiler da hun kommer tæt ind af sidde hos Denaro og putter sig godt sammen i hans store kåbe.. hun ser op på ham med et smil og kan ikke lade vær med at grine lidt.. "Maldte er sød.. rigtig sød.. vi legede gemmeleg.. og var nede ved floden.. og han er rigtig pæn.." siger hun stor smilende og det er tydeligt at det virkelig er et emne som betyder meget for hende.. at hun har en ven.. "han han kan skylde med ild.. og.. og.. og heale lige som mig.. han er rigtig sød.." kommer det fra hende og som mange børn, hvis de prøver at tale for hurtigt.. begynder hun at gentag sig selv.. virkelig optaget af at hun kan sidde og snakke med Denaro om det.. "..hmm.. må jeg stadig kalde dig storebror?" kommer det så fra hende efter lidt tøven.. hun ser jo stadig op til Denaro og hvor modig han var i følge hendes hoved..