Krystalisianer
Race /
Hele landskabet var krid hvidt, hvor Skumring befandt sig nu var hele det hvide landskab endnu uberørt, og på trods af rigets mørke og de tunge skyer, lyste månen alligevel det hele op, da sneen reflekterede dens smukke skær.
Et øjeblik stoppede Skumring op, og tog en dyb indånding, hun kunne mærke hvordan sneen havde haget sig fast i hendes lange hovskæg, og hvordan frosten havde sat sit i de lange sorte øjenvipper og gjorde dem hvide, men kulden rørte hende ikke, hun var vant til den, og havde kun dækket brysterne til med et brunt klæde, som hun bar af høflighed for menneskene.
Hurtigt strøg hun sig igennem det tykke hvide hår der som altid var viltert og uglet før hun så op mod himlen med en trist mine "Hvornår mon vi får lov at se den skønne sol igen, og den mørke tid fortager sig."