Der var intet tegn på at snestormen der havde varet i flere dage ville få en ende. Sneen føg så tæt og hurtigt over bjergryggen at man kun kunne se få fod frem for sig. De spor man efterlod i det hvide tæppe, blev dækket få ganske få minutter.
Det var det sidste sted man kunne forvente at finde noget levende.

En silhuet tonede langsomt frem. Først var det bare en grå skygge, men jo tættere på den kom, jo tydeligere blev former og farver. Man kunne se at det var en mand. Tæt hyllet i varm kappe, der blafrede efter ham når vinden fik rigtig fat.
Is og sne hang fra hans hår og skæg og skjulte hans ansigt.
Han kæmpede sig langsomt mod vinden der klagende hylede og truede med at blæse endnu stærkere. Et skridt af gangen. Selv for Damian der ellers aldrig frøs på grund af sin indre ildsjæl, var det koldt. Rigtig koldt. Han satte sig bag et klippefremspring der gav nogenlunde læ for vinden og sneen. Han holdt hænderne frem for sig og fik en lille flamme til at springe frem. Normalt ville han så nemt som ingenting kunne have frembragt nok ild til at starte en skovbrand, men de mange dage i sneen uden mad, havde tæret på ham. Hans hest var frosset ihjel for 4 dage siden, lige før han krydsede toppen af bjergkæden der skilte Krystallandet fra resten af verden.

Han havde været væk længe. Hans blå hår og skæg var groet en hel del, og gav ham en helt anden fremtoning. Han havde tilbragt de sidste mange måneder hos en alkymist på den anden side af verden. Han havde brugt mange dage og uger på at meditere og få orden på sine tanker. Forhåbentlig ville han aldrig mere miste besindelsen og skade uskyldige mennekser som det så ofte var sket. Han var gået imod sin natur, og havde fortrængt sin medfødte ondskab. Måske kunne han nu møde sine afkom, uden frygt for at skade dem. Hans hovede var fyldt af tanker og følelser.

Sneen under ham knagede, og begyndte at bevæge sig. Han nåede slet ikke at reagere før afsatsen gav efter og sendte ham i et langt fald ned af bjerget.
Han lå nu bevidstløs og halvt begravet i sneen.

Morgana trak kappen tættere om sig og holdt skærmende en hånd frem for ansigtet, der pludselig blev blotlagt for vinden, da kappens hætte blev kastet tilbage af et rasende vindstød. Iskrystaller stak på hendes kinder og rev det mørke hår ud af den vante knold. Hun kneb generet øjnene sammen mod smerten og kulden og forsøgte at se noget frem for sig. Det hele var et hvidt, koldt inferno, der umuliggjorde nogen form for orientering.
Hvordan pokker havnede jeg også her?! Hun fik bakset hætte op for ansigtet igen og forsøgte at fæstne den, så vinden ikke rev den af igen. Det var ikke let, for lige så snart hendes fingre kom ud i kulden, var det som om den hylende vind rev hendes kropsvarme med sig ud i intetheden. Hurtigt fik hun gemt hænderne ind under kappen igen og skuttede sig elementernes raseri. Hun sukkede irriteret, da hun mærkede en kold, våd følelse i nakken. Smeltet sne. Misfornøjet forsøgte hun at bedømme, om hun ville være nødt til at tage hætten af for at tømme den, eller om hun kunne leve med fugtigheden.
Jeg må virkelig til at tænke mig mere om, før jeg bare vandrer af sted! Morgana havde uden planer fulgt en tilfældig rute op mod bjergene. Tidligere på ugen havde vejret været pragtfuldt og havde lokket med løfter om et snarligt forår, og intetanende var hun vandret op i bjergene, hvor det dårlige vejr havde ramt hende. Heldigvis havde hun haft alle sine fåtallige ting med sig, både den tykke kappe, tæpper og vinterbeklædningerne. For en gangs skyld havde hun endda husket at proviantere i en af de små byer, hun var kommet igennem. Hun havde byttet et par tegninger for maden og et varmt skind.

Pludselig blev hun revet ud af sine tanker, da hun opdagede, at vinden var løjet af. Hun var kommet i læ af en klippeside, og hun rettede sig en smule op i et forsøg på at orientere sig. En svag lyd nåede hendes ører fra væggen ved siden af, og forskrækket trak hun sig væk fra den, hvilket redede hendes liv. Sneen, der væltede ned, ville have fanget hende i et dødeligt favntag, hvis hun var blevet stående.
Rystende stod hun og forsøgte at forlene sig med tanken om faren, hun havde været i, da hun blev opmærksom på en farve midt i al det hvide. Det var udvisket på grund af snestormen, men hendes nysgerrighed blev vakt, og hun trak igen hen mod klippevæggen, om end ret betænkelig. Sneen var løs og dyb, og det var besværligt at bevæge sig i den, men jo tættere hun kom, jo mere sikker blev hun på, at der lå noget i sneen. Eller nogen. Tanken fik det til at løbe koldt ned at ryggen på hende, og hun bevægede sig hurtigere frem.
Det gibbede i hende, da hun nåede frem og konturerne af et menneske tonede frem. Hun gispede bekymret og lagde sig besværet af sneen på knæ ved siden af personen. Hun gravede forsigtigt sneen væk fra personens ansigt, så hun kunne se, om personen stadig levede.
Hun holdt ansigtet ned til hans og lyttede efter et åndedrag. Hun åndede lettet op, da hun bemærkede det svage tegn på liv, og begyndte at forsøge at få personen gravet fri. Sneen var tung og hendes fingre begyndte snart et protestere mod den uvante kulde. Opgivende forsøgte hun at hale personen fri, men hun vidste, at hun ikke havde mulighed for at bringe ham ned fra bjergene. Hun stak hendes spinkle arme ind under hans og trak alt hvad hun kunne. Han var tung for hende.
”Hey. Hey, kan du høre mig hr.?” Hun dappede ham på kinden og ruskede forsigtigt i ham. Han var nødt til selv at hjælpe lidt til, hvis hun skulle kunne få ham fri. Som han lå nu, havde hun ingen mulighed for at hjælpe ham. Han var udsat for stormen og risikoen for endnu en sammenfald af sneen.
"Hey, vågn nu op!" Panikken kunne høres i hendes stemme.

Det var som om et tykt tæppe af stilhed havde lagt sig om Damian. Alle lyde, selv vindens høje klagen var dæmpet så meget at de nærmest ikke var der. Der, midt i stilheden lå han. Han følte sig ikke rigtig som sig selv. Han var ligesom... Lettere. Der var ingen bekymringer der trykkede, ingen kulde og ingen tanker. Her kunne han godt blive for evigt.
Alt omkring ham var hvidt. Der var ingen horisont eller retninger. Han hang bare midt i intetheden og følte sig fredfyldt.

Langt væk kunne han svagt høre ekkoet af en stemme. Han kunne ikke rigtig høre hvad den sagde, men den var nervøs og den kaldte på ham.
Pludselig følte han et ryk i kroppen, og lyset omkring ham blev svagere. Hans krop begynte at ryste, og han kunne se sin ånde. Stemmen kaldte højere, og endnu et ryk rev ham længere væk fra lyset.

Morgana kunne ingen reaktion se og flyttede hånden væk fra hans kind. Frustreret så hun sig omkring i det hvide helvede og besluttede sig for at gøre et forsøg mere. Jeg kan ikke bare lade ham ligge! Hun stak igen armene ind under hans og stemte imod sneen, så godt hun kunne, i et forsøg på at frigøre hans krop. Pludselig var det som om sneen gav slip på sit bytte, og hun mærkede, hvordan kroppen langsomt kom fri. Uagtet hendes protesterende muskler fortsatte hun foretagendet og lagde kræfterne i. Endelig kom han helt fri, og Morgana trak ham med besværede skridt baglæns ned af snedyngen.
Hun hev efter vejret og følte musklerne blive varme, men vindens hidsighed kølede hendes ansigt. Da hun var ude af sneen, følte hun en klam hånd lægge sig om hjertet. Hun kunne ikke bugsere personen så meget længere, for hendes egne kræfter rakte ikke så langt. Det, hun nu kunne gøre, var, at forsøge at skærme personen mod den nådesløse vind, men hvis han ikke vågnede op… hun havde ikke lyst til at tage stilling til, hvad hun så skulle gøre.
Hun slap ham og satte sig på hug ved hans hoved og forsøgte igen at komme i kontakt med ham.
”Hr., De er altså nødt til at vågne op!"

Jo længere væk fra lyset Damian kom, jo mere begyndte hans krop at smerte, men hans bevidsthed fandt langsomt tilbage til hans krop. HAns tanker der før havde været helt tomme, begyndte at vende tilbage. Han havde været på vej over bjergene... Han havde søgt ly, og så..
Han prøvede at bevæge en arm, men den var så kold. HVis han bare kunne skabe noget ild! Han knyttede hånden og udstødte en svag lyd ved anstrengelsen.

Morgana holdt vejret, da hun opfattede den svage lyd fra personen og så bevægelsen. Hastigt slog hun kappen til side og fremdrog hendes vadsæk, hvor hun opbevarede hendes ting. Hun fik trukket et tæppe frem og lagde det over ham.
Hun blev ved med at snakke, for at give ham noget at koncentrere sig om. Endnu var hun ikke sikker på, om han kom til bevidsthed.
”Hør, jeg forsøger at hjælpe Dem. De skal i ly for det her vejr, men jeg har brug for Deres hjælp.”

Med en kraftanstrengelse åbnede Damian øjnene svagt, og kiggede på Morgana. Hendes stemme havde ledt ham væk fra lyset, freden... Og døden. Hans læber skiltes en smule og han hviskede med svag stemme.
"Så... Koldt... ... ... Ild"
Han knyttede igen hånden og man kunne se anstregnelsen i hans ansigt. Sneen under hans knyttede hånd begyndte at dampe og smelte. Han mærkede en meget svag varme sprede sig i kroppen - ikke meget - men nok til at han igen kunne mærke sine muskler, og med en smule besvær sætte sig op.
Han kiggede på Morgana uden at vide hvad han skulle sige, eller hvordan han kunne takke hende.

Et lille strejf af glæde lettede hendes hjerte, da hun hørte hans stemme. Der var virkelig håb! Hun støttede ham så godt hun kunne, da han satte sig op og kiggede forundret på hans knyttede hånd. Det var muligt at det havde været et synsbedrag, men måske …
”Ild? Er du, har du… Kan du tåle ild?” Hun følte efter sin egen kraft til ilden, som Taylor havde lært hende, og mærkede, hvordan den ulmede i hende. Hvis han virkelig havde ildsjæl lige som hende, kunne han måske tåle, at hun gav ham noget af hendes energi. Hvis han bare var så meget ved bevidsthed, at han ikke troede, at hun angreb ham.
Hun forsøgte at får ham til at tage tæppe om sig, for at skærme ham mod den dræbende kulde.
"Hør, vi skal have dig i læ, men jeg kan ikke slæbe dig, så du må selv hjælpe til. Ok?" Hun så håbefuldt på ham og forsøgte at styre energien, der var begyndt at røre på sig, da hun havde strejfet den. Hun havde ikke brugt den i et stykke tid, så dens vildskab var vokset uagtet. Det skræmte hende.

Han nikkede som svar, for at bekræfte at han nok skulle prøve at komme op. Han støttede sig til hende og fik sig rejst med en del besvær. Hans kappe sad stadig fast i sneen, og han måtte tage fast med begge hænder og hive til, før den kom fri. Han tog den på, og udstødte et "Uuh" da den kolde, våde kappe lagde sig om ham.
Han kiggede sig om efter sin vadsæk, men opgav at finde den i de hvide masser. Der var alligevel ikke noget vigtigt i den.
Han stod stille et øjeblik, for at samle sig nok til at svare på Morganas spørgsmål. HAn talte med en stemme der var en smule mørk, men meget blødere og mere tiltalende end man forestillede sig når man så ham.
"Ja, jeg kan tåle ild, jeg er..." Han stoppede. Han havde IKKE lyst til at fortælle hende at han var en dæmon. Det gav sjældent et godt indtryk.

Morgana så nysgerrigt på personen foran hende og lyttede til hans stemme. Hun havde ikke forventet så behagelig en stemme fra en person, der lige var blevet halvt begravet i sne, og derfor stod hun i et par sekunder, før hun blev opmærksom på, hvad han havde sagt. Hun studsede kort over, at han stoppede midt i sætningen, men kommenterede det ikke. Lige nu var hendes tanker egentlig også andre steder, som for eksempel at finde et ly.
”Hvis jeg nu får fremkaldt en flamme, kan De overtage den og få lidt varme.” Hun følte sig usikker på, hvor stor, den ville blive, men hvis ild virkelig ikke kunne skade ham, turde hun godt vove forsøget. Der var i det mindste heller ikke noget at brænde af i en storm som denne!
”Er De klar?” Hun prikkede til sin energi og mærkede, hvordan den samlede sig under hendes hud i hånden. En svag flamme begyndte at vokse frem, uagtet stormen og kulden. Morgana stoppede, så den ikke voksede sig for stor, kun lige på størrelse med en knyttet næve.
”Her!” Sagde hun og holdt flammen frem mod Damian.

Han kiggede med en blanding af forundring og glæde på den lille flamme. Han rakte hænderne ud og tog imod den så forsigtigt at den kunne have været lavet af glas. Han holdt hænderne beskyttende om den, men flammen blev mindre, og mindre, indtil den til sidst næsten var væk. Kun hvis man kiggede meget godt efter kunne man se et lille lys, der langsomt pulserede som et lille hjerteslag.
Lige så det så ud som om flammen var helt væk, begyndte den at vokse. Den udvidede sig i takt med hans hjertes rytme, og for hvert slag voksede den sig større, indtil den bredte sig op af hans arme, og ind over hans bryst.
Varmen smeltede sneen der sad i hans ansigt, og fik hans kappe til at dampe. For alle der var i nærheden af ham ville det muligvis føles som om de stod tæt ved et stort bål.
Han smilede, og blottede kort de spidse hjørnetænder - men han lukkede hurtigt munden igen da han opdagede det. Han holdt den ene hånd frem hvor ilden samlede sig.
"Tak..."

Morgana mærkede en let skuffelse, da flammen så ud til at slukkes, men da den pludselig voksede op og omgav ham, smilede hun fascineret. Hun nød varmen, der strålede ud fra ham, og følte det som en kær ven, der var kommet forbi. Hun var afgjort mere vant til varme omgivelser frem for kulden, de stod midt i.
Morgana fik øjne på hans hjørnetænder og betragtede dem forbavset. Endnu mere skeptisk blev hun, da han tilsyneladende ikke ønskede, at hun så dem.
”Det var… - så lidt da!” Hun smilede usikkert til ham og så på hånden, hvor ilden samlede sig. Det var første gang siden Taylor, at hun havde mødt en, der kunne styre ilden, og Taylor havde ’kun’ lånt hendes evne. Det fascinerede hende, og pludselig var der en masse spørgsmål omkring evnen, hun gerne ville stille, men hun vidste godt, at dette ikke var tidspunktet til det.
”Vi må se at finde læ, hvis vi skal overleve denne storm!” Hun ignorerede alle tankerne, der ikke handlede om overlevelsen og så opfordrende på ham. Måske havde han en løsning.

"Ja.." sasgde han og nikkede langsomt, uden at tage øjnene fra ilden der dansede om hans hånd. Hans øjne glødede som to stykker kul. Der gik et øjeblik hvor han tænkte sig om, og løftede så blikket til den enorme væg af sne bag Morgana.
"Ved du hvad... Jeg tror, at hvis du hjælper mig..." Han gik hen og lagde hånden på sneen. Den var meget solid. Der var sikkert et par meter ind til selve klippen. Det virkede ikke som om den ville falde sammen.
"Jeg tror vi kan smelte sneen, og lave en hule. Jeg er ikke sikker, men det virker som en bedre idé end at gå videre i stormen og håbe på at vi finder læ"
Han kiggede på hende.

Hun så opmærksomt på ham, inden han begyndte at snakke. Udtrykket i hans øjne virkede eksotisk på hende, men hendes tanker blev igen drejet hen mod deres situation, da han tøvende startede med sit forslag. Da han gik forbi hende vendte hun sig rundt efter ham, nervøs for at han skulle forsvinde i stormen. Tavst lyttede hun til ham, og med et nik indikerede hun, at hun kunne se fornuften i hans forslag.
”Hvad vil De have mig til at gøre?” Hun gik helt hen mod ham med forsigtige skridt. Godt nok var sneen ikke dyb, men hun følte sig ikke sikker på den massive snevæg. Hun kastede et nervøst blik op langs væggen, men kunne ikke se toppen, på grund af stormens piskende krystaller.
”Og hvordan?”

"Jeg ved ikke helt.. Hvis du lægger dine hænder på her" Han tøvede, og tog så om hendes hænder, og lagde dem med håndfladerne fladt på den massive snevæg foran dem.
"Hvis du kan samle varmen i dine hænder, og smelte sneen, sådan her" Han stillede sig ved siden af hende og satte sine hænder ved siden af hendes. Det begyndte at dampe under hans håndflader. Sneen smeltede og begyndte at dryppe der hvor han satte sine hænder til på den kolde overflade. På kort tid havde han lavet et hulrum der var næsten en halv meter dybt, og cirka lige så højt som ham selv.
Han brugte et øjeblik på igen at smelte sneen der var begyndt at sætte sig i hans ansigt og skæg og kiggede så på Morgana.

Morgana følte kulden mod sine håndflader og så undrende på ham. Hun forstod, hvad han bad hende om, men hun var ikke sikker på, hvordan det skulle gøres. endnu mere forbavset s hun på ham, da sneen under hans hænder begyndte at smelte væk, og hulrummet dukkede op. Dette var en hel ny anvendelse af ildevnen, som hun aldrig havde prøvet.
Nå ja, forsøge kan jeg jo altid! Tænkte hun sarkastisk og forsøgte at holde lidt igen på energien, der prikkede i hendes håndflader. I stedet for at tænke på en flamme, koncentrerede hun sig om strålevarmen, og langsomt begyndte sneen under hendes hænder også at smelte bort. Hun lyste op i et stort smil, og inden længe var rumfanget hulrummet, han havde lavet, fordoblet.
”Det virker!” Hendes glæde ville være svær at forstå for en person, der altid havde kendt til sin evnes muligheder, men for hende var det som en hel ny verden havde åbnet sig for hende, efter at hun fandt ud af at kontrollere ilden.
Hun flyttede hænderne mod det inderste af hulen, så de kunne dybe den mere ud, men følte sig stadig en smule ængstelig ved tanken om de enorme snemasser, der omgav dem.
"Bare det ikke falder sammen!" Mumlede hun.

"Du vil måske hellere tage chancen ude i stormen?" spurgte Damian, og blev lidt overrasket over hvor hårdt det kom til at lyde, så han skyndte sig at smile "Bare rolig, den falder ingen steder"
Da de var nået cirka to meter ind, gav Damian tegn til at de var langt nok inde. "Der er ingen grund til at bruge mere energi end højst nødvendigt" Egentlig kunne de sagtens have fortsat lidt endnu, men Damians klaustrofobi var begyndt at røre på sig. Han sørgede for at gøre den lille sne-hule lidt bredere så de begge kunne sidde der.
Han satte sig med ryggen op af væggen, og knæene trukket op foran sig. Det generede ham en hel del at sidde i det lille rum, hvor der nu næsten var mørkt. Han løftede den ene hånd, og fra en finger sprang en lille flamme, der svævede ind i midten af rummet og lyste op.
"... Tak, fordi du redede mig" sagde han, og kiggede over på hende.

Morgana mærkede en heftig rødmen skyde op i kinderne, da han talte hårdt til hende. Hun sænkede blikket og ville have mumlet et ’nej’, da han forsikrede hende om, at det var sikkert nok. Hun havde fulgt ham ind i hulen, som de efterhånden havde fået lavet, og tog et kig bagud på sneen, der hylede forbi. Det var ikke megen lys, der var derude. Hun satte sig på gulvet med lidt afstand til personen og sluttede sig. Det havde tæret på hendes kræfter at smelte sneen. Hun havde lukket øjnene, da han begyndte at snakke og svarede med lav stemme:
”Det… var så lidt da. Det ville være en grum skæbne at blive efterladt i sådant et vjr.” Ligefrem reddet er vi jo ikke endnu! Hun åbnede langsomt øjnene, skævede nysgerrigt til ham og betragtede ham for første gang ordentligt i lyset fra den lille flamme. Hans blik var ligefremt og bevidst, hvorimod hendes var en smule sky. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle mene, om den situation, hun var havnet i!
Nå ja, det ser ud til, at vi kommer til at tilbringe lidt tid sammen. Tænkte hun sarkastisk og lyttede til vinden uden for hulen, inden hun tog sig sammen og sagde:
”Jeg er Morgana Sarih Winths fra Medanien. Jeg er omstrejfende maler. Hvem har jeg æren af at møde?”

"Jeg er... Damian" Han vidste ikke hvad han mere skulle sige Jeg er en dæmon? Der var bare ikke rigtig noget godt at fortælle. Han sad og kiggede ud i luften et stykke tid og håbede at det var dunkelt nok til at hun ikke bemærkede hans hale, eller hans unormale aske-grå hud, da der pludselig lød en mærkelig lyd:
*RuuuuUUuUuUuUUuuumle!* Han lagde en hånd på sin mave.
"Suk, undskyld mig... Jeg er bare en smule sulten"

Det gibbede i hende ved den uventede lyd, men hun kunne ikke holde en lille, lettet latter inde. Den klang melodiøs mellem snevæggene, der havde fåret en glat, fast overflade, da de smeltedes. Hun følte sin nysgerrighed blive pirret, men forsøgte at høflighed at undlade for mange spørgsmål.
”Hvordan blev De fanget i det sneskred?” Hun lagde hovedet på skrå og så forsigtigt på ham, mens hun rakte op under hendes kappe og trak vadsækken af ryggen. Hun rodede lidt i den, hvorved mappen med hendes tegninger faldt frem. Hun tog ikke notits af det, men fortsatte sin søgning efter noget spiseligt. Endelig fandt hun de tørrede stykker kød og det hårde brød, hun havde byttet sig til i landsbyen for foden af bjerget.
”Her, det er vist, hvad jeg har.” Hun rakte begge dele frem mod ham og skævede igen ud mod snestormen.