[img]http://i151.photobucket.com/albums/s153/Spyria/damians_villa2.jpg[/img]

Blandt tågerne tomer omridset af en stor, gammel, faldefærdig villa frem. Haven foran huset er tilgroet og en tung gitterport sidder på rustne hængsler og knirker når man går ind. På dele af facaden vokser slyngplanter og flere steder skaller malingen af.

Tågen er så tyk at man nærmest ikke kan se en meter frem for sig. Den ligger som et tæppe, der omklamrer alt med en tryggende og gennemtrængende, kold fugtighed. Den bølger tæt om det forfaldne hus der ligger stille hen, midt ude i skoven. Den kraftige regn siler ned af vinduerne, og alting virker koldt og klamt. Stedet er omkranset af et højt hegn, der er overgroet med slyngplanter, og den rustne låge står på klem.

Stedet virker fuldkommen forladt og livløst, bortset fra en enkelt mus (eller er det en rotte?) der piler langs panelet i den store entré. Engang, for en menneskealder eller tre siden da huset blev bygget, var her sikkert fuldt af liv, men nu er her bare mørkt og forfaldent. I nogle rum står der stadig gamle, mølædte møbler, og på væggene hænger der falmede malerier. Ildstedet i den store stue har tydeligvis ikke været tændt i månedsvis, og asken er blandet med visne blade, der er blæst ned gennem skorstenen.

Det rumler ildevarslende fra de kulsorte skyer ude i horisonten. Som hovene på en kæmpe flok helvedesheste der tungt galoperer hen over himlen. Et stærkt lysglimt lyser alting op med et spøgelsesblegt skær, og en øredøvende brag splitter himlen.

Damian falder forskrækket ned fra den hullede sofa hvor han har ligget. Han gisper, og hans ånde står hvid foran ham i den kolde luft. Hjertet hamrer i hans bryst, og han sveder på trods af kulden. Med sine glødende øjne kigger han forvirret rundt i det mørke rum. Han er desorienteret og stadigvæk halvvejs inde i den drøm - eller rettere det mareridt - han havde. Detaljerne flyder ud, men det var noget med is og sne. En frygtelig snestorm. Vrede. Og så. En mærkelig smerte i brystet... I hjertet? Som om han har mistet noget eller nogen der var betydningsfuld.

Men jo mere vågen han bliver, jo mere utydelig bliver drømmen, og efter kort tid er den forsvundet helt som morgendis mellem hans fingre.

Himlen splittes igen i voldsomt brag, og vinduerne dirrer faretruende. Stormen er lige over skoven. Damian finder balancen og går langsomt over til pejsen. Han er en smule svimmel, og jo mere han bevæger sig, jo dårligere får han det. Damian rynker brynene. Så vidt han husker har han ikke lavet noget, der kan retfærdiggøre denne overvældende følelse af hvad der bedst kan beskrives som de ondeste tømmermænd han nogensinde har oplevet. Men det er måske problemet; han må jo have drukket så meget at han intet husker. Det skulle ikke være første gang.

Han fejer den gamle aske til side, og lægger noget tørt træ fra brændekurven i stedet. Uden videre flammer en kraftig ild op, og varmen breder sig i rummet. Ilden lyser rummet op, og udefra ligner det at der er tændt et glødende hjerte i det ellers så døde hus.

(hvis nogen tilfældigvis vil komme forbi i uvejret, så gør I bare det :D )

Frihedsfølelsen flød igennem hende, som hun i sin tågede form nærmest dansede igennem luften. Hun havde været væk hjemmefra for længe efterhånden, og hendes kære ægtemand, som efterhånden var en grønsag, måtte da savne sin kone. Naamah betvivlede ikke den påstand, men hun havde behovedet for at stikke af. Hun havde været fanget i de adeliges rammer i over ti år og var efterhånden ved at blive godt vanvittig af hele tiden at skulle forføje sig andres ønsker. Specielt som hun blev behandlet som en porcelænsdukke uden magt eller vilje. Hvor kunne menneskeheden tage grusomt fejl.

Naamah gik som i et med tågen, og kun enkelte forbipasserende i mørkets skov tog en forskrækkelse uden lig og mage ind, som et par lysende grønne øjne hvilede på dem, mens man kunne ane formet af et ansigt. Snart ville rygtet om spøgelser, genfærd og sort magi gå igennem kroer i miles omkreds. Ikke planen, men alligevel en lille gerning der fik den gamle dæmon til at smile behaget og veltilfreds. Oh hvor hun nogle gange elskede at se de forskræmte ansigter og hjerteskærerne skrig fra den almene befolkning. Fortjente dem godt, efter at havde lukket dem inde. Spærret dem ud af deres verden og ladet dem gået i glemsel. Så længe det nu engang varede.

Tågen stilnede kun en anelse af, som regnen tordnede ned fra himlen, og gennemblødte enhver skikkelse i dens fang. Heriblandt et stort forladt hus. Et hus som virkede uinteressant for enhver som ikke var på opdagelse efter skatte og rigdomme, men som alligevel vagte hendes interesse og lod hende tage beslutningen om at vende tilbage i menneskelig form. Noget hun stærkt fortrød som regnen på et splitsekund havde gennemblødt, ikke kun hendes kappe, men ligeledes resten af hendes påklædning, det lange blonde hår og hendes sko. Et misfornøjet udtryk prægede hende, som hun så undersøgende på stedet. Det var ikke forladt. Og selv hvis det var, så kunne hun i hvert fald komme i tørvejr derinde.

Med skuespillet iorden som en vildfaren kvinde, bankede hun på døren, såfremt nogen var til stede. Men som enhver anden, der eftersigende ville regne med at stedet var efterladt, puffede hun døren op, mens hun med den mest nervøse og uskyldige stemme hun kunne mønstre talte ind i mørket "Hallo?" mørket gemte på et rum som var blevet oplyst ganske kort forinden, hvilket bekræftede hendes antagelse. Der var noget herinde, og det havde i den grad vagt hendes nysgerrighed og interesse.

Endnu et lyn delte himlen i to, og oplyste alting et kort sekund. Lysekronen i den store entré rystede og klirrede faretruende i loftet, og lyset fra lynene kastede hurtige, og uhyggelige skygger over alt. Der blev igen stille. Dødsens stille.

Damian havde hørt den store hoveddør åbne, og en stemme kalde ud i mørket. Eftersom han IKKE ventede gæster - hvem skulle dog besøge ham? Listede han sig ud af stuen, ned af gangen, og hen til indgangshallen. Han var forsigtig med ikke at lave så meget som en lyd, da han sneg sig smidigt gennem huset. Efter at have boet her så længe, vidste han præcis hvor gulvet knirkede, og hvor man ikke skulle træde.

Hoveddøren stod åben, og gulvet en smule vådt, der hvor regnen blev blæst ind. Han så en tilhyllet skikkelse stå lige inden for døren. Efter stemmen at dømme, var det en kvinde. Hans næsebor vibrerede, og han snusede ind, som et dyr der lugter efter sit bytte. Jo, det var en kvinde, så vidt han kunne fornemme. Hvad lavede hun her ude midt i skoven? I den storm?

"Hvad laver du her?" sagde han, men en dyb og rungende stemme, inde fra mørket.

Lyn fra himlen hjalp ikke til at holde særlig meget skjult, og var derfor også med til i store træk at afsløre meget af Naamahs udseende som hun stod i den åbne dør, som hun fortsat følte sig som en druknet mus. Inden der var kommet svar, bevægede hun sig lidt længere ind for at komme i ly af regnen, men havde endnu ikke lukket den store hoveddør bag sig. Man vidste aldrig hvornår det blev nødvendigt at flygte.
Den ryngende lyd og vibrationerne fra lynet der ramlede mod jorden, fik Naamah til at kigge op på lysekronen som begyndte at vugge frem og tilbage i en let faretruende maner. Naamah gjorde sig en mental note om ikke at stille sig under det monstrum. Det kunne kun gå galt hvis hun gjorde.

Naamah hev hætten af sit hovede og rystede hovedet i et forsøg på at få bare en smule af det kolde vand ud af sit hår. Men ligemeget hjalp det, og det fortsatte med at klistre sig til hendes ansigt, indtil det blev fjernet med en håndbevægelse.
En bevægelse i mørket, fik hende instinktivt til at stoppe enhver bevægelse og kigge ud i mørket. Desværre uden held til at finde frem til målet. I hvert fald ikke før dette begyndte at tale, med en stemme som ikke ligefrem varslede venlighed i mørket. En stemme som kunne få mange til at vende om i ren frygt, noget som Naamah valgte at spille på, som hun fribrilsk kiggede rundt i rummet, søgende efter stemmens ejermand. "Jeg-jeg søger ly for regnen, gode herre.. Stormen tog til på min rejse, og jeg frygter at ligge mig syg hvis ikke jeg fandt ly." hendes stemme var fortsat lys, forsigtig og med en svag skælven over den. En skælven som kunne indikere både at hun frøs og at hun var bange. Naamah var dog ikke bange af nogen art, men det gjorde ikke noget at spille lidt på det.

Den spinkle stemme overraskede Damian. Ikke fordi han havde forventet at finde noget bestemt, som en stor stærk mand, en forbryder, eller måske et monster. Men en kvinde? Hvad lavede hun helt her ude midt i ingenting. Og hun lød som om hun var bange og forfrossen. Han kunne dårligt bare tillade sig at smide hende ud i regnen igen, selvom han ikke ligefrem var i humør til at underholde gæster - eller være i nærheden af nogen. Han hoved værkede stadig med uforklarlige tømmermænd, og han havde en ubehagelig følelse i kroppen fra sine mareridt - selvom han ikke længere kunne huske noget.

Han talte igen - nu i et mere beroligende toneleje:
"Det er ikke klogt for en kvinde at rejse alene på disse kanter. Skoven er hjemsted for røvere.. Og det der er værre."

Damian rakte en hånd ud imod stearinlysene i den store lysekrone, og de tændte kort efter. Et gyldent skær lyste rummet op. Han håbede ikke at hans ikke helt menneskelige udseende ville virke afskrækkende på kvinden. Han trådte ud fra skyggerne under trappen.

At spille en kvinde som var blevet væk i regnen, skoven og mørket var ikke svært. Rollen var lige til, og den havde heldigvis også den ønskede effekt, som stemmen lød mere rolig overfor hende. Hans ord derimod, burde havde vagt bekymring og måske endda rædsel i hendes sind.
Orderne vagte nysgerrighed, som hun ubemærket lagde hovedet let på skrå, som de grønne øjne spejdede videre i mørket.

"Værre end røvere, Hr?" nysgerrigheden kunne ikke skjules, selvom stemmen stadig var lys og spinkel, selvom lidt mere kraft var kommet i den. Ikke mange sekunder efter hendes spørgsmål henlod rummet i et gyldet lysbad, så Naamah var nødsaget til at misse med øjnene og løfte hånden for at skærme for den pludselige ændring i lyset.
Efter nogle blink, begyndte de grønne øjne at samle sig og de fandt frem til skabningen.
Øjnene lyste op i fascination, som hendes mund langsomt gled op i en let måbende tilstand. I hvert fald indtil det forandrede sig til et let smil. Naamah havde haft ret i sine antagelser. Dette var enten et meget specielt, måske endda forbandet menneske, eller også var det af en langt stærkere race end det. Naamah hældte til det sidste som hun tog hans aura ind til vurdering.

"Jeg håber ikke at jeg forstyrre Dem, eller er til besvær. Jeg ønsker blot ikke at vende tilbage til regnen.. Specielt ikke som De nævner hvilke rædsler der ellers kan være mig i vente derude." forklarede hun mens hun stadig havde en hånd på dørhåndtaget. Et tag der blev sluppet let, som hun lod sig indfange i lyset fra lysekronen. Hvordan han havde tændt liv i den så hurtigt og nemt var ligeledes fascinerende og værd at undersøge nærmere.

Damian lagde ansigtet i så venlige folder, som han overhovedet orkede. Han var hverken videre afslappet eller i synderligt godt humør, men det sidste han havde lyst til, var hvis denne unge kvinde, skulle begynde at skrige eller noget andet besværligt og larmende. Han tog sig kort til hovedet hvor det værkede, som om der sad en skruetvinge og strammede til på hans tindinger.

Før i tiden havde han nok ikke tænkt to gange over at smide hende ud i regnen igen, eller muntre sig med at behandle hende mindre pænt... Men de mange år blandt Krystallandets befolkning havde påvirket ham i en mere sympatisk retning. Desuden kunne det måske vise sig at være behageligt med noget selvskab?

Dog var han ikke blevet så menneskelig at det forfaldne, beskidte og rodede hus bekymrede ham. Der var støv, spindelvæv og tomme flasker fra mange årtier. Det var tydeligvis ikke rengøringsmani der tyngede ham.

"Jeg har lige tændt op i pejsen i stuen. Du er velkommen til at varme dig.. Jeg tror desværre ikke jeg har noget spiseligt at tilbyde, frøken...?"

Naamah betragtede ham, og indfangede også hvordan han var en i form for ubehag. Naamah var ligeledes blevet påvirket af at rende rundt blandt krystallianernes sære væremåder, men følte sig stadig som sit gamle jeg. Noget der naturligvis var en lodret løgn, da alle påvirkes af deres bedrifter og hvad de udsættes for i livet. Som at blive tryllebundet fast til en sørgelig skabning af et menneske, for at kunne tjene herren i huset. Ikke på vilkår.

Hun nikkede accepterende til hans tilbud og fandt et venligt og endda ganske varmt smil frem på læberne. "Naamah, og det ville glæde mig at komme til noget varme" svarede hun, som hun puffede den større dør i bag sig. Frygten der før havde leget rundt i hendes træk som afledning var aftaget gevaldigt som nysgerrigheden og fascinationen tog over. Ikke at opgivelserne var vidre hygiejniske og trængte til en kærlig hånd, men det var af mindre detalje. Nok var Naamah vandt til at leve blandt de adelige rækker i hovedstaden, under dække og alt for meget beskyttelse, men lidt spindelsvæv hist og her var uden betydning.

"Er du okay?" Naamah var gået tættere på hvor hun kunne se flammerne dansede rundt i pejsen, hvilket også førte til at hun kom tættere dæmonen, hvis blå hud havde et specielt skær i flammernes glød. Det var langt tid siden hun havde set en dæmon som stadig holdte sig i det mere karakteristiske og ikke gemte sig i en menneskekrop der kunne gå i et med omgivelserne. Han så dog også ved nærmere øjekast, ud til at have det mindre godt, og det frembragte bekymring i intense grønne øjne som fandt frem til hans røde.

En indbydende varme strømmede ud fra den store marmorpejs for enden af den store stue. Hvor der før havde være mørkt og koldt, blev hele rummet nu badet i et gyldent lys, der livede det hele gevaldigt op. Lyset trængte skyggerne på flugt ud i krogene, og gav de gamle, slidte møbler nyt liv. Havde det ikke være for de mange tomme flasker, spindelvæv og ødelagte ting og sager, kunne der måske ligefrem have været... Hyggeligt? Enkelte malerier efterladt af husets tidligere ejere hang stadig intakte på væggene. imens andre lignede at var blevet flænset op af et vildt dyr.

Damian havde ellers prøvet ikke at lade sin uventede gæst opdage sit ubehag. Uden held virkede det til.

"Det er ikke noget.." svarede han undvigende, og rykkede sig akavet lidt væk fra den unge kvinde - der pludselig var rykket lidt for tæt på efter hans mening. Man lukkede ikke bare andre ind, og man viste ikke svaghed overfor en fremmed, lige meget hvor uskyldig hun så end virkede. A pro pos han kvindelige gæst... Der var noget der virkede forkert. Han kunne ikke sætte en finger på det. Men ét spørgsmål rumsterede i hans tanker.

"Hvorfor rejser en kvinde som dig (han var ikke velopdragen nok til at bruge 'De' eller 'Dem') alene på disse kanter? Og så til fods? Har du ikke engang en hest eller noget andet?"

Alt i alt var det et dejligt hjem.. En smule skrækindjagende udefra i dette knap så generøse vejr, med det mørke ydre og torden der frembragte skræk og rædsel i selv de fleste mennesker.. Indeni, jo, der lå skam knuste flasker, samt hele. Iturevne ting rundt omkring, mens resten var i ret så slidt tilstand. Det var et hyggeligt palæ af skræk og rædsel hvis man i forvejen var en smule skræmt. Men Naamah var ikke spor bange og så derfor mulighederne. Så at dette havde været et hyggeligt og måske endda velbesøgt sted, og hyggen var da også hvad hun så mest i den store stue med den vidunderlige pejs som lyste omgivelserne op. Skidt med at der var roddet, at edderkopperne havde overtaget hjørner, de fleste møbler og endda loftet. Naamah var efterhånden blevet så integeret i det højerestående liv i hovedstaden at hun savnede gris i hjørnerne i ny og næ. Imponerende at man kunne, men overrasket kunne man altid blive.

Som manden rykkede sig væk, lod Naamah sin opmærksomhed vandre videre. Hun havde ikke glemt ubehagen i få af hans træk, men lod dem dale. Han lavede en udemærket udstrålning af ikke at ønske at komme emnet nærmere lige nu, måske aldrig. Hun gik derfor videre forbi ham og helt hen til pejsen, således at vandet fra hendes klæder begyndte at dampe ganske langsomt. Det var først nu hun bemærket hvor gennemblødt alt på hende efterhånden var. Noget der også fik hende til at tage kappen af, som ligefrem dryppede på gulvet. "Jeg beklager virkelig at jeg dropper på gulvet.. Jeg er blevet lidt mere våd end først antaget." Naamah fandt et område i nærheden af varmen at hænge sin kappe, inden hun vendte sig for at møde mandens blik igen, såfremt dette kunne lade sig gøre.
Efter hans spørgsmål, som var et ganske indlysende et at stille smilede hun stille som tankerne fløj afsted. "Udflugt? Flugt fra ægtefællens kedsommelige kagen? Finde ofre? more mig? Suge energi og kraft ud af ofre ved udnyttelse gennem seksuelle nydelser? var af de første tanker som strømmede igennem hovedet på hende. Men der skulle ikke en professor til at indse at disse valg, specielt det sidste, nok ikke var af de bedste at fyre af. Alligevel kunne det give et noget så spændende twist i samtalen. "Ærligt? Jeg kom hertil ved at flyve, en evne af mine.. Og en kvinde som mig? En ung, uskyldig kvinde på disse kanter, uden følge eller beskyttelse. Nogen gange ønsker pæne piger også at udforske og more sig" intet af det hun sagde lød spor uskyldigt, men mere roligt og afklaret med situationen mens hun kiggede lidt afventende på ham. "Du fortalte mig aldrig dit navn?"