Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Kruskgar Bjørneklinge
Kaldet: Krusk eller "Smukke"
Køn: Mand
Alder: 44
Fødselsdag: 25.2 år 1980
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: En løs tilgang til tilbedelsen af Nak'lar. Kaster ofte en mønt ved Chances eller Sharas tempel.
Erhverv: Slagterlærling
Civilstatus: Enlig
Seksualitet: Biseksuel
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Ork

Udseende

Højde: 190 cm
Vægt: 82 kg
Øjne: Det ene øje er grønt og gnistrende af liv. Det andet er dækket af en hvid hinde, delvist blindt.
Hår: Mørkt, næsten sort, tykt og silkeblødt. Et veltrimmet skæg indrammer ansigtet.
Hud: Grønlig
Kropsbygning: Forholdvis slank men med tydelige muskler. Kroppen virker smidigere, end man almindeligvis ser hos en af hans race - et levn fra hans forvandlingsevne.
Hverdagstøj: Løs skjorte og bukser. Har en varm kappe til de kolde vinterdage.
Ar, permanente skader el.lign: Det tydeligste ar strækker sig ned over hans venstre øje og slutter ved kæben. Der findes andre - særligt på brystkasse og arme. Desuden er en del af hans krop dækket af Bjørneklinge-klanens traditionelle kriger-tatoveringer.
Særlige kendetegn: På trods af arrene er han ualmindeligt køn for en ork med sine små tænder og pæne ansigtsstruktur.

Magi

Magisk evne (1): Forvandling: Kat

Krusk kan forvandle sig til en dejlig blød kat. Det er typisk det samme udseende, han ender op med, men i de senere år er det gået op for ham, at han kan veksle lidt mellem kattens pelstype og farve. Fordelen ved formen er også, at øjet som der er dårligt i hans ork-form, fungerer ganske fint i hans katteform.
Størrelsen kan han ikke rigtig gøre noget ved - den er altid den samme og han vejer en 5-6 kg i katteform.

Krusk kan holde forvandlingen i timevis uden det store besvær. Ofte bliver han lidt påvirket af katteformens sanser og ender ofte med at opføre sig ganske meget som en rigtig kat: inklusive musejagning og det store behov for søvn.

Forvandlingen frem og tilbage går ganske let. Han har dog svært ved at gøre det mange gange i træk, hvis der ikke går tid i mellem. Alt hvad han bærer, inklusive tøjet, bliver efterladt når han forvandler sig.



Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Lyn-næve

Krusk kan fremkalde elektricitet fra sine hænder. Det er ikke en dødelig mængde, men nok til at give et solidt stød - især når man samtidig bliver slået på.
Hvis Krusk holder noget i sine hænder kan han i teorien overføre elektriciteten til det, men det er ikke rigtig noget, han har eksperimenteret med.
Han er på ingen måde selv immun over for at få stød.

Primært bruger han magien i kampsituationer for at give folk en lille lærestreg.
Dygtighed til at kontrollere evne: Lidt trænet

Personlighed

Styrker:

Et charmerende ydre
Hvor Krusks flotte udseende blev set som en svaghed blandt Bjørneklinge-orkerne, er det noget ganske andet i Dianthos. Den unge, grøndhudede mand har i særdeleshed lært at udnytte til sin fordel, at kvinderne ofte ser langt efter ham på gaden.

Et modigt hjerte
Der er meget få ting i denne her verden, der gør Krusk bange. Derfor er han stort set altid i stand til at bevare sindsroen - også i farlige og truende situationer.

En listig kattepote
Krusks evne til at forvandle sig til en kat, er noget han for alvor har lært at bruge til sin fordel, efter han er kommet til Dianthos. Har han brug for aftensmad og et sted at sove? Nemt! Katteskikkelsen får ham til hurtigt at sno sig ud af besværlige situationer og i stedet charmere sig ind på enlige, aldrende damer.

Svagheder:

Dovenskab
En af Krusks største svagheder er et yderst sjældent karaktertræk blandt orker: dovenskab. Han kan godt lide det stille og rolige liv, og han springer ofte over, hvor gærdet er lavest - simpelthen fordi han ikke gider antrenge sig. Nogle ville endda gå så vidt at kalde ham ansvarsløs.

Glemsomhed
Det er ikke altid, Krusk er så god til at lytte efter, hvad andre siger til ham. Nogle gange er det lidt som om, det passerer direkte ind af det ene øre og ud af det andet. Skulle han mødes med nogen ved solnedgang om en uge?
Det har han sandsynligvis for længst glemt..

Forpligtelser
Krusk hader at binde sig til folk. Den eneste i livet, som han reelt føler en forpligtelse over for, er hans egen tvillingebror. Lærer han andre folk nok at kende til at han kan begynde at mærke nettet stramme, har han en tendens til at forsvinde sporløst.

Generel beskrivelse af personlighed:

Krusk er en mand, der har en ganske afslappet holdning til livet. Det er tydeligt på hans ar, at han i sin tid har set kamp, og han er bestemt ingen kujon, men han har virkelig ikke den store interesse for konflikt. Alt hvad han ønsker i øjeblikket er at gå og nyde det stilfærdige liv i Dianthos - arbejde hvor han kan og møde en smuk kvinde eller to.
De fleste familiære bånd er kappet, bortset fra tvillingebroderen Verthag. Krusk er ikke specielt god til at udtrykke det, men Verthag betyder mere for ham, end nogen anden her i verden. På trods af store forskelligheder, har de to orker en forståelse for hinanden, som ingen andre, Krusk har mødt.

Baggrundshistorie

Den barske vinter havde ramt Bjørneklinge-klanen hårdt. Føden var knap og mange af klanens stærke krigere var omkommet i sommerens stridigheder. Derfor så klanen det som et mirakel, da en vinternat berigede dem med en tvillingefødsel - ikke mindre end en to, stærke drenge til at bringe klanen videre.

Den ene, Krusk, ville blive kriger, mens den anden, Verthag, skulle overtage klanens forhadte, men livsnødvendige rolle som sjæleæder - Nak'lar præsten, der straffer klanens uværdige sjæle.


"Økseblad, Krusk." Stemmen smældede i dybet mellem de mørke graner i dalen, hvor Bjørneklingekrigerne trænede. I en alder af 10 år havde Krusk allerede adskillige gange vist sig som en skuffelse for klanen. Han kunne svinge øksen, men foretrak nævnerne, og Bjørneklingerne havde en stigende fornemmelse af, at knægten faktisk foretrak slet ikke at kæmpe, når det kom til stykket.

Hans symmetriske ansigtstræk og slanke krop, der ikke rigtig ville vokse tilstrækkeligt i bredden, gjorde ham også offer for hån og spot - og adskillige af de andre yngre klansmedlemmer var begyndt at kalde ham ved tilnavnet "smukke" - en stor fornærmelse for en ork, der skulle måles på sin styrke og ikke sit kønne ansigt.


"En .. kat." Skuffelsen i faderens dybe røst var til at tage og føle på. Krusk havde ellers udvist lovende potentiale, da hans første magi havde udviklet sig og elektriciteten havde gnistret fra hans knoer. Det havde været til stor overraskelse for hans sparringsparter, der ikke havde forventet at blive ramt af så proper en næve. Han sørgede naturligvis for at tage hævn efterfølgende ved at banke Krusk sønder og sammen.

Men nu havde Krusks anden magi endelig vist sig, og den gjorde ikke klanen nytte. Wurgoth havde ikke hørt om en sådan uduelig kraft blandt sine forfædre, og hans ansigt blev rødt af vrede. Krusk havde allerede skuffet ham adskillige gange.

For magien tillod ikke Krusk at blive et stort, farligt kattedyr med evnen til at springe frem fra skyggerne og nedlægge en modstander. Lige meget hvor hårdt han prøvede, så var han ikke i stand til at blive større end en huskat - og når han var i formen, blev han nærmere tiltrukket af de bløde tæppe ved den varme pejs, end kampens hede. Hans fader havde heller ikke fundet det specielt morsomt, da det endelig var lykkes ham at slå poten i en mus.

Det blev langt fra første gang Krusk benyttede forvandlingsmagien til at stikke af fra sine klanmedlemmers vrede og ud i den mørke, stille nat. Her opsøgte han Sjæleædernes grotte, som var forbudt territorie for krigerne og gav sin tvillingebror en varm omfavnelse. Han var den eneste, hvis øjne ikke lyste af skuffelse ved synet af Krusk.


Mens konflikterne rasede i resten af Krystallandet, havde Tusmørkedalens orker deres egne slagsmål. Der havde været enkelte sammenstød med Mørket, da deres styrker var rykket ind i dalen, men orker og mennesker havde med tiden lært at holde sig på afstand af hinanden.

Det galdt dog ikke den rivaliserende klan, Stridshøgene, som var rykket ind på Bjørneklingeterritorie. Krigerne kæmpede bravt, men under blodsudgydelserne tog Krusk et forfærdeligt slag til øjet. Smerten overvældede ham, og selv om han forsøgte at kæmpe videre, som det forventedes af ham, gled han snart ind i bevidstløsheden.

Da han kom til sig selv, var synet af Wurgoths sammenbidte ansigt, det første han så. Klanhealeren havde forsøgt at redde øjet, så godt hun kunne, men hans syn var tåget og slaget om Bjørnedalen var tabt. Wurthog vendte om på hælen og efterlod skuffelsen af sin søn i hyttens mørke.


"Jeg kan ikke mere, Verthag. Ikke mere død og ødelæggelse." Det var første gang Krusk ytrede de skæbnesvangre ord højt til sin tvilling, men de havde begge længe vidst, at de ville komme. Deres moder var omkommet i en æreløs død, og det havde været op til Verthag at torturere hendes sjæl. Han ville ikke.

Krusk selv var blevet arret efter de utallige kampe som Bjørneklinge-klanen havde haft. Han vidste, hvad de andre Bjørneklinger tænkte, når han kæmpede. Han var ikke en af deres. Han var såret, uduelig kæmper - muligvis kunne han svinge øksen, men han havde intet af blodrusen og begejstringen for kampens sødme.

Den nat blev tvillingerne enige om at forlade stammen og søge mod menneskernes riger.


Det havde ikke været helt nemt at finde sig til rette i menneskebyen. Især for Verthag. Men ikke desto mindre var livet her langt bedre, end det de kom fra. Krusk fik småjobs rundt om i byen - et par år arbejde han nede ved Juvelen, men senest havde han fået arbejde hos en af byens lokale slagtere. Krusk kunne godt finde ud af at håndtere kniv og økse, og der var noget rart ved at bruge det på kød, der ikke slog igen.

Familie: Far: Wurgoth Bjørneklinge, 97 år, levende
Mor: Dura Bjørneklinge, død
Tvilling: Verthag Bjørneklinge, 40 år, levende

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Under middel
Chakra: Middel