Piign sad på en skammel oppe på det øverste værelse og kiggede bogen igennem. Hun havde øvet sig lidt, men som sædvanlig kunne hun ikke mærke fremskridt. Det gik altid så langsomt. Hun kunne dog sagtens huske, dengang hun var barn, da hun havde svært ved at få ting til at flyve. Hun smilede lidt ved tanken om hende selv som barn. Hun havde ikke forandret sig meget. Altså fysisk. Psygisk havde hun forandret sig rigtig meget. Men fysisk, var hun selvfølgelig vokset, selvom hun ikke var særlig høj og hun havde også fået diverse kvindeformer, men alligevel udstrålede hun en vis barnlighed - og man kunne nok godt skyde skylden på hendes ansigt, vis kinder var dækket af fregner.

Efter lidt tid deroppe, lukkede hun den store bog og gik nedenunder. Hun var iført en sort bluse og et par sorte posede bukser. Selvom hun var indenfor, havde hun stadig hatten på. Hun hørte svagt Baby miave og hun gik hen til den lille killing, som prøvede at hoppe op på bordet. Piign smilede blidt af hende og gav hende noget fløde.

Hun så lidt rundt og var ikke sikker på hvad hun ville lave. Hendes blik bevægede sig langsomt rundt i værelset, før det faldt på hendes sække med frø. Hun smilte lidt og hentede en lille skål. Hun hældte nogen af frøene derop og tog en af sine sorte frakker på. Hun lod Baby blive inde, mens hun gik ud i blæsten. Hvis hun ville så noget, så skulle det være snart, for selvom Medanien altid lå mod syd, undtagen når man var på Topalis og i ørkenen, så var jorden allerede begyndt at fryse.

Hun så rundt på den mørke mark. Alt var så gråt og kedeligt herude. Det var nok også det, der for så mange gjorde hendes lille hytte så interessant og tilbydende. Piign fandt en skovl udenfor og begyndte at grave nogle små huller i jorden, hvor hun så lod de små frø falde ned. Hun ville først lave en frugbarhedsbesværgelse, efter hun havde puttet jord ovenpå.

Lille, uskyldige Kvakket, var blevet ledt på vildspor igen, og dum som hun var, var hun faktisk bare hoppet ud på den ødede mark, da hun alligevel godt kunne udforske den.
Hun frøs, men prøvede at ignorerre det. Faktisk var det efterhånden gået op for hende, at det var koldere end det plejede. Hvis bare Artemis eller Silver var der, så ville det hele jo været godt og rart og...

Kvakket stoppede pludselig op, da hun så en hytte. Hun kiggede med store øjne på den, før hun begyndte at hoppe med den og MÅTTE bare se hvad der var.
Hun smilede til sig selv. Måske ville hun endelig møde nogle flere, siden det var begyndt at blive kedeligt at snakke med dyrerne i skoven. De snakkede altid om det samme, og det var simpelthen kedeligt i længden.
Nogle gange kunne hun få en ordentlig samtale ud fra en mus, men ellers hvinede de højlydt og det var til tider irriterende, men hun kunne godt lide at snakke med dem alligevel.

((Undskyld det tog mig så lang tid at svare, men var en smule distraheret ^^"))

(Helt iorden)

Piign så rundt, da hun hørte lyde, der mindede om hop. Hun betragtede Kvakket. Havde hun frøben? Hun smilede lidt ad det. Det var ikke fordi at hun dømte nogen på deres udseende, ikke normalt ihvertfald, men hun kunne ikke lade være med at finde Kvakkets udseende sjovt. Hun gravede videre, men kiggede et par gange op på Kvakket, for at se hvad hun lavede.

Efter hun havde dækket alle hullerne gik hun hen til hytten og kiggede ud mod det stykke jord hun havde sået. Jorden der var ligenu, ufrugtbar og enhver erfaren landmand, ville sige at det var spild af tid, at så der. Men Piign vidste bedre. "Nikoruli" Sagde Piign højt, næsten som om jorden skulle høre hende og en lyd hørtes. Den var ikke så høj, men man kunne lige høre det. Det var som om jorden åndede. Mere hørte man dog ikke til det, men Piign vidste at nu kunne hun regne med at mindst et par af de planter hun havde sået ville spire.

Hendes besværgelse imod ufrugtbarhed, var stadig ikke helt udviklet, så det var ikke så tit at planterne slap igennem, men der var for det meste 4-5 ud af 50, der spirrede og voksede sig store. Piign smilede og betragtede så Kvakket. Hvad lavede hun egentlig her, så sent? Mørket var efterhånden væk og selvom lyset fra Piigns hus, som Btw, blev lavet af små flyvende ildfluer, som var under hendes forbandelse. Selvom det lyste kraftigt, så var der alligevel meget mørkt og der var ikke særlig mange der var ude så sent.

Kvakket var efterhånden næsten helt over ved huset, da hun lagde mærke til en pige.
Hendes gule øjne kiggede overrasket på pigen, og et stort smil bredte sig, og som sædvanlig gik det helt op til øjne. Hun havde aldrig lavet et smil, for at der ikke var nogen der så at hun ikke var glad, i hvert fald ikke så vidt hun kunne huske. Hun udtrykte i hvert fald sine følelse.

Kvakket begyndte at vinke helt vild, og tog sig overhoved ikke af, at pigen måske kunne være farlig. Kvakket havde aldrig været særlig forsigtig. Men der hvor hun kom fra, var der jo intet at være bange for?
"Heeejjjjj" råbte hun næsten, så hun var sikker på at den mystiske pige hørte hende, mens Kvakket blev ved med at hoppe fremad.

Hun stoppede endelig op, da hun stod få meter fra pigen, og Kvakket havde heldigvis taget armene ned, siden hun ikke så nogen grund til at gøre opmærksom på sig selv mere.
Kvakket's gule øjne kørte op of ned af pigen, før hun lod blikket hvile på hendes ansigt.

Piign betragtede pigen, med et underligt blik. "Hej..?" Sagde hun prøvende og forsøgte sig med et lille smil. Hun var ikke sikker på om hun gad at snakke lige nu, men på den anden side, så kunne hun jo altid drille Kvakket lidt. Hun havde trods alt øvet sig meget, her på det seneste.

"Hmm.. Hvad skal jeg s.." Tænkte hun og nåede ikke længere, da hun hørte Baby kradse på døren. Hun vidste godt at den sorte killing ikke ville ud, men den bare ville være sammen med Piign. "Undskyld, men jeg har ikke tid ligenu.. Farvel igen.." Sagde Piign så og tænkte ikke på at pigen nok skulle til at gå helt hjem nu, i mørket. Hun gik bare ind til den lille killing. Da hun kom ind tog hun frakken af, men lod hatten sidde på.

Hun lagde Baby på hatten, der hvor hun plejede at ligge og gik op i det øverste værelse. Hun åbnede bogen, men før hun gik igang igen, gik hun hen til vinduet og så ned på pigen. Det var nok lidt synd at lade hende stå derude.

(Bliver nødt til at gå.. Sorry, men vi fik lige besøg af naboen - dødsygt - og så tvinger min mor mig selvfølgelig til at komme ned..)

((Det er okay... Vi kan altid skrive en anden gang ^_^))

Kvakket kiggede skuffet på huset, da pigen gik ind igen. Og følte sig direkte efterladt.
Hun hoppede stille væk igen, og håbede hun kunne finde over til sumpen igen, selvom hun nok ikke kunne

Piign kom flyvende i himlen og landede blidt på marken. Hun smilede lidt, mens hun så rundt efter Batok med et smil. Hun vidste godt at hun ville være hurtigere end ham, og stod nu bare og ventede på ham. Selvom hun var omkring 20 m. fra huset, kunne hun allerede høre de klagende miav, som kom fra huset.

Hun smilte lidt af den lille kat, men gik ikke ind. Selvom hun normalt bare ville gå ind og så måtte gæster bare gå ind selv, så gjorde hun det ikke. Men der var selvfølgelig også så mange andre usædvanlige ting, hun havde gjort idag, så det var nok ikke det helt store.
Hun tænkte lidt på da de havde krammet. Det havde været underligt at være så tæt på et andet menneske. Men det havde også været dejligt. Også selvom det var en dreng og sådan noget.

Batok kom løbende hen af marken, og var lige efte Piign.
Han når hen til hende, og ser rundt ómkring og ser den lilel hytte og kan tydeligt høre den lille killing der inde.
"Du må nok gå deer hen, han savner dig" siger han med et lilel smil, selv gå han roligt der hen mens han overvejer, om det var det rigtige han gjorde at følge hende herhjem. Han gik jo bare med for at være høflig og han følte også lidt skyldfølelse at han havde påført hende smerte.

"Det er en hun" Rettede hun ham med et drillende smil og begyndte at gå imod huset. Smilet falmede dog hurtigt. Hun kunne sagtens mærke skyldfølelsen. Hun stoppede op og vendte sig om. "Hvad er det du føler er din skyld?" Spurgte hun, selvom hun godt kunne gætte hvad det var.
Hun betragtede ham blidt og kunne ikke forstå hvorfor han stadig havde det dårligt med det med Baby. Det var jo før. Og hun ville også have brugt Josette som noget at drille med, hvis hun havde vidst det. Hun smilte lidt opmuntrende til ham, mens hun stadig så på ham.

Han stoppede op og så væk fra hende... Men tog sig så sammen og så på hende. "Fordi jeg brugte et sådan ømtpunkt på dig, ville jeg aldrig gøre, havde lovet mig selv aldrig at gøre sådan noget igen. Også ikke nok med jeg var ond der, du mærkede også min smerte stærkt, og vil ikke have andre skal føle smerte begrund af mig på nogle måde."
Mens han snakkede blev han rolig, glad for at have sagt det, men var også i tivivl om hun ville forstå det. Hele hans liv har han levet for sig selv, dræbt andre og levet ondt. Men det er anderledes nu, og nu har han gjordt dette mod et uskyldigt menneske. Selvfølgelig var han ond nogle gange, dræbte og drak blod, men det var jo også hans natur til at overleve og normalt valgte han altid ofre som havde fortjent det, ikke en uskyldig pige..

"Det var ikke dig der bad mig om at føle din smerte. Det er min forbandelse.. Du skal ikke være ked af dét.. Og desuden så kunne du jo ikke vide hvordan jeg har det med min kat.. Og igen, jeg ville have gjort det samme mod dig med Josette.." Sagde hun så efter hun havde lyttet til hans ord.

Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre, men hun ville ihvertfald ikke have at han havde det sådan. "Hmm. Se på det på den her måde.. Hvis du ikke vil have at jeg føler din smerte, så lad være med at ærg dig over det du gjorde. For det første fordi så føler jeg også det. For det andet så er det fortid.."

Hun trak vejret dybt ind og tog hans hånd (?). "Kom så.. Nu går vi ind og så lader du være med at være ked af det" Sagde hun så bestemt og prøvede at trække ham med indenfor.

Han havde det stadig ikke helt godt selvom om hun sagde det var fint nok, men han lod sig stadig blive trukket med indenfor lige efter hende.
Jo jeg vidste hvordan hun vilel reagere overfor katten, og det var derfor jeg gjorde det, for at se smerten i hendes ansigt, for at være ond...
Han bed sig i læben.. Undskyld jeg er sådan men jeg kan ikek gøre for det, men han sagde ikke noget, bange for hvordan hun ville reagere..

Piign smilte lidt da de kom ind i de, for hendes vedkomne, velkendte omgivelser. "Det her er så mit hus.." Sagde hun og slap tøvende hans hånd og lukkede døren. Hun tog Baby op og bar hende hen til der hvor hendes mad stod. Så hentede Piign lidt fløde og hældte det i en skål og gav det til katten.

Så vendte hun opmærksomheden imod Batok. "Der her er min stue." Sagde hun og pegede så imod en dør. "Derinde sover jeg og ovenpå det.. det er bare sådan et.. hobbyrum.." Løj hun så.. Hun var ikke så tryg ved at fortælle folk hvor hendes bog var. Den bog hvor alt var i. Besværgelser. Guider til hvordan man laver ritualer. Hendes dagbog. Alt var der.

Hun smilte lidt til ham og så rundt i rummet. Oppe i luften summede små flokke af ildfluer. De var fortryllede, hvilket gjorde at de blev der. De havde dannet små grupper, så de ikke bare lyste midten af rummet op, men hele rummet.

Han stod stille da han var komemt ind af døren og så sig rundt. Lever hun her alene? Han gik lidt rundt i stuen og så på de forskellige ting men satte sig så på en stol til sidst og så op i loftet på flokken af ildflyer.
Et smil kom frem. "Hvor sødt, hodler du dem der med magi?" han så ned på killing også over på hende igen.

"Jep.. Det er utrolig praktisk at have min evne. Jeg kan næsten alt med den." Sagde hun med et smil, satte sig ned på en stol og lavede en lille gestus med hånden, som viste at han også måtte sætte sig, hvis han ville. Hun tænkte lidt og så, så op på ham igen. Hun tænkte lidt over det med at han var vampyr og også mørkelver.. Hun var ikke så god til sådan nogle ting. Nok fordi at hun ikke så tit kom ud.

Efter killingen havde spist/drukket fløden luntede den hen til døren ind til soveværelset. Piign rejste sig tøvende og gik hen og åbnede. Killingen gik langsomt hen i sin kurv og faldt i søvn med det samme. Piign rystede lidt på hovedet og lod døren stå åben, mens hun gik hen til sin stol. "Hvilke evner har du egentlig? Du kan stoppe ens magi og hvad ellers?" Spurgte hun direkte.

Han satte sig overfor hende, og fulde hende med øjne da hun gik hen for at åbne døren for killingen.
"Jeg kan ikke så meget andet end det, lidt med et sværd ellers ikke andet" Han ville ikke lyve overfor hende, men nogle ting holdte han for sig selv, og han sagde jo også noget af sandheden, bare ikke det hele...
"Hvad med dig? er du god andet end med det magi, jeg allerede har mærket" Han gav sig et lille smil fra sig.

"Hmm.. Altså jeg kan fremsige besværgelser og forbandelser og så kan jeg føle hvad andre føler.. Og så ikke mere.." Sagde hun og rynkede lidt på næsen.. "Hmm.. Hvis du er vampyr.. Kan du så ikke også forvandle dig til en flagermus eller sådan noget?" Spurgte hun interesseret og med et ivrigt smil på læben. Der var så mange der havde fortalt hende at hun lignede en heks fra et eventyr og hun havde derfor været meget interesseret i eventyr og havde på den måde hørt et og andet om f. eks vampyrer. Hun var dog ikke helt sikker på om det hele passede, for hun havde hørt at heksene dræbte børn og smurte sig ind i børnenes fedt og hvis hun skulle forestille at være en heks, så havde hun ihvertfald en del at leve op til, for hun ville da aldrig nogensinde kunne dræbe en baby.

Han begyndte at grine, men stoppede hurtigt igen.
"Lille pige alt er ikkeligesom man siger i eventyrne. Vi lever i den virkelige verden og alt er anderledes." Han smilte drillende til hende.
Tænk hun er så uviden, har hun levet i exil det meste af sit liv? Men okay, hun er også en lille pige, ihvertfald i forhold til dine leveår.
"Hvad med dig? Du ligner en heks, kan du trylle mig om til en frø?" spørger han for sjov skyld, kunne ikke lade være med at drille hende lidtl.

"Frogonia Totaliusy" Sagde hun hurtigt, som om det var det mest naturlige i verden og lavede en hurtig bevægelse med hænderne imod ham. Hvis han blev ramt, ville han blive forvandlet til en stor tudse. Hun havde dog tænkt sig hurtigt at forvandle ham tilbage. Hun ville bare give ham en lille smagsprøve på det hun kunne. Hun rettede lidt på hatten, som hun havde taget på, på vej derhen.