Sidder og stirre ud over beboelseskvarteret oppe fra et utroligt fint tag, og jeg føler mig allerede uvelkommen. Men mine øjne fokuserer på det åbne vindue i huset nover for. Snart forlader familien hjemmet, og de eneste der vil være tilbage, er den sølle tjenestestab.

Det klør næsten i hendes fingre for hurtigt og lydløst at smutte ind af vinduet og snupper hvad der mit blik falder på, men det er for tidligt... Det er best at vente, hun skulle nødig risikere alt for meget lige nu og her, der er trods alt ikke noget ved at sidde spæret inde i et mørkt og koldt fangehul mens alle andre er til nytårsbal - Alle andre med dejlige fyldte punge og oversmykekde halse!

Nat fortsætter roligt med at vente på det rette tidspunkt - at hun skal vente længe endnu betyder intet...

//Out

Piign landede på taget af et hus. Hun skulle bruge en pause, før hun kunne flyve videre på kosten. Hun havde mødt en ørn, som syntes det ville være rigtig sjovt at jagte hende, så hun havde måttet sende en forbandelse efter den.

Hun stod lidt på taget og mærkede den vilde vind, der blæsede i hendes sorte frakke. Hun løftede den sorte, spidse hat, så hendes lange lilla'e hår kom fri, fra hatten, før hun satte hatten på igen. Håret stod lige ud i luften og sluttede først næsten en meter, væk fra hende. Hun smilede bare. Hun var på vej hjem, fra arbejde. Det var første gang på hendes nye arbejde.

Hun lukkede kort øjnene og nød vindende, før hun kiggede rundt. Hun plejede ikke at være herude. Eller hun havde selvfølgelig været her før, men hun holdte mest af at blive hjemme i Medanien sammen med hendes sorte kat.

Hauru har stået på taget i noget tid, bare og stirret direkte ud i luften. Da Piign lander, ikke så langt fra ham, vender han langsomt blikket mod hende. Han ser kort op og ned af hende, før han ser væk igen. Den skjorte han greb fat i, inden han tog hjemmefra, har han stadig i hånden. Men eftersom han har bar overkrop, og det stadig er en del koldt, tager han den på. De to øverste knapper, knapper han dog ikke.

Piign opdagede først Hauru, efter noget tid. Hun betragtede ham lidt. "Hvordan f'nden er han kommet herop?" Tænkte hun. Hun vidste godt at der var nogen der kunne flyve uden kost, men han havde da ingen vinger? Og hun anede ikke noget om at der faktisk fandtes op til mange der kunne flyve uden vinger.

Hun rystede dog bare på hovedet og lod det ligge. Hun betragtede ham lidt - helt tavst. Ligesom da hun mødte Kinzu og Ethelihn. I hendes ene hånd, har hun et fast greb om den fortryllede kost. Den er begyndt at blive lidt sløv, hun skal nok snart have fornyet fortryllelsen.

Hun betragtede lidt hans bare overkrop, før han tog den på. Hun var ikke helt sikker på om hun skulle tage intiativ til en samtale, da hun jo som sædvanlig ikke er den største fan af samtaler. Hun flyver dog ikke væk, selvom det nok ville være det bedste hvis man ville udenom en samtale.

Hauru tager forsigtigt fat om den kniv, han har siddende i bæltet. - Man kan jo aldrig være for forsigtigt, med folk her omkring.
Han venter dog med at trække kniven, da han først har tænkt sig at se, om Piign vil være til besvær for ham, hvilket han tvivler en del på. - Han er rimelig selvglad, og alt for sikker, når det kommer til sådanne ting. Det er egentlig også den eneste grund til, at han volder sig ud i alle de problemer.
Et svagt smil breder sig over hans læber, mens han holder et skævende blik mod Piign. Han undlader, indtil videre, at gøre, eller sige noget.

Piign ligger ikke mærke til hans greb om kniven og går et skridt nærmere, for at vise at hun vil hilse på ham. "Goddag.." Sagde hun så højt og tydeligt, men fortryder det i det sekund hun hører sig selv sige ordet. Hun er selv så irriteret af fremmede der går hen til hende og hilser på hende, selvom hun aldrig har set dem før. Er hun blevet til sådan en?

Dog opvejer det at hendes stemme lød henkastet og en smule som et lille barn, der er blevet tvunget til at sige hej, lidt det med at hun gik hen til en fremmed og sagde goddag. Hun så lidt på ham og indså at hun nok ikke kunne bakke ud af det igen.

Hun rettede lidt på hendes hat og havde svært ved at vende sig til at Baby ikke lå i den. Hun lå og sov derhjemme lige nu. Det føltes som om hun havde glemt et eller andet, selvom hun vidste at den lille sorte killing lå trygt og godt derhjemme.

Hauru løfter hovedet en smule og vender sig mod Piign. Han betragter hende kort og tvinger så et lille venligt smil frem.
"Goddag," siger han roligt, og så venligt som han nu kan. Han slipper kort efter kniven, da han ikke regner med at skulle bruge den. I hvert fald ikke foreløbig.

"Og hvad laver du så heroppe på taget..?" Spurgte Piign. Hun tog sig ikke den ulejlighed at tvinge noget venligt smil frem eller bruge en venlig stemme. Hun brugte bare sin normale, halvkolde og ligeglade tone. Som sædvanlig.

Hendes lillae hår flagrede vildt i vinden og hun fortrød lidt at hun havde sluppet det løs, for hun vidste at når det blæste så meget, ville hun aldrig få det ind under hatten igen, så det igen bare lignede at hun havde hår til skuldrene, istedet for helt ned til enden.

Han står og ser på Piign i noget tid, før han vender blikket mod jorden.
"Jeg .. tænker lidt over tingene," siger han roligt. Hans smil er forsvundet for kort tid siden.
Et lavt fnys kommer fra ham, hvorefter han ryster let på hovedet.

"Nå.." Svarrede hun kort og overvejede om hun ville sige mere. "Hvad tænker du så over..?" Spurgte hun og blev træt af bare at stå. Hun satte sig op på kosten og den hævede sig halvanden m. over jorden. Der sad hun så, på sin kost halvanden meter fra fast grund.

Hun hævede spidsen lidt op i luften, så hun sad mere behageligt, men ellers så betragtede hun ham bare afventende. Han virkede som en enspænder - nok lidt ligesom hende.. - Men hun kunne ikke konkludere noget, da hun jo ikke kendte ham.

Indtil videre undlader han fuldstændig at se på hende. Han lægger kort efter armene over kors.
" ... Hvordan jeg nogensinde skal komme ud af alle de problemer jeg har rodet mig ind i ..," siger han kort og skæver til hende.
"Og om byvagterne har glemt alt om mig, eller om jeg bare slipper væk fra dem hver dag," siger han roligt og smiler svagt.

(Sorry! Min com har det med at lukke ned >>)

"Hmm.. Har du da gjort noget, siden du bliver nødt til at 'slippe væk' fra byvagterne?" Spurgte hun med en nysgerrig stemme og tog sig i at være meget fascineret af det. Hun kunne godt lide folk der turde tage en chance og.. ja, for at sige det direkte - gøre et eller andet ulovligt..

Hun fløj lidt rundt omkring, men hun endte alligevel med at svæve, på det samme sted som før. Hun så lidt rundt på de mange huse, men betragtede så ham, igen, med et svagt smil. Hun rettede irriteret på hatten, som åbenbart havde besluttet sig at den ikke ville sidde ordentligt, medmindre Baby lå oven på.

Han griner lavt.
"Ja. Jeg har gjort meget. Som åbenbart er 'forkert' at gøre, hvis man er byvagt," siger han bare. Han trækker let på skuldrene, og følger hende så med blikket. Han smiler kort skævt, før han lader blikket glide rundt.

"Hmm.." Sagde hun kort. Han virkede egentlig okay. Men det ville jo nok vise sig, om det passede. "Jeg er Piign.. Dig?" Spurgte hun så henkastet. Hun gad ikke blive her, hvis der ikke var noget at lave, så hun kunne ligeså godt blive ved med at stille spørgsmål.. Ihvertfald indtil han selv stillede nogen..

Hun gabte lidt, men tog sig ikke af det. Hun havde været oppe til langt ud på natten og havde kun sovet lidt, plus så havde hun arbejdet en del, så der var god grund til at være træt. Hun blinkede lidt med øjnene, for at blive frisket lidt op..

Hauru vender blikket mod hende igen.
"Hauru," svarer han kort. Han slikker sig kort om munden, før han ser væk.
"Men jeg burde måske se at komme videre .." siger han roligt.
Han skæver til Piign.
"Men det var hyggeligt at møde dig," siger han kort, før han forsvinder i en sort røgsky.

//Out. Sorry, må smutte >>