Efterårskulden var krøbet ind over Dianthos. Der foregik en masse diplomatisk i Sharani-familien - besøg frem og tilbage oppe på paladset og fine folk, der kom og gik på familiepalæet. Daraen brød sig ikke om at være en del af det, og havde besluttet sig for at tilbringe så meget tid uden for hjemmet som muligt - særligt hvis familien skulle begynde at få tanker om snart at afsætte ham til et nyt giftemål.

Den Slingrende Satyr var et meget passende sted at slippe for den type forpligtelser. Der var ikke meget af Daraens sædvanlige slæng til stede, men han fandt sig alligevel godt til rette, og som flere og flere søgte ly for efterårskulden, steg munterheden og larmen og lokalet. Der gik da heller ikke længe, før Daraen selv begyndte at føle sig i godt humør. Han fik talt med handelsmænd fra Rubinien, damer fra Dianthos og en enkelt nordbo, der var flygtet sydpå fra urolighederne. 

"Lad os bringe en runde til hele selskabet!" Daraen slog en hånd i bordet, råbende på kroværten og så ud over lokalet. Hans blik hvilede et øjeblik på en lyshåret herre, som han mente at have set før og en tankefuld mine kunne se på den kraftige ørkenelvers ansigt. Mon de havde besøgt den samme kro før?

Med efterårsmørkets dække som stødt krøb ind over landet, kom kulde og slud. Hylende vinde og frosne hænder - for langt de fleste betød sæsonens hældning at de krøb tættere sammen. Rykkede indenfor, hvor buldrende ildsteder og tættere forsamlinger kunne holde en selv varm. 
Her var Corinth ingen undtagelse, og var flygtet ind på et af de lidt pænere beværtninger Dianthos havde at byde på.
Uden Cullin eller resten af slænget ved sin side, plejede aftenerne at forløbe... ganske fredeligt. De var alle samlet til en af de finere begivenheder indenfor Relieras familiens fire vægge, og han var her. Uden tvivl en af dem han ikke var inviteret til. 
Men det slog sjældent pusten ud af ham. 
Indenfor var der god stemning. Lystig snak og løs sladder blev slynget henover bordene som var det en likvid vare, og røverhistorier blev udvekslet med dem. 
Vinrøde øjne gled vurderende henover de forskellige ansigter imens han knappede den højkravede frakke op. Fangede blikket af enkelte, men det var den høje stemme som buldrede ud over lokalet, der senere også endte med at låse det fast. 
En runde til hele selskabet! 

Det var vidst det perfekte tidspunkt at ankomme på, måtte man med let latter konstatere! Øl blev serveret, alle fik sit krus.  Imellem snak og glade miner, kunne man dog ane hvordan Corinths blik fandt tilbage til den mørkglødede elver, et interesseret, lidt tænksomt glimt i dets mørke farve, når han et eller andet sted, følte han havde set ham før. Men hvor? 
Ikke desto mindre, var en tak velsagtens på sin plads, og adelsmanden trådte med et imødekommende smil ruten hen til Dareens bord. 
"Sikke en god aften.." lød det muntert, kruset hævet i en lille hilsen imellem dem. "Hvad skyldes fejringen?"  
Corinth blik gled kort ned på pladsen ved siden af ham, noget spørgende imellem linjerne når han gestikulerede til sædet. Ville han have selskab? 

Krystaller skiftede hænder, som Daraen selv fik bragt et skummende krus øl til sig. Han var iklædt en løstsiddende skjorte med halvgennemsigtige ærmer, der stadig viste hans smykkeklædte arme. De lange, krøllede hår hang løst om hans skuldre. Hvis ikke hans løstsiddende pengepung allerede havde afsløret at han kom fra penge, ville hans påklædning uden tvivl gøre det.

Det kunne naturligvis godt tiltrække de forkerte typer, men Daraen havde aldrig oplevet noget tilstrækkeligt alvorligt til, at han var alt for påpasselig - desuden holdt han sig jo til at gøre den slags på de mere respektable kroer, hvor han allerede kendte en god del af klientellet.

"En god aften, minsandten." 

Den herre, som han for et øjeblik siden havde lagt mærke til, var kommet hen til Daraens bord med hvad ørkenelveren kun kunne beskrive som et smittende smil. Han hævede sit ølkrus i en hilsen og gjorde et lille nik mod stolen - en klar invitation.

"Blot en lyst til at drikke øl." Lo han som svar til spørgsmålet. "Medmindre De har noget, der er mere værd at skåle på?"

Den slingrende satyr sørgede for det gode selskab, men det var kærnepersoner som manden foran ham, som bragte stemningen op til loftet. Og så endda imens man så ganske nydelig ud. En varm, brummende latter vibrerede fra Corinths bryst, og slængede frakken over stoleryggen, så den ikke endte på det (måske) klistrede gulv. 
"End lysten til øl?"  falsk forbavselse sneg sig ind i stemmen, og Corinths øjne glimtede i lydløs latter. "Jeg kan måske finde på et par grunde" han blinkede kort. Men hvorvidt de var mere værd, var måske en smagssag. 

Endnu en tår blev taget af den gratis drik, kølende, næsten, og han sukkede dovent. Her var varmt herinde. Det havde måske været et stilvalg, sådan at klæde sig på efter lumre kroaftener - men noget han nok uden tvivl nød godt af, når temperaturen nok kun ville blive ved med at stige, desto flere mennesker der kom til. 
Corinths behandskede hænder løsnede derfor langsomt nogle af knapperne i den sorte vest, veltilpas med at sidde for en stund. "Så. Jeg tror, at jeg har set Dem før - men altid sammen med nogle andre. Altid i livlig snak. Ikke at De er nem at overse" og han lænede sig en tand konverserende frem, uden helt at slippe ham med blikket. 
"Men jeg har aldrig fået navnet på dem. Så lad mig da være den første" og han rakte den ene hånd frem. "Corinth Lochtree. Men blot Corinth for de fleste" 

Manden virkede som ganske muntert selskab - noget der næppe kunne være en forbavselse, når man tog hans valg af beværtning i betragtning. Det var naturligvis heller ingen hemmelighed, at pengepungen nogle gange sad lidt løst på Daraen, netop for at skaffe sig nye bekendtskaber. 

Hans familie var heldigvis ikke alt for klar over hvad han gik og sløsede krystaller væk på. Men de havde jo også rigeligt af dem. 

Hans øjne hvilede kortvarigt på mandens hænder, der løsnede knapperne. Fornuftigt - på trods af den kolde efterårsdag, var der en overraskende varme i krostuen - både på grund af en blussende ild og et større antal besøgende. "Jeg tænkte netop over, hvor jeg havde set Dem før - vi må komme i de samme kredse." Svarede Daraen med en oprigtigt nysgerrighed i stemmen. Det tydede på, at denne Corinth var en herre, man burde kende. Lochtree. Navnet kradsede også et eller andet i hans hukommelse, noget om en familie med et mørkere ry. 

Man manden foran ham så jo ganske nydelig ud. Måske han huskede forkert.

Han greb Corinths hånd i et fast greb for at trykke den. "Daraen Sharani." Svarede han med et bredt smil. Man ville måske have hørt om en ørkenelverfamilie i Dianthos, der særligt gjorde sig i dyre smykker og ædelmetaller, skulle man genkende Sharani-navnet.