Tatti 26.09.2026 16:35
Budspring bragte Ruben nær og fjern, men jo længere et spring var, desto mere kunne han mærke det bagefter. Turen til Rubinien havde taget godt af kræfterne, og et hvil samt en bid mad ville nok gøre underværker, før han fortsatte arbejdet. Brevene leverede jo ikke sig selv, som man siger.Selvom Ruben ikke skammede sig det mindste over sit satyriske ophav, var det nu engang lettere at færdes blandt mennesker, når man lignede én af dem. Derfor havde han trukket sin skovgrønne kappe godt omkring sig og hætten op over de store, buede horn. Resten havde han forsøgt at gøre så ørkenvenligt som muligt med en let linneskjorte og bukser, der skjulte de behårede bukkeben.
De speciallavede støvler var straks værre. Ruben tørrede panden med håndryggen og sendte dem et træt blik, mens han traskede videre. Det var varmt. Heldigvis vidste han, at der ikke kunne være langt til Sehzades kryddeributik nu. Der kunne han komme i skygge, få hvilet benene og sludre lidt med den gamle satyr. Måske endda blive budt på en bid mad. Ikke at Ruben ligefrem regnede med det, naturligvis, men tanken fik alligevel hans skridt til at blive en smule lettere.
Duften af urter og fremmede krydderier strøg tydeligere omkring hans næse. Ruben hankede op i skuldertasken og tilbagelagde den sidste afstand i et rask trav, før han smuttede ind fra varmen.
"Hallo?" kaldte han på sit modersmål, sylvan, mens han lod blikket søge gennem butikken. "Sehzade?"

Krystallandet
