Budspring bragte Ruben nær og fjern, men jo længere et spring var, desto mere kunne han mærke det bagefter. Turen til Rubinien havde taget godt af kræfterne, og et hvil samt en bid mad ville nok gøre underværker, før han fortsatte arbejdet. Brevene leverede jo ikke sig selv, som man siger.

Selvom Ruben ikke skammede sig det mindste over sit satyriske ophav, var det nu engang lettere at færdes blandt mennesker, når man lignede én af dem. Derfor havde han trukket sin skovgrønne kappe godt omkring sig og hætten op over de store, buede horn. Resten havde han forsøgt at gøre så ørkenvenligt som muligt med en let linneskjorte og bukser, der skjulte de behårede bukkeben.

De speciallavede støvler var straks værre. Ruben tørrede panden med håndryggen og sendte dem et træt blik, mens han traskede videre. Det var varmt. Heldigvis vidste han, at der ikke kunne være langt til Sehzades kryddeributik nu. Der kunne han komme i skygge, få hvilet benene og sludre lidt med den gamle satyr. Måske endda blive budt på en bid mad. Ikke at Ruben ligefrem regnede med det, naturligvis, men tanken fik alligevel hans skridt til at blive en smule lettere.

Duften af urter og fremmede krydderier strøg tydeligere omkring hans næse. Ruben hankede op i skuldertasken og tilbagelagde den sidste afstand i et rask trav, før han smuttede ind fra varmen.

"Hallo?" kaldte han på sit modersmål, sylvan, mens han lod blikket søge gennem butikken. "Sehzade?"

Eftermiddagssolen skinnede ind gennem vinduerne i Sehzades lille krydderiforretning, der lå som en sidegade til en af de Balzeras største handelsstræder. Der havde været relativt stille i dag - han havde hørt noget sladder fra en af tjenestefolkene fra Kazimi-paladset, der var kommet for at købe nogle af Sehzades mere "spændende" urter til sin herre. Herefter var han gået i gang med at lave en ny krydderiblanding, som han var ved at afprøve i en gryderet, der stod og simrede over ilden i baglokalet.

Varmen fra gryden havde fået ham til at åbne både fordøren og bagdøren i håb om at slippe en mild brise ind, som han tørrede sig over panden og bevægede sig ind i butikslokalet igen. Han var iført en mørkeblå kofte med elegante mønstre i rubinsk stil og et par sandfarvede bukser der sluttede lige under knæet for at give plads til hans gedebukkeben, der klaprede let hen over stengulvet i forretningen. 

En stemme kom ham i møde fra rummet, og han standsede i døren, begejstret klappende hænderne sammen. "Ruben! Kom ind, kom ind! Jeg er bange for at her ikke er meget køligere end ude på gaden, men her er i det mindste skygge." Lo han, som han trådte frem mod den yngre satyr. "Smid endelig kappen." Han nikkede mod en knage på væggen lige inden for døren. Han kunne slet ikke forstå, at Ruben var pakket sådan ind. 

Lyden af hans navn fik Ruben til at se op, og det opmærksomme blik lyste straks op i et skævt smil ved synet af den ældre satyr.

"Jeg forstår ikke, hvordan De kan holde varmen ud," klagede han, omend den sædvanlige høflighed stadig lå i stemmen.

Sehzade behøvede ikke fortælle ham to gange, at han måtte smide kappen. Med en hurtig bevægelse svang Ruben den af skuldrene og hængte den på knagen. Det var næsten, som om der kom en helt anden skikkelse frem under den skovgrønne kappe, da de store, brunlige horn blev blotlagt, og han endelig kunne rette sig ordentligt op uden hætten omkring hovedet.

"Åh, her dufter herligt!" Ruben snusede ind, og næsen bevægede sig næsten umærkeligt efter den krydrede duft af mad, der sneg sig ud fra baglokalet. Maven var ikke ligefrem blevet mindre opmærksom på sin egen tomhed efter det lange budspring.
"Hvad er De ved at bikse sammen?" spurgte han og bøjede sig samtidig ned for at løsne snørebåndene i sine støvler. "Jeg håber, det er okay, at jeg smider støvlerne," indskød han lidt forsigtigt og sendte Sehzade et spørgende blik nedefra.