Tatti 25.09.2026 17:20
Tre dage var gået siden deres ærgerlige situation i slangehaven. Tre dage havde Arun brugt på at slikke sine sår. Han havde hørt de frustrerede prust og lyden af slag bag sig, da han efterlod sin far blandt slangerne, men havde selv været for oprørt til at se sig tilbage.

Tre dage.

I mellemtiden havde han hørt fra tjenerne, at Fareed var taget til slavehandlen efter nye slanger. Arun havde samtidig bemærket, at hans far var kommet hjem uden en eneste. Det undrede ham. Endnu mere havde han bemærket, hvor anspændt Fareed virkede efterfølgende. Et eller andet nagede ham, og Arun vidste ikke hvad.

Ikke fordi han og hans far var blevet uvenner. Det var de naturligvis ikke. Det ville være en ganske dramatisk måde at beskrive én dårlig eftermiddag på. Arun var efterhånden nået frem til, at varmen nok bare havde gjort dem begge mere irritable end nødvendigt.

Alligevel savnede han sin far.

Arun ville gerne råde bod på, hvad end der foregik mellem dem — eller hvad end der foregik med Fareed — og derfor opsøgte han ham i hans kammer. Han havde sørget for at klæde sig nydeligt i tøj, han ellers kun brugte ved særlige lejligheder. Slanger af gylden tråd var diskret vævet ind i den mørkeblå silke, så det næsten lignede, at han bar en stjernehimmel med sig. Håret var nyvasket og faldt blødt omkring hans smukke kæbelinje, og øjnene havde han endda tegnet op med hvidglitrende kohl. Læberne var velplejede og blanke efter et tyndt lag af den tykkere honningsalve, han plejede at bruge for at holde dem bløde.

Jah. Fareed ville sætte pris på hans skønhed. På at han igen lignede den unge herre, der aldrig var til besvær. Som aldrig var en skuffelse for ham. Sønnen han elskede højt. 

Han knyttede hånden og bankede let på døren.

I den anden hånd bar Arun en rund flaske fyldt med gennemsigtig, tyktflydende massageolie. Han havde set spændingen hænge om sin fars skuldre, og måske kunne hans hænder løsne noget af den. Fareed havde altid taget godt imod hans berøringer.

Og Arun savnede at røre ved ham uden at være i tvivl om, hvorvidt berøringen var velkommen.