"Så kom og tag mig," sagde Ilyana i en lidt for begejstret tone, til de to store mænd hun havde været i en lille slåskamp med i hvert falde de sidste 10 minutter. Det ene af de store brød lå allerede på jorden, mens den anden stod og kiggede vredt på hende, som om at hun ikke kunne have været bekendt at have fældet blot få øjeblikke forinden. "Eller du kan måske ikke?" Hun løftede pegefingeren for at indikere at han skulle komme nærmere, så de kunne forsætte det.

Det havde ikke været hendes intention at starte en kamp, men når nogle stod og indikerede at de altså var lidt for gode til at kæmpe, så kunne hun ikke lade vær, og så havde de også været lidt nedladende omkring hendes kunnen, og at de ikke kunne slå på kvinder.
Så Ilyana havde brugt det meste af de 10 minutter på at danse lidt rundt om dem, for at vente på et sted at slå til, og da hun havde fundet det, var ham den ene hurtigt blevet lagt ned. Hun havde måske ikke styrken til at slå dem, men hun havde finessen og teknikken. De kunne virkelig godt arbejde selv på det sidste.
Det havde virkelig også dannet sig lidt af en mur af mennesker, her i udkanten af markedspladsen, som ville se hvad i alverden der foregik her på højlys dag.

Manden der stadig stod op løb mod hende, for at svinge mod hende, som hun undveg, for at hoppe op op sparke ham i røven så han fik lidt overbalance og var ved at falde. De kunne nok også godt øve sig lidt balancen. Ilyana havde i hvert fald set børn med mere finesse end det der.

Det havde været nogle lidt hårde dage på det sidste. Træning, ekstra vagter. Alt for at undgå at tage hjem. Tau gad ikke være hjemme for tiden. Hvis han kunne, havde han tilmed sovet i byvagtens barakker, men det var knap så muligt. Han var en anelse træt oven på det, men det ændrede ikke på hans højt professionelle væsen. Han kunne ikke undgå at stå rank og hans perfektionisme tvang ham til at arbejde videre til trods for stress og let søvnmangel. Men det var også ensbetydende med, at hans tålmodighed ikke var helt så stor, som den ellers plejede at være.

Og på denne tidlige eftermiddag, havde han et spinkelt håb. Om en rolig vagt. Om at hjælpe her og der med børn der måske stjal et æble eller to og ældre damer, der kunne bruge lidt hjælp med at komme hjem med deres grøntsager til gryderetten. Og sådan havde det endda også været de sidste par timer.

Men så løb heldet ellers ud. Han kunne høre energiske råb længere nede af gaden og som han kom tættere på, stod en kødrand af folk og heppede. Et brøl fik Tau overbevist om, at det nok var et slagsmål af en art. Med et dybt suk, maste han sig igennem kødranden. Hver en person han maste sig forbi fik et strengt blik og en besked om at gå videre. Som han kom ind til hjertet af kødranden, var der tre personer i ringen. En mand der allerede lå på vejen, en anden der netop fik et spark i bagen og en spirrevip af en kvinde, der havde spidse ører. 

Men der var ingen vej uden om. Han trådte frem med det samme strenge blik. "Så er det nok!" erklærede han i en kraftig og professionel tone, mens han trådte ind mellem de to for at afskærme dem fra hinanden. "Gå videre, folk. Byvagtens ordre." beskeden var ikke rettet mod elveren og manden, men nærmere mod deres store publikum.

Ilyana skulle lige til at tilbyde det store brød af en mand endnu en tur, som han vendte sig om, men så kom der er noget højlydt og autoritær stemme fra kanten af cirklen, og Ilyana stivnede lidt, som hun kiggede mod personen. Ja, det var i den grad en byvagt. Det første der gik igennem hende, var at det forhåbentlig ikke løb tilbage til templet. Der var nok nogle der ville pointere at det her ikke ligefrem var passende for lederen af Thatos' Orden at gøre.

Menneskemængden kom dog med lidt mere mumlende irritation over at deres underholdning var stoppet, men de fleste af dem begyndte ligeså stille at sprede sig ud som de gik væk fra pladsen, mens et par enkelte virkede til at stoppe ikke alt for langt derfra, som de også gerne liiiige ville have denne del af dramaet med.

Men mens Ilyana var fokuseret på byvagten, havde den stående af mændene været ovre for at få sin kammerat op og stå, inden de bare begyndte at stikke af.
Ilyana opdagede det kun lige akkurat ud af øjnekrogen. "Hey! I kan ikke bare-" Og hun skulle også lige til at stikke af efter dem for at nedfælde dem, for at stikke af fra ordensmagten, indtil hendes blik gled over på byvagten endnu engang. Måske han så ville regne det for at hun også stak af?

Tau så først at de to mænd var begyndt at stikke af, da elverkvinden pointerede det ved at råbe af dem. Han sukkede dybt. Der skulle ikke nær så meget til, for at gøre ham irriteret oven på nogle nætter forinden hvor et møde med en kvinde og et meget træls hustag havde givet ham en hovedpine af en anden dimension. Han var rask nu, men nogle gange, så kom der en ømhed i baghovedet der lige mindede ham om det en gang eller to. Såsom lige nu hvor de to mænd forsøgte at stikke af.
"Du bliver her." sagde han bestemt til kvinden med et lige så bestemt blik på hende, før han satte af efter de to mænd. "I to sætter jer ned! Øjeblikkeligt!" råbte han til dem. Denne gang var det ikke blot en bestemt tone, men en meget hård én af slagsen. Han havde allerede fat i fløjten for at kunne tilkalde flere vagter til stedet. Han ville ikke give dem mere end én chance. 

Han nåede rimelig hurtigt op til dem. Lige gyldigt hvad, ville han nok være nødt til at få flere vagter hertil, for det var trods alt tre personer der havde begået vold på Dianthos' gader. Han gav fløjten to bestemte pift. Det var ikke det mønster der blev brugt i de værste tilfælde, men nærmere et kald på assistance med mere end én lovbryder. Samtidig skævede han mod elverkvinden som for at sikre sig, at hun ikke også skulle til at stikke af.