Arun Tariq af Kazimi havde altid haft et naturligt bånd til slanger. Ikke helt som sin far. Nej, Slangerne adlød ikke Arun, blot fordi han bad dem om det. De skulle lære hans hænder at kende først. Hans lugt. Hans stemme. De skulle vide, at de kunne sno sig om hans håndled uden pludselig at blive grebet om nakken. Først da kom tilliden.
Han havde aldrig rigtig forstået, hvorfor det skulle være et problem. Han foretrak det sådan. Der var noget langt mere tilfredsstillende ved at mærke en slange krybe frivilligt op i hans hånd end ved tanken om at tvinge den til det. Fareed var dog af en anden overbevisning.

I hans nærvær syntes selv de mest egenrådige af slangerne at bøje sig for noget, de ikke selv havde valgt. Hans far kunne styre dem. Presse dem. Få dem til at handle imod instinkter, der burde have været stærkere end noget menneskes vilje. Arun var ikke synderligt begejstret for dén del af deres fælles gave. Hvorfor tvinge sig til lydighed, når man kunne gøre sig fortjent til den?

Men hans far havde altid været den mere utålmodige af de to.

Tanken trak ganske kort i Aruns mundvig, mens han fulgte havestien mod Fareeds slangegård. Rosenbuskene stod efterhånden med flere grønne blade end blomster, men sensommeren havde heldigvis sendt afløsere. Stjerneblomsten Pentas, Oleander og trillingeranker stod i varme farver langs stien. Arun lod fingerspidserne strejfe en lyserød blomsterkrone på vejen forbi.

Solen havde varmet hans mørke hår og hud, og en lun vind gled behageligt ind under de løse ærmer. Under sandalerne knasede gruset sagte. De lange ametyster i hans ører gav en fin, næsten musikalsk klirren fra sig for hvert skridt. 
Hans far havde bedt om at se ham arbejde med slangerne i dag. Det havde naturligvis vakt Aruns nysgerrighed. Fareed kendte allerede til hans evne. Men tilsyneladende mente han, at der fandtes mere i den, end Arun hidtil havde fået frem.

Kontrol.

Arun havde smagt lidt på ordet, siden beskeden kom. Han kunne stadig ikke helt se, hvad han skulle med den. Hvis en slange ikke ønskede at gøre noget, kunne man vel bare finde en anden måde? Alligevel var der noget ganske behageligt ved, at hans far havde vist interesse.
Kazimisønnen nåede frem til slangegården og skubbede døren til side. Den lune haveluft blev afløst af en fugtig duft af træflis, og hans blik søgte straks gennem rummet. "Fader?" lød hans stemme ubekymret, da han trådte indenfor og lukkede døren bag sig. 

Slanger var en pragtfuld ting. Fareed havde altid haft en svaghed for dem, og den lydighed de viste overfor ham, og det havde været en stor dag da det gik op for ham at hans skønne søn havde arvet selv de samme evner. Men det var som om at Arun stadig var for blød om hjertet, han bad dem ikke om nok, og Fareed var sikker på der lå mere bag facaden end det Arun udviste. Det skulle bare... tvinges lidt ud.
Fareed havde i hvert fald fuld tiltro til at han nok skulle få lært Arun det, uanset hvor lang tid det tog. Desuden, han nød jo faktisk også at bruge tid med hans søn. Det var behageligt.

Han havde valgt at tage ind i slangegården et lille stykke tid før det var tid til at Arun ville ankomme, for lige at sige hej til sine favoritter, og som dørene gik op, stod han og holdt en lang slange, der var snoet om hans overkrop og arme, som den næsten så ud til at være igang med at kvæle ham, men den holdt kun så godt fast at den holdt sig på ham, og for dem der kendte Fareed eller slanger, var det tydeligt at han havde fuldstændig kontrol over den.
Slangen havde perlemorsfarvede skin, med hvad der lignede med det blotte øje malede mørkeblå mønstre på dens hud, som havde nogen med vilje brugt tid på at male det. Ved et nærmere blik kunne man dog se at det var slangens naturlige mønster, som uden tvivl var blevet avlet på gennem århundrede for at få det helt rigtige mønster, og hende her var en sjælden slags, hvor mønstrene stod helt knivskarpt. Hendes navn var Maliha.
Fareeds blik flyttede sig fra slangen over til Arun, som han trådte ind og der kom det tilfredse, næsten glade udtryk over Fareed, som der så ofte gjorde når han så Arun.
"Arun," sagde han, hans tone blød, selvom hans dybe stemme stadig rungede lidt. "Godt du kunne komme." Også selvom det næppe var et spørgsmål om Arun havde lyst, hvis Fareed først havde sat sig for noget.

Maliha løftede sig hovedet, så også hun kunne kigge mod Arun, men hun så ikke ud til at forlade sin ejer endnu.

Smilet voksede til et nydeligt tandsmil, da han fik øje på sin far med den prægtige slange snoet omkring sig. De mørkeblå mønstre gled over den perlemorsfarvede krop og dannede næsten et levende billede, når Maliha bevægede sig tættere omkring Fareed.

Maliha.

Aruns øjne lyste øjeblikkeligt op. "En skønhed som altid." Han trådte nærmere og rakte hånden frem mod hende, men lod de lange fingre standse lige foran hendes hoved. Gav hende muligheden for selv at nærme sig. Først da hun accepterede hans tilstedeværelse, lod han pegefingeren glide blidt under hendes hage. Et tilfreds brum vibrerede lavt i hans bryst.

Blikket vendte tilbage til Fareed. Arun vippede ansigtet en anelse til siden og førte et par bølgede lokker om bag øret. "Og selvfølgelig. Jeg nyder at tilbringe tid med Dem, fader." Ordene kom uden tøven. Måske kunne de i en andens mund have lydt som leflen, men Arun mente dem. Faderens selskab havde altid været noget, han søgte med glæde.
Han trak hånden til sig og lod armene falde løst over kors. Det ametystfarvede blik gled kort rundt mellem slangerne i rummet, før det fandt Fareed igen. "Og hvilke planer har De så for mig i dag?" Et nysgerrigt bryn løftede sig. "Jeg formoder ikke, De blot savnede mit selskab."