Vinden udenfor slog på vinduerne, og det var heldigvis ikke nok til at vinduerne ville gå i stykker. Kroen var fyldt op med god stemning, hvilket overraskede Noctis ret meget. Han havde ofte oplevet, hvor negative og muggen folk blev, når vejret var dårligt. Der var en smule overskyet udenfor, så det gav god mening, hvorfor der sad så mange mennesker herinde. Der var nogle få stykker som Noctis havde set før, men der var godt nok også mange som han slet ikke havde set før. Han var i strålende humør, og følte sig faktisk ikke, at han kunne være i bedre humør. Han havde drukket lidt fra en ung og frisk kvinde på overetagen. Hun smagte meget godt. Bevidst havde Noctis sørget for, at kvinden ikke ville sladre eller skrige - eller andet lignende som kunne skabe problemer, og afsløre ham. 

Det var meget sjovere, at bevæge sig rundt, uden folk vidste hvad man var. Hovedet blev lagt på skrå, og efter hans smagsprøve på kvinden, havde han fundet sig selv stående ved baren. Den meget flinke, og sikkert meget naive. Det kunne Noctis sagtens bruge til sin egen fordel. Han havde allerede drukket et par krus med mjød, men det havde ingen påvirkning. Det var kedeligt, men han burde vel heller ikke klage over, at kunne drikke så meget han ville, uden at mærke tegn på at have det fysisk dårligt. Hans øjne fangede den ældre mand bagved baren, som netop havde sat endnu et krus ned foran ham. Han var blevet en smule træt af kun, at drikke mjød. Hans øjne gled fra mandens ansigt ned til mandens hals. Han kunne vel bare prikke hul på huden, og holde mandens hals hen over sit krus. Eller et tomt krus. Så kunne kruset i det mindste blive fyldt med blod, frem for mjød.

Han stod ganske roligt, og var fortsat i strålende humør. Det var en god dag, det følte han. Han kunne nærmest mærke det, og kroen var jo et godt sted. Der kunne altid ske et eller andet. Selvom han inden i håbede, at der ville ske noget mere, end at alle folkene herinde bare sad på deres egne pladser, og drak løs. Han lagde hovedet på skrå, og lod pegefingeren glide hen over kanten af kruset"Det her er kedeligt i smagen..." ordene fløj utilfreds ud ad hans mund, og han lænede sig lidt ind imod manden"Du må tilbyde noget andet" de fortsættende ord kom næsten hviskende ud mellem læberne, som Noctis fangede mandens øjne endnu engang. Han ville bare gerne drikke en masse krus med blod. Han havde allerede smagt på nogle få af de mennesker som sad herinde, og selvom det var godt og velsmagende blod, så kunne han da godt nyde et par krus med noget lækkert og duftende blod. 

Efter alt det drama der havde været i den lille flok, havde Zathrian endnu en gang besluttet sig for at trække stikket og søge til Tusmørkedalens kro. Døren svingede op, og det tog ikke længe før folk rettede blikket imod ham. Der var delte meninger omkring ham; nogle ønskede at flå struben ud på ham, men han lod sig ikke påvirke, andre var i fuldkommen boldgade og ønskede at blive taget med ovenpå. For Zathrian var kroen ikke just hans normale jagtmarker, men hvis han noget tiltalte ham, kunne han da godt overbevises.

Han kom op til disken og ventede på, at manden var klar til at ekspedere ham. I mellemtiden, mærkede han en hånd på hans overarm og de mørke øjne rettede sig mod personen. En kvinde, der tydeligt har et erinde i tankerne. “Hvorfor er en alfa her alene?” spurgte hun og kælede ham nærmest. Et moret fnys undslap ham og han lænede sig ned over hendes lille skikkelse og greb hendes hånd og holdt ved hende. “Fordi de andre er en pestilens, præcis som du er lige nu… Havde jeg ønsket dit selskab i nat, havde jeg søgt til dig… Smut så,” svarede han og gav slip på hende og lod blikket hvile på hende, gennemborende, før kvinden forsvandt, og Zathrian vendte sig mod manden bag disken, der så på ham med et suk.

“Zathrian… Du kan ikke blive ved med at afvise dem,” lød det, før varulven så uimponeret mod ham. “Så vidt jeg ved, spurgte jeg ikke om din mening. Skænk mig et krus mjød og lad mig være i fred, medmindre mit krus er tomt,” brummede han og ventede på, at et fyldt krus blev sat foran ham. Det tog ham ikke længe før stanken af blodsuger fangede hans næse, hvilket fik ham til at rynke den.